Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ingen ekstra hjælp fra Støjberg til uledsagede flygtningebørn

Udlændingestyrelsen vil ikke indføre hasteprocedure for familiesammenføring til uledsagede flygtningebørn, fordi de sager ofte kræver særlige undersøgelser og vurderinger. Det har Inger Støjberg meddelt Folketinget. Men det er det rene vrøvl, lyder kritikken
14-årige Ahmed Jabbar fra Syrien er et af de mange mindreårige flygtningebørn, der venter og venter og venter på at få sine forældre familiesammenført til Danmark. Enhedslisten kalder nu udlændingeminister Inger Støjberg (V) i samråd om den lange ventetid for at få en forklaring på, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke indfører en hasteprocedure for familiesammenføringssager for mindreårige i Danmark.

Ulrik Hasemann

Indland
26. november 2015

Husker du sagen fra sidste måned om den syvårige pige ’Maya’, der efter at være flygtet fra Syrien sammen med sin onkel foreløbig har ventet næsten et år i Danmark på at få familiesammenført sine forældre?

Står det til udlændingeminister Inger Støjberg (V) og Udlændingestyrelsen skal ’Maya’ og med hende 127 andre mindreårige uledsagede flygtningebørn ikke forvente nogen særbehandling eller hasteprocedure fra de danske myndigheders side.

Det fremgår af et svar fra Inger Støjberg til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Her henviser ministeren til en udtalelse fra Udlændingstyrelsen, der behandler sager om familiesammenføring, men som »ikke finder grundlag for generelt at hastebehandle« ansøgninger om familiesammenføring fra mindreårige, der er kommet til Danmark som uledsagede flygtningebørn.

Udlændingestyrelsen argumenterer med, at ansøgningerne fra de mindreårige skal behandles efter en særlig bestemmelse i udlændingeloven, og at disse sager »kræver ofte særlige undersøgelser og vurderinger«, som styrelsen skriver.

Men det er det rene vrøvl, siger advokat og udlændingelovsekspert Eddie Khawaja, der arbejder for Homann Advokater og tidligere har arbejdet både i Institut for Menneskerettigheder og Justitsministeriet. Han har også været advokat for syvårige ’Maya’.

»I sager, hvor mindreårige uledsagede flygtningebørn, der har fået ophold i Danmark, søger familiesammenføring med deres forældre, er der ikke nogen ’særlige undersøgelser’ eller ’særlige forhold’, der skal vurderes. Det eneste, der skal vurderes, er slægtskabet, altså om der vitterligt er tale om barnets forældre. Hvis der er slægtskab, så har barnet ret til at få sine forældre familiesammenført,« siger Eddie Khawaja og henviser i den forbindelse både til FN’s Børnekonvention og til artikel otte i Den Europæiske Menneskeretskonvention, der sikrer retten til et familieliv.

»Så det er efter min mening noget vrøvl, at Udlændingestyrelsen ikke kan indføre en hasteprocedure for mindreårige børn, fordi deres familiesammenføringssager skulle være særligt vanskelige at vurdere,« tilføjer advokaten.

To ud af tre børn venter

Siden 2011 og frem til den 1. november i år har Udlændingestyrelsen registreret 185 ansøgninger om familiesammenføring, hvor referencen er et mindreårigt flygtningebarn med ophold i Danmark. Det fremgår af et andet aktuelt svar til Folketinget fra udlændingeministeren. Det fremgår også, at der ofte er endog meget lange ventetider for mange af de mindreårige, der har søgt om at få deres forældre til Danmark.

Af de 185 ansøgninger har styrelsen givet tilladelse til familiesammenføring i 34 sager, 23 er afslået, mens ikke færre end 128 stadig er verserende. Det svarer til to ud af tre sager. Blandt de verserende sager er der fire, hvor ansøgningen er indgivet før 2014, så børnene har altså måttet vente i to år eller længere.

Sidste år modtog styrelsen 70 ansøgninger fra mindreårige s, og af dem er flere end halvdelen stadig verserende. I år har styrelsen modtaget 89 ansøgninger, og heraf er 88 stadig verserende.

»På baggrund af de meget lange ventetider, og at det er indgribende for et barn at være adskilt fra sine forældre, synes jeg, at Udlændingestyrelsen bør iværksætte en særlig hasteprocedure,« siger Eddie Khawaja.

Det samme mener børnepolitisk rådgiver Inger Neufeld fra Red Barnet.

»Myndighederne må lægge ansøgningerne fra børn om familiesammenføring øverst i bunkerne. Danmark skal ifølge Børnekonventionen sikre at ansøgninger om familiesammenføring fra børn behandles på en positiv, human og hurtig måde. Men det kan man ikke sige, at myndighederne gør,« siger hun med henvisning til de lange ventetider. Hun tilføjer:

»Vi hører om, hvor svært det er for de uledsagede børn at håndtere deres angst, hvis deres forældre stadig er i krigsområderne. Børnene kan ofte følge med i nyhederne og se, hvor alvorlig situationen er, og de forestiller sig det allerværste for deres far eller mor. Det er en helt urimelig belastning, som er rigtig svær for et barn at håndtere.«

Enhedslisten vil nu indkalde Inger Støjberg til et samråd om de mange måneder, som mindreårige skal vente på at få deres forældre til Danmark.

»Når der er tale om uledsagede børn, bør myndighederne gøre alt, hvad de overhovedet kan for så hurtigt som muligt at få dem sammenbragt med deres forældre. Familiesammenføring haster altid, men i de situationer, hvor et barn venter på sine forældre, der endog kan være i livsfare, så er det langtfra tilfredsstillende med så lange ventetider,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der tværtimod finder de lange sagsbehandlingstider »temmelig rystende«.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spørgsmålet er reelt uden videre stillingtagen, om det er en procedure vi vil medvirke til at videreudvikle - at man sender børn på 7 år afsted?

Kristian Jensen

@ Anne Eriksen - Børn bliver mindst lige så let krigens ofre som voksne. Betegnelsen uledsagede dækker blot over at de ikke er sammen med en forælder. Maya rejste med sin onkel, nu er hun i sikkerhed. Selvfølgelig skal vi medvirket til at børn kommer i sikkerhed.

Elisabeth Andersen, Pia Qu og Niels Erik Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, at det er uforsvarligt at sende en 7årig afsted, også selvom det er med en slægtning, derfor.