Læsetid: 2 min.

Venstre: Vi ændrer ikke strategi

Stramninger og mere kontrol af de ydre europæiske grænser skal få færre til at søge asyl i Danmark. Regeringen kommer ikke til at ændre strategi, siger Venstres Marcus Knuth
28. oktober 2015

– Alt tyder på, at der kommer et nyt stort hold af flygtninge til Nordeuropa og Danmark. Hvordan vil regeringen håndtere det?

»Vi har allerede sænket integrationsydelsen, og vi har stramninger på vej i forhold til at få familiesammenføring. Det har vi gjort for at få færre til at søge asyl i Danmark, og meget tyder på, at det har virket, for der er langt færre, der søger asyl her sammenlignet med Sverige og Tyskland. Derudover vil vi gå ind i et europæisk samarbejde om at styrke den ydre europæiske grænse. Vi ved godt, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel for dem, der allerede er i Europa, men vi bliver nødt til at se på løsninger fremadrettet, fordi det ikke ser ud til, at flygtningestrømmen stopper.«

– I Grækenland har der været et rekordantal af flygtninge den seneste uge, og flere bevæger sig nordpå fra Slovenien i disse dage. Hvordan vil I håndtere situationen, hvis en ny stor bølge ankommer til Danmark?

»Vi kommer til at håndtere situationen, som vi har gjort siden 10. september. Hvis de vil til Sverige, må de tage til Sverige. Venstre vil ikke være med til at stramme grænsekontrollen, som Dansk Folkeparti ønsker. Hvis vi havde gjort det, ville det betyde, at langt flere havde søgt asyl i Danmark, for så snart de støder ind i en dansk politibetjent, er politiet forpligtet til at registrere dem i Danmark, og på den måde havde vi blot fået flere asylansøgere.«

– Kan vi blive ved med at lade flygtninge rejse igennem til Sverige, når Sverige i forvejen oplever så ekstraordinært et pres?

»Ja, det mener jeg godt, at vi kan. Sverige ligger, som de har redt, fordi de har ført en helt anden udlændingepolitik, end vi har. Vi har jo blandt andet hørt deres tidligere statsminister sige, at Sverige har så mange skove og marker, hvor flygtningene kan være. Det er Sveriges eget problem, at de står med et ekstraordinært pres, for de har selv valgt at åbne armene for flygtninge.«

– Hvad gør I, hvis Sverige lukker grænsen og sender dem tilbage til Danmark?

»Så må vi jo se til den tid, om de skal have asyl i Danmark, eller om de er registreret i Tyskland og skal sendes tilbage dertil. Men jeg var i Malmø for nogle dage siden, og det tyder ikke på, at de stramninger, Sverige vil lave, kommer til at ændre på noget særligt. Jeg forventer, at de bliver små og helt ubetydelige for Danmark.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Falk Rangård

" Sverige ligger, som de har redt, fordi de har ført en helt anden udlændingepolitik, end vi har"
Så meget for at tilhøre et forpligtende fællesskab. Alles kamp mod alle indenfor EU hvis alle følger samme strategi som Venstre. Der er sket noget i partiet Venstre siden Uffe Ellemann var formand og Poul Hartling flygtningehøjkommissær.
Jeg mangler en tak til junibevægelsen af 1992 der har gjort det muligt for Venstre at følge deres strategi. Og den 03/12 er det samme melodi, kun det søde ikke det sure når vi er medlem af et fællesskab.
Og strmaningerne er kun mulige at gennemføre konsekvent med et meget bredt flertal i folketinget
90 mod 89, da forhandlinger ikke er en mulighed, kun diktater.
Socialdemokratiet var lige ved at ryge med på vognen.

Philip B. Johnsen

Fra artikel:
»Vi kommer til at håndtere situationen, som vi har gjort siden 10. september. Hvis de vil til Sverige, må de tage til Sverige. Venstre vil ikke være med til at stramme grænsekontrollen, som Dansk Folkeparti ønsker. Hvis vi havde gjort det, ville det betyde, at langt flere havde søgt asyl i Danmark, for så snart de støder ind i en dansk politibetjent, er politiet forpligtet til at registrere dem i Danmark, og på den måde havde vi blot fået flere asylansøgere.«
siger Venstres Marcus Knuth

Kære Venstre
Hvad Venstres medansvare for, at mennesker flygter fra krig i Irak, Afghanistan og Syrien?

Fra /ritzau/ link
"Tony Blair er den først af de ledere, som stod i spidsen for beslutningen om at gå i krig, som nu erkender, at krigen delvist har været med til at forme Islamisk Stat.

- Det er klart, at du kan ikke friholde os, som fjernede Saddam Hussein i 2003, for ansvar for situationen i 2015, siger Blair i et interview med CNN."

/ritzau/ link:
http://www.information.dk/telegram/549767

Christian Mondrup

Ved kynisk at afvise flygtninge og skubbe "problemet" videre til Sverige viser Venstre sig endnu engang fra sin grimmeste side. Uhyrlighederne fra DF er hvad man kan forvente, men at Venstre, som i egen retorik regner sig som et "ansvarligt" parti, tager konkurrencen op med DF, er efter min opfattelse foragteligt. I parentes bemærket er Socialdemokraternes politik på området ikke markant forskellig fra Venstres.