Læsetid: 4 min.

Kontorfunktionæren med de spraglede kjoler vil gøre LO synlig

’Det handler ikke om at have ret, for det har vi. Det handler om at få ret, også på tv, Facebook og Twitter,’ lyder det fra LO’s første kvindelige formand, Lizette Risgaard, som varsler et stilskifte efter Harald Børsting
LO’s nye formand, Lizette Risgaard, har afvist at kritisere den nyligt indgåede dagpengeaftale, men har til gengæld sagt, at LO skal blive mere synlig. Arkiv

Ulrik Hasemann

28. oktober 2015

Da det kom til stykket, var der alligevel ingen tvivl. Med 312 stemmer mod Flemming Vinthers 87 blev Lizette Risgaard tirsdag på LO’s kongres i Aalborg valgt som ny formand og afløser for Harald Børsting, der er faldet for aldersgrænsen.

Den 55-årige hidtidige næstformand, som har været forfulgt af tvivl om, om hun nu også har den nødvendige personlige pondus, går dermed over i historiebøgerne som den første kvindelige formand for LO.

Det var ellers langtfra givet, at det skulle ende sådan, da Harald Børsting i 2007 bad Lizette Risgaard stille op som sin næstformandskandidat. Den daværende formand for HK Service København og LO-Storkøbenhavn var ukendt i offentligheden, men Harald Børsting havde brug for en kvinde ved sin side for at kunne vinde over modkandidaten og forhåndsfavoritten, Tine Aurvig-Huggenberger.

Lizette Risgaard tog sig dog betalt for sin støtte. Næstformanden ville have ansvaret for LO’s arbejdsmarkedspolitik. Og så skulle Harald Børsting »gøde jorden« for, at Lizette Risgaard blev hans efterfølger.

Læs også: Myten om de selvoptagede lønmodtagere holder ikke

Ni stemmer endte med at afgøre formandsvalget til Harald Børstings fordel.

Men den nye formand endte med at tage arbejdsmarkedspolitikken fra Lizette Risgaard. Og hvad angår gødningen, har Lizette Risgaard ikke lagt skjul på, at det mener hun i dag selv at have gjort. Den nye formand er kendt for at pleje baglandet og altid komme, hvis hun bliver inviteret.

Selv om Lizette Risgaard føler, at hun som kvinde har skullet bevise noget ekstra, har hun samtidig understreget, at hvis hun ikke forstod »spillet«, var hun ikke, hvor hun er i dag.

Kup

På LO’s kongres i 2011 var der snak om at vælte Lizette Risgaard som næstformand og dermed designeret formandskandidat, men det blev ved snakken, og hun endte med at blive genvalgt med akklamation.

I stedet for arbejdsmarkedspolitikken har Lizette Risgaard arbejdet med ligestilling og arbejdsmiljø, men hun fik sit offentlige gennembrud i foråret og sommeren som LO’s frontfigur i kampen mod det irske lavprisselskab Ryanair, der både er kendt for sine lave billetpriser samt løn- og ansættelsesvilkår.

»Ham ireren kom, han så, og han tabte. Han kan bare komme igen, for han vil tabe igen,« som Lizette Risgaard forklarede i sin valgtale i Aalborg.

Trods succesen med Ryanair truede forhandlingerne mellem LO og FTF om en fusion til det sidste med at sprænge Lizette Risgaards omhyggeligt opbyggede alliance med de største forbund i LO.

Lizette Risgaards styrke har især hvilet på alliancen med formanden for 3F’s Grønne Gruppe, Arne Grevsen, som har været hendes kandidat som ny næstformand (og som blev valgt uden modkandidater). Problemet har imidlertid været, at Arne Grevsen – ligesom resten af 3F – har været modstander af den fusion med FTF, som Lizette Risgaards øvrige støtter har støttet. Et problem, som dog blev løst ved, at LO’s hovedbestyrelse for nylig vedtog et kompromis om den kommende fusion, som i praksis udsætter beslutningen.

Så efter at Lizette Risgaard havde haft to konkurrenter til posten, trak HK’s formand, Kim Simonsen, sig, og tilbage var tirsdag kun formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther.

Barndom

Det er blevet sagt om Lizette Risgaard, at hvis hun havde været en mand, ville hun være prototypen på en LO-formand.

Faderen var jord- og betonarbejder, moderen gjorde rent, og Lizette Risgaard hørte hjemme i toværelseslejligheden på Nørrebro alle historierne om, hvad der var retfærdigt og uretfærdigt, og at arbejderne slås for hinanden og ikke mod hinanden. Uden at være vokset op med Socialdemokratiet – eller have været medlem af DSU – meldte hun sig ind i partiet i 1982.

Uddannelsen som kontorfunktionær blev da også hurtigt vekslet med arbejde i diverse fagforbund, inden Lizette Risgaard i 2000 blev formand for HK Service i København og næstformand for LO-Storkøbenhavn.

I dag bor Lizette Risgaard i Rødovre med sine to sønner, efter hendes ægtefælle døde af kræft i 2011.

Kjolerne

LO’s nye formand er kendt for sine spraglede kjoler og røde hår (som nu er blond). Hun er med sin udadvendthed på mange måder modsætningen til den drævende jyske Harald Børsting – den nu tidligere formand, der som bekendt havde den erklærede ambition at blive »kult«.

Foreløbig lægger Lizette Risgaard da også op til, at formandsskiftet mere bliver et stilskifte end et politisk skifte i forhold til Harald Børsting. Formanden afviser kritikken af den netop indgåede dagpengeaftale med henvisning til, at der stadig er tale om en forbedring, og at »det er nok ikke lige der, at vi skal bruge vores kræfter«.

Lizette Risgaard har igen og igen understreget behovet for, at LO bliver mere synlig. Hvilket handler om at være i dialog med baglandet, besøge arbejdspladserne og stille op til interviews morgen, middag og aften.

»Vi skal være helt klare i spyttet, være åbne, være til stede og ville dialogen. Det handler ikke om at have ret, for det har vi. Det handler om at få ret, også på tv, Facebook og Twitter,« som det lød i hendes valgtale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

LO's første kvindelige formand

Hvorfor lægger journalisten så stor vægt på Lizette Risgaards ydre at det endog skal ind i overskriften? Læser vi ellers tilsvarende beskrivelser af mænd?

Lise Pedersen, Vibeke Rasmussen, Torben Skov, Anne Eriksen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Medlem af Socialdemokratiet.
Nå, men så kan hun jo hurtigt bankes på plads, hvis hun stikker snuden for langt frem i forhold til at ændre 'stilen' fra Børsting. Så det kan vi næppe forvente meget af.

Arbejdsgiverne må gnide sig i hænderne.

Flemming Berger, Torben Skov, Ida Mette Holm og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Den overskrift er nedladende, arrogant - direkte dum.

Vibeke Rasmussen, Ida Mette Holm, Anne Eriksen, Hans Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ja, samme ballade som med andre kvinder, der træder frem - udseende, tøj og helst noget lidt nedladende om et tidligere job.
Tidligere kunne man hænge sig i hotpans, brystmål/ amning, håndtasker og sko.
Det nærmeste er vel Lars Løkkes sko, men den dur heller ikke. Hvorfor er der forresten ikke snart nogen, der foreslår et lille rask valg før Jul?

Alma Bekturganova Andersen

Det passer ikke min avis at komme med den slags chauvinistisk overskrift. Hvis det vil være mand, sætter I også opmærksom på tøj?