Interview
Læsetid: 4 min.

Sygeplejerske: Vi kopierer Toyota

Man har overtaget en fabrikstænkning i hospitalssektoren, og det konstante fokus på effektiviseringer går ud over patienterne. Sådan siger sygeplejerske Jonas Ørting, der er medarrangør af en demonstration på fredag for bedre vilkår for personale og patienter
Indland
29. september 2015
’Vi er lægens øjne, ører og næse, men det kræver altså, at vi har tid til at være hos patienten,’ siger sygeplejerske Jonas Ørting.

På fredag vil sundhedsfagligt personale demonstrere på Christiansborg Slotsplads for bedre vilkår for patienter og personale. Demonstrationen kommer efter, at TV-dokumentaren Patienten, der fik nok i sidste uge satte kritisk fokus på det danske hospitalsvæsen, men den er blevet indkaldt forud for dokumentaren.

Jonas Ørting arbejder som basissygeplejerske på hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital og er medarrangør af demonstrationen. Han fortæller, hvordan sundhedspersonalet bliver presset til at løbe stadig hurtigere.

»Nu har jeg været på flere afdelinger, og der er visse ting, der går igen. Mindst en gang om året bliver det diskuteret, hvordan vi kan løbe en smule hurtigere som konsekvens af de famøse, årlige nedskæringer. Det giver sådan et konstant fokus på effektivisering. Der er konstant et nyt tiltag, der skal få patienterne hurtigere igennem hospitalet. Der er i dag en filosofi på hospitalerne, der drejer sig om et konstant produktionsfokus. Man har overtaget en fabrikstænkning i hospitalssektoren. Vi kopierer Toyota. Produktionstankegangen er baggrundsmusikken for vores dagligdag.«

Mere tid på sengekanten

–Hvordan påvirker det dit arbejde?

»Som sygeplejerske handler det om at være i nærheden af patienterne, og ja, jeg kan godt sidde på et kontor og kigge på nogle tal, der fortæller mig noget om patienternes tilstand. Men de tal siger tit ikke særlig meget om, hvordan den enkelte patient har det. Hvorimod det at kunne holde øje med en patient fra sengekanten siger meget mere. Men der er for mange dage, hvor jeg går på kompromis med min faglighed.«

–Hvad skal der til for, at du ville kunne gøre det bedre?

»Det handler om at bruge tid sammen med patienten. Sådan nogle ting som at være sammen med patienten, når hun spiser og drikker. Være ved siden af hende. Mange af mine patienter tilbringer jeg 20 minutter sammen med i løbet af en otte timers vagt. På den tid skal jeg nå at vurdere, hvilket menneske jeg har med at gøre, hvilke tanker hun tænker, hvad hun siger hvordan, osv. Alt for ofte har jeg ingen føling med mine patienter. Der er mange af dem, der ikke klart kan formulere, at nu gør det altså ondt i brystet. De har brug for alenetid med sygeplejersken. Det er ikke rart at snakke om private ting i et lokale med 20 andre mennesker. Det er kernen i sygeplejerskens job, der bliver presset af manglende tid. Vi er lægens øjne, ører og næse, men det kræver altså, at vi har tid til at være hos patienten.«

–Er det blevet værre i din tid som sygeplejerske?

»Den korte version er ja. Men sygehusvæsnet er så kompleks en størrelse, og der har jo også været flere tiltag, som er gået i den rigtige retning. Men overordnet set bliver det værre. Arbejdsmængden er blevet større, og mængden af personale bliver mindre. Vi sygeplejersker overtager arbejdsopgaver fra alle omkring os – lægerne og lægesekretærerne. I min tid som sygeplejerske har jeg ikke oplevet, at en opgave er gledet fra os.«

Brug den billige dims

–Hvad hører du fra patienterne?

»Vi har en RIS/ROS-kasse ude på afdelingen, som i helt overvejende grad bliver fyldt med ros. De synes, vi gør et godt stykke arbejde. Vi får ofte at høre, hvor dygtige vi er, og hvor stærkt vi løber. Men også en smule irritation fra aftaler, der glipper.«

–Hvordan er personalets forhold til ledelsen?

»Der, hvor jeg er nu, har vi et glimrende forhold til ledelsen. For et halvt års tid siden var jeg til møde med økonomidirektøren i Region Hovedstaden, og han var dybt overrasket over, at vi som basissygeplejersker ude på gulvet forholdt os til økonomien i afdelingen. Men vi lever i en verden, hvor vi konstant får at vide, at vi skal huske at bruge den billige dims. Hvis vi bruger for mange af de dyre dimser eller bestiller for mange vikarer, har vi ikke penge til resten af året. Så vi har fokus på de forskellige patienttakster, da det er, hvad der tjener penge til butikken – og se, nu bruger jeg selv ordet butikken, men det er altså den tankegang, der er blevet opdyrket blandt os medarbejdere. Det her er en butik; vi skal have produceret noget, vi skal have solgt noget, før den kan løbe rundt. På de øverste ledelsesniveauer er der en manglende forståelse for, at når man laver styringen i sundhedsvæsnet til økonomistyring, ændrer det folks måde at arbejde på. Ansvaret for afdelingens økonomi bliver rigtig meget mit ansvar.«

–Hvordan ser du på fremtiden?

»Mere af det samme. Jeg har ikke den store optimisme i forhold til vores politikeres evner til at ændre markant på måden, vi har indrettet det på.«

–Hvordan er sanitetsgraden på dit hospital?

»Jeg oplever, at rengøringspersonalet er super presset. Det er helt tydeligt, at de kæmper for at holde afdelingerne rene. De er nogle af de få, som jeg tror løber hurtigere end os sygeplejersker. Men der er masser af steder i løbet af en dag, hvor jeg lige hiver en klud frem. Steder der burde være en del af den systematiske rengøring.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her