Læsetid: 8 min.

En tæt personkreds trækker i adoptionstrådene

Adoptionsbureauet DIA skulle sikre en ’ny start’, efter at en række skandalesager lukkede bureauerne AC Børnehjælp og DanAdopt sidste år. Men nu står DIA med endnu en krise mellem hænderne. For ingen er blevet holdt ansvarlige for de tidligere sager om ’børnehøstere’ og falske oplysninger. Tværtimod sidder de samme personer på indflydelsen i adoptionssystemet
DanAdopt kom i mediernes søgelys, da TV 2 viste dokumentaren ’Adoptionens Pris’, der skildrer adoptionsforløbet for Masho fra Etiopien, der i dag bor på en institution, fordi hun aldrig faldt til hos sine danske adoptivforældre.

Fridthjof Film

23. oktober 2015

I dag skal Folketinget 1. behandle et forslag til ændring af adoptionsloven. Det forventes at være en formsag, da der allerede er bred politisk opbakning til lovændringen. Det adoptionsformidlende bureau DIA og adoptanternes interesseorganisation Adoption & Samfund er også tilfredse – blandt andet fordi de transnationale adoptioner stort set kan fortsætte som hidtil, med omtrent de samme mennesker i spidsen.

Det har fået Adoptionspolitisk Forum, en organisation af voksne kritiske adopterede, til at udarbejde en ’matrix’, der viser forbindelserne mellem de relativt få personer, der dominerer adoptionsområdet.

Baggrunden for den foreslåede lovændring skal findes i »den seneste tids debat«, som det lakonisk hed i kommissoriet til den helhedsanalyse af adoptionsområdet, der blev sat i gang i sommeren 2013. Siden blev det kun værre. 2014 var et sandt annus horribilis for de to adoptionsformidlende bureauer, AC Børnehjælp og DanAdopt. Skandaler om bl.a. ’børnehøstere’, adoptioner på falske papirer og adopterede anbragt uden for hjemmet i Danmark, mens førstefamilierne i fødelandet kæmpede for at få børnene tilbage, havde hobet sig op.

Læs også: Skandalerne, der burde have væltet adoptionssystemet

Bureauerne havde holdt kritikken stangen ved at afvise alt. Den strategi virkede længe, ikke mindst fordi den tilsynsførende myndighed, Ankestyrelsen, accepterede adoptionsbureauernes egne forsikringer om, at alt var godt eller meget snart ville blive det. Det forløb kan man bl.a. læse om i Politiken-journalisten Dorrit Saietz nye bog Adoptionens slagmarker, der udkommer i dag.

Det var, da kaos var på sit højeste sidste år, at helhedsanalysen blev fremlagt, og alle partier undtagen Enhedslisten trådte sammen om en politisk aftale for at sikre et »fremtidigt adoptionssystem«.

»I dag skrives adoptionshistorie,« skrev det kriseramte AC Børnehjælp den 29. januar 2015: »AC Børnehjælp og DanAdopt er i dag blevet til DIA – en ny dansk organisation. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet for børn og familier.«

Hvad der var nyt ved organisationen Danish International Adoptions (DIA) – der var en sammenlægning af de to gamle adoptionsformidlende bureauer – var ikke til at gennemskue. De igangværende adoptionssager ville fortsætte. Ekspederet fra DanAdopts gamle kontorer i Birkerød af stort set de samme ansatte. DanAdopts direktør Marianne Wung-Sung var dog blevet lempet diskret ud, og en ny direktør, Robert Jonasen, ansat i det, der nu var DIA. Men ny var han ret beset ikke. Jonasen har tidligere været næstformand for DanAdopts bestyrelse og kom fra et job i Ankestyrelsen. Med som sin vicedirektør fik Jonasen kollegaen Jeanette Larsen, der havde siddet med tilsynet af DanAdopt og AC Børnehjælp.

Slipper for ansvar

Den slags rolleskift er der ikke juridisk noget at udsætte på, ifølge Carsten Michael Henrichsen, professor i jura ved CORA – Center for Offentlig Regulering og Administration ved Københavns Universitet.

»DIA er en uafhængig selvejende institution, der er godkendt af socialministeren til at varetage formidlingsopgaver i forbindelse med adoption efter adoptionsloven § 30, stk. 1. Som privat institution er den unddraget forvaltningsretlige regler og principper, herunder regler om generel habilitet for institutionens ansatte,« siger Carsten Michael Henrichsen og tilføjer: »Man må dog gå ud fra, at ministeriet ved akkreditering af institutionen har vurderet, om man kan have tillid til, at dens ledelse vil kunne varetage opgaven på betryggende vis.«

Henrichsen mener imidlertid, at det »må anses som fuldt ud sagligt at lægge vægt på, at de ansatte ledere tidligere har beskæftiget sig med adoptionsforhold i forskellige roller«.

Så enkelt mener Adoptionspolitisk Forum (APF) ikke, man kan se på det.

»Det bør være god praksis at sikre en klar adskillelse mellem dem, der skal føre tilsyn og de, der skal føres tilsyn over,« siger APF’s forkvinde Yong Sun Gullach.

»At placere to personer, der har været i Ankestyrelsen, i DIA’s ledelse er ikke ulovligt, men vi mener, det er problematisk set i lyset af det historisk nære samarbejde, der har været mellem Ankestyrelsen og de private formidlende organisationer – et samarbejde, der nu er bundet en net lille sløjfe på. En tilsynsførende enhed bør holde vandtætte skotter til de, der føres tilsyn med.«

Ser man nærmere på DIA’s bestyrelse, er der heller ikke meget »ny start« over billedet. Formanden for DIA’s bestyrelse, Lars Ellegaard, er tidligere næstformand i DanAdopt.

»Lars Ellegaard sad som næstformand med en del af ansvaret gennem de mange måneder, hvor DanAdopt bagatelliserede det, der foregik,« siger Dorrit Saietz. »Jeg har interviewet ham flere gange, hvor han afviste, at der var noget galt. Han afviste også kritikken af, at gebyrerne for adoption steg og steg med at sige: ’Folk kan jo også finde penge til at købe en bil, og prisen for adoption er stort set den samme som at købe en familiebil’. Bureauerne afviser altid, at adoption på nogen måde kan sammenlignes med handel med børn, men så sidder han alligevel og sammenligner prisen på adoption med prisen på en bil. Nu er han så bestyrelsesformand for det nye adoptionsbureau,« siger Dorrit Saietz, og tilføjer:

»Nogle af de ledende medarbejdere i de to gamle bureauer er ganske vist ude og er blevet erstattet af andre personer. Men ingen er blevet draget til ansvar for de alvorlige forhold med bl.a. børnehøstere. Heller ikke blandt tilsynsmyndighederne, som længe undlod at gribe ind.«

De kriseramte

Da den daværende socialminister Manu Sareen (R) i slutningen af 2014 præsenterede den politiske aftale om fremtidens adoptionssystem, var der ikke tvivl om, hvor krisehåndteringens fokus lå:

»Der er arbejdet hårdt og fokuseret for at nå frem til den hurtige sammenlægning, og det er jeg utrolig glad for – ikke mindst af hensyn til de ventende adoptanter, der har skullet stå en del igennem det sidste års tid eller to,« sagde Sareen.

At ministeren støttede entydigt op om adoptanternes interesser har en lang forhistorie. Allerede fra interesseorganisationen Adoption & Samfunds stiftelse i 1977, har Det Radikale Venstre været en allieret for adoptanterne.

»Den direkte anledning til stiftelsen af Adoption og Samfund var en indignation over en skærpelse af reglerne for adoption,« sagde organisationens første formand Leif Ipsen i en tale i 2002 og fortsatte: »Megen af foreningens aktivitet i begyndelsen var at forsøge at få en lempelse af de skærpede regler, hvilket bl.a. resulterede i et samarbejde med den radikale folketingsgruppe om fremsættelse af lovforslag i Folketinget.«

Også i den nye DIA-bestyrelse sidder mindst et medlem af Det Radikale Venstre, Paul K. Jeppesen, der stiller op for partiet på kommunalt plan. Han er derudover adoptant og har siddet i bestyrelsen for Adoption & Samfund. Det samme har DIA’s formand Lars Ellegaard. De resterende medlemmer i den nye bestyrelse er alle tidligere ansatte eller tidligere bestyrelsesmedlemmer i AC Børnehjælp og DanAdopt. Derudover har mindst syv ud af ni bestyrelsesmedlemmer selv adopteret børn fra udlandet. Eftersom DIA selv fremhæver det forhold i beskrivelsen af bestyrelsesmedlemmerne – på lige fod med øvrige meritter – må man formode, at det betragtes som en slags kompetence selv at have adopteret børn.

Krisen

En af de første sager, DIA videreførte fra AC Børnehjælp og DanAdopt var adoptioner fra Kenya. Flere danske par befandt sig allerede i Kenya og var i gang med adoptionsprocessen, da landets regering i slutningen af sidste år meldte ud, at de ville lukke for adoptioner til udlandet. Det skete efter offentliggørelsen af en FN-rapport, der advarede om risiko for menneskehandel.

DIA blev ved med at lade danskere rejse til Kenya for at hente børn, fordi de igangværende sager ifølge DIA allerede var godkendt at de kenyanske myndigheder. Den praksis tillod Ankestyrelsen på baggrund af oplysninger »primært fra DIA, som havde det fra de kenyanske samarbejdsparternere«, som kontorchef i familieretsafdelingen Lene Conrad sagde til Politiken.

Ankestyrelsen var med andre ord ikke holdt op med at tage adoptionsformidlernes egne ord for gode varer, selv om de blandt andet i forbindelse med sager fra Etiopien i 2013 havde konstateret, at »DanAdopt ikke i tilstrækkelig grad har formået af egen drift at holde de danske adoptionsmyndigheder orienteret om relevante ændringer i formidlingssituationen«, og at »de udtalelser og oplysninger, som DanAdopt på forespørgsel har afgivet til de danske myndigheder, i visse tilfælde har været utilstrækkelige«.

En række sager i Kenya har siden, DIA tog over, udviklet sig til en strid mellem adoptanterne, og hvad der angiveligt er adoptivbørnenes førstefamilier, som med hjælp fra organisationen Child Welfare Society har fundet frem til børn, de har meldt savnet, og som i mellemtiden er blevet bortadopteret. I mindst én sag, der involverer et dansk par, har en dna-prøve vist, at den kenyanske kvinde, der har gjort krav på barnet, faktisk er den biologiske mor. Hun har aldrig opgivet barnet til adoption, men derimod ledt efter det i årevis, efter det blev væk fra hende under en bustur.

Den »nye start« for transnational adoption til Danmark minder altså til forveksling om de tidligere skandalesager, der blev enden på DanAdopt og AC Børnehjælp.

Yong Sun Gullach fra APF mener, at der burde være blevet »offentligt redegjort for, hvilken rolle og hvilket ansvar bestyrelserne i de to organisationer havde og har«.

I mangel af en offentlig redegørelse har APF i stedet – via aktindsigter og almindeligt tilgængelige oplysninger – selv kortlagt de personer, der agerer på adoptionsområdet, og som ind i mellem bytter kasketter. En såkaldt ’matrix’ over hvem, der er involveret i adoptionsbureauer, i Ankestyrelsen, i psykologrådgivning, konsulentvirksomhed m.m. og i den såkaldte Adoptionsgruppe, hvor myndigheder, bureauer og Adoption & Samfund har uformelle udvekslinger.

Dorrit Saietz mener ikke, at personsammenfaldet mellem de forskellige instanser er usædvanligt i sig selv. »Sådan vil det ofte være indenfor et afgrænset fagligt miljø,« siger hun, men bemærker, at Adoption & Samfund, de adoptionsformidlende bureauer og tilsynsmyndighederne er meget tæt på hinanden.

»Via deres repræsentation i Adoptionsgruppen har Adoption & Samfund i flere situationer – i stedet for at agere vagthund på vegne af adoptivfamilierne – været aktive i at dæmpe kritikken fra potentielle adoptanter, der mente, at noget var galt i deres sager,« siger Dorrit Saietz, der også mener, at adoptivforældre er overrepræsenteret i de magtfulde organer i forhold til de meget få adopterede.

Yong Sun Gullach fra APF kalder det »betænkeligt«, at en enkelt interesseorganisation, som den eneste organisation ud af de mange organisationer, der findes på adoptionsområdet, »får indblik i og indirekte kan påvirke praksis og procedurer, der har betydning for deres medlemmer«.

»Det svarer jo til, at Tobaksindustriens lobby som den eneste sidder med til bords, når et offentligt sundhedsudvalg skal debattere vejledningen for befolkningens sundhed,« siger Yong Sun Gullach. APF har udarbejdet matrixen for at skabe klarhed over, hvem der er ansvarlige på adoptionsområdet i Danmark.

»Det er især vigtigt, når vi ser på sammenhængene mellem private organisationer, og de som skal føre tilsyn med disse, samt den største lobbyorganisation i Danmark,« siger Yong Sun Gullach. »Matrixen giver et historisk overblik over, hvordan de forskellige adoptionsinteressenter personmæssigt er forbundet.«

Adoptionspolitisk Forum offentliggør deres matrix lørdag 24. oktober kl. 17 i Adoptionshuset i Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7 i København. Kl. 12.00 er der Symposium om transnationalt adopteredes rettigheder på engelsk med bl.a. status over sagerne om Masho og Tigist, adopteret fra Etiopien til Danmark og anbragt uden for hjemmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer