Interview
Læsetid: 2 min.

’Jeg ville have et lovligt job’

Der var masser af sort arbejde at få for 28-årige Mohammed Anowar fra Myanmar – en af ​​de få asylansøgere, der er i arbejde i et lovligt ansættelsesforhold i Danmark. Men han måtte kæmpe en hård kamp for at få et ’hvidt’ arbejde
Indland
9. oktober 2015

28-årige Mohammed Anowar med rohingya-baggrund fra Myanmar kom til Danmark for tre år siden. Han kom i lovlig beskæftigelse sidste år, men forinden måtte han sande, at det var meget vanskeligt at finde et rigtigt job. Til trods for, at han var uddannet som professionel kok, før han kom til Europa.

»Jeg græd bitre tårer mange gange, fordi jeg var blevet lovet, at jeg ville få et rigtigt job efter et flere måneders gratis praktik på først en italiensk og dernæst en græsk restaurant. Men da den var slut, sparkede de mig bare ud og tog tilbage til asylcentret for at finde en ny til at arbejde gratis i praktik,« siger Mohammed Anowar.

»Da jeg lige var kommet til Danmark, søgte jeg arbejde, og jeg ringede rundt til en hel masse restauranter for at høre, om de manglede en kok. Det, jeg ledte efter, var et job – ikke et praktikophold. Da jeg fik lov at arbejde i oktober 2012, kunne alle de arbejdsgivere, jeg talte med, kun tilbyde mig et sort arbejde til mellem 40 og 60 kroner i timen. Men det var jeg ikke interesseret i. Jeg ville have et lovligt job«, forklarer Mohammed Anowar. I en længere periode var han meget nedtrykt over, hvor svært det var at finde et rigtigt arbejde.

»Så begyndte jeg at tænke, at det ikke nyttede noget at græde og have ondt af mig selv. Ingen i asylcentret kunne hjælpe mig, så der var ikke andet at gøre end at blive ved med at søge. Til sidst fik jeg kontakt til nogle danskere, som hjalp mig,« fortæller Mohammed Anowar.

Værdigheden er tilbage

I dag arbejder Mohammed Anowar i Gormshallen i Jelling til 120 kroner i timen – en sportshal, der ligger kun 15 minutters kørsel fra asylcentret.

For ni måneder siden begyndte han at hjælpe med at male og vedligeholde sportscentret 18 timer om ugen. Hver måned siden da har han fået udbetalt 2.500 kroner efter skat og betaling for leje af værelse.

»Jeg er så tilfreds med min chef her. Jeg har lært så mange ting, og jeg har fået så mange gode danske venner, selv om vi for det meste taler engelsk sammen,« siger Mohammed Anowar, der stadig venter på at få svar på sin asylansøgning. Han forstår ikke, hvorfor den danske regering ikke slår hårdere ned på arbejdsgivere, der forsøger at udnytte asylansøgerne via sort arbejde.

98 procent af de arbejdende asylansøgere, han kender, har ladet sig overtale af arbejdsgiverne til at arbejde sort. Efter Mohammed Anowars mening ødelægger det jobmulighederne – ikke bare for jobsøgende asylansøgere, der vil arbejde og betale skat, men også for de indfødte danske arbejdere.

Men det vigtigste ved at arbejde i den tre år lange ventetid i asylcentret er, at Mohammed Anowar føler, han har fået sin værdighed tilbage.

Skrevet i samarbejde med Lise Richter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Hæfter mig i særlig grad ved, at oplevelsen med praktik og løntilskud svarer til min egen opfattelse af ,at holde folk ude af mere varige løsninger. Det burde være tilstrækkeligt med en gensidig prøvetid indbygget i aftalerne skulle jeg mene.

Et medlemskab af en fagforening kunne måske endda i det konkrete tilfælde medfører en bedre løn og bedre vilkår - via en kollektiv overenskomst, så integrationen bedre kan lykkes.

John Christensen

Med 3F's mellemkomst vil det være muligt at få foretaget en realkompetenceafklaring for Mohammed Anowar, og skaffe ham et faglært kokkearbejde med OK vilkår.

Som ansat lømodtager kan Mohammed Anowar bruge arbejdsmarkedsuddannelsesordninger til at komme videre til et faglært job. Det kan man ikke opnå ved ulønnet praktik, sådan som jeg ser det.

Mohammed Anowar er måske "Michelinmand", hvem ved?

Det er da med at smøge ærmerne op og komme ind i de faglige fællesskaber vi har til det samme, så vi alle vinder derved.
Der er stor efterspørgsel på faglærte kokke på det danske arbejdsmarked, har jeg erfaring med og viden om.

John Christensen

Der er også kokke i asylcentre!

Jeg tror ærlig talt ikke det er et specielt indvandrer problem.

De er bare mere pressede.. og derfor lettere ofre.. endnu.

Henrik L Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar