Læsetid: 9 min.

Man skærer da i børn

I Danmark bliver religiøs omskæring ofte kritiseret for at krænke børns rettigheder. Samtidig udsættes interkønnede børn for kønsnormaliserende operationer uden debat og uden samtykke. En række eksperter og organisationer kritiserer dansk praksis og vil have stoppet operationer af børn
Stephanie Stine Skaaning er opdraget som dreng og blev ved fødslen tildelt et cpr-nummer, der viste, at hun var en dreng. Men hun er det man tidligere kaldte hermafrodit. I dag kaldes børn som Stephanie Stine interkønnede.

Stephanie Stine Skaaning er opdraget som dreng og blev ved fødslen tildelt et cpr-nummer, der viste, at hun var en dreng. Men hun er det man tidligere kaldte hermafrodit. I dag kaldes børn som Stephanie Stine interkønnede.

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

26. september 2015

Stephanie Stine Skaaning har vidst, at noget var anderledes ved hendes krop, lige siden hun var barn. Det var der bare ikke så mange andre, der vidste. Hun kunne konstatere, at hun ikke så ud som sine jævnaldrende, og hun gik på biblioteket for at finde ud af, hvorfor hun mon var, som hun var.

Stephanie Stine Skaaning er opdraget som dreng og blev ved fødslen tildelt et cpr-nummer, der viste, at hun var en dreng. Men bøgerne, hun læste, fortalte en anden historie. Stephanie Stine Skaaning var det, man tidligere kaldte hermafrodit. I dag kaldes børn som Stephanie Stine Skaaning interkønnede eller personer med interkøns-variationer.

»Jeg var mystificeret over, at jeg ikke udviklede mig som andre børn, men følte egentlig, at min krop var meget naturlig, som den var,« siger Stephanie Stine Skaaning i dag.

Senere har hun fået en specialists ord for, at hun har kromosomvarianten 47,XXY. Stephanie Stine Skaaning er, så vidt hun ved, ikke blevet opereret som spæd, ligesom det er tilfældet for mange andre børn født med interkønsvariationer. Da hendes krop for alvor begyndte at skille sig synligt ud fra andre drenges i puberteten, hvor Stephanie Stine fik bredere hofter og begyndende bryster, troede forældrene blot, at hun var sent udviklet.

Desuden skjulte hun sine former i stort tøj og tog på i vægt, så bryster og mave så mere mandige ud.

»Jeg havde både kvindelige og mandlige træk,« fortæller hun.

Utænkeligt

I Danmark er der ikke særlig stor opmærksomhed omkring personer med interkønsvariationer, hvilket vil sige, at kroppens sammensætning af kønskromosomer, indre reproduktive organer, ydre kønsorganer og sekundære kønskarakteristika så som skægvækst og brystudvikling ikke stemmer overens med, hvad der biologisk set betragtes som typisk for hunkøn eller hankøn.

Der findes en lang række variationer af interkøn, og afhængig af hvad der tælles med, udgør de mellem 0,1 og 1,7 procent af befolkningen, eller, hvis man går ud fra tallet 1,7, til antallet af rødhårede.

I Danmark anbefales det blandt andet, at der udføres kønsnormaliserende operationer på børn, inden de er 18 måneder, fordi man mener, at det er »utænkeligt, at et barn i Danmark vil kunne udvikle sig psykisk uden at have entydige ydre genitalier, som det hedder i en gældende instruks fra Skejby Sygehus.

Skejby er et af de tre danske sygehuse, hvor børn født med DSD, disorders of sex development – den medicinske betegnelse af personer med interkønsvariationer – bliver behandlet. Indimellem bliver interkønsvariationer først opdaget i puberteten, ligesom der kan opereres senere i opvæksten, f.eks. når det gælder plastikkirurgisk etablering af en skede.

Men ifølge en lang række internationale organisationer for interkønnede, FN og Europarådet bør sundhedsmyndighederne stoppe med at operere på raske børn. Eller som det hedder i en ny rapport fra Europarådet: »at udføre medicinsk unødvendig kønsnormaliserende kirurgi og sterilisation af interkønnede uden samtykke fra den interkønnede selv. Man skal vente til de er gamle nok til at udtrykke deres frie og fuldt informerede samtykke«.

Også Institut for Menneskerettigheder er kritiske. Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, peger på, at der i dag er en styrket beskyttelse af kønsidentitet inden for menneskeretten og diskriminationslovgivningen. Hun vurderer, at ikkemedicinsk begrundede operationer ville kunne dømmes som en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om personlig integritet ved en domstolsprøvelse.

Ifølge Europarådets rapport er konsekvensen for mange af de interkønnede, som udsættes for køns-normaliserende indgreb, at deres ret til fysisk integritet samt evnen til at udvikle deres egen kønsidentitet bliver forstyrret.

Andre livslange konsekvenser er sterilisation, alvorlig ardannelse, inkontinens, reduceret eller fuldstændigt tab af seksuel følelse i kønsorganener, fjernelse af naturlige hormoner, afhængighed af medicin samt en dyb følelse af være krænket som person og deraf ofte svære psykiske problematikker, hedder det i rapporten.

Der findes ingen tilgængelige opgørelser over, hvor mange børn, der bliver opereret i Danmark. Men som det fremgår af en beretning fra Rigshospitalets Afdeling for vækst og reproduktion, diagnosticerede og behandlede man her mere end 500 patienter med forskellige former for DSD i 2012.

Stephanie Stine Skaaning er sammen med Inge Toft Thapprakhon for kort tid siden gået i gang med at stifte foreningen Intersex Danmark for at skabe større opmærksomhed om interkønnede og deres forhold i Danmark.

Foreningen har kendskab til omkring 20 andre danske interkønnede, hvoraf de fem er blevet opereret som børn. Desuden henviser Inge Toft Thapprakhon til Intersex International (OII), og de tal, organisationen anvender på verdensplan, som vil betyde, at, der i Danmark i 2014 er født et sted mellem 50 og godt 100 børn med kønsorganer, der ikke er entydigt definerbare. Det er disse børn, der primært udsættes for »kosmetiske« operationer.

Lægerne løj

Det sker ofte, at interkønnede ikke selv kender deres diagnose og derfor heller ikke den reelle årsag til, hvorfor nogle af dem er blevet opererede, forklarer sociolog Georgiann Davis, der er ansat ved University of Nevada, Las Vegas og netop har udgivet bogen Contesting intersex, hvori hun kraftigt kritiserer sygeliggørelsen af interkønnede.

»Ofte er forældrene til interkønnede børn blevet anbefalet af lægerne, der udførte operationerne, at holde det hemmeligt for ikke at forstyrre deres børns udvikling af en sikker kønsidentitet i de tidlige år. Tidligere kunne det også ske, at lægerne ikke fortalte forældrene den fulde historie om deres børns diagnose. At være født som interkøn er historisk forbundet med megen skyldfølelse og tabu. Men interkønnede børn er ikke syge og har ikke behov for køns-normalisering. Det er samfundets behov for at få dem til at passe ind i det binære kønssystem, der forårsager, at man opererer på raske børn,« siger Georgiann Davis, der selv er et af de børn, der ved egen hjælp har måttet finde ud af, at hun har en interkønsvariation.

Da Georgiann Davis var 13 år, fik hun stærke smerter, og hendes mor troede, hun snart ville få menstruation. Smerterne forsvandt, men hun fik ingen menstruation. Moren opsøgte en læge, som efter en undersøgelse forklarede, at Georgiann Davis havde underudviklede æggestokke, som skulle fjernes, fordi der var risiko for kræft. Men som Georgiann Davis skriver i bogen: »lægerne løj«. Æggestokkene var i virkeligheden ikke-nedsunkne testikler, og de påståede organer blev fjernet, da hun var 17. På trods af at der ifølge den forskning, Davis gennemgår i bogen, ingen sikker viden er om, hvorvidt hun var i større risiko for at udvikle kræft end normalbefolkningen generelt.

Først da Georgiann Davis var blevet 19 år og flyttet langt væk fra sin hjemby, fik hun adgang til sine journaler og opdagede »sandheden« om sin krop og den »unødvendige« operation, hun havde gennemgået. Hun fandt ud af, at hun havde androgen insensitivity syndrom (CAIS).

Konsekvensen af operationen var, at hun havde fået fjernet nogle af de organer, der naturligt producerer hormoner.

»Desuden er resultatet af de unødvendige operationer på raske børn, at det efterlader os med en følelse af, at vi ikke er normale, og det kan være psykisk belastende,« siger Davis, der på linje med organisationer for interkønnede mener, at det eneste, der berettiger operationer på interkønnede børn, er, hvis der f.eks. er komplikationer med hensyn til vandladning.

Ideologi

Kritikerne af interkønsoperationerne mener, at de er ideologisk begrundede. Inge Toft Thapprakhon peger på, at børn opereres af hensyn til, at deres forældre skal kunne håndtere at opdrage et barn, og samfundets behov for kønskategorier.

Hun henviser til DSD-instruksen fra Skejby Sygehus, hvor der ganske vist tages højde for de senere års internatonale kritik af normaliserende operationer, men efterfølgende hedder det:

»Der er foreslået, at man skulle afvente den operative korrektion til individet selv kunne bestemme, hvilket fænotypisk køn vedkommende ville have. Imidlertid er det i dag utænkeligt, at et barn i Danmark vil kunne udvikle sig psykisk uden at have entydige ydre genitalier. Anbefalingen er derfor uændret: at der ad kirurgisk vej, hvis det er muligt, skabes overensstemmelse mellem det kromosomale og fænotypiske køn.«

Den konklusion er yderst problematisk, mener Georgiann Davis, fordi den hviler på forestillingen om, at en persons biologiske køn korresponderer med kønsidentiteten.

»Det er ikke så simpelt. Fysik køn og kønsidentitet er meget komplekse fænomener, der er plastiske og flydende. Man kan jo sagtens tillade, at børns kroppe får lov til at være, som de er skabt, og så tildele børnene et køn, som de selv kan ændre senere hen, når de er blevet ældre og mere modne. Det her handler ikke om, at man ikke skal opdrage barnet med en kønsidentitet. Men mange læger ønsker, at der skal være sammenhæng mellem det fysiske køn og sociale køn, derfor modificerer de kroppen til det køn, de vælger for børn. Og det er farligt, fordi du udfører irreversible operationer på børn, der ikke selv kan sige fra,« siger hun.

Fanget af staten

At være født med en interkønstilstand har intet at gøre med seksuel orientering. Der er lige så stor variation inden for seksuel orientering og kønsidentitet blandt interkønnede som blandt alle andre grupper.

Men flere interkønnede oplever, at det køn, der blev satset på i deres tidlige barndom, er uforeneligt med deres kønsidentitet.

Stephanie Stine Skanning søgte om juridisk kønsskifte, da det blev tilladt sidste år. Til gengæld er det umuligt for hende ifølge loven at få adgang til kønskorrigerende kirurgi, hvis hun skulle ønske det, idet diagnosen transseksuel identitet ikke kan stilles i forbindelse med nogen form for »interkøn, genetisk- eller kromosomabnormalitet«, som det hedder i WHO’s diagnostiske guidelines, som Danmark følger, forklarer Stephanie Stine Skaaning:

»Det betyder, at børn, der med statens hånd er blevet tildelt et køn ved fødslen, er fangede, når de ikke kan få lov til medicinsk at skifte køn.«

Som loven er i Danmark i dag er det desuden kun tilladt at give hormonbehandling, der er foreneligt med det tildelte køn, medmindre personen er tildelt diagnosen transseksuel.

Mange interkønnede er ikke i stand til naturligt at producere den mængde kønshormon, de behøver, hvilket kan medføre en lang række sygdomme eksempelvis knogleskørhed og hjerte-kar-sygdomme. I Stephanie Stine Skaanings tilfælde betyder det, at hun har været tvunget til at vælge imellem enten at undlade den nødvendige behandling med kønshormoner eller modtage kønshormoner, der påvirker kroppens udvikling i en retning, der er uforlignelig med hendes kønsidentitet.

»Jeg har altid gået op i at være sund og passe på min krop, men det kan jeg ikke få lov til,« siger hun.

Interkønnede overset

Ifølge sexolog Mads Ananda Lodahl er både trans- og interkønnede i konflikt med forestillingen om, at der kun findes to køn.

»Transkønnede passer fra fødslen biologisk set ind i forestillingen, men har meget svært ved at få lov til at få behandling. Interkønnede derimod bliver født uden for det tokønnede system og bliver tilbudt, presset eller bliver tvunget til få behandling, så de kommer ind i det binære kønssystem. Derfor virker det ideologisk og ikke biologisk begrundet, når man på den måde opretholder forestillingen om, at der kun er to køn, for det er jo ikke i overensstemmelse med virkeligheden,« siger Mads Ananda Lohdahl.

Cand. mag. Anna Merrild Madsen sammenstiller i sit speciale fra Roskilde Universitet de fysiske indgreb ved religiøs drengeomskæring og operationer af interkønnede, og konkluderer, at mens nogle former for indgreb på børns kønsorganer vækker harme og debat, flyver andre under radaren.

»De to former for indgreb ligner hinanden, men debatten om drengeomskæring fylder utroligt meget, mens ingen diskuterer behandlingen af interkønnede. Drengeomskæring ses som et kulturelt ritual, operationer af interkønnede ses som indgreb, der ’genopretter naturens orden’. Smerten ved indgrebene vægtes meget forskelligt, og det er interessant. Et af hovedargumenterne mod drengeomskæring er netop, at de er uetiske, fordi de kan være smertefulde, og det kan medføre sensitivitetstab. Mens der står meget lidt om det smertefulde i vejledningerne om behandling af interkøn,« siger Anna Merrild Madsen, der i forbindelse med sit speciale har undersøgt samtlige medicinske vejledninger i Danmark, der drejer sig om interkøn.

»Muligheden for ikke at blive opereret fremgår slet ikke,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådanne spørgsmål er uendeligt meget vigtigere at diskutere, end en lille gruppes religiøse livsstil indenfor loven i det store samfund.
Konformismen har desværre fået ufatteligt godt tag i danskerne igen - som det altid sker, når det er mennesker, man skal stå til ansvar for, og ikke bare Gud. Så ryger alle etiske overvejelser ud, men man begynder nidkørt at bekæmpe de tegn på andre, mere grundlæggende værdier, som f.eks. drengeomskæring er udtryk for. Det er den værste form for hygiejnisk oprensning fra et mere og mere autoritært system, jeg kan forestille mig.

Helene Kristensen

Det er åbenbart meget almindeligt, at man reparerer på det man synes er unaturligt. Andre steder skærer man i både drenge- og pigebørn som er ganske normalt skabte, for at tilpasse dem. Det kalder man bare kultur eller religion, så er der ingen der blander sig.

Helene Kristensen

Peter Hansen, der er vi så uenige i den grad. Jeg mener stadig, som jeg også mente under kvindefrigørelsen i 70'erne, at menneskets krop er dets egen - og det skal ingen andre blande sig i. Uanset hvor meget en krop måtte provokere andre, true andre, er det kun indehaveren der har retten til at beslutte at ændre den - og det skal man mentalt være voksen for at kunne beslutte.

Jette M. Abildgaard, Jørn Andersen, Jacob Lorensen, Anne Eriksen og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar

ha-ha, Helene Kristensen, sig det til hvem som helst i vores samfund, der træffer bestemmelse på individets vegne. Hvis der er noget, vi ikke selv får lov at bestemme over, er det da vores krop.
Kroppen er hylsteret for sjælen i de fleste af de tankesæt, vi abonnerer på, heldigvis, det havde været en køn én, hvis det var modsat. Derfor er det vigtigere, for jøder og muslimer, at deres drengebørn bliver lyst i kuld og køn med den lille operation, som i mange tilfælde også forebygger udbredte senere vanskeligheder, som intakte drenge plages med.
Og så er det altid det, vi skal høre om! Vi hører aldrig om de massive rituelle indgreb, der indebærer primitive tatoveringer og andet af små børn fra andre religioner.
Ligesom det er spøjst, at de, der finder kristendommen for metafysisk, tit ikke har problemer med at bekende sig til fremmede religioner med et galleri af guder og ånder, vi blot kan måbe over.

Men med årene bliver jeg dog lidt blidere anlagt, og jeg er ikke helt så indigneret over disse angreb på religiøse praksisser, der har årtusinder på bagen. Det er bare et kedeligt symptom på den konformisme og autoritære statstænkning, der breder sig i vores samfund, til stor skade for den enkeltes reelle og konkrete frihed. Man kaster sig over et lille, ubetydeligt område, som reelt kun vedrører de indblandede få procent i befolkningen, for at kunne bevare sin grundlæggende kamp imod alt, der har den mindste dybde og seriøsitet over sig. Alt skal forfladiges, hvor man i stedet burde hjælp det store flertal af borgere til at få nogle virkelige og dybtgående værdier udover det materielle og æstetiske.

Svært at sammenligne omskæring og kønsoperationer (omend de er kun er kosmetiske?).
Er der plads til at være anderledes?

Den konformisme og autoritære statstænkning, som Peter Hansen nævner, er langt mere uhyggelig og skræmmende.
"Man" er stolt over, at alle borgere her i landet er så gennemanalyserede og registrerede, at det kan bruges til "forskning" og derfor er meget værdifuldt. Det er det ikke, det er uhyre skræmmende og ødelæggende for enhver form for frihed.
Dertil en indskrænket vane med at fokusere entydigt og uintelligent på enkeltsager og overse alt andet, der kunne være af betydning.
Vi behandles nærmest som i en produktion i landbrugsregi, det må gerne stoppe - hvis ikke, vi skal ende med at sammenligne os med Nord-Korea...

Henrik Brøndum

Hvorfor er artiklen nødt til at gentage det utrættelige setup:

Systemet/Onde/Læger/Instrukser/Samfundets normalitet

kontra

Perifere Forskere/Gode/Vidtløftige fortolkninger af menneskerettigheder/Krav om at få hele verden forærende

Tilsyneladende ingen indsats for at få nogle forklaringer ud af "systemet" - hvorfor der gøres som der gøres.

Kan det skyldes at der ingen sag er? Formålet med artikelen er ikke at argumentere - men at hygge om de læsere der nyder at slænge sig i den evig alternative komfortzone?

If (s)he can per
Let it be
Only clean
What is seen
When intact
Don't retract

Det er simpelthen umenneskeligt at operere på folk, der ikke kan give eksplicit samtykke, uden at det er absolut nødvendigt.

Det t tilsiger bio etik konventionen, som Danmark har tiltrådt, også.

En sådan skal være til patientens *direkte* fordel. Og det kan ren kosmetisk kønskirurgi aldrig være.

Uanset om det bunder i religiøse forestilling, konformitetsønsker eller hvad det bunder i.

Peter Hansen, hvis man glæder det lille vers er der ingen særlige »udbredte senere vanskeligheder« v ved at lade være med at skære og klippe i drengenes tissemænd. Hvor får du det fra?

Man kan undre sig over hvorfor lægerne ikke bare får sig en religion hvor en gammel bog befaler dem at skære løs i børn, og lave det hvide snit på alle besværligen patienter.
På den måde ville de få fred for myndighederne og få opbakning fra venstrefløjen.