Analyse
Læsetid: 3 min.

Grønt set er finansloven sort

De konservative fik ikke sat grønne fingeraftryk. Natur- og miljøorganisationer er uhørt skarpe i deres kritik
Registreringsafgiften på biler sættes ned med 30 procent, og det er rigtigt skidt for klimaet. Man burde i stedet have sat pengene af til offentlig transport, mener Gitte Seeberg fra Verdensnaturfonden.

Martin Lehmann

Indland
20. november 2015

Trods en til tider luftet målsætning om at være ’regeringens grønne samvittighed’ er det ikke lykkedes Konservative at sætte synlige grønne aftryk på den finanslov, som Folketingets borgerlige flertal i går nåede til enighed om. De konservative har måttet nøjes med at tage sig betalt med en fastfrossen grundskyld.

Den kurs, som Venstre-regeringen og dens flertal lægger sig på i forhold til natur, miljø og klima, er meget langt fra den konservative Poul Schlüters borgerlige regeringer 1982-93. Her lykkedes det de konservative – ved hjælp af regeringens mindre partier og en gang imellem ved hjælp af oppositionen – at tvinge Venstre til at stemme for stramninger og afstå fra forringelser. Under Løkke er situationen den, at Venstre i sin miljømodvilje overgås af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og at de konservative under den tidligere Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen ikke har nogen reel vilje til at bringe ofre for en grøn politik.

Derfor kunne SF’s formand Pia Olsen Dyhr i går med tilpas afmålt forargelse konstatere, at finansloven »barberer alle de områder, der skal gøre fremtiden bedre for de kommende generationer«.

Uhørt skarp

Fra de grønne organisationer er kritikken af finanslovforliget holdt i meget skarpe vendinger. Endda uhørt skarpe når det drejer sig om den danske afdeling af WWF, Verdensnaturfonden, der herhjemme som sin præsident har Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen. Tidligere har WWF både af hensyn til royale protektorer og erhvervsnotabiliteter i bestyrelsen været omhyggelig med at formulere sig i urbane, videnskabeligt funderede vendinger. Men ikke længere. Efter det tidligere konservative folketingsmedlem Gitte Seeberg er blevet WWF’s generalsekretær og de borgerlige partier har droppet miljøet, er tonen blevet bramfri. I går affyrede Gitte Seeberg denne salve mod finanslovforliget: »Liberal Alliances hedeste bildrømme er gået i opfyldelse. Registreringsafgiften sættes ned med 30 procent. Det er rigtigt skidt for klimaet. Man burde i stedet have sat pengene af til offentlig transport.«

Og endnu barskere fra Gitte Seeberg: »Landbruget har fået alt, hvad erhvervet peger på. Og så sætter man – som et plaster på såret – en lille pulje af til at afbøde virkningerne af miljøsvineriet. Det er rent ud sagt molboagtigt.«

Det afsluttende smæld fra Seeberg lyder: »Det ligner en finanslov fra det forrige århundrede. Ikke et ord om klimaet – og hvor blev valgløfterne om penge til urørt skov af?«

Danmarks Naturfredningsforening er ikke meget høfligere. Foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, erklærer om begunstigelsen af landbruget:

»Et enkelt erhverv har igen fået en stor hjælpepakke på skatteydernes regning, mens vores fælles natur og miljø derimod har fået én over snuden.«

Naturfredningsforeningen konstaterer, at regningen for genopretning af den belastede natur »sendes videre til de næste generationer«: »De naturindsatser, der skulle ske via Naturplan Danmark er skåret bort alle sammen.«

Finansloven og de grønne organisationers kritik kommer samtidig med, at Folketinget førstebehandler miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens lovforslag om at opgive de randzoner, som den forrige Venstre-ledede regering i 2011 selv var med til at indføre. Meningen med randzoner er at værne vandløb og søer mod landbrugets forurening.

Senere følger den nuværende Venstre-regerings lovforslag om at åbne Danmarks kyster for bebyggelser – og om andre tilbagerulninger af de sidste årtiers natur- og miljølovgivning.

Man kan se det som et led i et overordnet mønster, hvor højrepartierne herhjemme følger udviklingen i USA. Her har Det Republikanske Partis højrefløj nu gjort natur- og miljøbeskyttelse til genstand for hadekampagner. I 1970’erne oprettede den amerikanske, republikanske præsident Nixon den amerikanske miljøstyrelse. Nu bekæmper hans konservative arvtagere al miljøadministration som overgreb mod borgerne.

Man skal ikke blive forbløffet, hvis udviklingen herhjemme bliver ved med at følge trop med den amerikanske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I samme ånd og hertil kommer, at nu er det for sent at slå ned på MRSA-spredningen på grund af en helt utrolig venlig, eftergivende og slap holdning til landbruget. Hvornår tidligere har så evidente erhvervsinteresser stået i vejen for effektiv bekæmpelse af spredning af bakterier, som med de kendte midler ikke kan udryddes, og som vil kunne true folkesundheden (sikkert flere gange end vi aner, men alligevel)? De spiller et spil, hvis konsekvenser de jo slet ikke har fantasi til at forestille sig - eller også er de ekstremt dumme og miljøskadede. Se: http://www.dr.dk/nyheder/indland/ekspert-sent-slaa-svine-mrsa-ned

Niels-Simon Larsen

Man skal have stærke nerver for at følge med i regeringens miljøvandalisme.