Læsetid: 4 min.

Mustafa Ismail

Mustafa Ismali, 42 årForfatter og advokatFra Syrien

Mustafa Ismali, 42 år
Forfatter og advokat
Fra Syrien

9. oktober 2015

Mustafa Ismail, 42 år, forfatter, advokat og menneskeretsforkæmper
Fra Syrien

Mit første digt var skrevet af ren nødvendighed. Jeg var forelsket i en pige, der skrev digte, så jeg blev jo nødt til at skrive et tilbage. Det var i 1991. I dag er hun min hustru, og jeg driller hende ofte med, at hun bærer et stort ansvar for, hvordan mit liv har formet sig. Poesien blev nemlig ikke gratis. Den blev en måde for mig at udtrykke det, som diktaturet forbød mig at sige. Og den var med til at sende mig i fængsel to gange. Med til at putte fire projektiler i min krop. Og med til at sende mig på en lang flugt mod Danmark.

Jeg er født i den kurdiske del af Syrien, i Kobani i 1973. Jeg voksede op i en apolitisk familie. Det bliver man ofte i Syrien, når man vil beskytte sine børn.

»Du forstår ikke at du lever i Syrien, og at det er farligt at råbe op,« sagde man i kærlighed. Men jeg ville lære så jeg gik på biblioteket for at finde ud af, hvem jeg var og hvor jeg kom fra. De ville ikke låne mig bøgerne da de ikke var 'for børn', så jeg lokkede min far med. Det var gennem bøger, at jeg lærte om det kurdiske folks historier. Og om arabisk litteratur.

Og det er godt, man har bøgerne. Og bibliotekerne. For da jeg skulle starte på universitetet i Aleppo blev det klart for mig, at jeg måtte fravælge mine favoritfag, journalistik og arabisk sprog. Jeg var ikke medlem af partiet, så jeg ville aldrig få regimets tilladelse til at arbejde i medierne eller undervise. Jeg valgte derfor at læse jura. Så kunne jeg praktisere privat. Og bruge det i mit arbejde for menneskerettigheder.   

1988 så jeg foto af Saddam Husseins kemiangreb i Halabja. Det blev afgørende for mit politiske arrangement og jeg begyndte at skrive artikler. I første omgang om kurdiske spørgsmål generelt, i Tyrkiet, i Irak. I anden ombæring mere direkte mod det syriske styre. Mod Assad, mod partiet, mod den ideologi, der holdt dem oppe. Det var i 1995.

Første gang jeg kom i fængsel var i 2000. Sikkerhedspolitiet i Aleppo fangede mig og puttede mig i en celle i to måneder. Mit andet møde med dem var i 2009. De skrev et brev til den militære domstol i Aleppo, hvor der stod: »Vi vil have Mustafa Ismali dømt til 2,5 år i fængsel, tak.«

Jeg fik 2,5 år i fængsel. Under min afsoning modtog jeg Human Rights Watch Hellman/Hammett-pris. Jeg blev der i 1,5 år, for i 2011 kom revolutionen, og vi fik amnesti.

Min tid i fængslet var hård, men produktiv. Da jeg vandrede ud på gaden den dag, havde jeg fem projekter under armen. Tre digtsamlinger, en oversat palæstinensisk digter og et sammenligende studie mellem 'Abd al-Raḥman al-Kawākibī og Hannah Arendts totalitarisme-begreber. Og så gik jeg på gaden med demonstranterne.

Det var også det år, at jeg blev generalsekretær i Kurdish National Council for de syriske kurdere. Og del af udenrigstjenesten. Og det var i den kapacitet at jeg i 2012 blev skudt under et møde i Sulimani i Irakisk Kurdistan. En i benet, to i lysken og en i armen. Men jeg vendte hjem til Kobani. På krykker. Og fortsatte. Men nye problemer var stødt til. Jeg var kommet på ISIS’ dødsliste – ja, jeg er muslim, men jeg er kritisk muslim. Det gør mig til gudsbespotter i deres øjne. Jeg kunne ikke forlade Kobani i et år.

Overvejede jeg at stoppe mit engagement efter attentatet? Ikke i første omgang, men det startede en bevægelse i mig. Og spørgsmålet kom: Jeg har i 20 år været aktiv for mit samfund skyld. Er det moralsk forsvarligt af mig, at mine fire børn skal miste deres far og at min hustru der elskede mig inden mit engagement skal miste sin mand?

Jeg besluttede at flygte. Sammen med to venner flygtede jeg ud af byen om natten. Det var svært med mit skadede ben men vi kom til Tyrkiet. Så til Grækenland. Der kunne jeg jo ikke blive da jeg vidste, at de ikke har respekt for politiske flygtninge. Jeg ville til Danmark. Turen op gennem Europa var i lastbil. Bulgarien, sagde chaufføren. Ungarn. Østlig! Så med Taxa. Tyskland, sagde chaufføren. Og Danmark. Da jeg stod ud så jeg det danske flag. Og så ragede jeg forvirret rundt i Kolding i 3 timer til jeg fandt en politistation. Det var den 30 september 2014.  

Efter nogle et lille år i forskellige asylcentre ankom min familie d. 4 august i år. I dag bor vi i Højby. Jeg går på sprogskole. I juni næste år er jeg færdig og drømmer om et arbejde. Jeg vil ikke være på forsørgelse.

Og hvorfor mit valg faldt på Danmark? Det var i hvert fald ikke for pengenes skyld, som jeg ellers kan forstå, at en del danske politikere mistænker. Det var for friheden. Da jeg i 2005 hørte om Jyllands-Postens karikaturer vidste jeg, at det ville blive Danmark, hvis jeg skulle væk. Jeg vidste, at dette land har respekt for den individuelle frihed til at udtrykke sig.

- Mustafa Ismail, fortalt til Anna Sperling. Foto: Sigrid Nygaard

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Poul Sørensen
Steffen Gliese og Poul Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Endnu en historie der viser Syrien som et land der er bygget op om magt elite, der gør der farligt for mennesker at bo og leve i landet...