Læsetid: 4 min.

Enhedslisten vil vælge til – de andre vil vælge fra

Ja-partierne har fravalgt direktiver, som gavner ofre og udenlandske tiltaltes retssikkerhed. Men Enhedslisten stiller nu beslutningsforslag om at implementere rettighederne fra to af de fravalgte direktiver i dansk lov – men uden om EU
14. november 2015

Selvom Enhedslisten anbefaler danskerne at stemme nej den 3. december, har partiet ikke noget imod at lade sig inspirere af EU-lov. For eksempel synes partiet, at der er god ræson i, at et offer får ret til blive informeret, hvis gerningsmanden er blevet tildelt orlov fra sin fængselsstraf, og at det vil styrke retssikkerheden, hvis andre EU-borgere kan få oversat en dom skriftligt. Derfor stiller Enhedslisten nu beslutningsforslag om, at principperne fra tolke- og offerdirektiverne bliver en del af dansk lov.

»Vi vil foreslå at implementere de gode regler fra de to direktiver, som styrker retssikkerheden for tiltalte og ofre,« siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper til Information og understreger, at partiet vil implementere elementerne fra de to direktiver direkte i dansk lov – og ikke igennem EU.

»Det her er et eksempel på, hvordan Danmark kan gå foran uden afgive selvbestemmelse. Vi har ikke brug for EU for at lave god retspolitik,« siger Pernille Skipper.

Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, SF og Det Radikale Venstre har givet hinanden håndslag på, at de to direktiver, ligesom otte andre, ikke skal implementeres i dansk lov, hvis det bliver et ja den 3. december.

»Det vidner om, at de er ude i et ærinde, som ikke handler om at gøre tingene bedre for ofre eller mennesker, som er mistænkt for kriminalitet, men om at afgive selvbestemmelse til EU. De siger i deres kampagner, at valget blandt andet handler om at forbedre rettighederne for ofre for kriminalitet. Hvis de virkelig mente det, så ville de tage de her direktiver med,« siger Pernille Skipper, som afviser justitsminister Søren Pinds (V) påstand om, at ja-partierne kun har tilvalgt de retsakter, som vil gavne danske statsborgere.

»Det er noget, han påstår for at dække en flanke til DF af og fremstå hård over for udlændinge. Hvis man kigger på de direktiver, de har valgt, hvor vi kommer til at afgive suverænitet, for eksempel til udenlandske domstole, som kan give ordre til ransagning i Danmark, så er det jo ikke ligefrem noget, som gavner danske borgeres retssikkerhed,« siger hun med henvisning til direktivet om den europæiske efterforskningskendelse, som aftalepartierne er enige om, at Danmark bør tilslutte sig. Hun peger også på, at offerdirektivet ville gavne danske borgere.

DF: Hvorfor bruge EU-direktiv

Samtidig afviser hun aftalepartiernes argumentation, om at det ville være dyrt at implementere rettighederne fra tolke- og offerdirektivet.

»Jeg tror nærmere, at det er spørgsmål om, at man vil bilde vælgere ind, at man laver en tilvalgsordning, og så er man nødt til at vælge noget fra. Men så synes jeg bare, det påfaldende, at de vil vælge det fra, som vil gavne retssikkerheden.«

Hos Folketingets andet nej-parti, Dansk Folkeparti, er man ikke begejstret for Enhedslistens forslag.

»Tolkedirektivet giver rettigheder for tolkning til udenlandske statsborgere, og det vil vi ikke medvirke til. Man skal huske på, at det jo er sådan et integrationsagtigt initiativ fra EU, som er med til at understøtte, at Danmark ikke har dansk som nationalsprog,« siger partiets EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth, som vil undersøge, om partiet vil stemme for principperne fra offerdirektivet.

»Vi er jo ikke på nogen måde modstandere af at forbedre situationen for ofre. Det har tværtimod været et kardinalpunkt for os, men jeg er usikker på, om man får bedre vilkår som følge af det her direktiv,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Han stiller sig uforstående over for, at Enhedslisten har ladet sig inspirere af EU.

»Jeg synes helt overordnet, at det er mærkværdigt, at fordi der står i et direktiv fra EU, at de her regler skal gælde, så tager vi og inkorporer det i dansk ret.«

– Men de vil ikke inkorporere et EU-direktiv i dansk lov. De vil tage indholdet fra direktivet og gøre det til dansk lov?

»Og det er selvfølgelig også udmærket. Jeg fatter simpelthen bare ikke, hvorfor man tager udgangspunkt i et EU-direktiv i stedet for selv at præsentere, hvad man vil.«

S: Parat til en drøftelse

I ja-partiernes aftale om, hvilke retsakter Danmarks bør tilslutte sig, skriver de, at de »er enige om at drøfte, om der er dele af offerdirektivet, som skal gennemføres i dansk lov«. Det har ikke været muligt at få justitsminister Søren Pind eller EU-ordfører Morten Løkkegaard til at svare på, om det betyder, at Venstre vil stemme ja til Enhedslistens beslutningsforslag.

Socialdemokraterne forholder sig positivt til forslaget om at implementere elementerne fra offerdirektivet.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at offerdirektivet har været et ønske for Socialdemokraterne, men udgangspunktet for den her afstemning er enighed på tværs af partierne. Samtidig var det aftalen, at der ikke var noget til hinder for at indføre principperne fra offerdirektivet som en ganske almindelig dansk folketingsbeslutning. Så vi drøfter gerne med Enhedslisten, at de elementer af offerdirektivet, som ikke allerede er en del af dansk lovgivning, kan blive det,« siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen, som stiller sig mere tvivlende over for forslaget om at implementere elementerne fra tolkedirektivet.

»Umiddelbart er det ikke et af de områder, som vi ser det største behov for at ændre ved. I første omgang er det ofrene, vi har været optaget af, og vi ser ikke noget stort behov for at ændre de gældende regler for tolke. Men vi tager selvfølgelig gerne en drøftelse af det,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Så længe det nuværende EU, er ved at køre sig selv ud på et sidespor, vil også mit klare "NEJ" ved folkeafstemningen den 3 december være den bedste løsning for danmark som for EU.

Jeg er fuld EU tilhænger, men jeg er samtidig modstander et EU, styret af "lobbyister",mafionister,loger, og korrupte styresystemer.