Læsetid: 3 min.

Zeinab Uzbak

Zeinab Uzbak, 35 årJournalistFra Afghanistan

Zeinab Uzbak, 35 år
Journalist
Fra Afghanistan

9. oktober 2015

Rettelse
I Flygtningenævnets afgørelse fra marts 2015 om Zeinab Usbaks sag fandt nævnet det dokumenteret, at hun havde arbejdet på avisen 8 Sobh, men ikke at hun havde skrevet om den kommandant, hun nævner i Informations interview d. 9. oktober 2015.
Information har efterfølgende forsøgt selv at finde dokumentation for at Zeinab Uzbak har skrevet den relevante artikel, men det er ikke lykkedes.

 

Zeinab Uzbak, 35 år, journalist
Fra Afghanistan

Da jeg arbejdede som journalist i Afghanistan, tænkte jeg aldrig på, at mit liv kunne blive sådan her. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle leve i en anden by end Kabul. Og slet ikke i et andet land.
 
Hver gang jeg ser en fodboldbane eller et par fodboldstøvler, gør det ondt. Han havde lige bundet sine sko og var på vej ud for at spille, da bomben sprang. Alt, jeg husker, er støvet. Der var så meget af det. Jeg besvimede, og da jeg vågnede, fik jeg at vide, at min søn var død, allerede før vi var nået til hospitalet.
 
Jeg kunne ikke have ladet være med at skrive artiklerne om kommandanten. Han giftede sig med piger, som endnu kun var børn. Han havde så meget magt, at ingen sagde noget til, at han ødelagde folks liv. Da jeg skrev om det, ødelagde han mit. Jeg tvivler slet ikke på, at det var hans folk, der placerede bomben foran vores dør.
 
Jeg havde aldrig troet, at min mand og jeg skulle betale en menneskesmugler 10.000 euro for at fragte os og de to yngste børn ud af landet. Min mand spurgte mig, hvilket land jeg ville til. Jeg sagde, at jeg ville så langt væk fra Afghanistan som overhovedet muligt. Menneskesmugleren fik os ud af landet og til Tyrkiet. Da vi nåede Grækenland, stoppede han med at tage telefonen. Han havde lovet os, at vi ville nå et europæisk land, men han holdt ikke sit løfte.
 
Min datter, min søn og jeg kom til den græske ø med en båd. Vi sad tæt, men det var okay. Der var 60 mennesker på båden og ét toilet. Jeg kender ikke navnet på øen. Det var mørkt, så jeg så ikke meget, men jeg ved, at det var langt fra Athen. Min mand tog en billigere båd, som var mere risikabel. Den var ikke beregnet til børn. Så jeg var sammen med børnene, da vi skulle gå over en landgangsbro. Man måtte kun gå to ad gangen, så jeg blev nødt til at give slip på et af mine børn. Jeg gav slip på min søns hånd, og han forsvandt i vrimlen.
 
Jeg hørte ham sige: »Mor, jeg kommer«. Men han var væk. Jeg græd og græd, men smugleren sagde, at han ville smide mig i vandet, hvis jeg ikke var stille.
 
Dengang kendte jeg ikke Italien, men det var der, min datter og jeg endte. Jeg ville ikke væk fra havnen, før jeg var genforenet med min søn og mand, men vi blev gennet ind i en bil. Vi kørte gennem Europa, men jeg ved ikke hvilke lande, for jeg kunne kun tænke på min søn.
 
Først et halvt år efter vi kom til Danmark, blev jeg genforenet med min søn. Jeg har aldrig været så lykkelig. Min mand er også i Danmark nu. Vi bor alle fire i Asylcenter Vrå. Det er et gammel plejehjem med tre køjesenge i soveværelset. Min mand og jeg sover på gulvet. Det kan vi bedst lide.
 
Vi har fået afslag på asyl. Myndighederne siger, at vi ikke kan bevise, at vi har brug for beskyttelse. De tror, at kommandanten har glemt mig. At jeg bare kan tage tilbage og fortsætte med at lave journalistik. Men for omkring to måneder siden, fik jeg en besked på Facebook fra en afghansk kvinde, der kender kommandanten. Hun sagde, at de ved hvor jeg er. Lige pludselig er Afghanistan alt for tæt på igen.

- Zeinab Uzbak, fortalt til Catarina Nedertoft Jessen

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Steffen Gliese
  • Poul Sørensen
Pia Qu, Steffen Gliese og Poul Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer