Læsetid: 8 min.

Da arveprins Knud ratificerede FN’s flygtningekonvention uden om rigsdagen

I november 1952 ratificerede Danmark som det første land FN’s flygtningekonvention. Det skete med en kongelig resolution forelagt af statsminister Erik Eriksen (V). Regeringen fandt ikke grund til at forelægge spørgsmålet for Folketinget, bl.a. fordi ’flygtningeproblemet i Danmark er af ret ringe omfang’
Danmark ville være det første land, som ratificerede FN’s Flygtningekonvention, og derfor ratificerede arveprins Knud – i kong Frederik d. IX’s midlertidige fravær – konventionen på et statsråd den 17. november 1952. I modsætning til i Norge og i Sverige

Danmark ville være det første land, som ratificerede FN’s Flygtningekonvention, og derfor ratificerede arveprins Knud – i kong Frederik d. IX’s midlertidige fravær – konventionen på et statsråd den 17. november 1952. I modsætning til i Norge og i Sverige blev konventionen ikke forelagt parlamentet, blandt andet fordi konventionen ikke krævede ændringer i lovgivningen.

Polfoto

14. oktober 2015

Man leder forgæves i Folketingets bibliotek efter partiernes debat om Danmarks ratifikation af FN’s flygtningekonvention, som fandt sted den 17. november 1952.

Både i Norge og Sverige var ratifikationen af konventionen et anliggende, som blev drøftet i henholdsvis Stortinget og Riksdagen, men sådan var det ikke i Danmark, som ellers var det første land i hele verden, der tog dette skridt.

I dag kan det måske undre, at ratifikationen af en så vidtrækkende konvention ikke blev anset for et spørgsmål, som krævede parlamentarisk opbakning. Men sådan så man ikke på sagen for 63 år siden.

Forklaringen finder man i en række dokumentkasser, som Udenrigsministeriet har overladt til Rigsarkivet. I korthed går den ud på, at flygtningekonventionen ikke på noget punkt ændrede dansk retstilstand eller krævede lovændringer. I Danmark havde flygtninge med andre ord allerede de rettigheder, som konventionen senere skulle indføre som international ret.

Læs også: Dengang Danmark gik foran for at beskytte verdens flygtninge

I arkivkasse nummer 17.B.14c opbevares en række papirer, breve og notitser, som først og fremmest Udenrigsministeriet udarbejdede for snart 65 år siden, om perioden fra teksten til flygtningekonventionen blev udarbejdet på en konference i den schweiziske by Genève i juli 1951, til den blev ratificeret af Danmark i november 1952.

Som omtalt i Information i går spillede den danske jurist og kontorchef Knud Larsen fra Indenrigsministeriet en afgørende rolle som præsident for Genève-konferencen og dermed også for udformningen af konventionens tekst. Men det var altså ikke på grund af den energiske danske kontorchefs indsats, at spørgsmålet om dansk ratifikation af konventionens i alt 46 artikler ikke blev forelagt Folketinget.

I månederne efter Genève-konferencen var Udenrigsministeriet ellers af den opfattelse, at en dansk ratifikation ville »nødvendiggøre ændringer i den bestående lovgivning på et betydeligt antal punkter«, som det hed i en intern notits fra december 1951.

Af samme grund havde ministeriet sendt konventionens fulde tekst til høring hos samtlige ressortministerier for derved at få et overblik over den forestående lovproces. Men, som det også blev understreget i notitsen, derved havde Udenrigsministeriet »på den anden side ikke forudgrebet nogen stillingtagen til spørgsmålet om, hvilken fremgangsmåde, der til sin tid bør følges ved forelæggelsen for rigsdagen af de for konventionens gennemførelse nødvendige lovforslag.«

Ingen krævede lovændringer

Et halvt år senere havde Udenrigsministeriet modtaget høringssvar fra de fleste ministerier, og nu så situationen helt anderledes ud. Langt de fleste ministerier havde meldt tilbage, at der efter deres vurdering ikke behøvedes lovændringer, da der jo også var mulighed for at tage et dansk forbehold over nogle eller dele af konventionens artikler.

Således nævner Justitsministeriet, at konventionens artikel 17 vil nødvendiggøre et generelt forbehold, da Danmark ikke vil forpligtige sig til at yde flygtninge den gunstigste behandling, som andre landes statsborgere har i forhold til at søge lønnet arbejde. Det ville stride mod den eksisterende lette adgang til det danske arbejdsmarked, som f.eks. svenske eller norske statsborgere havde og fortsat har.

Derfor vurderede Udenrigsministeriet nu i en notits den 6. juni 1952, at »der kun vil blive tale om ganske få forbehold fra dansk side«, og at en gennemførelse af konventionen med de anførte forbehold »ikke på noget punkt nødvendiggør ændringer af den danske lovgivning.«

Dermed var, fortsatte notitsen, »spørgsmålet om den videre fremgangsmåde i forbindelse med Danmarks ratifikation« blevet »stærkt simplificeret«.

Og som notitsen fortsatte: »Da det ser ud til, at gennemførelsen af konventionen hverken nu eller senere kræver nogen lovændring, synes det højst at være grund til at forelægge konventionen for Rigsdagen, såfremt konventionen i sig selv skønnes at være af særlig stor betydning.«

Men dét var ikke nødvendigvis tilfældet, mente Udenrigsministeriet. I den forbindelse henviste ministeriet til tre punkter: For det første at »flygtningeproblemet i Danmark er af ret ringe omfang«, for det andet at »konventionen på intet punkt medfører nogen afgørende ændring af flygtningenes retsstilling i Danmark«, og endelig for det tredje at konventionen »hovedsageligt har betydning for flygtningenes stilling i andre lande end Danmark«.

Dertil kom, at da Danmark i december 1935 tiltrådte Genfer-konventionen om flygtninge – en international aftale, der havde fungeret som en forløber for flygtningekonventionen – var det sket uden Rigsdagens medvirken. Det understregede ministeriet ved at sætte en tyk streg under ordet ’uden’.

Den endelige afgørelse af, om konventionen skulle forelægges Rigsdagen eller ej, ville Udenrigsministeriet dog træffe i samråd med Justitsministeriet, fremgik det til sidst af notitsen.

De danske forbehold

Midt i september udarbejdede Udenrigsministeriet en oversigt over de forbehold, som man ville tage fra dansk side i forbindelse med en kommende ratifikation. Ud over det allerede nævnte forbehold over for artikel 17 om flygtninges ret til at søge lønnet beskæftigelse på samme gunstige vilkår som andre landes statsborgere, ville Danmark tage yderligere tre forbehold over for konventionen.

Det første forbehold drejede sig om artikel 14 i konventionen, der handlede om flygtninges kunstneriske og industrielle rettigheder. Her ville den danske patentlovgivning kræve et forbehold, vurderede Handelsministeriet.

Derudover havde Socialministeriet to forbehold over for artikel 24, dels om ligestilling af flygtninge med landets egne borgere i henseende til offentlig forsorg, dels om retten til erstatning i anledning af f.eks. en arbejdsulykke skulle være uafhængig af, om den erstatningsberettigede havde bopæl uden for Danmarks statsområde.

Tidligere havde Udenrigsministeriet, viser adskillige af dokumenterne i arkivkasserne, også haft en del overvejelser om den såkaldte forbundsklausul i konventionen. Den gik i korthed ud på, at en forbundsstat – som f.eks. USA, Australien eller Østrig – kunne tiltræde konventionen på forbundsplan, uden at det forpligtede de enkelte forbundsstater til at efterleve den.

Forud for konferencen i Genève havde kontorchef Knud Larsen således på et møde i Udenrigsministeriet forklaret, hvorfor man fra dansk side måtte være interesseret i, at der ikke kom en forbundsklausul.

For det første var der den »almindelige humanitære interesse i, at flygtninge tilsikredes den bedst mulige behandling i de flest mulige lande,« som Udenrigsministeriet skrev i et internt referat fra mødet.

Men derudover var der også den videre overvejelse, at »det for Danmark og de andre vesteuropæiske lande, som formentlig ville være de lande, der i første omgang ville komme til at mærke et nyt flygtningetryk, var af betydning, at forholdene i forbundstaterne (f.eks. De Forenede Stater, en række sydamerikanske lande, Australien og New Zealand) gjorde det tillokkende for flygtningene at udvandre for at søge endelig og varig bosættelse i disse lande. Ved at acceptere forbundsklausulen løb man den risiko, at konventionens bestemmelser ikke blev sat i kraft i en række af de enkelte forbundsstater,« forklarede kontorchefen ifølge referatet.

Dog var Knud Larsen af den opfattelse, at Danmark skulle undertegne konventionen, selv om Genève-konferencen skulle ende med at indsætte en forbundsklausul.

Den danske bekymring i forhold til forbundsklausulen gik derefter på, om en sådan bestemmelse kunne få betydning for Danmarks forhold til først og fremmest Færøerne, men også Grønland. Disse overvejelser blev dog imødekommet, da Statsministeriet senere meddelte, at konventionen også skulle have gyldighed for Færøerne og Grønland.

Desuden havde den danske delegede på FN’s Plenarforsamling i januar 1952 officielt meddelt de øvrige delegerede, at Danmark principielt var imod den slags forbundsklausuler, som angiveligt også kendtes fra Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948.

Arveprinsen tager over

I oktober 1952 vendte kontorchef i Udenrigsministeriet Finn Friis hjem fra et møde i et rådgivende udvalg for den netop valgte FN-højkommissær for flygtninge.

Finn Friis kunne oplyse, at nye lande som f.eks. Brasillien, Frankrig, Grækenland, Italien og Pavestolen nu havde underskrevet konventionen. På mødet i det rådgivende udvalg havde Finn Friis ifølge en notits, han senere udarbejdede, redegjort for, at Danmark inden for ganske få uger ville være klar til at ratificere konventionen.

I kraft af den store rolle, som kontorchef Knud Larsen havde spillet i forbindelse med Genève-konferencen og konventionens tekst, ville man fra dansk side gøre meget for at blive det første land, der ratificerede konventionen.

Det var, fremgik det videre af notitsen, Finn Friis bekendt, at »Norge og Sverige var kommet ret langt frem med forberedelserne til ratifikation. Men da der, i modsætning til hvad tilfældet var for Danmark, for begge lande krævedes parlamentarisk godkendelse«, kunne norsk og svensk ratifikation først ventes i første halvdel af 1953.

Der er ikke spor i de af Udenrigsministeriets til Rigsarkivet overladte papirer om eventuelle videre eller dybere overvejelser om inddragelsen af Folketinget eller ej. Men da statsminister Erik Eriksen (V) den 17. november 1952 holdt statsråd, må overvejelserne være afsluttet.

På statsrådet forelagde statsministeren over for arveprins Knud, der deltog i kraft af sin storebror, kong Frederik d. IX’s midlertidige bortrejse, en tekst til en kongelig resolution.

Hermed gjorde arveprinsen som tronfølger det »vitterligt: at Vi efter at have læst og overvejet den i Genève den 28. juli 1951 undertegnede konvention om flygtninges retsstilling (…) så have Vi denne konvention bifaldet, stadfæstet og ratificeret, ligesom Vi også samme herved på bedste og kraftigste måde, som ske kan, for Os og Vore efterfølgere bifalde, stadfæste og ratificere ved Vort Kongelige Ord lovende for Os og dem nøjagtigen at overholde og fuldbyrde denne konvention i alle dens ord og punkter, dog med forbehold for så vidt angår bestemmelserne i dens artikler fjorten, sytten og visse af bestemmelserne i fireogtyve.«

Dansk pionerindsats

Derved blev Danmark det første land, der underskrev konventionen og banede vej for, at den kunne træde i kraft i april 1954, da fem andre lande lige som Danmark havde ratificeret konventionen.

Den danske ratifikation blev hyldet af hollænderen , der var den første FN-højkommissær for flygtninge. I et telegram den 8. december 1952 til Danmarks FN-ambassadør i New York, William Borberg, skrev han:

»Herigennem har Deres land, som altid har vist en særlig interesse for flygtninge, været de første til at ratificere, hvilket jeg ikke tøver med at kalde et vigtigt skridt frem i forhold til beskyttelse af flygtninge.«

I marts 1963 bekendtgjorde den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup, at Danmark havde tilbagekaldt forbeholdet over for konventionens artikel 14 om kunstnerisk og industriel ejendomsret.

Fire år senere meddelte daværende udenrigsminister Poul Hartling (V), at Danmark havde tilbagekaldt de to forbehold over for konventionens artikel 24 om ligestilling af flygtninge med danske statsborgere i forhold til offentlig forsørgelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Erik Nielsen
  • Lars Rasmussen
  • Jan Weis
  • Dorte Sørensen
  • Bjørn Pedersen
  • Kristian Rikard
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Erik Nielsen, Lars Rasmussen, Jan Weis, Dorte Sørensen, Bjørn Pedersen, Kristian Rikard og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kaj Spangenberg

Set i historiens baklys, er der vel kun at sige, at her er virkelig tale om mangel på "rettidig omhu".

Britt Kristensen, Michael Reves, Hans Aagaard, Per Torbensen, Hans Jørgen Vodsgaard og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Steffen Nørregaard

Flygtningesituationen var en helt anden den gang. Det var folk fra et krigshærget Europa, der pludselig var hjemløse eller familier var delt på hver sin side af jerntæppet.
Og så lige en lille rettelse: prins Knud var kronprins i 1952 og dermed rigsforstander i kong Frederiks fravær. Han blev først arveprins i forbindelse med grundlovens vedtagelse d. 5. juni 1953 hvor vi samtidig ændrede tronfølgeloven til kvindelig arvefølge.

Bombesikker investering i samfundsproblemer

Der er vel bare at konstatere, at hele dette projekt er gennemført uden om Folketinget, ratificeret af det anakronistiske kongehus og forbeholdene efterfølgende fjernet uden samfundsdebat eller folkeafstemninger af enkeltpersoner i udenrigspolitik, der næppe var i besiddelse af det helt store overblik over konsekvenserne på længere sigt eller blot var berusede i whiskey – hvorefter der kun kan stilles spørgsmål ved den demokratiske fundering af hele denne lovgivning, som, med den seneste leverance af ’flygtninge’ vil medføre så store omkostninger, at samfundet kommer til at mærke konsekvenserne, særlig marginaliserede medborgere i mange år fremover – og det har som bekendt stået på de seneste henved 20-30 år med afvekslende intensitet, hvor befolkningen indtil flere gange er blevet besnakket af uansvarlige politikere med naive forestillinger om en stor og kulturfremmed del af verdenssamfundenes sande natur samt en umoden og misforstået holdning til ægte humanitet for alle, også de egne borgere, og nu senest med helt utroværdige paroler, som vi også har hørt fra udlandet – ’Wir schaffen das’ – er nødt til at lancere endnu mere utroværdige ’holdeudparoler’, som kun vil udsætte den finale samfundsmæssige og moralske fallit – aldrig har så få gjort så meget bøvl for så mange – tak RV- buddingerne et al. ...

Men for den ’vakse’ unge mand, uddannelsesminister Esben Lunde Larsen, er der oplagte nye muligheder for at stable helt anderledes tværfaglige uddannelser på benene for de såkaldte arbejdsløse – ’Flygtninge Management’ – tyskerne er også her allerede i gang, og de potentielle muligheder kan ses som en anden form for ’fædrelandsknald’, modstandens æstetik, som muligvis er lettere at leve op til – også for ’medisteren’ og alle raske svende … ;-)

Hans Aagaard og Hans Jørgen Vodsgaard anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der syntes at være utilfredshed med flygtningekonventionen og det kan det godt tænkes, at der skal ændret på den, men er nu midt i en kaotisk EU håndtering af krigsflygtninge fra b.la. Syrien og Afghanistan mf., det rigtige tidspunkt, at starte en reformering, afskaffelse eller hvad det nu er man ønsker.

Her er nogle vinkler på det spørgsmål, fra en mand der arbejder med emnet til dagligt, så må man selvfølgelig selv gøre sig sine overvejelser.

Fra artikel:
"Det mest kyniske argument er dog det vigtigste, siger Gammeltoft-Hansen:
»Den allervæsentligste grund til, at de færreste overvejer at træde ud af konventionerne, er, at uden flygtningekonventionen ville vi ikke have noget effektivt argument for, at nærområdelandene skulle blive med at huse millioner af flygtninge.«

En exit fra konventionerne ville med andre ord sende et farligt signal til nærområderne, der i årtier har huset op mod 90 procent af verdens flygtninge, pointerer Gammeltoft-Hansen:

»Konsekvenserne kunne være, at Libyen, Libanon, Jordan og andre lande lukker deres døre i og måske endda udviser dele af eller alle de millioner af flygtninge, som de i øjeblikket huser. Hvis Libanon pludselig smækker sine døre i, kunne der være en million flygtninge på vej mod Europa, inklusive Danmark.«"

Konventionerne beskytter med andre ord mest Europa, imod flygtningestrømme, i mindre grad mennesker i nød, der flygter og ikke kan andet.

Det er en mand der advare om, at det er misforstået kritik, af konventioner, der er nyttige og beskytter EU og bør bevares, men ikke må tjene Europa, som undskyldning, for ikke, at behandle og løse, de underliggende problemer.

Link: http://www.information.dk/533972

Hver niende menneske på jorden sulter, det er 800 millioner mennesker, dette blev offentliggjort i går, fra det nye verdensbarometer for sult 'sult-indeks' for i år, et stort antal er på flugt fra krig og skaber akutte krigsflygtninge udfordringer i EU.

At sige EU og Danmark er lukket, stopper naturligvis ikke flugten, det løser ikke problemet for EU og resten af verden, verden kan ikke nøjes med brandslukning, hvis ikke der kommer planer fra EU og resten af verden, der viser rigtige varige løsninger på problemerne, vil flygtningestrømmen vokse og vokse, lige til den dag EU og resten af verden tager sig sammen og finder varige bæredygtige løsninger.

Flygtningekonventionen.
"Efter konventionens artikel 1, litra A, nr. 2, er en person flygtning, hvis den pågældende: "…som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil".

Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Flygtningekonventionen

Flere her har holdninger omkring konventionen, og en del bygger på fejlagtige forhold. Derfor denne påmindelse.

Periodevis kommer der visse "folkelige" krav på ændringer af forskellige internationale aftale, når nogen mener, at noget går Danmark imod. Det har bl.a. været Geneve-konventionen, og nu er det altså Flygtningekonventionen.

Men FN-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen) er ikke noget, som Danmark alene er i stand til at ændre. Og der er faktisk ikke meget, der tyder på, at der i overskuelig fremtid vil være enighed i FN om at ændre den.

Så kan man forholde sig til dens tilblivelse, og her kan man ikke udelukkende forholde sig til det aktuelle antal flygtninge i 1951. For den blev faktisk udarbejdet i 1948 sammen med en række andre regelsæt, hvor udgangspunktet var hele situationen under II. verdenskrig - både for militære og civile.

Så løsrevet fra helheden betyder det, at udgangspunktet var flygtningenes katastrofale situation i 1930- og 40-ernes Europa og Fjernøsten. Og dengang var f.eks. store dele af den europæiske befolkning bragt i bevægelse - i øvrigt præcis som i dage hvor de kommer fra Mellemøstens krigszoner.

Alt i alt tror jeg, det er mest hensigtsmæssigt at bevare disse regler intakte, og i øvrigt forlange at andre gør det samme. gennem historien har Europa igen og igen stået i flammer. Og situationen kan ændre sig, og måske bliver det en vakker dag igen Europæernes tur til at kunne beskytte sig under påberåbelse af konventionerne.

Til gengæld må man kunne forlange, at dem som kan det, snart tvinger de krigsførende til at slutte fred. Og her vil det være rigtig effektivt, hvis FN´s Sikkerhedsråd blev tvunget til at afstå sin vetoret, når en konflikt er blevet til folkemord.

Godt med lidt baggrund. Og hvor har man da også i diskussion med neolib-agitproppens lakajer om disse konventioner indledt sine udlægninger med ' - en gang til så ... for prins Knud'...
Nåe derfor :D

John Larsson

@ Steffen Nørregaard. Arveprins Knud var på intet tidspunkt "kronprins"! Han var efter Christian X's død netop "arveprins", fordi en evt. nyfødt søn af Frederik IX (og inden for hans ægteskab med Dronning Ingrid!) ville overhale Knud i arvefølgen.