’Vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til’

På bare 36 timer nåede et tv-klip med Dansk Psykolog Forenings formand, Eva Secher Mathiasen, ud til 1,2 millioner danskere. Igen og igen blev klippet fra DR 2’s Debatten delt på nettet.

Folk foreslog hende til posten som landets næste statsminister og hyldede hende for at sige ordene: »Jeg ønsker politikere, der har visioner for et samfund, hvor alle har det godt« lige op i ansigtet på beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Morgenen efter tv-debatten satte Eva Secher Mathiasen sig på et fly og fløj til Stockholm. En kollega fortalte hende, at klippet nu var set af 40.000 danskere. Det syntes de begge var ret vildt.

Da hun landede tilbage i Kastrup Lufthavn blev hun genkendt af et fremmed menneske, som sagde »Eva, det er jo dig!«

Folk ringede, skrev og takkede hende for at turde. De fortalte, at de ligesom hende har fået nok af politikere, der dyrker konkurrencestat og alt muligt andet end det gode liv.

Eva Secher Mathiasen kalder reaktionerne en lovestorm, og selv om hun har været formand for Dansk Psykolog Forening siden 2012, har hun aldrig før oplevet at få så meget opmærksomhed.

»Det er selvfølgelig skønt, men det bekymrer mig også,« siger Eva Secher Mathiasen og skutter sig mod den kolde novembervind.

Egentligt skulle hun prøve at holde fri i dag. Alligevel er hun taget ind på kontoret på Østerbro for at holde møder og for at tale med Information om den rolle, hun for nylig har indtaget i den offentlige debat. Hun foreslår, at vi går en tur på Kastellet, for så minder det trods alt lidt om fridag og mindre om skrivebord.

Læs også: Målet med politik er det gode liv – ikke en stærk stat

»Efter Debatten blev jeg italesat som en, der var ’magisk’,« siger hun. »Endelig kom du,« var der folk, der sagde.

»Men jeg kan jo ikke leve op til den helterolle, jeg er blevet tildelt. Det, jeg sagde, var i virkeligheden ikke særligt klogt sagt. Enhver anden, der synes, at politikernes vigtigste opgave bør være at få folk til at trives, kunne have sagt det. Nu var det tilfældigvis bare mig,« siger Eva Secher Mathiasen.

»Jeg vil gerne være en offentlig stemme, men jeg er ikke magisk. Derfor vil jeg gerne allerede nu kaste heltekappen af mig.«

Møtrikker i maskinen

Eva Secher Mathiasen er uforudsigelig. Hun har ikke lyst til at være venstrefløjens nye idol. Hun taler ikke om, at psykologerne skal tildeles flere penge. Hun kan finde på at spørge om to-go-kaffe i en gammel smørebrødsbutik og har lige udruget en kylling i en rugekasse.

Hun har det svært med definerede autoriteter. Det er både hendes styrke og hendes svaghed. Hun mener, at man har den autoritet, man får med den adfærd, man har. Derfor har hun ingen problemer med at se Jørgen Neergaard Larsen i øjnene, mens hun efterlyser politikere med visioner.

Venstrefløjen vil gerne spænde hende for deres vogn, men selv siger hun, at hun ikke er »overordentligt« venstreorienteret.

Hun har en drøm om at gå ind i politik, men vil ikke sige for hvilket parti. Under alle omstændigheder tror hun ikke, at hun vil være nogen god partisoldat – hun egner sig ikke til at sige ting, som hun ikke mener. Hun kan se mange fornuftige liberale politiske initiativer. Billigere biler er dog ikke en af dem. Det kan ikke pisse hende af, at de borgerlige partier skåler i champagner ved vedtagelsen af finansloven, men det provokerer hende langt ind i sjælen, at billigere biler kan være et politisk mål i sig selv i en tid, hvor mange mennesker har det skidt.

Sundhedsstyrelsen har i en nylig rapport identificeret angst, stress og depression som folkesygdomme, og WHO vurderer, at depression om 30 år vil være den primære årsag til, at mennesker står uden for arbejdsmarkedet. Antallet af mennesker, der har det dårligt, stiger.

Læs også: Inklusion kræver viden og sparring

Eva Secher Mathiasens hypotese er, at konkurrencestaten giver os for lidt plads til at være noget for hinanden. For med konkurrencesamfundet følger en række krav til det enkelte menneske. Vi skal være hurtige, kloge, fornuftige, smukke, sunde og produktive.

»Jeg tror, at vi bliver syge, fordi vi hele tiden er nødt til at bruge kræfter for at være noget for os selv, og derfor har færre ressourcer til at være noget for hinanden. Vi tvinges til at isolere os omkring os selv, og det kan være enormt usundt,« siger hun.

Ifølge Eva Secher Mathiasen er det »toparrogant«, at politikerne pisker de syge og dem, der står uden for arbejdsmarkedet, som i forvejen befinder sig et sted i livet, hvor de ikke er fyldt med selvtillid. Det er ikke for sjov, at man er arbejdsløs. Det er ikke for sjov, at man er misbruger, og en psykisk lidelse er ikke noget, man kan tage sig sammen til at holde op med at have, siger hun.

»Politikere skal få os til at drømme om den fremtid, de taler om. Men jeg drømmer fandme ikke om noget konkurrencesamfund, hvor mine børn skal vokse om som møtrikker i den kæmpestore maskine, politikerne drømmer om, at Danmark skal blive i det globaliserede samfund. Det er, som om vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til«.

Rebel

Når Eva Secher Mathiasen bliver tændt, træder hendes vestjyske dialekt tydeligere frem. Hun kan ikke styre den, siger hun.

En gammel sort hund går forbi. Den går uden snor og kommer valsende langt bag sin ejer.

»Hva’ så tykke?,« siger Eva Secher Mathiasen og sætter sig på hug foran den. Hun er vild med dyr og har gået på landbrugsskole. Hun kan kastrere grise og trække en kalv ud af en ko. Hun ville gerne have landmandens viden, men hun fandt ud af, at hun ikke ville have landmandens arbejde.

I stedet begyndte hun at lave modellervoksfilm på teknisk skole. Hun hentede en gammel karakter frem fra sin fantasi og lavede filmen om Lille Hannibal, der bliver kidnappet af en heks og taget ud i skoven, hvor hun opererer et forstørrelsesglas ind i hans øje. Gennem det kan Hannibal se alle verdens uretfærdigheder.

Havde Eva Secher Mathiasen været studerende i dag under fremdriftsreformen, var hun nok aldrig blevet psykolog.

Foruden landbrugsskolen og teknisk skole læste hun biologi, men hun syntes, det handlede for lidt om genetik og neurologi. Psykologi interesserede hende, men først da nogen sagde, at det var svært at blive psykolog, søgte hun ind. Hun kan godt lide udfordringer.

Den attitude har altid fulgt med Eva Secher Mathiasen. Da hun som barn blev rusket af en lærer, bed hun tilbage.

Da en lærer bad hende om at samle et stykke papir op fra gulvet, som hun ikke havde smidt, gik hun hjem fra skole og lod papiret ligge.

Når hun bliver beskyldt for noget, hun ikke har gjort, nægter hun at tage imod sanktionen. På det punkt er hun kompromisløs. Hvis nogen kalder hende en helt, og hun ikke selv føler, at hun er det, er hun ikke nogen helt. Punktum.

Det skal ikke gås væk

Når Lille Hannibal med forstørrelsesglasset ser noget, der er uretfærdigt, siger han fra. Det gør Eva Secher Mathiasen også, men det er nyt, at hun gør det i medierne.

Derfor har mange måske tænkt: ’Hvor fa’en kom hun lige fra’, da hun pludselig stod der i tv og leverede en 78 sekunders opsang til landets politikere. Dansk Psykolog Forenings formænd har ikke tradition for at blande sig i den offentlige debat.

Selv om Eva Secher Mathiasen har været formand siden 2012, var det først dette efterår, at hun aktivt besluttede sig for at være en stemme i den offentlige debat. Hun havde særligt brug for at sige to ting: Ét, at psykologers viden skal inddrages i udviklingen af social- og sundhedspolitik.

»Jeg får ondt i maven af at tænke på de mange børn, der overhovedet ikke får de tilbud, de har brug for,« siger hun.

»Det er ikke usædvanligt, at en psykolog i en kommune kan konstatere, at et barn har angst og brug for behandling. Og så sker der det, at kommunen bestemmer, at det er et pædagogisk problem. Man ignorerer barnets tilstand og beslutter sig for, at det er noget andet, der skal til end det, fagpersonen anbefaler. Man vil aldrig gøre det samme andre steder. Hvis en læge siger, at et ben er brækket, og at den rigtige behandling er gips, så kommer der jo ikke en dårligere uddannet og siger: ’Nej, nej, det skal bare gås væk’.«

Det andet, Eva Secher Mathiasen føler, hun har brug for at sige, er stop. Måden, hvorpå vores politikere taler om udsatte borgere, har nået grænsen.

»Jeg er privilegeret. Jeg har fået min uddannelse, jeg er sund og rask, og jeg har et godt job. Det er ikke mig, der tales ned til. Jeg står op for de stressede, de deprimerede og de syge, som ikke bliver hjulpet til at få det bedre. Det kan godt være, at jeg arbejder mere end 60 timer om ugen og ofte sidder oppe om natten og læser rapporter, men jeg har selv indrettet mit liv sådan, og jeg har mulighed for at leve det liv, der er godt for mig,« siger hun.

Men det er langtfra alle, der har den mulighed. Stil 10 politikere op på en række og spørg dem: Hvad er formålet med politik? Og ingen vil svare: ’At mennesker trives og har det godt’, siger Eva Secher Mathiasen.

»Vi har fortjent politikere med større visioner. Derfor melder jeg mig i debatten, og her har jeg tænkt mig at blive.«