Læsetid: 8 min.

Grønne kirker vil styrke omstillingen

Der er brug for den fortolkning af tilværelsen og verden, som det religiøse sprog tilbyder, siger Roskilde Stifts biskop, en af drivkræfterne bag danske kirkers klimaengagement
Der er brug for den fortolkning af tilværelsen og verden, som det religiøse sprog tilbyder, siger Roskilde Stifts biskop, en af drivkræfterne bag danske kirkers klimaengagement

iBureauet/Mia Mottelson

Indland
28. oktober 2015

Vi »forpligter os til at granske vore forbrugsmønstre og bevæge os mod bæredygtig praksis og livsstil, vurdere vore organisationers og institutioners CO2-fodaftryk såvel som måder at formindske dem, afsøge og realisere strategier for nuludledning samt – hvor det er relevant – afhænde investeringer i fossile brændsler«.

Sådan hedder det bl.a. i en deklaration fra 154 religiøse og spirituelle ledere fra hele verden, afleveret til FN’s klimasekretariat under sidste uges globale klimaforhandlinger i Bonn.

Medunderskrivere på deklarationen, der sigter efter at øge presset for at indgå en ambitiøs klimaaftale på COP21 i Paris til december, er tre fremtrædende repræsentanter for kirken i Danmark: biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, biskop Henrik Stubkjær, Viborg, samt formanden for Danske Kirkers Råd, Anders Gadegaard.

Læs også: Kirkelige ledere presser klimaforhandlere

Den forpligtelse, de sætter ord på i deklarationen, er det, en del kirkefolk i det daglige taler om som ’Grøn Kirke’.

»Jeg tror, at ni ud af 10, som er engageret i klima og miljø, ikke aner, at der er noget, der hedder Grøn Kirke,« erkender Peter Fischer-Møller i en samtale i den gulkalkede bispegård ved domkirken i Roskilde.

Ikke desto mindre er det et initiativ, som han og en række andre biskopper, præster og menighedsråd har arbejdet med i efterhånden syv år fra tiden op til klimatopmødet COP15 i København. Dengang ringede Roskilde Domkirke og mange andre kirker rundt om i landet med klokkerne 350 gange for at markere klimaudfordringen.

»Jeg er kategorisk modstander af den sammenblanding af kristendom og politik, som danske biskopper og domprovsten i København hengiver sig til,« tordnede på det tidspunkt præsten Søren Krarup, som var folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

»En evangelisk-luthersk kirke skal forkynde evangeliet og intet andet,« sagde han og var ikke alene om at kritisere det samfundsengagement, mange andre kirkefolk så som en del af kirkens opgave.

Sådan er det stadig. På de indre linjer i folkekirken er der stadig uenigheder om forholdet mellem kristendom og politik og om kirkens rolle i samfundet, også når det gælder det med ansvaret for planeten og klimaet.

»Så snart vi taler om nogle af disse ting, som har samfundsrelevans, og ikke kun taler til den enkeltes eksistens og tro, er der nogle, der siger: ’Det er politisk, det skal I holde fingrene fra’,« siger Peter Fischer-Møller.

Et sprog til rådighed

Ikke desto mindre har Grøn Kirke-projektet i dag øget medvind. Måske i kraft af den almene bevidsthed og bekymring over klimaet og miljøets tilstand, måske også præget af det hastigt voksende klimaengagement i en række af verdens trossamfund, inspireret af bl.a. Pave Frans’ opsigtsvækkende hyrdebrev i sommer om udfordringen.

Ét formål med Grøn Kirke er, som Roskilde-biskoppen siger, »at stille en fortolkningshorisont og et sprog til rådighed for, at vi bedre i fællesskab kan håndtere denne udfordring og finde fælles løsninger. Det religiøse sprog kan minde os om det, vi godt ved, men ikke tænker over i det daglige: At verden ikke er vor egen, og at livet har værdi i sig selv.«

»Fascinationen af en sommerfugl eller en mælkebøtte – ethvert barn kan blive ellevild af glæde over at se, hvor fantastisk det er. Men fordi vi som voksne i så høj grad operationaliserer naturen, kommer vi hele tiden til at tænke på den i nytteværdi-aspekter. Og så lægger der sig et lag over det, som er den umiddelbare erfaring af verden, nemlig verden som en gave.«

Et andet aspekt, som det religiøse sprog kan bistå mennesker med, er ifølge biskoppen »håbsdimensionen.«

»Livet er ikke kun i vores skrøbelige hænder, det bæres oppe af noget andet end os. Vi siger, at det er i Guds hænder, og det kan give modet til at tage fat på opgaverne, selv om de ser fuldstændig uoverkommelige ud,« siger Peter Fischer-Møller og nævner historien om Martin Luther, der adspurgt om, hvad han ville gøre, hvis nogen sagde, at verden gik under i morgen, svarede: ’Så ville jeg plante et træ i dag.’

»Lukker vi dette sprog inde i kirken om søndagen, har kirken ikke løst sin opgave, og samfundet er gået glip af nogle vigtige perspektiver.«

Grøn Kirke

Men forudsætningen for, at kirkens sprog findes relevant og troværdigt, er bl.a., at kirken fejer for egen dør.

»Enhver forælder ved, at det, vi siger, betyder 10 pct., og det, vi gør, betyder 90 pct. Så det handler også for Grøn Kirke om at sige: Hvordan kan vi gøre det bedre, hvordan kan vi gå foran?«

Netværket af grønne kirker har opstillet en tjekliste på 48 punkter, hvorigennem det enkelte menighedsråd kan gøre den lokale kirke mere grøn, mere bæredygtig og klimavenlig. Listen omfatter alt fra temagudstjenester om skaberværket og miljøet over indsamlinger til klimaprojekter i fattige lande og via miljøsamarbejde med lokale myndigheder, virksomheder og borgere og til miljøcertificerede indkøb til kirkens drift, energirenovering af bygningerne, elbesparelser, genbrug, kompostering og omlægning af kirkens jorde til økologisk drift.

Når man opfylder 25 af de 48 punkter og samtidig har nedsat et grønt udvalg, kan man kalde sig Grøn Kirke. Det kan 154 kirker i dag.

En af dem er Enghave Kirke på Vesterbro i København, hvor man bl.a. er gået i samarbejde med de lokale spejdere og interesserede beboere om at etablere en lille nabopark ved kirkemuren. Her dyrkes bær, æbler m.m., her kan børnene lære at så, plante og høste, og her kan præsten tage nogle af sine samtaler. Nabohaven har ændret kirken fra at fremtræde som en lukket fæstning til at blive en åben kirke, siger præsten på naboparkens hjemmeside.

Et andet eksempel er Værslev Kirke i nærheden af Kalundborg, hvor menighedsrådet som jordbesidder først har anlagt en ’præsteskov’ på tidligere landbrugsjord og siden suppleret med en udgravet sø, legeplads m.m. – i dag et grønt område med mere end 200 plantearter og et meget brugt udflugtsmål for beboere og børneinstitutioner.

Græsrodsorganisation

Peter Fischer-Møller fortæller om et større projekt i Roskilde og Lolland-Falster Stift, hvor otte lokale krematorier blev pålagt bedre røgrensning for tungmetaller som konsekvens af nye miljøregler. Da biskoppen og stiftsrådet blev konsulteret med henblik på at yde lån til at installere filtre, bad man om først at få en klimaberegning på det samlede projekt.

»Den viste, at man ved i stedet at bygge ét helt nyt fælleskrematorium i Ringsted og nedlægge de eksisterende kunne næsten halvere CO2-udledningerne, også når transporten til og fra blev medregnet. Samtidig kunne der spares penge. Så i dag er de otte krematorier lukket og det nye i Ringsted i drift.«

Trods de gode eksempler ønsker biskoppen, at kirkens grønne indsats styrkes. Endnu er kun ca. 10 pct. af landets kirker med på Grøn Kirkes liste, i Roskilde Stift omkring 15 pct. Men indsatsen kan bare ikke styres oppefra.

»Vi er jo ikke en koncern som A.P. Møller eller Novo, hvor ledelsen blot kan udstikke et virksomhedskoncept, som alle så skal følge. Kirken er en ekstremt græsrodsorienteret organisation, hvor beslutningskraften om ting som disse helt overvejende ligger hos de lokale menighedsråd. Det, som jeg og Grøn Kirke-gruppen kan gøre, er at inspirere og give nogle muligheder for at gå med, men det afgørende er, om menighedsrådene kan se perspektivet og har kræfter til det,« siger Peter Fischer-Møller.

Bagud med økologi

Et eksempel på udfordringerne er kirkens jorde. Folkekirken ejer 110 kvadratkilometer jord – næsten svarende til størrelsen af Samsø – hvoraf de 70 er bortforpagtet til landbrug i aftaler mellem lokale menighedsråd og landmænd.

Med så betydelig jordbesiddelse er f.eks. en omlægning til økologisk drift noget, der kan have store perspektiver. Men det kniber. I bl.a. Skjern, Lejre, Assens, Viborg Østre og Randers Søndre provstier er der økologiske landbrug på kirkens jorde, men ifølge Grøn Kirkes oversigt er kun tre pct. af det forpagtede kirkeareal omlagt – en dækningsgrad, der er mindre end halvdelen af den tilsvarende nationale, hvor omkring syv pct. af landbrugsarealet i dag er økologisk.

Grøn Kirke forbereder en konference til sommer for at sætte fokus på kirkernes jorde – både de forpagtede landbrug, kirkegårdene og andre arealer ejet af kirken.

»Vi er kommet på så lang afstand af naturen. Vi opnår ikke en erfaring af, at skaberværket er værdifuldt uden at have personlig nærkontakt med det, høre fuglene synge, lære deres navne, se noget komme op af jorden. Jeg tror ikke, vi nogensinde får mennesker til at ændre adfærd, uden at de oplever, at naturen er et livsgrundlag,« siger Peter Fischer-Møller.

»Derfor bør jorden i højere grad indgå som en ressource i vores kirkelige arbejde. Ved at give folk jord under neglene og praktisk erfaring med, hvad grøn kirke er.«

Som den lille, åbne nabohave ved Enghave Kirke.

Vor tids gud

Roskilde-biskoppen føler virkelig, at kirken har noget at tilbyde i en tid, hvor presset på skaberværket er blevet kritisk.

»Med det religiøse sprog kan man forholde sig til den kompleksitet, som klimaudfordringen rummer, på en anden måde, end den politiske diskurs kan,« siger han.

»Man kan heller ikke bare trylle problemerne væk ved at gøre omstillingen til positiv storytelling og fokusere på løsninger og positive thinking, som nogle advokerer for – det bliver for banal en fortælling om en meget kompleks udfordring, ligesom det er for banalt bare at definere den fossile industri som fjenden og nogle af os andre som ridderen på den hvide hest.«

Peter Fischer-Møller påpeger, at man fra den religiøse fortolkningshistorie udmærket ved, hvad der sker, hvis man svigter kompleksiteten og pligten til fortolkning.

»Hver gang religiøse historier er blevet banale historier, er det endt i fundamentalisme, fanatisme.«

I dag råder en temmelig fundamentalistisk historie om økonomisk vækst som en form for religionserstatning.

»Vor tids gud er blevet vækst og konkurrenceevne,« siger biskoppen.

At det er sådan, har kirken selv et vist medansvar for.

»Gennem de seneste 150 år har kirken trukket sig mere og mere fra yderverdenen og helt ind i et eksistentielt felt. Det er der mange gode grunde til, som har med reformationen, oplysningstiden, naturvidenskaben og det fremvoksende velfærdssamfund at gøre. Men derved har vi svigtet det ansvar, vi har, for at stille det religiøse sprog til rådighed for fortolkning af andet end det rent personlige og eksistentielle,« mener biskoppen i Roskilde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dommedag på trapperne
Det er næsten helt symbolsk, at de klerikale nu mænger sig i klimadebatten – den drives også ofte af følelser og fornemmelser uden de store åbenbaringer … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Det er fremragende og på tide at kirkefolk nu vedkender sig et ansvar og går ind i klimakampen. Det kan godt rykke noget.

Eksemplarisk

Man smykker sig som sædvanligt med lånte fjer - de nye skrappere grænseværdier for udslip fra bl.a. krematorier, som er notoriske miljøsvin, skyldes ikke kirken, men nye direktiver fra EU (gud bedre det) ...

Gad vide om herskabet efterhånden kan tilbyde 'bæredygtig og økologisk kadaverbegravelse' ...