’I har kaldt det voksenmobning. Jeg kalder det magtkamp’

LO’s nye formand tror på fællesskaber. Det hjalp hende gennem hårde magtkampe i LO, og det skal sikre fagbevægelsens fremtid. ’Jeg piver ikke. Det har jeg aldrig gjort, og det gjorde jeg heller ikke dér,’ siger hun
Jeg er leder, og en leder skal handle i både medvind og modvind. Det bliver aldrig hverdag at opsige medarbejdere, men nogle gange er det nødvendigt, siger Lizette Risgaard om sin beslutning om at fyre fire medlemmer af LO’s administrative topledelse kun tre dage efter, hun blev valgt.

Jeg er leder, og en leder skal handle i både medvind og modvind. Det bliver aldrig hverdag at opsige medarbejdere, men nogle gange er det nødvendigt, siger Lizette Risgaard om sin beslutning om at fyre fire medlemmer af LO’s administrative topledelse kun tre dage efter, hun blev valgt.

Sigrid Nygaard
1. december 2015

Fredag den 20. november kl. 14.38. Interview med Lizette Risgaard i LO’s bygning på Islands Brygge i København. Den nyvalgte formand griber min hånd i begge sine:

»Hvor er det godt, at det kunne lade sig gøre,« hilser hun. Lizette Risgaard er »socialt opmærksom«, siger kendere af LO, det er en af hendes styrker.

Men der er også en hård side af fortællingen. »Historisk« kaldte flere medier hendes spektakulære fyring af fire medlemmer af LO’s administrative topledelse kun tre dage efter, hun blev valgt. Fagbevægelsens kendere genfortalte rygter om Lizette Risgaards tid som næstformand, hvor hun blev holdt uden for vigtig kommunikation og konstant sat på sidelinjen af den øvrige ledelse. Hvem er Lizette Risgaard egentlig – offer eller kriger? Hvilken fremtid har fagbevægelsen med hende som chef?

»Jeg har aldrig været i tvivl om, at fællesskaber er vigtige. Retfærdighed og lige muligheder for alle har altid haft min interesse. Det er bedre, at mennesker står sammen, end at de kæmper hver for sig, for sammen kan vi noget.«

»Jeg er heller ikke blevet formand for LO ved at gå alene. Det er jeg blevet i samarbejde med mange andre, der ligesom jeg vil gøre arbejdslivet bedre for fagbevægelsens medlemmer. De har støttet mig, også da nogen forsøgte at ’skubbe’ mig ud på kongressen i 2011.«

»I har kaldt det voksenmobning. Jeg kalder det magtkamp. Det var bestemt ikke kønt, men sådan er magtkampe åbenbart – også i fagbevægelsen. Og jeg har det sådan her: Jeg piver ikke. Det har jeg aldrig gjort, og det gjorde jeg heller ikke dér. Den slags foregår i alle politiske systemer. Desværre. Jeg har tit ønsket, at man forenede kræfterne i stedet.«

»Ved du hvad – det er blandt andet det, jeg gerne vil ændre. Vi skal have en anden kultur, og det starter med én selv. Du skal behandle andre, som du vil behandles selv. Det har jeg lært hjemmefra, og det holder.«

Arbejderbarn

Vi sidder i et hjørnekontor. LO’s domicil ser ud som en anden udgave af Det Kongelige Biblioteks Sorte Diamant, der ligger et par kilometer derfra. Glas overalt i store, mørke partier. Udsigt til vand. Det føles, som om kontoret næsten flyder på det.

På den anden side af havnen ligger ejerlejligheder i mange millioner kroner-klassen, men Lizette Risgaards eget udgangspunkt i livet ligger langt fra dette. Hun er arbejderbarn fra Nørrebro og lærte tidligt, hvad fællesskab og modstandskraft betyder i et liv.

»Min mor er mit bedste billede på, hvor min tro på fællesskaber kommer fra. Min mor og far arbejdede altid hårdt, og for min far var der perioder med arbejdsløshed. De var ufaglærte. Min mor har gjort rent, været på kontor og arbejdet på fabrik. Men uanset, hvilket job hun havde, fortalte hun, og jeg kunne se det selv, at det var bedre at stå sammen i de konflikter, der altid opstår i en arbejdsgiver-arbejdstager-relation. Sammen kunne de afværge fyringer og flytte noget.«

»Min far og mor blev skilt, da jeg var 10. Men de var stadig gode venner. Det var man ikke nødvendigvis dengang i starten af 70’erne, hvis man overhovedet blev skilt. Min far flyttede til Nordjylland. Men min mor tog nogle gange med mig og besøgte ham, hun var også sammen med hans nye kone. Vi var én stor familie. På den måde har fællesskabet stået stærkt for mig, uanset om det var et familiefællesskab eller et arbejdsfællesskab.«

»Min mor fik det altid til at fungere. Hun arbejdede og tjente sine penge. Hvis hun mistede et job, fandt hun på noget andet. Hun var aldrig for fin til at tage, hvad der var. Det har været en læresætning for mig livet igennem. Jeg har altid sagt til mig selv: »Hvad er det værste, der kan ske?« Jeg har gjort rent, arbejdet i en kantine, på kontor, på fabrik. Det ligger i mit dna, at jeg nok skal klare mig. Hvis jeg mister mit job i morgen, finder jeg på noget andet.«

»Jeg kan også sige det på en anden måde: Hvis man ikke vil have mig, så skal jeg heller ikke være her. Det har været gældende for hele mit arbejdsliv – også i tiden som næstformand – og det gælder nu, hvor jeg er formand. Jeg skal være her, så længe forbundene bakker op. Så vil jeg rigtig gerne være med og kæmpe. Men hvis medlemmerne vil noget andet, så skal jeg finde noget nyt at bruge mit liv på. Det her liv giver dig jo ikke færre rynker. Det er ikke bare a piece of cake eller dovne dage, hvor du stirrer ud over vandet. Jeg investerer mit liv.«

– Du er arbejderpigen, der erobrede landets ypperste fagforeningspost. Er du ikke netop et eksempel på, at man er sin egen lykkes smed?

»Nej, det er jeg bestemt ikke. Når vi taler om at være sin egen lykkes smed, skal vi alle sammen være bevidste om, at det er kollektivet, der sikrer, at den mulighed overhovedet eksisterer. Uden kollektivet var der alt for mange, der lå og druknede dernede i havnen. Det har vi jo ikke i Danmark. Det er, fordi vi har et velfærdssamfund, som fagbevægelsen har været én af grundpillerne i at skabe.«

Modgang og styrke

Lizette Risgaard tøver og kigger op. Jeg vil tale om hendes knap 8 år som næstformand i LO. Alle ved, at tiden var hård. I 2011 forsøgte nogle modstandere på LO’s kongres at skubbe hende ud ved at skære på antallet af pladser i toppen.

Hun blev frataget sit hovedarbejdsområde, fik fyret sin nærmeste medarbejder og blev rykket fysisk væk fra ledelsessekretariatet for at nævne et par ting.

Alligevel endte Lizette Risgaard med at blive genvalgt i 2011 og blev valgt til formand på kongressen i oktober i år med et historisk stærkt mandat. Hvordan blev den nye leder så populær, når det nære arbejdsmiljø var så belastet? Hvordan kan et menneske i den grad overskride modstand og sejre?

»Jeg blev opfordret til at stille op til kongressen i 2007 som den nu afgåede formand Harald Børstings næstformand. Det var min præmis for at sige ja, at jeg ville gå efter at blive formand efter Harald. Jeg ville som næstformand have det politiske ansvar for arbejdsmarkeds-politikken, og at Harald skulle ’lære’ mig det, jeg ikke kunne. Jeg kom jo fra en lokal fagforening i HK, men havde ikke forbundserfaring. De betingelser sagde han ja til.«

»Det er ingen hemmelighed, at det blev mere anderledes, end jeg havde forventet. Jeg troede, vi skulle være et team, men sådan blev det ikke. Så spurgte jeg mig selv: »Okay, hvad gør du nu? Skal du gå på arbejde hver dag og synes, det her er op ad bakke, eller skal du finde nogen veje, så det stadig giver mening?«

»Jeg talte med folk. Jeg hørte, om nogen stadig mente, at det var en god idé, at jeg fortsatte. Jeg spurgte de venner, kammerater og kontakter, jeg har samarbejdet med i mange år med fagforeningsarbejde.«

»Og sådan blev det. Jeg fortsatte mit arbejde. Jeg havde et super godt forhold til LO’s medlemsforbund, deres repræsentanter og de lokale fagforeninger og medlemmerne. De sagde, at de ville have mig – at de stadig støttede mig. Det var en stor styrke.«

»I lang tid havde jeg også min mand, og jeg har haft mine børn, min søster og min mor. Mit arbejde og min mission er enormt vigtig. Men det nytter ingenting, hvis du ikke har de store sten i dit liv. Det skal alle mennesker huske.«

– Du mistede din mand Per i 2011. Hvordan kæmpede du videre derfra?

»Min mand havde været syg af kræft. Han blev opereret, og så ville hans hjerte ikke mere. Det gik rigtig hurtigt. Det var en forfærdelig periode. Det er ikke en situation, som nogen bør opleve og slet ikke børn på 12-13 og 17-18 år, som vores drenge var dengang.«

»Men som jeg så det, var der to muligheder i fagbevægelsen, lige som der er i politik. Enten er du der, eller også er du der ikke, og hvis du ikke er der, går der ret kort tid, før du er helt væk. Per og jeg havde aftalt med hinanden, at jeg skulle gå efter at blive LO-formand. Han døde i februar, og der var kongres i efteråret. Der kunne ske rigtig meget i den periode, hvis jeg gik hjem på tre måneders orlov. Ingen skulle kunne sige, at jeg ikke havde passet mit arbejde. Derfor var jeg meget lidt væk, ja, faktisk slet ikke.«

»Det er der mange, som ikke forstår. Jeg har hørt i mit arbejdsliv, at »man« ikke forstår, at jeg kan »holde til det«. At jeg stadig kan stå fast og være dedikeret. »Hvor kommer det fra,« spørger folk. Jeg ved det ikke. Jeg er nok bare en stærk person, som har haft megen modgang i livet og lært af det.«

Magtfaktor på Christiansborg

Lizette Risgaard startede i jobbet med at fyre fire medlemmer af den gamle administrative ledelse. På én gang. Et tegn på handlekraft, mener nogle iagttagere. Andre lægger vægt på, at var en uklog strategi at fjerne LO’s mest erfarne kræfter kort tid før regeringens trepartsforhandlinger. Hvad tænkte Lizette Risgaard egentlig på?

»Mine overvejelser var, om det var dét hold, der skulle med på den rejse, jeg startede på med det mandat, jeg fik på kongressen. Så enkelt og så svært er det. Jeg har hørt og læst meget om forskellige personers tolkninger af min beslutning. De har fremhævet hævn som motiv. Men jeg må skuffe dem. Det handler om kompetencer, og hvad jeg mener, at fremtiden skal byde på. Jeg har lagt en strategi, og den betyder, at disse personer ikke skulle med på den videre rejse.«

»Jeg har fortalt om min plan både i valgkampen og på kongressen. Har man hørt efter, kan det ikke undre, at jeg måtte sætte et hold, der kan være med til at udføre de mål. Min plan handler om, at fagbevægelsen skal bygge på tillid, respekt og åbenhed.«

»Dansk Metal kan gøre rigtigt meget alene. FOA og HK kan gøre rigtigt meget alene. Men vi kan kun for alvor gøre noget, hvis vi står sammen. Forbundene har overenskomsterne og medlemmerne. Men LO skal understøtte deres arbejde og spille ind til Christiansborg. LO skal være stærk på den politiske interessevaretagelse på overordnet plan, når vi taler om fordelingspolitik, samfundsforhold, uddannelsespolitik, dagpenge og bevarelsen og udviklingen af f.eks. vores flexicurity-system og meget mere.«

»Jeg har en mor, som engang sagde: ’Til lykke med dit nye job, gå ned og meld dig ind i en fagforening, for sådan gør man her’. Men der har været en tid, hvor man ikke talte ret meget om fagbevægelsens rolle. Den startede vel under statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det var som om, at tanken om kollektivet blev mindre i forhold til tanken om, at enhver er sin egen lykkes smed. Holdningen blev, at det ikke er fællesskabet, der har og tager ansvar, hvis du ikke har et job. Det er dig selv ’for der er jo arbejde nok til dem, der gider arbejde’. Den skrøne kører stadig i dag og i bedste stil fra visse politikere.«

»Jeg vil gerne være den, som på fagbevægelsens vegne sætter de politiske dagsordener – uanset om det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, LO skal tale med. Jeg vil gerne have, at de ringer til mig, når de sidder på Christiansborg og udtænker ny politik, vil reformere de gamle ordninger eller andre vigtige ting, som har indflydelse på lønmodtagernes hverdag. Se, dét vil jeg gerne have! At LO bliver så interessant igen, at politikerne siger: ’Vi er sgu nødt til lige at høre, hvad de siger’.«

– Er du klar til at være lige så hård, som da du fyrede den tidligere ledelse?

»Jamen, var jeg særlig hård? Jeg er leder, og en leder skal handle i både medvind og modvind. Det bliver aldrig hverdag at opsige medarbejdere, men nogle gange er det nødvendigt. Naturligvis er nogle uenige, men rigtig mange har givet udtryk for, at de bakker min beslutning op. Og efterfølgende har der været rimelig stille, har der ikke?«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Lizette Risgaard

Født 1960.

Formand for LO. Næstformand 2007-2015. Tidligere bl.a. formand for Brancheklubben for Fagforeningsansatte i HK København, næstformand i LO Storkøbenhavn, formand for HK/Service København.

Uddannet kontorassistent, Master i Public Administration, MPA.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anders  Hede

Man kan da kun have respekt for hende. Især fordi hun ikke klynker over hendes behandling. Det respekterer jeg så meget. Det er så nemt at ligge sig ned og brokke sig, men hun kæmper i stedet.

Men hun får det svært. Jeg synes ikke fsgbevægelsen fik noget fingeraftryk for alvor under socialdemokratisk ledelse. Tværtimod har det vel været den værte periode nogensinde, både med efterløn, dagpengereformer, førtidspensionsreformer, og ikke mindst indgrebet på lærerkonfliktet, som gjorde det svært for alvor at tro på den danske model på længere sigt.

Brugerbillede for Peter T. Christensen

Som LO-konsulent, der lige er gået pension må jeg sige, at Lizette gjorde det eneste rigtige. Sekretariatschefen måtte nødvendigvis fyres, det kan så diskuteres med de 3 øvrige, men når der skulle være en ny start, så der OK - jeg stoler på Lizette's beslutning, og der er jo stadig ca. 60 LO-konsulenter (dem der laver det løbende politik) og nogle afdelingsledere tilbage.
Det bliver spændende at følge de videre virke for LO - jeg er optimist.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Det er – var – 'interessant' at se, hvordan den samlede danske presse skrev om, hvordan Lizette Risgaard havde fyret hele ledelsen, og hvordan det nok også var berettiget. Men ikke et ord om Harald Børsting!? Nu har medierne så nærmest samstemmende fundet ud af at øh, hm, han prøvede måske også at underløbe hende. Ja, gu'fa'en gjorde han da selvfølgelig det! Mage til evigt arrogant, uforskammet, brovtende fagforeningspamper! Hvorfor var det mon lige, at medierne aldrig så det? Eller i hvert fald nødigt, om overhovedet, omtalte det?

Og stor respekt for Lizette Risgaard. Hun har stadig noget at lære i forhold til optræden i de elektroniske medier, radio og tv. Men hendes deltagelse i Deadline forleden viste, at hun nok skal komme efter det. Over for en vært – der i øvrigt har den irriterende vane at hoste ned i sin mikrofon, mens en gæst taler. WTF! – faldt hun ikke for dennes forsøg på at få hende til at 'sladre' og pege fingre. Respekt! Og respekt for, at hun ikke har problemer med at sige Jeg': jeg kan, jeg vil, jeg ønsker, jeg formår … Blottet for både selvros og falsk beskedenhed. Flot!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Sterling

"Uden kollektivet var der alt for mange, der lå og druknede dernede i havnen. Det har vi jo ikke i Danmark".

Ak ja, Danmark anno 1940, men en god salgstale, hvis man ønsker en sådan, vi andre må så leve med Danmark anno 2015, i dag er al forandret, flygtninge som søger hjælp drukner i tusindvis fordi EU driver hetz på dem med kystvagtbåde, de massive nedskæringer slår masser af mennesker ihjel herhjemme hvert år, på socialkontorene drives der psykisk tortur på forsvarsløse, ulandsbistanden til verdens fattigste er halveret, osv. osv.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, at fællesskaber er vigtige. Retfærdighed og lige muligheder for alle har altid haft min interesse. Det er bedre, at mennesker står sammen, end at de kæmper hver for sig, for sammen kan vi noget.«

Salgspitch, the pivot på engelskt, LO er et helt andet sted henne i dag. Det mest surrealistiske er at ingen forventer at fagbevægelsen kommer på barikaderne og gør en indsats, de har millioner af medlemmer bag sig, der er kun 17.000 virksomheder, alligevel er det danske socialvæsen reelt underordnet DI's beskæftigelsesminister med horribel følge.

»Jeg har tit ønsket, at man forenede kræfterne i stedet. Vi skal have en anden kultur, og det starter med én selv, du skal behandle andre, som du vil behandles selv.«

Samme løgne som ethvert politiskt parti. Der skal beviser på bordet. Arme og ben bliver skåret af velfærden, uden at LO siger et mug.

»...fortalte at det var bedre at stå sammen i de konflikter, der altid opstår i en arbejdsgiver-arbejdstager-relation. Sammen kunne de afværge fyringer og flytte noget.«

I dag står fagforeningerne kun sammen med Magteliten, imod de fattige.

»På den måde har fællesskabet stået stærkt for mig«.

Fællesskabet med hvem? Spidserne i LO er blandt de 10 % af Danmarks rigeste, den virkelighed giver et helt andet perspektiv.

»Jeg ville som næstformand have det politiske ansvar for arbejdsmarkeds-politikken«.

I dag går de ind for regeringens trepartsforhandlinger og samarbejder med DI's arbejdsminister. Den forrige LO-formand var med til at sanktionere nedskæringerne for de arbejdsløse, penge som går til skattelettelser til virksomhederne, en ny form for omvendt klassekamp.

»Dansk Metal, FOA og HK kan gøre rigtigt meget alene. Men vi kan kun for alvor gøre noget, hvis vi står sammen. LO skal være stærk på den politiske interessevaretagelse på overordnet plan, når vi taler om fordelingspolitik, samfundsforhold, uddannelsespolitik, dagpenge«.

Fagforeningerne mistede deres relevans for dem i bunden i 1998 da de reelt gik med på, at der skal være større forskel på folk. Centraliceringen gjorde, at fagforeningerne derefter kun arbejdede for de medlemmer som tjente mest, dette hænger sammen med at toppen af LO rykkede op i folketingslønskalaen, og nu lever i en helt anden verden, det er tydeligt at de ikke lever i nærheden af de udsatte, ikke kender nogen, og ikke har nogen føling med hvad der foregår.

De sociale medier er nu som en krudttønde, flere og flere får ødelagt deres liv og siger stop, er der nogen som har hørt et svagt piv fra LO?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard

En god leder skal for det første 1) komme til Tiden - hvad klokkerne i øvrigt er slået for Lizette Risgaard er svært at spå, men, det er først nu hun skal gabe over de virkelige udfordringer, hvordan hun klarer denne opgave, må klokkerne spå. Det er først nu, at hun skal bevise, at hun vitterligt ikke gider lokumsaftaler, som hun selv har sagt tidligere i år, dette forinden hun blev valgt som formand for LO.

Forinden dette, valget som formand, har hun ikke gået for vand og brød, ser man eksempelvis på, hvad der blev besluttet på LO’s kongres i 2007, modtog hun årligt i alt, dette med kompensation for bestyrelseshonorarer 926.468 -,. Kikker man endvidere på tallene som er gældende fra april 2015, var dette beløb vokset til 1.276.728 -, - og pensionsvilkårene steget fra 17- til 18 procent.

Grundlaget for at præsentere disse tal, er ikke tallene i sig selv, men, for at give et billede, det svar hun ikke selv giver, om at hun er stærk, nok mest af alt er forbundet med at hun er et magtmenneske. Om magtmennesker, har Doktor i socialpsykologi Dana Carney sagt følgende på baggrund af empiriske studier: “Magt får folk til at føle sig veltilpasse. Magt giver flere kræfter og styrker de kognitive ressourcer. Det gør hjernen stærkere, simpelthen, og øger samtidig niveauet af testosteron – det hormon, som gør det lettere at kaste sig ud i en masse ting, og som gør stresspåvirkningen mindre. Min forskning viser, at magt er en fysisk og psykisk stødpude”.

Med dette i mente, er, for mig at se, en af Lizette Risgaards’ vigtigste opgaver, håber klart hun er bedre end Harald Børsting til dette, at give et retvisende billede af magtens stress-buffer-effekt, til gode for lønmodtagerne samt ikke mindst de marginaliserede - og den ”voksenmobning” de uberettiget udsættes for.

Brugerbillede for Jørn  Petersen

De mest naturlige fyringer i verden, vi kan sgu da ikke have kapitalens forlængede arm til at fylde ledende fællesskabsstole ud i fagbevægelsen.

Fortsæt med de tanker så kommer der hurtigt balance mellem kapitalister og folket indtil vi får fjernet bylden helt.

anbefalede denne kommentar