Nyhed
Læsetid: 3 min.

S og R fastholder støtte til asylstramning

Hverken Socialdemokraterne eller Radikale Venstre vil ændre på reglerne om midlertidig beskyttelsesstatus, efter det er kommet frem, at de særligt rammer børn. Mens Enhedslisten finder situationen ’dybt alvorlig’, vil DF give midlertidigt ophold til flere asylansøgere
Indland
17. oktober 2015

Oplysningerne om, at det særligt er børn, der bliver ramt af den stramning af asylreglerne, som den daværende SR-regering fik gennemført sidste år, får ikke Socialdemokraterne eller Radikale Venstre til at fortryde stramningen.

»Der ligger i udgangspunktet ikke en intention om at sikre en bestemt alders- eller kønssammensætning. Når det så er sagt, skal vi naturligvis løbende forholde os til, hvordan lovgivningen fungerer,« siger Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen.

Han understreger, at opholdsperioden forlænges, jo flere gange asylansøgeren får sin opholdstilladelse fornyet: »Hvis beskyttelsesbehovet viser sig at være langvarigt, kan man – på lige fod med andre flygtninge – efter fem eller otte år få permanent opholdstilladelse, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt,« siger Dan Jørgensen.

Selv om bestemmelsen om midlertidig opholdsstatus netop skal sikre, at asylansøgere ikke får opholdstilladelse i en længere periode, hvis det viser sig, at der opstår fred i deres hjemland, tør Radikale Venstres udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, godt garantere, at syriske asylansøgere med midlertidig opholdsstatus ikke bliver sendt hjem foreløbig.

»Faktum er, at ingen syrere vil blive sendt hjem, så længe krigen raser, som den gør i Syrien. Derfor er der heller ikke nogen med midlertidig beskyttelsesstatus, der er i risiko for at blive sendt hjem om hverken ét eller to år,« siger hun og tilføjer, at der er indbygget en klausul i loven, så den skal tages op til revision i folketingsåret 2017-2018.

Læs også: ’Hvorfor er lovgivningen sådan over for børn?’

Radikale Venstre ville dog gerne allerede nu have tilbagerullet bestemmelsen om, at personer, der har fået midlertidig opholdsstatus, som udgangspunkt ikke har ret til familiesammenføring det første år.

»Vi indførte de midlertidige regler for at give kommunerne rum til at omstille sig til at tage flere flygtninge i de kommende år. Det har kommunerne gjort, så vi mener ikke, at der er brug for de regler længere,« siger Sofie Carsten Nielsen.

DF: ’Den har vi hørt før’

De nye tal, der viser, at særligt børn bliver ramt af SR-regeringens asylstramning, afføder hård kritik fra Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

»Der er ikke nogen tvivl om, at uledsagede flygtningebørn er i en særligt udsat position. Derfor er det selvsagt også dybt alvorligt, at netop den gruppe stilles svagere og placeres i en mere usikker position end voksne,« siger hun.

Hos Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen ikke bekymret over tallene.

»Jeg mener egentlig ikke, at det er så vigtigt, for som vi sagde, da vi støttede stramningen, så er den bedre end ingenting. Men vi synes jo egentlig, den skulle gælde alle, så alle blev omfattet af den her midlertidige status, uanset om det er kvinder, mænd eller mindreårige,« udtaler han.

– Ifølge forskning tilhører de uledsagede børn nogle af de svageste grupper af asylansøgere, som især kan blive påvirket psykisk negativt af at være i en så usikker position, som det er at have midlertidig beskyttelsesstatus. Hvad tænker du om det?

»Ja, den har vi jo hørt før. Der er jo mange af dem, som kommer, som har problemer af forskellig art. Det er måske meget naturligt. Jeg kan ikke se, at det skulle være et argument imod, at man har sådan en særlig midlertidig beskyttelse. Det har jo også enorme konsekvenser for det danske samfund, at der kommer så mange mennesker.«

Af de partier, der har støttet den nye lovgivning om midlertidig beskyttelsesstatus, har hverken Venstre, Konservative eller Liberal Alliance ønsket at kommentere oplysningerne om, at stramningen nu viser sig især at ramme mindreårige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her