
På bare 36 timer nåede et tv-klip med Dansk Psykolog Forenings formand, Eva Secher Mathiasen, ud til 1,2 millioner danskere. Igen og igen blev klippet fra DR 2’s Debatten delt på nettet.
Folk foreslog hende til posten som landets næste statsminister og hyldede hende for at sige ordene: »Jeg ønsker politikere, der har visioner for et samfund, hvor alle har det godt« lige op i ansigtet på beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
Morgenen efter tv-debatten satte Eva Secher Mathiasen sig på et fly og fløj til Stockholm. En kollega fortalte hende, at klippet nu var set af 40.000 danskere. Det syntes de begge var ret vildt.
Da hun landede tilbage i Kastrup Lufthavn blev hun genkendt af et fremmed menneske, som sagde »Eva, det er jo dig!«
Folk ringede, skrev og takkede hende for at turde. De fortalte, at de ligesom hende har fået nok af politikere, der dyrker konkurrencestat og alt muligt andet end det gode liv.
Eva Secher Mathiasen kalder reaktionerne en lovestorm, og selv om hun har været formand for Dansk Psykolog Forening siden 2012, har hun aldrig før oplevet at få så meget opmærksomhed.
»Det er selvfølgelig skønt, men det bekymrer mig også,« siger Eva Secher Mathiasen og skutter sig mod den kolde novembervind.
Egentligt skulle hun prøve at holde fri i dag. Alligevel er hun taget ind på kontoret på Østerbro for at holde møder og for at tale med Information om den rolle, hun for nylig har indtaget i den offentlige debat. Hun foreslår, at vi går en tur på Kastellet, for så minder det trods alt lidt om fridag og mindre om skrivebord.
Læs også: Målet med politik er det gode liv – ikke en stærk stat
»Efter Debatten blev jeg italesat som en, der var ’magisk’,« siger hun. »Endelig kom du,« var der folk, der sagde.
»Men jeg kan jo ikke leve op til den helterolle, jeg er blevet tildelt. Det, jeg sagde, var i virkeligheden ikke særligt klogt sagt. Enhver anden, der synes, at politikernes vigtigste opgave bør være at få folk til at trives, kunne have sagt det. Nu var det tilfældigvis bare mig,« siger Eva Secher Mathiasen.
»Jeg vil gerne være en offentlig stemme, men jeg er ikke magisk. Derfor vil jeg gerne allerede nu kaste heltekappen af mig.«
Møtrikker i maskinen
Eva Secher Mathiasen er uforudsigelig. Hun har ikke lyst til at være venstrefløjens nye idol. Hun taler ikke om, at psykologerne skal tildeles flere penge. Hun kan finde på at spørge om to-go-kaffe i en gammel smørebrødsbutik og har lige udruget en kylling i en rugekasse.
Hun har det svært med definerede autoriteter. Det er både hendes styrke og hendes svaghed. Hun mener, at man har den autoritet, man får med den adfærd, man har. Derfor har hun ingen problemer med at se Jørgen Neergaard Larsen i øjnene, mens hun efterlyser politikere med visioner.
Venstrefløjen vil gerne spænde hende for deres vogn, men selv siger hun, at hun ikke er »overordentligt« venstreorienteret.
Hun har en drøm om at gå ind i politik, men vil ikke sige for hvilket parti. Under alle omstændigheder tror hun ikke, at hun vil være nogen god partisoldat – hun egner sig ikke til at sige ting, som hun ikke mener. Hun kan se mange fornuftige liberale politiske initiativer. Billigere biler er dog ikke en af dem. Det kan ikke pisse hende af, at de borgerlige partier skåler i champagner ved vedtagelsen af finansloven, men det provokerer hende langt ind i sjælen, at billigere biler kan være et politisk mål i sig selv i en tid, hvor mange mennesker har det skidt.
Sundhedsstyrelsen har i en nylig rapport identificeret angst, stress og depression som folkesygdomme, og WHO vurderer, at depression om 30 år vil være den primære årsag til, at mennesker står uden for arbejdsmarkedet. Antallet af mennesker, der har det dårligt, stiger.
Læs også: Inklusion kræver viden og sparring
Eva Secher Mathiasens hypotese er, at konkurrencestaten giver os for lidt plads til at være noget for hinanden. For med konkurrencesamfundet følger en række krav til det enkelte menneske. Vi skal være hurtige, kloge, fornuftige, smukke, sunde og produktive.
»Jeg tror, at vi bliver syge, fordi vi hele tiden er nødt til at bruge kræfter for at være noget for os selv, og derfor har færre ressourcer til at være noget for hinanden. Vi tvinges til at isolere os omkring os selv, og det kan være enormt usundt,« siger hun.
Ifølge Eva Secher Mathiasen er det »toparrogant«, at politikerne pisker de syge og dem, der står uden for arbejdsmarkedet, som i forvejen befinder sig et sted i livet, hvor de ikke er fyldt med selvtillid. Det er ikke for sjov, at man er arbejdsløs. Det er ikke for sjov, at man er misbruger, og en psykisk lidelse er ikke noget, man kan tage sig sammen til at holde op med at have, siger hun.
»Politikere skal få os til at drømme om den fremtid, de taler om. Men jeg drømmer fandme ikke om noget konkurrencesamfund, hvor mine børn skal vokse om som møtrikker i den kæmpestore maskine, politikerne drømmer om, at Danmark skal blive i det globaliserede samfund. Det er, som om vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til«.
Rebel
Når Eva Secher Mathiasen bliver tændt, træder hendes vestjyske dialekt tydeligere frem. Hun kan ikke styre den, siger hun.
En gammel sort hund går forbi. Den går uden snor og kommer valsende langt bag sin ejer.
»Hva’ så tykke?,« siger Eva Secher Mathiasen og sætter sig på hug foran den. Hun er vild med dyr og har gået på landbrugsskole. Hun kan kastrere grise og trække en kalv ud af en ko. Hun ville gerne have landmandens viden, men hun fandt ud af, at hun ikke ville have landmandens arbejde.
I stedet begyndte hun at lave modellervoksfilm på teknisk skole. Hun hentede en gammel karakter frem fra sin fantasi og lavede filmen om Lille Hannibal, der bliver kidnappet af en heks og taget ud i skoven, hvor hun opererer et forstørrelsesglas ind i hans øje. Gennem det kan Hannibal se alle verdens uretfærdigheder.
Havde Eva Secher Mathiasen været studerende i dag under fremdriftsreformen, var hun nok aldrig blevet psykolog.
Foruden landbrugsskolen og teknisk skole læste hun biologi, men hun syntes, det handlede for lidt om genetik og neurologi. Psykologi interesserede hende, men først da nogen sagde, at det var svært at blive psykolog, søgte hun ind. Hun kan godt lide udfordringer.
Den attitude har altid fulgt med Eva Secher Mathiasen. Da hun som barn blev rusket af en lærer, bed hun tilbage.
Da en lærer bad hende om at samle et stykke papir op fra gulvet, som hun ikke havde smidt, gik hun hjem fra skole og lod papiret ligge.
Når hun bliver beskyldt for noget, hun ikke har gjort, nægter hun at tage imod sanktionen. På det punkt er hun kompromisløs. Hvis nogen kalder hende en helt, og hun ikke selv føler, at hun er det, er hun ikke nogen helt. Punktum.
Det skal ikke gås væk
Når Lille Hannibal med forstørrelsesglasset ser noget, der er uretfærdigt, siger han fra. Det gør Eva Secher Mathiasen også, men det er nyt, at hun gør det i medierne.
Derfor har mange måske tænkt: ’Hvor fa’en kom hun lige fra’, da hun pludselig stod der i tv og leverede en 78 sekunders opsang til landets politikere. Dansk Psykolog Forenings formænd har ikke tradition for at blande sig i den offentlige debat.
Selv om Eva Secher Mathiasen har været formand siden 2012, var det først dette efterår, at hun aktivt besluttede sig for at være en stemme i den offentlige debat. Hun havde særligt brug for at sige to ting: Ét, at psykologers viden skal inddrages i udviklingen af social- og sundhedspolitik.
»Jeg får ondt i maven af at tænke på de mange børn, der overhovedet ikke får de tilbud, de har brug for,« siger hun.
»Det er ikke usædvanligt, at en psykolog i en kommune kan konstatere, at et barn har angst og brug for behandling. Og så sker der det, at kommunen bestemmer, at det er et pædagogisk problem. Man ignorerer barnets tilstand og beslutter sig for, at det er noget andet, der skal til end det, fagpersonen anbefaler. Man vil aldrig gøre det samme andre steder. Hvis en læge siger, at et ben er brækket, og at den rigtige behandling er gips, så kommer der jo ikke en dårligere uddannet og siger: ’Nej, nej, det skal bare gås væk’.«
Det andet, Eva Secher Mathiasen føler, hun har brug for at sige, er stop. Måden, hvorpå vores politikere taler om udsatte borgere, har nået grænsen.
»Jeg er privilegeret. Jeg har fået min uddannelse, jeg er sund og rask, og jeg har et godt job. Det er ikke mig, der tales ned til. Jeg står op for de stressede, de deprimerede og de syge, som ikke bliver hjulpet til at få det bedre. Det kan godt være, at jeg arbejder mere end 60 timer om ugen og ofte sidder oppe om natten og læser rapporter, men jeg har selv indrettet mit liv sådan, og jeg har mulighed for at leve det liv, der er godt for mig,« siger hun.
Men det er langtfra alle, der har den mulighed. Stil 10 politikere op på en række og spørg dem: Hvad er formålet med politik? Og ingen vil svare: ’At mennesker trives og har det godt’, siger Eva Secher Mathiasen.
»Vi har fortjent politikere med større visioner. Derfor melder jeg mig i debatten, og her har jeg tænkt mig at blive.«
Et hvert samarbejde med - den menneskeligt set - blåfrosne regering forlænger blot vinteren, med forfærdelige frostskader til følge. Flere og flere mennesker rammes eller kender nogen, som bevidst bliver ødelagt af nedskæringerne.
Lad det ikke udvikle sig til en isvinter, der er langt til Sankt Hans, men optøningen kommer hvis vi vælger i stedet at prioritere de menneskelige værdier. Vi kan ikke finde den nye vej så længe de nuværende partier er over spærregrænsen, det er op til vælgerne at finde nye velfærdsvenlige partier og politikere af kød og blod.
De Radikale som blev halveret ved sidste valg pga deres samarbejde med de blåfrosne himler i øjeblikket op om humanisme m.m. alt sammen løgn, som vælger er man nødt til at se igennem disse massive løgne, se på hvad partierne stemmer på i forketingssalen, for eller imod velfærden.
Statsministeren tager til miljø topmøde og lader på tv som om han er ked af at vi ikke når at redde planeten, samtidigt med at der i regeringssamarbejdet står at miljøet bevidst skal ødelægges.
Der er oprettet teltlejre i Danmark - ved vintertid - samtidigt med at der er 180.000 ledige boliger, og huse rives ned i yderområderne fordi der ikke er folk til at bebo dem. En stivfrossen såkaldt Integrations- og Udviklingsminister er menneskelig kold, hvad er ministerens egen pris for dette, vel omkring 1.2 millioner, plus vederlag plus pensioner osv, alt sammen luner, hav en god jul.
Er den nuværende politik virkeligt pengene værd, hvor langt vil vælgerne gå for at få den næste nye gaget/udenlandsrejse? Hvad med de mennesker som betaler prisen, er de menneskelige omkostninger efterhånden ikke for høje, hvornår siger flertallet stop?
Miljøet, ulandsbistanden, kontanthjælpsmodtagerne, dagpengemodtagerne, ansøgerne til førtidspension, uddannelserne, forskningen, hele velfærdsområdet bliver bevidst ødelagt, kun med et formål - at føre pengene hen til dem som har så rigeligt i forvejen, der er ingen krise for de 51 % af de rigeste, den såkaldte krise er en stor probaganda.
Yeps Peter Sterling. Den teltlejr er en ondskabsfuldhed. Det understreges yderligere af, at Thisted kommune havde fundet indkvartering. Men det passede ikke Støjberg og Martin Henriksen.
@ Lars Dahl. Spis lige brød til! Jeg talte fra begyndelsen om europæisk og dansk humanistisk tradition og ikke andet. I den forbindelse er det umuligt at komme uden om Grundtvig, hvis man vil bevare bare en smule historisk fornuft. Jeg taler ikke om Grundtvigs sammensatte person eller budskaber – det kan man altid endevende, men Grundtvigs genneralle indflydelse på humanismen og den måde hans tanker er blevet brugt på er uomtvistelig en del af vores humanistiske tradition. Det kan alverdens flue knepperi ikke lave om på!!
PS: det fulkomne eksistere ikke – andre har på denne tråd fremhævet Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij’s humanisme og traditionen derfra. Jeg gav den et ”like”, vel vidende at for Dostojevskij gældt de humane tanker og respekten for individet ikke jøderne. Alligevel anderkender jeg mandens indflydelse på rigtig mange andre mennesker og dermed på vores humanistiske tradition. At hverken han eller Grundtvig var fuldkommende, gør dem jo ikke til meningsløse bagateller. Støre og fuldkommende personer fulgte efter f.eks. Lars Dahl & Michael Borregaard
"Et samfund, hvor alle har det godt". Det lyder, som om ESM har fundet noget enestående og fornyende. Mig bekendt har mange før hende sagt det samme, så noget enestående er det ikke. Og hun siger ikke noget om, hvordan samfundet opnår det, så foreløbig er der tale om en gammel floskel og intet andet.
Fantastisk menneske med meget tiltrængte holdninger til mennesker. Hvorfor har vi ikke sådanne folk i folketinget?
Peter Juhl Petersen - Henrik Day Poulsen er psykiater og (også) som sådan altså i en helt anden boldgade.
At blive delt millionvis af gange på nettet er den største triumf en moderne dansker kan opnå. Det overgår X-faktor, Melodi-Grandprix og salg af it-virksomhed til udenlandsk gigant.
Den aktuelle person, der taler om simpelt menneskeværd, bliver nu hævet op i medierne til stjernestatus, i avisen med hende, fotograf ud, Blå bog, hele mollevitten, selvom det egentlig ikke er hende, det drejer sig om.
Michael Kongstad Nielsen, at få sine tanker spredt i stort tal på facebook er det, vi gamle dage kaldte, at en idé spredte sig som en steppebrand.
En betydelig opbakning bag det mest konsistente, men i dag også revolutionære budskab, man kan udbrede, understreger den tonedøvhed, politikerne udtrykker i forhold til det samfund, vi ønsker at udvikle.
Peter Sterling, du har evigt ret og jeg tror desværre, at en af grundene til at en stor del af disse evige gentagelser af fidusmanøvrer blandt politikere vil fortsætte, så længe den store danske middelklasse bliver ved med at ha' det (relativt) godt. Så bliver de ved med at stemme ud fra dybt overfladiske parametre, dog primært ud fra hvad der gavner dem selv og ikke nødvendigvis samfundet. Med andre ord: "they don't really give a s..."
Og ganske som Fru Clinton, ved de danske politikere udmærket godt, at de skal holde nallerne fra middelklassen. For hvis de også bliver ramt af nedskæringerne og bliver pissed off, så vakler taburetterne.
Og imens middelklassen piller sig i navlen og tror der stadig står 1993 på kalenderen, fortsætter det uendelige eliteimperium ufortrødent.
"Control the middle-class, and you can do whatever you want"
interessant læsning: http://modkraft.dk/artikel/empati-er-betingelse-underminere-terror
Det som Eva Secher Mathiasen sagde så knistrende klart og korrekt, er ikke specielt venstreprienteret. Det var socialdemokraten Bjarne Corydon der fablede om 'konkurrencestaten'. Det var Thorning der snakkede om øgede krav i Folkeskolen. De som dyrker konkurrencestaten og pisker andre frem, stemmer også på centrum-venstre, sidder i ledende stillinger og udklækkes også på RUC. Hell, de læser sågar Information! Konkurrencen, vækstfilosofien - alt det stress og jag og et stadig hurtigere tempo, har ingen politisk label. Det er en omsiggribende psykose der influerer på os alle. Men oprøret er heldigvis på vej.
Thomas Tiedje, du har helt ret - og det er bemærkelsesværdigt, at modstanderne spreder sig over hele det politiske felt, hvad afstemningen om retsforbeholdet også demonstrerede. Det handler om ekstraordinær generalforsamling i foreningen, hvor medlemmerne ikke vil finde sig i, at bestyrelsen handler mis med foreningens kapital og vedtægter.
Magteliten befinder sig på et meget primitivt udviklingsniveau. Den er ikke rigtig kravlet ned fra træerne, ikke rigtig kommet ud af reptilhjernens undergrunde.
Efter store krige, hvor alt handler om genopbygning, ser vi tilløb til altruisme, som desværre hurtigt og ligefrem proportionalt med etableringen af de nye samfundsstrukturer stivner i en forståelig frygtbaseret adfærd, som er skabt af arv og miljø. Skruen er uden ende, indtil fordelene ved et samarbejdssamfund fremfor et privatkapitaliserende og indbyrdes konkurrerende samfund vil fremstå tydeligt for selv de mest fatsvage. Spørgsmålet er, hvor ofte menneskeheden skal igennem denne skærsild før brændt barn skyer ilden nok til at omgås den med rettidig omhu?
Man kan ikke være ved sine fulde fem og samtidig forsvare magtelitens økonomiske politik. Selv hillary clinton taler om, at trickle down ikke fungerer, og at de rige skal bidrage til fællesskabet med mere end krummerne fra deres borde.
Grundlaget for magtelitens position må og skal anfægtes, den bør ikke tillades uimodsagt at advokere for, at den er bedst til at forvalte fællesejet, når det nu så indlysende ikke er tilfældet. Døm den på dens resultater, og forsøg så et forsvar for metoden. Det burde ikke være muligt, men alle kneb gælder åbenbart i denne krig, som magteliten er for ignorant til at fatte, at den også fører mod sig selv.
Når den miljø-og socioøkonomiske ubalance øges, er det kun et spørgsmål om tid, før sammenbruddet indtræder. Logik for burhøns, men ikke for magteliten hvis fokus udelukkende synes at være en fastholdelse af egne privilegier - en psykologisk tilstand skabt af den førnævnte selvforstærkende frygtspiral, som igen er en uundgåelig følge af den miljø-og socioøkonomiske historie og af den iboende agenda i konkurrencestatens gladiatorkampe om overlevelsesressourcer. Vanvittig uintelligent overlevelsesstrategi - som at pisse i bukserne for at holde varmen - og magteliten og dens hjerne-og hjertedøde kompagnoner er åbenbart enten for dumme og/eller korrupte (hvilket egl er det samme) til at begribe, at fordi penge er magt, er ødelæggelserne, konflikterne, nøden og elendigheden deres skyld. Og hvis magteliten ikke læser skriften på væggen, og blot fortsat ignorerer sit ansvar, vil ubalancen eskalere og på et tidspunkt uundgåeligt ramme den selv.
Men magten synes at gøre både blind og døv, så tak til psykologernes forkvinde for i bedste sendetid at vove at tale magten midt imod. Men på trods af at magtens intellektuelle fattigdom er afsløret, bringes alligevel diverse former for magtmisbrug i anvendelse - mørklægningslove, mediemanipulering, vildledning, løgn og bedrag. Den samlende vision er i den kollektive bevidsthed kun i sin vorden, og imens er det stadig de svage, som betaler den højeste pris for dens fravær.
Magten må udfordres, magtanalysen præciseres, og bedraget, om at magteliten tjener kollektivet, må afsløres og demonteres.
Denne kvinde gør mig atter stolt af min art!
Så længe nogen med en indkomst over 500.000 også kan blive socialt indigneret er der håb. Ikke at pengene skal være afgørende, men det er immervæk en indikator for ressourcer.
En dejlig stemme har lydt - udover det sædvanlige. Utroligt at det først høres nu - at alle mennesker har værdi. Det burde være en selvfølge - da samfundets fundament er os mennesker - fysiske, psykiske og sociale væsener. Vi er ET stort fællesskab der påvirker og påvirkes af hinanden og som vort samfund skal bygges videre på. Ønsker for 2020 - et mere menneskeværdigt samfund, tak.
Sider