Læsetid: 4 min.

Kan der placeres et politisk ansvar i Tibet-sagen?

Det store spørgsmål i den såkaldte Tibet-sag er, om der kan placeres et politisk ansvar i sagen. Justitsminister Søren Pinds beslutning om ligefrem at nedsætte en undersøgelseskommission tyder på, at han kunne have en begrundet forventning om, at det er tilfældet
3. oktober 2015

Efter lukningen af Irak- og Afghanistankommissionen kom det bag på de fleste, da justitsminister Søren Pind (V)fredag formiddag annoncerede nedsættelsen af en undersøgelseskommission, der skal afdække den såkaldte Tibet-sag.

Justitsministeren understregede ved et pressemøde om tiltaget, at en undersøgelseskommission »er det stærkeste våben i arsenalet af undersøgelsesmuligheder«. Men af samme årsag er den slags kommissioner også inden for de senere år, blandt andet af Venstre-politikere, blevet kritiseret for at være for omstændige, langsomme og dyre. Man må derfor gå ud fra, at Søren Pind har særdeles gode grunde til at nedsætte kommissionen i Tibet-sagen.

Sagen tog sin begyndelse, da betjente fra Københavns Politi under den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i København i 2012 tilbageholdt en række borgere, der flagede med det tibetanske flag i protest mod den kinesiske håndtering af Tibet.

Efterfølgende har Københavns Politi over for både by- og landsretten – og via forhenværende justitsminister Morten Bødskov over for Folketingets Retsudvalg – fastholdt, at der ikke blev givet nogen instruks til politibetjentene om at slå ned på borgere med tibetanske flag, og at det var den rene tilfældighed, at netop borgere med det tibetanske flag blev tilbageholdt.

Men det har tilsyneladende nu vist sig at være i strid med sandheden, forklarede Søren Pind ved gårsdagens pressemøde om nedsættelsen af en undersøgelseskommission. Der er nemlig blandt andet dukket en såkaldt operationsbefaling op, der dokumenterer, at betjentene havde ordrer til at fjerne synlige demonstranter fra området omkring den kinesiske præsident.

Politisk involvering

I et brev til Folketingets Retsudvalg skriver Søren Pind, at det »ikke på forhånd« kan »udelukkes, at sagen vil kunne have berøring til andre myndigheder end politiet«. Dermed antyder han, at nogen fra politisk hold kan have haft en viden om, at Folketinget blev vildledt af politiet.

Eller at der i sin tid ligefrem er blevet udøvet et mere eller mindre eksplicit politisk pres på politiet for at fjerne demonstranterne, så de ikke generede den kinesiske delegation. I begge tilfælde er skandalen ikke isoleret til politiet, men omfatter også regeringen, hvilket selvsagt får den til at vokse markant.

Netop andre myndigheders mulige rolle i sagen er ifølge Søren Pind den direkte årsag til nedsættelsen af kommissionen. Det fremgår af justitsministerens brev til retsudvalget. Mens sagen allerede er anmeldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), har DUP nemlig alene »mulighed for at efterforske forhold, som vedrører politiets behandling af sagen«, og derfor er der ifølge ministeren behov for kommissionen til også at afdække de øvrige forhold sideløbende med DUP’s undersøgelse.

Forestillingen om politisk involvering i sagen er ikke nødvendigvis urealistisk. Besøget fra den kinesiske præsident var en diplomatisk begivenhed af enorm økonomisk betydning for Danmark. Seks danske ministerier skulle indgå aftaler med kineserne.

Blandt andet Fødevareministeriet, der ville åbne et center i Kina for at øge interessen for danske mejeriprodukter, og Udenrigsministeriet, der skulle øge samarbejdet med det kinesiske Handelskammer for at styrke den danske eksport af lægemidler og bioteknologi.

Desuden kan det være svært at forestille sig, hvad der skulle få politiledelsen til på egen hånd at udstede en ordre til betjentene om at fjerne demonstranter fra den kinesiske præsident, når der tilsyneladende ikke var nogen politifaglige årsager til det.

Ligesom det kan være vanskeligt at følge, hvordan Justitsministeriet kan have undgået at høre om den operationsbefaling, som nu er kommet frem, når ministeriet gentagne gange – på foranledning af blandt andet Folketingets Retsudvalg – har forhørt sig om lige netop hvilke ordrer, der blev givet til betjentene om håndteringen af demonstranter.

En begrundet forventning

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der, mere eller mindre eksplicit, er foregået en politisk påvirkning af politiet, eller om nogen fra politisk hold har haft en viden om politiets vildledning af Folketingets Retsudvalg, samler opmærksomheden sig om Morten Bødskov (S) og Johan Reimann.

Den ene var justitsminister under det kinesiske statsbesøg; den anden var politidirektør for Københavns Politi, og netop disse to herrer er hovedpersoner i den meget omtalte Christiania-sag. En sag, der handler om et dubiøst samarbejde mellem Justitsministeriet og politiet om at vildlede Folketingets Retsudvalg – hvilket yderligere synes at sandsynliggøre, at noget lignende kan være foregået i Tibet-sagen.

Over for pressen ville Søren Pind i går ikke oplyse, om han kender til konkrete indikationer på, at der kan være sket en politisk påvirkning i Tibet-sagen, eller en viden i eksempelvis Justitsministeriet om vildledningen af Folketinget.

Det er muligt, at han ikke gør, men blot vil have sagen undersøgt så grundigt som muligt. Men når ministeren vælger at sætte det helt store apparat i gang, er det nærliggende at forestille sig, at han har en begrundet forventning om, at sagen kan ramme hans politiske modstandere hårdt, når kommissionen engang har afdækket forløbet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Når begrundet ansvarsløshed i ministerier er tilstede, er påbudet en hurtig undersøgelse, en undersøgelse med ansvar overfor den Danske Grundlov og det danske folk.

Det burde ikke være så svært at finde "signaturen" på befalingen. Alt det der juridiske "plat og pjat", bør undgås. Ganske klokkeklart : Hvem har underskrevet "dagsbefalingen" og fra hvem kom ordren.

Det er da så let, så hvorfor gøre det hele så besværligt?.

NB: Hvem har retten til at beordre et eller andet til politiet eller PET i Danmark?. Så dårlig vidende jeg er, vil altid justitsministeriet være indblandet, ministeriet, hvis eneste pligt er at overholde "den Danske grundlov", og ikke gradbøje den efter egen overbevisning. Det danske stats og udenrigs ministerier, er så vidt mig bekendt ikke "enevælds ministerier", som selvstændig arbejder udenfor "Den Danske Grundlov", som håndhæves af "justitsministeriet".

Hvorfor gøre det hele så svært?. Når nu mistanken opstår, er det fordi , følelsen af, at "grundloven" for længst er udhulet og i grunden i dag kun virker , som en gennemhullet "ost" hvor kun varm luft i hullerne er tilbage.

NB: Bare tanken herom burde kunne bevirke ændringer i "grundloven" inden den kun eksisterer af bare "varm eller kold LUFT", alt efter nu regerende "enevældigheders" fjollerier.

Janus Agerbo, Flemming Berger, Tue Romanow og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

I disse 'nysprogstider' er det nødvendigt for et gammelt menneske som mig at oversætte til en nu for længst glemt sprogbrug!
Så vil det være helt ved siden af at oversætte 'kommission' til 'syltekrukke for ubelejlig viden'?!