Vi belønner efterretningstjenesterne, hver gang de fejler

Når der sker terrorangreb, er resultatet næsten altid øgede beføjelser til efterretningstjenesterne. Flere penge til mandskab og nyt teknisk udstyr til overvågning følger også med. Det skete efter terrorangrebet den 11. september 2001 i USA, efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris og efter det på Krudttønden i København i år, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste efterfølgende fik en stor ekstrabevilling.

Reaktionen fra politikerne er lige så forståelig, som den er forudselig: Alle vil gerne undgå, at et angreb sker igen, og den nemmeste måde at vise handlekraft på er ved at bevilge flere midler. Samtidig er det nemt for efterretningstjenesterne at begrunde behovet for mere data, flere maskiner og mennesker til at analysere de millioner af data, som efterretningstjenesterne indsamler. Men ifølge tidligere teknisk chef i NSA William Binney bliver resultatet en syg kultur i tjenesterne, hvor der aldrig bliver rokket grundlæggende ved indsamlingsstrategierne, og hvor det altid er de dyreste projekter, som ender med at blive finansieret.

»Du belønner svigt,« siger William Binney til Information.

»Vi skulle hellere skære i deres budget for hvert angreb. De har jo fejlet, og derfor bør man skære i stedet for bare at sende flere penge. Dermed tvinger du dem også til at blive smartere i deres tilgang i stedet for at gøre tåbelige ting som at indsamle al kommunikation i hele verden,« siger han.

Aktuel med dokumentarfilm

William Binney er i Danmark sammen med filminstruktør Friedrich Moser i forbindelse med verdenspremieren på A Good American til CPH:DOX, og Information møder dem begge på en café i København.

Filmen handler om Binneys mere end 30 år lange karriere i NSA, op til han forlod tjenesten i oktober 2001 efter flere kontroverser med den daværende ledelse. Sammen med en række andre ansatte havde han arbejdet på overvågningsprogrammet ThinThread, der skulle blive til et nyt globalt overvågningssystem for NSA.

Ifølge Binney og det hold, han arbejdede på projektet sammen med, ville det løse problemet med voksende datavolumen og gøre det nemmere at finde frem til de relevante efterretninger. Med et fokus på metadata og ikke indholdsdata fra telefoner, rejser, finansielle transaktioner og analyser af forbindelser mellem mennesker skulle programmet gøre det muligt for NSA effektivt at finde frem til dem, der havde kontakter inden for de allerede kendte mål for tjenesten.

Indholdet af kommunikationen blev krypteret og ekskluderet både af privatlivshensyn, men også af den simple grund, at det er for svært at finde de rigtige sammenhænge, hvis du ikke sorterer noget fra.

Ifølge Binney var fokus på relationer til allerede kendte trusler, mens ledelsen af NSA var – og fortsat er – interesseret i indholdet af kommunikationen for en alt for omfattende gruppe af mål:

»Der er intet terrorangreb, hvor de ikke har haft tilgængelig og relevant data at kigge på. Hele problemet er, at de ikke fokuserer på den. Pointen med vores projekt var at tvinge analytikerne til det fokus. Selv dengang i 1990’erne var vi begravet i det data, der blev indsamlet. Vi havde kun et par tusinde analytikere til de millioner af data, der kom hver dag. Det var for meget – og nu har vi milliarder hvert minut,« siger William Binney.

»Alle de her uskyldige mennesker har intet at gøre med den terroristaktivitet, som du efterforsker. Du hiver alt deres kommunikation ind og dumper det på dine analytikere for, at de skal finde ud af, hvad der er vigtigt. Det er dømt til at fejle,« siger han.

For meget data

Hans projekt ThinThread endte med ikke at få ledelsens opbakning – ifølge tidsskriftet The New Yorker blandt andet på grund af en bekymring for, at der røg for mange amerikanere med i overvågningsnettet. Ifølge Binney var der dog filtreringsmekanismer indbygget til at løse det, og han mener i stedet, den reelle årsag var, at programmet var meget billigere end den konkurrerende løsning. Det kunne ikke begrunde en lige så stor tilførsel som de 1,3 milliarder dollar, som den daværende NSA-direktør Michael Hayden fik til det konkurrerende projekt.

»Alle var bange for det, fordi det ville nedsætte behovet for hele tiden at få flere penge. Det var derfor, de stoppede det. Det kunne ikke retfærdiggøre at bede om flere penge,« siger William Binney. Han mener dog ikke, at programmet helt blev droppet af NSA, men privatlivsbeskyttelsen blev fjernet og indsamlingsprincipperne i stedet for brugt til den nuværende masseovervågning – til Binneys store fortrydelse:

»Jeg kan se spor efter det i Snowden-materialet. De tog programmet og brugte det til masseindsamling af data, men problemet er, at de tog filtrene væk, så de nu får alting ind. Også indholdet af kommunikationen. Med den tilgang får du alt for meget data til at kunne håndtere det. Det gør dem dysfunktionelle.«

»Hvis du spreder det for meget ud, så mister du de vigtige,« siger han.

William Binney sagde op i NSA i oktober 2001 efter mere end 30 år i tjenesten. Han havde sammen med en række allierede i NSA tabt en længerevarende magtkamp og begyndte nu uden for tjenesten at kommunikere med medlemmer af kongressen om, hvad de opfattede som et kæmpe spild af penge på et system, som aldrig kom til at virke.

Stormet af FBI

Da New York Times i 2005 afslørede, at Bush-regeringen havde haft et hemmeligt program for overvågning uden retskendelser, mistænkte myndighederne nogen i den gruppe for at stå bag lækager af klassificeret materiale til avisen.

I juli 2007, mens William Binney stod i morgenbadet, stormede bevæbnede FBI-agenter hans hus, konfiskerede hans computere og harddiske og fjernede det sidste af hans tillid.

»Det er ukontrollerede tjenester, som ender med at manipulere regeringen. Politikerne siger, de har ekstern kontrol, men den er intet værd. De kan kun stole på, hvad tjenesterne fortæller dem, men har ikke adgang til at verificere det. Det bliver nødt til at blive ændret,« siger han.

For Binney er problemet ikke kun effektiviteten i systemerne, men også de værdier, der ryger, når man får for magtfulde tjenester, der indsamler alverdens kommunikation.

»Hvis du tager privatlivet fra folk, så ryger friheden og demokratiet også. Det er forbundet, og du kan ikke differentiere imellem dem. Hvis der ikke er noget privatliv, trækker folk sig tilbage og er ikke klar til at tage en risiko, som det skete i Sovjetunionen og DDR. Det er det, der sker, når man får en overvågningsstat – det bliver bare meget værre på grund af den teknologiske udvikling,« siger William Binney.

»Konsekvensen er demokratiernes destruktion. Det er en ond sygdom, der spreder sig fra efterretningstjenesterne til verdens demokratier. Når dit privatliv forsvinder, gør demokratiet også,« siger han.

Læs også: Blind tiltro