Note
Læsetid: 1 min.

SKAT beskyldes for at opkræve penge ulovligt

Indland
8. september 2015

Skattemyndighedernes måde at indkræve gæld fra borgerne på er dybt kritisabel. Det fremgår ifølge Berlingske af en rapport, som statens advokat, Kammeradvokaten, er ved at færdiggøre på opfordring fra Skatteministeriet. Undersøgelsen skal afklare, om Skats måde at opkræve penge på er lovlig og korrekt. Svaret er et klart nej.

Skat opkræver blandt andet penge fra personer, som ikke længere skylder penge. Selv om deres gæld er forældet, fortsætter Skat med at tage en del af deres løn eller tvinger borgerne til at indgå afdragsordninger.

Samtidig ser Skat ofte stort på de regler, der skal beskytte skyldnere, lyder en del af kritikken fra Kammeradvokaten.

»Det er rystende. Én ting er, at man ikke opkræver det, man skal. Men at man opkræver penge, som man ikke har ret til, rækker langt videre. Skat går i baglommen på folk og tager deres penge,« siger Torben Bagge, partner og skatteekspert hos Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, til Berlingske.

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, mener ifølge avisen, at kritikken fra Kammeradvokaten er så alvorlig, at det ikke kan udelukkes, at den kan komme til at koste ledende medarbejdere i Skat jobbet.

Ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hmmm, nå ja - nogen skal jo betale de penge, SKAT har foræret til "aktiesnydere" i udlandet....

Afskaft indkomstskatten og giv erhvervsvalget imellem offentlig overtagelse eller en omsætningsafgift på 50%.