Læsetid 6 min.

Da Danmark tog sine forbehold

Det retsforbehold, vi stemmer om den 3. december, begyndte som en SF-udvej af den kattepine, Danmark bragte sig i, da et flertal i 1992 stemte nej til EU’s Maastricht-traktat
Glæde blandt EU-modstandere over sejren ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 om EU-unionen. Ebbe Kløvedal Reich (t.v.) sammen med Jens-Peter Bonde (midten) og Ole Sohn (t.h.) på Café Rust på Nørrebro.

Jan Grarup

16. november 2015

»Holger og konen siger nej til Unionen.« Sådan lød det rappeste slogan forud for 1992-folkeafstemningen om dansk tiltræden af EU’s Maastricht-traktat.

At et vælgerflertal skulle ende med at følge Holger og konen, havde SF og dets partiformand Holger K. Nielsen ikke forestillet sig. Når det drejede sig om det europæiske samarbejde, havde SF ligget trygt og godt i sin hængekøje. Ved 1972-folkeafstemningen om dansk indtræden i Fællesmarkedet overhørte 56,7 procent af de stemmeberettigede SF’s nej-kampagne og stemte ja. Tilsvarende blev SF’s nej-råd ignoreret af et flertal ved 1986-folkeafstemningen om EF’s indre marked.

Ja-partierne var begyndt at tage befolkningens europæiske tilbøjelighed for givet. Ved 1986-afstemningen havde den endda været så markant, at flertallet blæste på, at også Socialdemokraterne og de radikale anbefalede et nej. Forskrækkelsen over at blive underkendt bragte Socialdemokraterne og de radikale ind i nært europapolitisk samarbejde med den daværende borgerlige regering, der havde Poul Schlüter (K) som statsminister og Uffe Ellemann-Jensen (V) som udenrigsminister. Partierne gik sammen om at udarbejde en dansk ønskeliste til forhandlingerne om en egentlig unionstraktat for samarbejdet.

Gensidig binding

At landene gik i gang med at forhandle en unionstraktat skyldtes den fransk-tyske gensidige binding. Efter Tyskland havde vokset sig i overstørrelse ved fusionen af DDR og Vesttyskland i 1990, ønskede Frankrig en europæisk møntunion at binde tyskerne i. Til gengæld ønskede tyskerne en politisk union til at holde styr på Europa – herunder Frankrig. De danske ønsker til en unionstraktat blev i betydeligt omfang imødekommet under traktatforhandlingerne: Mere miljø og åbenhed, danske særregler om sommerhuse og accept af dansk folkeafstemning om deltagelse i møntunionen.

Efter traktaten var færdigforhandlet af stats- og regeringscheferne på deres møde i hollandske Maastricht i december 1991, erklærede udenrigsminister Uffe Ellemann selvsikkert til TV-Avisen om danskernes stillingtagen ved den forestående folkeafstemning: »De siger ikke bare ja, de siger ja tak.«

Men det gjorde de jo altså ikke. 41,7 procent af samtlige stemmeberettigede stemte nej på afstemningsdagen 2. juni 1992, mens kun 40,5 procent stemte ja.

Nogle iagttagere mente bagefter, at det overraskende nej-flertal var fremkaldt af et udbredt ønske om at protestere mod Uffe Ellemann og hans arrogante facon. Andre mente, at nej-flertallet skyldes, at Socialdemokraterne ikke leverede den massive ja-kampagne, som daværende partiformand Svend Auken havde stillet i udsigt. Selvsamme Svend Auken var nemlig i april 1992 blevet afsat som partiformand – til fordel for Poul Nyrup Rasmussen. Det indre opgør havde lagt Socialdemokraterne brak i ja-kampagnen, lød borgerlige beskyldninger.

Lammede ja-partier

Nej-flertallet kom fuldstændigt bag på de partier, der havde anbefalet et ja. På tv-skærmene fremstod de måbende og hjælpeløse. Den forhenværende Venstre-formand og udenrigsminister Henning Christophersen, på det tidspunkt dansk EF-kommissær, fremstammede til kameraerne:

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige – jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige.«

SF’erne fremstod også overrumplede over udfaldet. Men modsat Folketingets andre partier havde de forinden gjort sig overvejelser om, hvad Danmark skulle gøre i tilfælde af et nej. I et oplæg, som SF havde udsendt en måned inden folkeafstemningen, havde SF indkredset fire områder, hvor et dansk nej måtte føre til dansk særstatus i det europæiske samarbejde: møntunionen, forsvarspolitikken, det retlige samarbejde og det fælles statsborgerskab.

Schlüters VK-regering lå underdrejet. Den havde travlt med at holde de andre medlemslande hen med snak, når de spurgte, om nej’et betød, at Danmark forlod samarbejdet. Samtidig var VK-regeringen klar over, at det ville være for risikabelt at forelægge den samme traktat til en ny folkeafstemning. Endelig var den smerteligt bevidst om, at den ikke selv kunne anrette en ny traktatservering, der ville glide ned hos vælgerne. Regeringen var slidt af Tamil-skandalen og havde intet at tilbyde de europaskeptiske.

Socialdemokraterne så derimod en mulighed for at genvinde initiativet – både i indenrigs- og i udenrigspolitikken – ved at finde en løsning. Det var de radikale, der elsker at forhandle løsninger, med på. Afgørende var, om S og R kunne få SF med. Hvis SF’erne ville sige ja til noget brugbart, kunne de – muligvis – svinge folkestemningen rundt.

Skæbnestunden

Dette var SF-formand Holger K. Nielsens skæbnestund. Ville han lade sit parti blive trygt i hængekøjen, eller ville han slæbe det ud til en risikabel indsats for Danmarks forbliven i det europæiske samarbejde. Holger K. Nielsen valgte at satse.

Han og SF’s europakyndige Steen Gade og John Iversen gik ind i et tæt forhandlingsforløb med Socialdemokraterne og de radikale. Holger K. kunne samtidig glæde sig over, at VK-partierne var kørt ud på et sidespor, og han kunne håbe, at en konstruktiv SF-indsats ville bane vejen for, at SF kom ind i varmen, når oppositionen – som mange forventede – dannede valg, når Schlüter var endeligt kvast af Tamil-sagen.

Helt isoleret fra forhandlingerne var Schlüter dog ikke. De radikale løb – i en anden af deres yndlingsroller – som sendebud mellem Folketingets to fløje for at holde VK-regeringen orienteret om forløbet af oppositionens forhandlinger.

Den 22. november 1992 nåede SRSF til enighed om, hvad SF med selvfølelse havde døbt »Det nationale kompromis«. Det indebar danske forbehold på de fire områder, SF oprindeligt havde indkredset. Det blev efterfølgende tiltrådt af samtlige Folketingets partier minus Fremskridtspartiet.

Nu forestod det brydsomme arbejde med at få de daværende 11 andre medlemslande til at acceptere, at Danmark fik en særstilling. Ingen af de andre lande var indstillet på at genåbne forhandlinger om Maastricht-traktaten, fordi de frygtede, at udfaldet ville stille dem ringere. Et særligt problem havde det land, der beklædte EF’s formandspost: Storbritannien. Premierminister John Major frygtede, at hvis Danmark fik for gunstige undtagelser, ville den Europa-skeptiske del af hans konservative parti forlange det samme.

Edinburgh-løsning

Resultatet af et dansk penduldiplomati, hvor også oppositionsleder Poul Nyrup Rasmussen udfoldede sig, blev den løsning, som det britiske formandskab fik trukket igennem på topmødet i Edinburgh: Ved en ’afgørelse’ tiltrådte alle 12 lande, at Danmark tog forbehold på de fire områder: mønt, forsvar, retssamarbejde og EU-statsborgerskab.

Men dermed kunne de danske ja-partier, der nu var udvidet med SF, ikke vide sig sikre. Der skulle jo en ny folkeafstemning til.

Nej-bevægelserne uden for partierne havde reageret med nogen rådvildhed på det nationale kompromis. Nu var de indvendinger, de selv havde fremført, jo blevet imødekommet, og så måtte de jo sige ja – fremdrog pressen. Men nej, sådan var det ikke. Nej-bevægelserne blev ved med at sige nej. Nu med de begrundelser, at de danske forbehold ikke var vidtgående nok, og at der i øvrigt ikke var nogen sikkerhed for, at de ville blive respekteret – hverken af Danmark eller dets europæiske partnere.

Ved Edinburgh-folkeafstemningen den 18. maj 1993 kom et ja pænt i hus. 48,6 procent af de stemmeberettigede stemte ja, 37 procent nej. Et flertal af SF’s vælgere fulgte ikke partiets anbefaling af et ja. Holger K. Nielsen har sidenhen fortalt, at de angreb, han blev udsat for fra gamle forbundsfæller i nej-lejren, er det værste, han har oplevet i sin tid i dansk politik. Holger K. blev heller ikke belønnet, da Poul Nyrup i januar 1993 dannede regering – med de radikale, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne.

Men en varig forskel kom Holger K. Nielsen til at gøre, idet hans parti i årene siden 1993 har lagt sig på en stadigt mere proeuropæisk linje. Modstanderne er blevet udmanøvreret eller er selv gået.

De danske forbehold blev i 1998 videreført uændret i EU’s Amsterdam-traktat. Det bidrog tænkeligt til, at den ubesværet klarede sig i hus ved folkeafstemningen 28. maj 1998.

Klods om benet

Med årene har den opfattelse bredt sig i de danske ja-partier, at de danske forbehold er en klods om benet på Danmark: De er en selvpåført hæmning af dansk engagement i Europa.

Første forsøg på at slippe af med klodsen blev gjort med folkeafstemningen om at ophæve møntforbeholdet. Den foregik den 28. september år 2000 – og endte med et klart nej: 46,1 procent af de stemmeberettigede stemte nej, 40,5 stemte ja.

Forbeholdet om unionsstatsborgerskabet har vist sig uden praktisk betydning, så det har der ikke været interesse i at afskaffe.

Men det forhold, at Danmark må udtræde af fredsbevarende aktioner, hvis de kommer til at foregå i EU-regi, har jævnligt ført til rumlerier om, at Danmark af humanitære grunde må slippe af med sit forbehold over for EU’s forsvarspolitik.

Men det endte med at blive et andet forbehold, der bliver sendt til nyvurdering hos vælgerne. Overflytning af mere og mere af EU’s retlige samarbejde til overnationalt samarbejde – i stedet for mellemnationalt – indebærer, at Danmark gradvist må forlade samarbejdet. Det søger ja-partierne at ændre på, for så vidt angår 22 præcist opregnede samarbejdsområder.

Vælgerne svarer den 3. december i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Fremskridtspartiet og dele af Kristeligt Folkeparti var også imod i 1992 - ikke bare SF.
Efter NEJ'et blev De fire Forbehold forhandlet på plads af S og R i et forlig med SF - det såkaldte Nationale Kompromis. Hele det øvrige folketing tilsluttede straks kompromisset.
.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

SF tog faktisk et bemærkelsesværdigt ansvar på sig ved at gå fra et NEJ til at forhandle betingelserne for et ja. SF og de to andre forhandlere prøvede at fortolke afstemningens NEJ, og kom frem til, at det var unionsudviklingen, der var problemet, ikke det indre marked. Med de fire forbehold trak vi os fri af unionsudviklingen, men bevarede kontakten med EU. Det var ret beset også en redning for det øvrige EU, der jo behøvede et dansk JA (det gør de ikke denne gang).

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

En bøn til Information.
Hørte i P1 at Jens-Peter Bondes nye bog med fakta om retsforbeholdet var lagt ud gratis på nettet. Kan bare ikke huske adressen - men kan Information ikke lægge den ud til glæde for Informations læsere og til at give debatten en bedre udgangspunkt.
Bonde fortalte til P1 at hans bog beskrev antallet af direktiver der var udstede og hvor mange af disse der kom til Folketingets Europa-udvalgs kendskab. Bogen kunne både bruges af Ja som af nej-siden og i slutningen var der kommentarer fra både ja og nej-siden.