’Den her er til dig, sagde han’

Nadia Jørgensen har stadig psykiske mén, efter hun i 2012 blev udsat for et voldeligt overgreb under sin pædagogpraktik. Erstatningsnævnet afviser at udbetale erstatning til hende med henvisning til en praksisændring, som først kom to år efter, overfaldet fandt sted
Nadia Haupt Jørgensen er pædagog og lider af PTSD, efter hun blev overfaldet på sit arbejde.

Nadia Haupt Jørgensen er pædagog og lider af PTSD, efter hun blev overfaldet på sit arbejde.

Ulrik Hasemann
16. september 2015

Når man har posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), er hele livet delt op i ting, man kan, og ting man ikke kan. Do’s and don’ts.

26-årige Nadia Jørgensen kan slå græs og banke hegnspæle i jorden rundt om haven, hvis bare hun får sin middagslur bagefter. Men hun kan ikke mødes med en journalist og en fotograf, uden at hun får angst, som sender rystelser gennem kroppen flere dage i forvejen. Hun kan fortælle om den episode, der udløste hendes PTSD – med støtte fra sin mor som ’ekstra hukommelsesbank’. Men ingen af dem kan kapere, hvorfor Erstatningsnævnet ikke vil kompensere Nadia Jørgensen for de psykiske mén, hun pådrog sig i sit arbejde som pædagog.

Information møder Nadia Jørgensen i hendes hus, et faldefærdigt landsted, hvor tapetet trævler ned af væggene, men hvor der er stilhed og idyl. Nærmeste nabo er 100 meter nede ad vejen – nærmeste storby er Næstved, godt tyve minutters kørsel stik vest. Fordi Nadia Jørgensen reelt har været sygemeldt fra arbejde siden 2012, har hun oparbejdet en stor gæld. Dødsboet er derfor købt for 185.000 kroner, hun har lånt af sin far.

»Jeg har døbt huset ViNårDetNok, for sådan er det, når man ingen penge har og skal sætte et helt hus i stand og har PTSD. Jeg forsøger at udrette noget i mine vågne timer, så jeg kan forberede mig på, at jeg skal ud og arbejdsprøves på et tidspunkt,« siger Nadia Jørgensen, mens katten Aima strækker sig kælent i hendes skød.

»På en skala fra 1 til 10 er det nok Nadia på en god 3’er i dag. Nadia efter overfaldet var på 0. Men da jeg først startede på institutionen i 2012, var det jo en Nadia på 10, der troede, hun kunne det hele.«

Overfaldet

Tilbage i 2012 søger Nadia Jørgensen ind på en døgninstitution for svært traumatiserede børn, der har været udsat for omsorgssvigt, fysiske og/eller seksuelle overgreb. Efter en måned får hun besked om at passe tre af børnene alene, selv om hun endnu ikke har lært magtanvendelse – hvordan man tilbageholder eller skrider fysisk ind, hvis et barn bliver ’udadreagerende’, altså voldeligt.

»Jeg er ved at låse cykler op og bemærker, at to af drengene holder den tredje dreng udenfor, nærmest mobber ham. De løber ind i huset og låser dørene af, så jeg står udenfor med den tredje, 10-årige dreng, som er et meget udadreagerende barn,« husker hun.

Børnene håndterer forandring så dårligt, at pædagogerne altid følger de samme rutiner. Så da Nadia Jørgensen fører drengen ind ad personaleindgangen, er det noget helt nyt, han ikke er vant til.

»Bare den afveksling fra hans struktur i dagligdagen gør – oven i at drengene har lukket ham ude – at han får det rigtig svært med sig selv. Nu er det, at det sortner lidt i mit hoved, tingene hænger ikke så godt sammen.«

Nadia Jørgensen får samlet de to drenge, da den 10-årige pludselig dukker op med en køkkenkniv fra køkkenet, hvor skufferne normalt er aflåste, og truer hende. Med den ene hånd gelejder hun de andre børn ind på et værelse i sikkerhed, mens hun forsøger at tale den 10-årige ned.

»Jeg siger: ’Du skal ikke have den kniv der’, og så kaster han den mod mig. Jeg reagerer med ’magtanvendelse’, selv om jeg ikke har lært det. Men jeg får ham ind på hans værelse og holder hans arme på sengen. Det kan jeg så, fordi han er mindre end mig.«

Drengen sparker Nadia Jørgensen flere gange i maven og spytter hende i ansigtet, hvilket får hende til at trække sig fra sengen.

»Så sætter han sig op, kigger mig i øjnene og siger: ’Den her er til dig’. Og så giver han mig et knytnæveslag i underlivet.« Nadia Jørgensen løber ud af værelset og holder hans dør, så drengen ikke kan komme ud.

Vagtskiftet er 20 minutter forsinket, før den mandlige vikar møder ind og får talt drengen til ro. Nadia Jørgensen overleverer til ham som normalt.

»Jeg får pakket mine ting og sætter mig ud i min bil, hvor jeg er beskyttet, og der bryder jeg fuldstændig sammen. Så ringer jeg til min mor.«

Nogle dage senere er Nadia Jørgensen til supervision, men føler sig ’egentlig okay’, indtil hun bryder grædende sammen på arbejdet. På intet tidspunkt nævner kollegaerne, chefen eller den praktikvejleder, hun kontakter, at hun skal huske at politianmelde den 10-årige dreng for overfaldet. Det skal vise sig at blive afgørende for Nadia Jørgensens videre forløb.

Da hun for tredje gang må forlade arbejdet i gråd, efter en af drengene tager en kniv frem i køkkenet, bliver Nadia Jørgensen langtidssygemeldt. Pædagogernes fagforening BUPL kaldes ind i sagen. Den efterfølgende tid er fyldt med møder og rapporter til Arbejdsskadestyrelsen og dernæst Erstatningsnævnet.

Nævnet afviser først sagen med henvisning til, at institutionen er ansvarlig, fordi de satte en praktikant til at passe tre drenge uden den fornødne træning i magtanvendelse. Institutionen afviser imidlertid at oplyse navn og forsikringspolice på den 10-årige dreng grundet tavshedspligt, hvorfor sagen ender tilbage i Erstatningsnævnet.

I maj 2015 når nævnet en afgørelse: Nadia Jørgensen får afslag på sin ansøgning om erstatning på 350.000 kr. for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte med den begrundelse, at hun ikke anmeldte den 10-årige dreng til politiet.

Men indtil 2014 har Erstatningsnævnet dispenseret fra kravet om politianmeldelse i sager med plejepersonale, og eftersom Nadia Jørgensens sag er fra 2012, føler hun ikke, hun kunne have vidst bedre:

»Der var ingen tegn på, at jeg skulle politianmelde dengang. Hverken fra institutionen, ledelsen eller Erstatningsnævnet selv. Min sag er åbenbart uheldig, fordi den først landede på deres bord igen i 2014. Men fra sager før 2014 burde de følge den gamle praksis og give dispensation.«

Erstatningspligt?

Ifølge Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, er det forståeligt, hvis Nadia Jørgensen starter en sag om at få erstatning ved domstolen.

»Det lyder umiddelbart, som om Erstatningsnævnet her forsøger at ændre praksis med tilbagevirkende kraft. For selv om hun i 2014 var blevet gjort opmærksom på, at man havde ændret praksis om politianmeldelse, kunne hun jo intet gøre ved det. Hun ville aldrig kunne opfylde kravet om at anmelde inden for 72 timer. Hun er fanget i et hul, hvor praksis ændres,« forklarer han.

– Burde Erstatningsnævnets have behandlet hendes sag på baggrund af, hvad der var praksis i 2012 og ikke praksis i 2014?

»Det ville være en god løsning. Erstatningsnævnet må godt ændre praksis, men den kan jo ikke få virkning to år tilbage i tiden. Ellers kan det minde om tilbagevirkende kraft.«

Erstatningsnævnets formand, landsdommer Michael Lerche, undrer sig omvendt over, at sagen ikke blev meldt til politiet i 2012, da Information udlægger ham sagens oplysninger over telefon: »Det er en udmærket god argumentation for at prøve at komme rundt om nogle regler, fordi der ikke blev indgivet anmeldelse dengang, simpelthen for at prøve at få noget erstatning ind. Men jeg taler ikke om den konkrete sag, for den kan jeg ikke udtale mig om. Men generelt skal der være konkrete grunde til, at vi dispenserer fra kravet om politianmeldelse.«

Institutionens navn er redaktionen bekendt, men på grund af det videre sagsforløb – og af hensynet til børn og forældre tilknyttet institutionen – er navnet ikke oplyst i denne artikel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

Det er svært at se, hvad der skal komme ud af at anmelde en 10 årig anbragt dreng til politiet for vold. Hvis det er en nyttig handling, så lad det blive institutionens ansvar.

Det er helt uforståeligt, at en manglende politianmeldelse skal have indflydelse på, om der kan udbetales erstatning i forhold til en arbejdsskade.

Måske nogen har gået for lang tid i skole og er blevet lidt for glade for regler?

connie brask, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, jørn andersen, Ole Frank, Jakob Silberbrandt, Svend Erik Sokkelund, Albertina Vistoft, Helene Kristensen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

For så vidt at historien er korrekt gengivet, må en ansat eller praktikant aldrig sendes hjem i en sådan tilstand - og en uprøvet praktikant forinden aldrig være blevet givet en så risikobetonet opgave alene. Havde arbejdspladsen gjort som den burde, havde Nadia modtaget krisebistand hurtigt - var blevet hjulpet hjem fra arbejde til en aftalt og tryg modtagelse - i de første vågne timer havde arbejdspladsen (ledelsens ansvar) forholdt sig til diverse anmeldelsesspørgsmål (arbejdsskade- og politianmeldelse m.m.). Men stadig forekommer det helt usagligt at politianmeldelse stilles som krav for at tilkende erstatning for denne slags arbejdsulykker - som jo altså arbejdspladsen har et hovedansvar for at forebygge.

Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, anne koed westergaard, Jakob Silberbrandt, Svend Erik Sokkelund, Albertina Vistoft, lars abildgaard og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per  Hansen

Jeg kan ikke forstå at man kan stille krav til at hun selv politianmelder i de 72 timer efter overfaldet hvor hun er allermest syg. Har de taget stilling til at hun var i stand til at politianmelde og sætte sig ind i reglerne, for ellers kan de jo ikke forlange det af hende

Jakob Silberbrandt og Albertina Vistoft anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Selvfølgelig skal hun havde behandling, samtaleterapi, og sin erstatning. nem:
En person, han/hun, der ikke kan styre en 10 årige hvalp, skal ikke være ansat sådanne steder.

Brugerbillede for Carsten Budde

Kommuner, regioner og staten skal spare. Derfor indfører man nogle love og regler, der tilsidesætter sund fornuft og menneskelighed. OG! Flere kommuner pålægger nidkært deres ansatte til at spare endnu mere.
Jeg vil gerne betale lidt ekstra i skat, så det offentlige kan give de trængende den nødvendige hjælp til at komme videre i tilværelsen. Penge må aldrig komme i første række.

Brugerbillede for Carsten Budde

Til Erik Mørk Thomsen!
1) Hun er i oplæring. 2) Disse børn og unge kræver faste handlemønstre, som hun ikke havde nogen forudsætning for at vide noget om. Derfor fejlede institutionen, da den overlod ansvaret til hende.

Arne Lund, lars abildgaard, Carsten Wienholtz, Henrik Petersen og anne koed westergaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Kære Carsten B.
Jeg kan kun være enig i, at der er skete fejl, men hvor, ved jeg ikke.
Som frivillig i LAP, kommer jeg en del rundt på institutionerne, som børn - unge psykiske hospitaler.
De steder jeg har været, har personalet en overfald alarm, som de trykke, ved mindste anledning.
Havde hun ikke en, eller hvorfor trykke hun ikke på den?
Så allerede, da situation opstår, burde hun havde tilkaldt en kollega.
Også efter reglerne, bør hun ikke alene gå med en vodlig barn med ind på hans værelse, og i det mindste, gå med det samme, da hun opdager, at hun ikke kunne styre sirationen.
Men det der undre mig mest, hvor hvad det andet personale hænde, i følge beskrivelse tog situation over en 1/2 time!
Jeg kunne godt havde tænk mig, at journalisten havde kontakte institution, for at rede på følgende:
Har personalet overfald alarmer?
Hvor mange var på arbejde, den pågældende dag?
Hvorfor kom de ikke hende til hjælp?
Er der skrevet en magtanmeldeskema, som loven siger, der skal?
Undskyld mig, enten er historien mere rådne, end den bliver fremstillet, eller holder historien ikke en meter.
Men ligegyldigt, hvad sandheden er, bør hun, ligesom alle andre, der har en psykiske sygdom, tilbydes samtaleterapi, så hun kan komme videre med sit liv.

Brugerbillede for Lasse Glavind

Jeg kommer til at tænke på den chef i Odense Kommune, der blev fyret på gråt papir forleden for ulovligheder i forbindelse med sagsbehandling af børnesager - og fik 4,5 mio. kr i erstatning bare sådan.

Brugerbillede for Mikkel Nielsen

Der er flere ting jeg undre mig over, hvad laver en "praktikant" alene med udsatte børn, det burde aldrig ske (omend jeg er udemærket godt er klar over det forekommer). For det andet undre jeg mig over formuleringen "sat ind i magtanvendelse". Man må ikke bare sådan uden videre benytte sig af magtanvendelse, dette står klart og tydeligt beskrevet i servicelovens kapitel 24, hvilken en hvilken som helst ansat i special og socialområdet bør kunne til fingrespidserne. I dette tilfælde bliver der gjort brug af bla. serviceloven §126, men en sådan magtanvendelse skal altid indberettes til relevante myndigheder. Det er altså ikke sådan at man kan benytte den efter forgodtbefindende.

Anmelde en udsat 10årig dreng virker også helt ude af proportioner, jeg er rystet overfor en sådan tankegang hos folk der burde have ekspertise, viden og forståelse for det sted disse børn står i. Det gør det endnu mere problematisk når en "pædagog" gør noget hun udemærket ved kan resultere i en eskalation, uden først at sætte barnet ind i hvad der skal til at ske først og dermed gøre barnet klar til at håndtere det afstik først.

Hun er dog undskyldt pga. den korte ansættelse, og det er stadig synd at hun er gået ned med PTSD, men episoden er desværre noget der sker relativ ofte på området, så man skal også have psyken.

Det virker for i øvrigt absurd at en arbejdsskade skal ligge til grunde i en politianmeldelse det er helt ude i hampen.

Brugerbillede for lars abildgaard
lars abildgaard

mange institutioner spekuler i at have pædagogstuderende, i praktik, da studerende er langt billiger arbejdskraft end uddannet pædagoger, og pædagogstuderende arbejder næsten på fuld tid, da jeg læste til pædagog var mine lønned praktikker på 32 1/2 ugentligt og fik en pædagogløn som svarede til knap 16 timer ugentligt, så problemet kunne løses ved at fjerne de lønnede praktikker på 6 måneder, så man ikke indgår i den normale normering, men er studerende og kan lave iagttagelser og observationer, samspillet mellem de uddannet pædagoger og de udsatte børn og lave sine refleksioner, over deres samspil, bare lidt tanker.
arbejder ikke som pædagog i dag, men tog en ny uddannelse som socialrådgiver..

Brugerbillede for georg christensen
georg christensen

Den her, er til dig , sagde han og en rød tud var forudsagt, og blev, som sædvanlig annalyseret, da det var forsent og ikke i tide afværget af "prædikanten".

Nå ja, siger prædikanten så til sit forsvar: Det er bedre, at komme for sent, som aldrig at komme.
Et udsagn som jeg ikke kan forstå, især når det, at komme for sent, kun danner grundlaget for yderligere "kaffepauser" og endeløse uværdige diskussioner om illusionsbeskrivelser, medens virkeligheden, med uformindsket kraft fortsætter.

Brugerbillede for Arne Lund

Endnu et resultat af en besparelse, der blev vedtaget af VK-regeringen, men eksekveret da SRSF-regeringen kom til. Dem er der rigtig mange af, og rejser alvorlig tvivl om hvad der reelt kom ud af Thorning-tiden. Der var således ikke megen vilje/Evne, til at rydde op efter Fogh/Løkke. SKAT er et godt eksempel, den katastrofale kommunaldeform en anden, og erstatningsvilkårene for off. ansatte en tredje.
Er det ikke snart på tide, at der kommer et opgør med Thorning-tidens elendige regeringsførelse?

Brugerbillede for Arne Lund

Erstatningsnævnet består udelukkende af jurister. En så ensidig sammensætning er ikke nyttig for ofrene. Ikke fordi jurister er onde, men det vil uvægerligt være tale om et meget lukket, selvsupplerende miljø. Nævnet bør derfor suppleres med humanister (fx psykologer), samt lægfolk og repr. for tidl."ofre".