Kommentar
Læsetid: 4 min.

Dyrby-affæren: En stor mand blev lille

Forhenværende nyhedsdirektør Michael Dyrby fra TV 2 har meddelt, at sagen om hans opsigelse er uden perspektiv for andre end ham selv og hans familie. Er det nu også helt rigtigt?
TV 2’s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, er trådt tilbage, efter at han har haft en ’kortvarig affære’, hvor der er blevet udvekslet ’kompromitterende materiale’.

Keld Navntoft

Indland
13. november 2015

En stor mand blev lille

Vi kender ham mest fra TV 2’s møgsager – den ikkeeksisterende Triple A-bande eller balladen om jægerbogen – eller når vi så ham i ’skriftestolen’, et af Presselogens faste indslag gennem mange år.

Manden med sideskilningen og snusfornuften, som kun sjældent svigtede ham gennem mere end 25 år på TV 2. Med et par markante undtagelser.

Tanken var, at medieindustriens præsteskab skulle bekende deres synder i TV 2 News mediemagasin, hvilket selvfølgelig ikke skete.

Skriftet har Michael Dyrby i denne uge. Big time. Og forladt stolen.

»Jeg har for nylig haft en kortvarig affære …«

Sådan lød det i pressemeddelelsen fra TV 2’s nyhedsdirektør. Dyrby talte om »hensynsløse og forkerte beslutninger«, der har sat ham »i en sårbar position«:

»Selve sagen er reelt privat og uden konsekvens og perspektiv for andre end min familie og mig.«

Med pressemeddelelsen var det private ikke længere privat, men i allerhøjeste grad offentligt. Han havde haft en affære. Og der var billeder.

Interessen fra danskerne på eb.dk kom komplet bag på Ekstra Bladet, som havde kendt til sms’er, fotos og videoer fra affæren i flere dage, men besluttet sig for ikke at bringe materialet.

Det bedyrede i hvert fald kendis-redaktionen. Da redaktøren på Flash stod op til nyheden tirsdag morgen, syntes han, det lød som en historie, der stort set kun ville interessere andre journalister i branchen. Han tog fejl.

Peter Sloth, redaktør på Ekstra Bladet Flash, sagde i et interview med bladets egen Paula Larrain på web-tv:

»Uden at afsløre nogen tal: Det er eksploderet. Sidst vi har set noget, der bare lignede, var for et par måneder siden, da Alexandra skulle skilles, og Don Ø blev dømt. Det var samme dag. Og det var ikke i stil med det her.«

Når Peter Sloth tænkte lidt efter, kunne han dog godt komme i tanke om en mulig forklaring: »Læserne ser: noget med TV 2, noget med en direktør helt i toppen, noget med en affære og en elskerinde, noget med nøgenbilleder – oven i købet levende billeder.«

Dyrby’s fald var altså en rigtig god historie, først og fremmest fordi sex sælger.

Sex er sex

Ifølge pressemeddelelsen er sagen altså »uden perspektiv«. Men måske siger historien faktisk en hel masse vigtigt, ikke om Dyrbys private liv, men vores fælles liv.

Dyrby blev offer for sin egen dumhed. Måske blev han også offer for to af de mest disruptive kræfter i vores samfund: Teknologi og sex.

Lad os få begreberne på plads:

Sex? Sex er sex.

Disruptiv betyder forstyrrende.

Hvad er teknologi? Mobiltelefonen, Facebook, Youtube, Netflix og alt det andet. Værktøjer, der forvandler os til små supermænd.

Michael Dyrby mødte kvinden, han havde en affære med, på Facebook. Han sendte sms’er på sin telefon og delte kompromitterende fotos og videoer. Materialet er ifølge Ekstra Bladet tilgængeligt på nettet i dag.

Utroskab har potentialet til at ødelægge en familie. Det har åbenbart også potentialet til at ødelægge en karriere, alene fordi materialet er tilgængeligt et sted derude. Der er ingen afpresning, der er ingen, der kræver Michael Dyrbys afgang. Men det er der, materialet. For altid. Billederne, næsten ingen har set, sms’erne, næsten ingen har læst.

Se, dét er en vigtig diskussion med masser af perspektiv.

Mange af dem, der er yngre end den 57-årige Michael Dyrby, undrer sig over, at manden ikke benyttede Snapchat (et socialt medie, som sletter de billeder, man sender, så snart de er set af modtageren). De ved, hvad sexting og dick-pics er. De kender eller har hørt om folk, der har været udsat for hævnporno. De har eller har haft profiler på dating-app’en Tinder. Og de mest nysgerrige kender også Trinder, som matcher folk på udkig efter trekanter.

Dét er også interessante træk ved den tid, vi lever i.

Del din liderlighed

Teknologi er en forstærker af vilje og kapacitet.

Vi har altid haft viljen til at se og dele sjove ting, som kæledyr gør. Nu har vi fået kapaciteten til at se og dele det rigtigt meget.

Vi har altid haft viljen til at vide, hvad der er nyt og interessant, nu har vi fået kapaciteten til at se og dele rigtig meget af det nye og det interessante.

Vi har altid haft viljen til liderlighed. Nu har vi fået kapaciteten til at se og dele rigtigt meget af vores liderlighed.

Det nye og interessante ved Dyrby-affæren er ikke, at manden fra Presselogen har knaldet udenom. Det nye og interessante er, at han fældes af et hidtil uset kontroltab forstærket af teknologi. Et kontroltab, vi ikke kan regulere os ud af. Det er da ironisk, sigende og tankevækkende.

Mediechefen, der var med til at indføre tv-nyheder 24/7 i Danmark og ændre markedet for tv-nyheder totalt, bliver selv breaking news.

Mediechefen, der opfordrer danskerne til at dele egne private optagelser med nyhedsværdi på TV 2’s tiptjeneste 1234, må gå af frygt for, hvad nogen kunne finde på at bruge mod ham.

Mediechefen, hvis største strategiske udfordring blev hele den digitale disruption og omstillingen af nyheder til en tid med sociale medier, blev fældet af sin mobiltelefon.

Når vi har tørret det smørrede grin af ansigtet, kan vi tage hul på perspektivet i Dyrbys fald. En dag vil vi opdage, at det er en moralsk og opbyggelig fortælling, som handler om at passe på os selv og hinanden, og at ingen af os hele tiden er det menneske, vi drømmer om at være.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik mørk thomsen

uanset, hvad der lægger på nettet, er det private ting, så hvorfor sagde han op.
Man kan ikke blive fyret, på grund af, at man bolle udenom.
Så det havde været mere interessant, hvis artikel havde dreje sig om det.
At han selv sagde op, gør det ikke mindre interessant, hvad er den reelle grund!

Vibeke Hansen, Morten Jespersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Jeg undres.....ikke over at manden har haft en affære eller om der er billeder - det er jo nærmest 'helt normalt'.
Jeg undres mere over de fløjlshandsker sagen tilsyneladende bliver behandlet med, både her og på TV2 f.eks. af Emma Holten.
Jeg tænker som Erik Mørk Thomsen: Hvad er den reelle grund?

Henrik Petersen

Hvis nogle billeder af nøgenhed er nok til, at man skal gå af, så skulle mange af de kongelige rundt omkring se at gå af. Mærkelig historie - noget synes at mangle.

Carsten Mortensen, erik mørk thomsen, Lise Lotte Rahbek og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

I visse positioner er sex åbenbart ikke længere en privatsag. Og når det er tilfældet, så er dyrby jo et kæmpefjols qua inkompetent håndtering af sms og billedpost at udsætte sig for unødvendig eksponering - og det er vel derfor, at han skamfuld trækker sig tilbage.

Michael Dyrbys opsigelse som mediechef kan vel kun være en erkendelse af, at han ikke har været i stand til at træffe nogle gennemtænkte valg og overskue konsekvenserne af sine egne handlinger i en broget og mangfoldig medievirkelighed. På den måde har han så at sige demonstreret inkompetence som mediechef. De moralske aspekter må, helt og holdent, være en privat sag.

Den store Mester kommer, og den lille nisse rejste. Dygtig dreng....

Jeg forstår ikke det attraktive ved at sende små nøgenbilleder til en lille skærm på en mobiltelefon. Så er det da noget sjovere at lade damen strippe på spisestuebordet. Det har også den fordel, at man ikke så let kommer i Ekstrabladet.

Jeg vidste ikke man ligefrem skulle have eb vilje til liderlighed. Såvidt jeg ved er det noget med hormoner, der automatisk skaber disse frygtelige spændinger i kroppen og gør folk urolige. I Michael Dyrbyes tilfælde var det også nærmest som om liderlighed nedbrød hans vilje og fik ham til, at træffe nogle "hensynsløse og forkerte beslutninger" mod sin vilje . Og med en skolelærerinde, hvilken normal mand kan modstå det, hun kunne sikkert lære ham en ting eller to (ho ho ho) . Han har i hvert fald fået sig en lærestreg nu ved han at han skulle have brugt Snapchat.

Tænk hvis det var en kvindelig chef der måtte gå af på grund af sådan en privatfaglig grund, så havde der lydt et ramaskrig.
Jeg er begejstret for at Emma Holten bevarer perspektivet. Det er helt i skoven, med mindre der ER foregået afpresning.

For er der ikke det, burde det være helt på sin plads at Dyrby fortæller hvad der er sket, og kan han jo ikke afpresses, og så burde han stadig være chef.

Frank Hansen, Carsten Mortensen, erik mørk thomsen, Jørn Andersen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar