Baggrund
Læsetid: 4 min.

Efter Bo Smith-udvalget: En håndfuld gode råd til Folketinget

På baggrund af det såkaldte Bo Smith-udvalg, der ikke kom med anbefalinger til Folketinget, har offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skrevet et notat til Folketingets Præsidium med gode råd
Indland
10. oktober 2015
Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen mener, at Folketinget har behov for øget indsigt i grundlaget for de beslutninger, der træffes.

Når Folketingets Udvalg for Forretningsorden næste gang samles, vil de blandt mødedokumenterne have et syv sider langt notat med en række gode råd under titlen »Folketingsmedlemmet i det moderne folkestyre«.

Det er en regulær opsang fra jurist Oluf Jørgensen, der er ekspert i offentlighedsloven og i sin tid var med i Offentlighedskommissionen som repræsentant for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med rådene foreslår han nu Folketinget, at de skal ændre tingets forretningsorden, så folketingsmedlemmerne kan være sikre på at få mest mulig information og størst mulig åbenhed om det faglige grundlag for store beslutninger.

»Bo Smith-udvalget havde mange gode anbefalinger til den politiske og administrative ledelse af myndigheder. Men udvalget kom ikke med anbefalinger til folketingsmedlemmerne, så det har jeg nu gjort som en slags supplement til Bo Smith-udvalgets rapport,« siger Oluf Jørgensen.

»Det drejer sig om principielle spørgsmål om folketingsmedlemmernes mulighed for at få et korrekt beslutningsgrundlag og vilkårene for Folketingets og offentlighedens demokratiske kontrol.«

Råd nr. 1

Det bør tilføjes forretningsordenen, at efter et politisk forlig kan det relevante folketingsudvalg anmode om oplysninger om faktiske forhold og faglige vurderinger, som ministeren har givet til de politikere, der har deltaget i forliget og indgår i en følgegruppe, foreslår Oluf Jørgensen:

»Forslaget vil sikre lige adgang til informationer. Det er besynderligt i et demokratisk system, at nogle få folketingsmedlemmer kender det fulde beslutningsgrundlag, mens det store flertal i Folketinget kun kender de elementer, som ministeren præsenterer i bemærkningerne til et lovforslag. Det er en skævhed, som folketingsmedlemmerne ikke kan være tjent med.«

Råd nr. 2

Om nødvendigt med lov skal det fastslås, at den øverste statsadministration ligesom andre myndigheder skal give bedst mulig faglig information.

»Over for kommunerne anbefaler Bo Smith-udvalget, at journalister skal bistås med den bedst mulige faglige dækning. Men over for ministerierne er det reduceret til den bedst mulige dækning. Jeg tror ikke, det er helt tilfældigt, at ordet ’faglig’ er røget ud, og derfor anbefaler jeg, at der indføres en forpligtelse for ministerier til at give den bedst mulige faglige dækning og ikke bare spin. Og det bør ske ved lov,« siger Oluf Jørgensen.

Råd nr. 3

Med lov skal det slås fast, at ministerier skal sikre et korrekt og fyldestgørende grundlag for beslutninger, der skal træffes af Folketinget, folketingsudvalg eller folketingsmedlemmer.

»Det er selvfølgelig DONG-salget, hvor medlemmerne af Finansudvalget ikke fik adgang til alle oplysninger, der spøger her. Men det er ikke det eneste eksempel fra nyere tid: Da Energiudvalget i 2010 behandlede spørgsmålet om boring efter skifergas, blev politikerne ikke oplyst om, at den miljøskadende fracking-metode skulle anvendes. Men tænk på, at i enhver forening eller sportsklub har bestyrelsen krav på alle nødvendige oplysninger fra direktionen, før de skal træffe beslutninger. Så er det da utroligt, at man har udviklet en opfattelse på Slotsholmen af, at det har man ikke pligt til at lægge frem.«

Råd nr. 4

Hvis der er tvivl om lovligheden af en beslutning, skal folketingsmedlemmerne præsenteres for dette samt for den fortolkning, som embedsværket vil lægge til grund.

»Allerede før Bo Smith-udvalget afleverede sin rapport, havde Finansministeriet offentliggjort et kodeks om embedsmændene. Nærlæser man teksten, fremgår det, at ministerierne i forhold til ministeren skal argumentere særlig for deres fortolkning, hvis der er tvivl. Altså kan folketingsmedlemmerne gå ud fra, at hvis embedsværket argumenterer særlig meget for et forslag, så dækker det over, at de er i tvivl. Men det er da underligt, at folketingsmedlemmerne skal gå og huske på det. I stedet bør det siges ligeud: Her er der tvivl, og den skal ikke skjules.«

Råd nr. 5

Ministersvar til Folketinget må ikke fortie oplysninger, der har væsentlig betydning for bedømmelsen af en sag. Det bør være spørgerens præmisser og ikke ministeriernes fortolkning heraf, som lægges til grund for svar.

»Det er en vigtig problemstilling, som ofte dukker op. Således har forsvarsministre i en årrække skjult samarbejdet mellem danske styrker i Irak og det amerikanske firma Blackwater, selv om der er stillet det ene spørgsmål efter det andet om netop det. Og så kunne Jyllands-Posten afsløre, at Forsvarskommandoen gemte sig bag, at der ikke var tale om et decideret samarbejde, men kun om samtaler … Det er en kraftig fordrejning af spørgerens hensigt, og det skal der lukkes for.«

Råd nr. 6

Folketinget skal have mulighed for at kræve offentliggørelse i en sag af dokumenter, der lovligt kan offentliggøres, og det bør enten indsættes i forretningsordenen eller i en lov.

»Bo Smith-udvalget lægger op til at få analyseret en mindre omfattende måde at undersøge sager på end med en formel undersøgelseskommission. Det er ofte et meget tungt apparat, hvor resultaterne sjældent står mål med anstrengelserne. Det er på mange måder en god idé, som udvalget anbefaler, men der findes en endnu lettere vej, nemlig hvis Folketinget får ret til at kræve alle ikkefortrolige papirer i en sag offentliggjort. Så kan politikere, journalister og andre interesserede selv se nærmere på et givet forløb. Som en ekstra sikkerhed kunne Ombudsmanden derudover få til opgave atkontrollere, at alle relevante dokumenter faktisk blev offentliggjort. Hvor svært kan det være,« som Oluf Jørgensen spørger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her