Danmark er dårlig til at implementere internationale regler, der skal gøre vores arbejdspladser mere tilgængelige for folk med særlige behov. Personer med særlige behov bliver fanget mellem dansk lovgivning og internationale normer. Det er præmissen for et nyt forskningsprojekt ved Aarhus Universitet. Natalie Videbæk Munkholm, der er videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet, forsker i arbejdsmarkedsret, og hun har netop modtaget 1,7 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd til at nå til bunds i arbejdsmarkedets forhold til regler mod diskrimination:
»Vi har været bagefter med udviklingen af handikapbeskyttelse på arbejdsmarkedet,« siger hun. »På trods af at vi er et land, der mener, vi har rigtig gode forhold for minoriteter generelt, halter vi efter på arbejdsmarkedet.«
Den danske model er vidt og bredt anerkendt som en af de bedste arbejdsmarkedsmodeller i verden, men der kan opstå problemer, når arbejdsmarkedets tre parter – stat, arbejdsgiver og fagforeninger – skal implementere internationale regler fra f.eks. EU og FN mod diskriminering af personer med særlige behov.
Et eksempel kunne være en sag fra i år, hvor en transkønnet truckfører blev tvunget til at stoppe i arbejdsprøvning, fordi virksomheden mente, at »sådan én kan vi ikke have gående«. Eller en anden sag fra 2014, hvor en fyret overvægtig hjemmeplejer fra Billund skulle til EU-domstolen for at få prøvet sin sag. Hjemmeplejeren endte med at få medhold i, at fyringen var diskriminerende, fordi overvægt kan være et handikap.
»Når international lov skal implementeres i Danmark, er de underliggende tanker solidaritet, kollektivitet og aftalefrihed – det, vi kan blive enige om, er det, vi gør. Mens værdien bag beskyttelse mod handikapdiskrimination er individuel tilpasning og pligt til at varetage personen med særlige behovs behov. Det er et dårligt match,« siger Natalie Videbæk Munkholm.
En tredje vej
Natalie Videbæk Munkholms forskningsprojekt skal undersøge, om de enkelte sager, der har ansporet hendes til at påbegynde sin forskning, blot er enkelte sager – eller om individuelle rettigheder rent faktisk bliver klemt, når international lovgivning skal implementeres i den danske model.
»Nogle typer af internationale normer når simpelthen ikke igennem til de danske lønmodtagere med den model, vi har nu,« siger Natalie Videbæk Munkholm.
Projektet skal kigge på, om der kan lægges en tredje vej i den danske model. I dag er det enten staten eller fagforeningerne, der laver love eller regler, som sikrer personer med særlige behov en plads på arbejdsmarkedet. Ifølge Natalie Videbæk Munkholm er vi ikke glade for, når staten går ind og lovgiver. Men vi kan godt lide, hvis fagforeninger og arbejdsgivere klarer det i fællesskab.
»Jeg mener ikke, at det behøver at være enten eller. Vi kan godt finde en tredje vej, hvor vi trækker nogle typer af normer ud og kigger på, om de kan implementeres gennem lovgivning. Simpelthen for at sikre, at danske lønmodtagere er så godt stillet som muligt over for de internationale forpligtigelser, Danmark har.«
Ifølge Natalie Videbæk Munkholm er det muligt at kigge på, hvad det er for nogle tanker, der ligger bag skabelsen af de internationale regler, når de implementeres ved lov. Projektet skal gerne ende med, at der kan opsættes nogle kriterier, som sikrer, at det danske arbejdsmarked lever op til de værdier, der ligger bag udtænkningen af internationale regler.
Aben ender hos arbejdsgiver
Natalie Videbæk Munkholm antager, at fagforeningerne nok ikke vil synes om, at noget, som har med arbejdsmarkedet at gøre, bliver taget ud af deres hænder. Hvis den tredje vej bliver, at et organ skal kigge på, om internationale regler for personer med særlige behov skal behandles af arbejdsmarkedets parter eller gennem lovgivning, tager det noget af magten fra de kollektive forhandlinger.
»Jeg synes, den danske model er fantastisk. Men jeg mener bare, at vi kan gøre det endnu bedre, og det her kunne være et skridt hen imod at sige, at ikke alt varetages bedst gennem kollektive forhandlinger.«
Men ifølge Natalie Videbæk Munkholm er det lige så meget med arbejdsgiverne i tankerne, at systemet skal nytænkes:
»Hvis lovgivningen er klar, skulle det gerne gøre livet lettere for arbejdsgiverne. Det, som sker nu, er, at reglerne ikke bliver gennemført særlig godt. Det betyder, at aben ender hos den enkelte arbejdsgiver, som faktisk ikke ved, hvor grænsen ligger for diskrimination.«
Er det ikke lidt naivt at tro, at arbejdsmarkedet skulle være mere indstillet på at ligebehandle handicappede og andre med særlige behov, end resten af samfundet. På grund af de stadig mere omsiggribende besparelser på alt ,der ikke lige betyder flere penge i lommen til erhvervslivet og de rigeste i samfundet, kan handicappede nu om dage ikke regne med at få hjælp nok til at kunne leve et bare tilnærmelsesvist normalt liv. Der findes ganske få kommuner, der stadig yder den hjælp til folk med særlige behov, som de har brug for - men i flertallet af kommunerne i Danmark skal du selv have rigelig med penge på kontoen for at kunne tillade dig at have særlige behov.
Danmark er i løbet af ganske få år gået fra at være et land der behandlede sine borgere anstændigt, til at være et faktuelt underudviklet land.
Det bliver bare mere absurd, når man ser på f.eks. lederes løn, både offentlige og private, som sejler rundt oppe i fantasilioner. De offentlige finanser smider milliarder ud til ting der ikke virker, til systemer der aldrig har virket, til gavebod når chefer har lavet lort nok til at blive fyret.
Vi anvender kort sagt pengene forkert.
De første mennesker med særlige behov har allerede begået selvmord for at slippe for ydmygelser og uacceptable leveforhold. Men så er de jo også færdige med at "bruge af dine og mine skattekroner" som Joachim B. Olsen og andre politikere ville sige det.