Kvalitetskrav fører til ringere uddannelse

For mange undervisere udefra gør, at flere uddannelser ikke får Akkrediteringsrådets kvalitetsstempel, men det giver ikke mening, lyder kritikken fra jura- og datalogistudiet, hvor undervisere fra domstole, advokat- og it-firmaer er et must for at sikre kvaliteten
Nogle uddannelser får kritik for, at der er for få fastansatte forskere, der underviser. Men mange mener, at eksterne undervisere er helt uundværlige og et must for at sikre kvaliteten af undervisningen.

Nogle uddannelser får kritik for, at der er for få fastansatte forskere, der underviser. Men mange mener, at eksterne undervisere er helt uundværlige og et must for at sikre kvaliteten af undervisningen.

Marius Nyheim
26. oktober 2015

Eksterne undervisere, der ikke forsker, er et problem på flere af de uddannelser, der ikke opnår en godkendelse af Akkrediteringsrådet, der skal sikre kvaliteten af de videregående uddannelser. Jura- og datalogistudierne kritiserer imidlertid kravet for at være for firkantet, hvilket fører til dårligere uddannelser, fordi undervisere fra domstole, advokatfirmaer og it-branchen er helt uundværlige og et must for at sikre kvaliteten.

På Datalogi på Københavns Universitet (KU) har bacheloruddannelsen fået en såkaldt betinget positiv akkreditering, som betyder, at der er kritikpunkter, som studiet skal rette op på inden for to år. Kritikken går blandt andet på, at der er for få fastansatte forskere, der underviser. Studieleder Torben Mogensen mener derimod, at de datalogistuderende især på bacheloruddannelsen har stor glæde af eksterne undervisere, der kan bidrage med praktiske erfaringer fra industrien.

»Det, vores eksterne bidrager med, er fagligt på et højt niveau og ikke noget kvalitetsproblem, men det bliver det gjort til. Problemet er, at kvalitet er meget svært at måle, derfor er det meget nemmere at forholde sig til et bestemt tal,« siger Torben Mogensen.

Brugen af eksterne undervisere fra it-branchen handler ikke kun om at få nogle praktikere med fingeren på pulsen ind i undervisningen, men også om, at ingen universitetsstudier har al den nødvendige ekspertise blandt forskerne, forklarer Torben Mogensen.

»Vi kan ikke bare ansætte ubegrænset for at få dækket de her områder forskningsmæssigt, og en lang række områder er simpelthen ikke vigtige nok til, at der er behov for at ansætte folk,« siger studielederen på datalogi.

Dårligere uddannelse

Også KU’s bachelor i jura har for nylig fået en betinget akkreditering for blandt andet at have for mange eksterne undervisere. Ledelsen på jura ønsker ikke at udtale sig til Information, men studenterorganisationen Forenede Jurister (FJ) kritiserer Akkrediteringsinstitutionens kriterier for at være for firkantede.

»Det giver ikke mening at lave centralt fastsatte kriterier for alle uddannelser, for det ligger i jurastudiets natur, at vi er et meget praktisk felt, hvor vi studerer domstolene og retssystemet. Derfor er det rigtig vigtigt for os at have mange undervisere udefra,« siger Jens Guldager, formand i FJ.

Akkrediteringsrådets kritik har allerede nu betydet, at de jurastuderende fremover ikke vil kunne forsvare deres bachelorprojekt mundtligt, forklarer Jens Guldager. På den måde fjerner fakultetet en del af de eksternes timer og frigør mere af de fastansatte forskeres tid til at vejlede og rette bachelorprojekter.

»Fakultetet gør det for at genoprette balancen mellem eksterne og fastansatte, men konsekvensen for os som studerende er en forringelse, når vi ikke får mulighed for at forsvare det projekt, som vi har brugt en stor del af semestret på,« siger Jens Guldager.

Problemet for jura er også, at der ikke er penge til at fastansætte flere forskere, især ikke efter at regeringen har bebudet milliardbesparelser på uddannelse og Det Frie Forskningsråd. Men det ændrer ikke på, at akkrediteringen burde kigge mere individuelt på den enkelte uddannelse, mener Jens Guldager.

»Samfundsøkonomisk set er jura en rigtig god uddannelse, hvor de studerende bliver hurtigt færdige og kommer i arbejde, så hvorfor skal vores uddannelse så blive dårligere, fordi vi skal leve op til et krav om, at et bestemt antal fastansatte skal stå for undervisningen, når vi slet ikke kan forestille os en god jurauddannelse uden de mange eksterne undervisere,« spørger Jens Guldager.

Færre opgaver

Jura på Aalborg Universitet har også fået en betinget godkendelse.

Institutleder Anders Ørgaard mener, at jura står i et skisma, fordi det både er en forskningsbaseret uddannelse og også en meget praktisk uddannelse.

»Når vi har et fag i procesret, så er det vores erfaring, at det er langt mere givende for de studerende, at der kommer en advokat, som arbejder med området og har dugfriske eksempler, og underviser, frem for at jeg ud fra et langt mere teoretisk og virkelighedsfjernt grundlag gennemgår pensum,« forklarer Anders Ørgaard.

Han påpeger, at jurauddannelsen både har lavt frafald, hurtig gennemførelse, kandidater, der hurtigt kommer i job, og tilfredse aftagere, ligesom censortilbagemeldingerne er positive. Derfor er det svært at se de eksterne undervisere som et problem.

»Uddannelserne bliver skåret meget over én kam i akkrediteringen. Eksterne undervisere har måske ikke det samme at bidrage med på andre uddannelser, men det, vores eksterne kommer med, er noget, de studerende har brug for,« siger Anders Ørgaard.

Rent pædagogisk er det nemlig nemmere at lære noget nyt via praktiske erfaringer. Desuden gør de eksterne juristers arbejde på studiet, at de studerende har mulighed for at lave mange flere opgaver og få feedback på dem.

»Det er svært at forstå, hvis vi for fremtiden skal sætte vores forskere til at rette øvelsesopgaver, hvilket de eksterne undervisere fuldt ud er i stand til. Vi ville risikere, at de studerende simpelthen ikke ville få så mange opgaver, men en pædagogisk erfaring er, at de studerende lærer meget af at løse opgaver og få feedback,« siger Anders Ørgaard.

Evalueringer bruges ikke

For studielederen på datalogi er det langt vigtigere, at kvaliteten af undervisningen er i orden, end om den bliver varetaget af en fastansat eller en ekstern.

»På vores bacheloruddannelse er der et stykke vej op til, at de studerende vælger forskningsvejen, så det vigtigste er, at undervisningen er på et fagligt kompetent niveau, og når vi henter folk udefra, så er de jo på forkant med, hvad der sker inden for datalogien,« siger Torben Mogensen, der gerne så akkrediteringskravet lavet om. Også på datalogi har kravet ført til, at de datalogistuderende får mindre valgfrihed på studiet og altså ikke nødvendigvis en bedre uddannelse.

Torben Mogensen forstår ikke, hvorfor akkrediteringsinstitutionen ikke går mere op i de studerendes evalueringer af kurserne.

»Hvis der er klager over det faglige niveau, så er det vel et problem, uanset om man er ansat på universitetet eller i industrien, men akkrediteringen bruger ikke den viden, når de skal vurdere kvaliteten. De ser på, om processerne for kvalitetssikring er til stede, men en uddannelse kan jo sagtens have en god kvalitet uden at leve op til de ensartede standarder, akkrediteringen har,« siger Torben Mogensen.

Også institutlederen på jura så gerne retningslinjerne for akkreditering blødt op.

»For ellers risikerer vi, at vi sidder og ændrer ting på uddannelsen på en facon, der dybest set er kontraproduktiv,« siger Anders Ørgaard.

Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) har fuld tillid til Akkrediteringsrådets arbejde, som løbende drøftes med ministeriet. Han mener, det er vigtigt med den eksterne inddragelse i undervisningen, som netop er et af målene for uddannelse i regeringsgrundlaget.

»Ingen forventer, at alle uddannelser er ens, men vi forventer, at universitetsuddannelser som udgangspunkt er forskningsrelaterede. Hvis vi vil have mere praksisnære uddannelser, så må vi se på de her problemstillinger og inddrage de implicerede, så vi kan få udviklet et system, der både er i overensstemmelse med loven, kvalitetskrav og sund fornuft. Det har jeg et fordomsfrit syn på,« siger Esben Lunde Larsen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer