Hun kom ind på livet af ti bandemedlemmer

Det er eftermiddag, og Mjølnerparkens skolebørn har fået fri. De mindste tager i SFO eller fritter. De større børn tager hjem til boligkarreerne på ydre Nørrebro. Himlen er grå på den tunge måde, hvor der ikke er nogen opklaring på vej. Hverken henover tagryggene eller over banelegemet ved Bispebjerg Station. Fire drenge i vinterjakker cykler rundt på parkeringspladsen. Det handler om, hvem der kan få mest fart på cyklen, mens de kører rundt i en ring. Efter hvert heat stemmer de om, hvem der kørte hurtigst. De stemmer alle fire på sig selv. Et par blokke derfra står en flok af de ældre drenge og læner ryggen op ad en mur. Nogle gange siger de noget til hinanden, men det meste af tiden kigger de ned i hver deres mobiltelefon. De hænger bare ud.

’At hænge ud’ er et udtryk, Kirsten Elisa Petersen er stødt på mange gange gennem de sidste to år. Hun er psykolog og forsker ved DPU, Aarhus Universitet, og har i et nyt forskningsprojekt, som publiceres på mandag, undersøgt, hvorfor unge mænd bevæger sig ind i bandegrupperinger.

Skudsikre veste

Ideen til projektet opstod på et tidspunkt, hvor hun som en del af sit arbejde færdedes meget i daginstitutionerne i udsatte boligområder.

»Mit feltarbejde handlede om småbørn. Det var dem, jeg var ude for at observere. Men hver gang, jeg kom og gik, lagde jeg mærke til, at der i alle boligområder var en kerne af unge mænd, som altid stod og så hårde ud,« siger Kirsten Elisa Petersen og drejer ned mod Mjølnerparkens legeplads. »Jeg kom til at spekulere på, om der egentligt var nogen forskere, der talte med sådan nogen som dem?«

Ikke rigtigt, viste det sig, da Kirsten Elisa Petersen begyndte at undersøge, hvad der fandtes af viden om unge mænd i bander. Den eksisterende danske forskning var baseret på statistikker, kriminologi og ekspertudsagn, men ingen havde talt med dem, forskningen handlede om: de unge selv. Det ville Kirsten Elisa Petersen, men hun fandt hurtigt ud af, at bandemedlemmerne ikke synes, det var verdens bedste idé at udtale sig til et forskningsprojekt. Et år gik der, før hun ved hjælp af gatekeepers fik kontakt til ti unge mænd, som gerne ville tale med hende.

»Da de fandt ud af, at min forskning skulle kunne læses af lærere og pædagoger, blev de meget interesseret i at medvirke. Jeg oplevede, at de gerne ville give nogle råd til, hvordan lærere og pædagoger skulle have håndteret sådan nogle som dem,« siger Kirsten Elisa Petersen.

Hun har i alt interviewet ti mænd i alderen 18-29 år. Fire etnisk danske og seks med etniske minoritetsbaggrunde. Mændene har haft meget på spil, de har været dybt kriminelle, og de har ikke villet kunne identificeres. Derfor har Kirsten Elisa Petersen aldrig kendt deres rigtige navne, men brugt de dæknavne, mændene introducerede sig med. Hun har også anonymiseret deres fortællinger, mødtes på hemmelige adresser og makuleret noterne fra deres samtaler. Flere mødte op til interviewaftalerne iført skudsikker vest. De fleste bar våben, og flere havde synlige skader efter skud og stiksår. Mange gav hende et kram, da de gik. Det er Kirsten Elisa Petersen, der har foreslået, at vi går tur i Mjølnerparken, for her er hun sikker på, at hun ikke vil møde nogen af de mænd, hun har talt med, da ingen af dem bor eller færdes her. I det øjeblik interviewene sluttede, vidste både Kirsten Elisa Petersen og de ti mænd, at de aldrig skulle se hinanden igen.

Individ og broderskab

Kirsten Elisa Petersens samtaler med de ti mænd er et kvalitativt studie. Hendes rapport Stemmer fra en bande bidrager ikke med omfang og statistik, men går derimod i dybden med baggrunden for, at ti mænd blev optaget i bander. Deres unikke historier kan måske sige noget om, hvilke veje der fører til et bandeliv. Fælles for alle ti er, at de er vokset op i udsatte boligområder, og at de har haft svært ved at finde mening med skolen.

»Man kan sige, at der er foregået en form for udskillelsesproces af dem gennem skoleårene. Langt de fleste har ingen positive oplevelser knyttet til deres skolegang, og flere er stort set holdt op med at gå i skole omkring 6. klasse, hvor de er begyndt at begå kriminalitet,« siger Kirsten Elisa Petersen.

En af de mænd, hun har interviewet, blev væk fra folkeskolen i to år, uden at nogen bemærkede det.

Det, der adskiller de unge mænds historier, er, hvad der driver dem ind i bander, og hvad der motiverer dem til at blive. Her deler de sig i to: De etnisk danske og dem med en anden etnisk baggrund.

Denne forskel har ingen tidligere danske studier peget på, siger Kirsten Elisa Petersen.

»De danske unge kommer fra særligt sårbare familier med vold, skilsmisse og kriminalitet, mens mændene med minoritetsbaggrund fortæller, at de kommer fra trygge hjem. Og hvor de danske unge er individorienterede og søger bander, der kan gavne dem selv mest muligt, søger de etniske unge et fællesskab,« siger hun og hæver stemmen for at overdøve en bilalarm, der er gået i gang ude på parkeringspladsen.

Når jorden brænder

Under interviewet med 25-årige ’Henry’, der har en anden etnisk baggrund end dansk, gør han Kirsten Elisa Petersen opmærksom på at det med kriminaliteten ikke er særligt vigtigt:

»Altså du tager helt fejl. Det handler ikke om kriminalitet,« siger han. »Det er jo ens bedste venner. Vi har jo gået i børnehave og skole sammen og kendt hinanden altid. Det er et broderskab, forstår du?« Udtrykket broderskab går igen hos de nydanske unge, som ifølge Kirsten Elisa Petersen bliver i de lokalforankrede bander for livet, mens de danske unge ’shopper rundt’ mellem bander.

»At der findes denne forskel, åbner for en større kompleksitet, som vi er nødt til at have mere viden om, hvis vi vil undgå, at flere unge ser banderne som en løsning på deres problemer,« siger Kirsten Elisa Petersen.

Hverken ’Martin’, ’Daniel’, ’Oskar’ eller ’Søren’, som alle er etnisk danske, gør særligt meget ud af at fortælle om venskaber siden barndommen eller stærke følelser for et bestemt boligområde, de er vokset op i.

De fortæller, at det er muligt at gå ind i en bande, og når den ikke lever op til forventningerne, kan man forlade den igen. Det har ’Martin’ prøvet, og han fortæller, at jorden flere gange har »brændt under ham«, fordi nogle blev sure over, at han forlod banden og gik til en anden, hvor han forventede at få et bedre tilbud.

’Martin’ er den eneste, som har prøvet at få hjælp til at komme ud af bande gennem regeringens exitprogram i en periode, hvor alle var efter ham. Martins oplevelse af forløbet var, at han slet ikke kunne bruge det til noget. Det ville tage alt for lang tid, og han havde brug for hjælp her og nu. Han endte med at klare det selv.

»Hvordan klarede du det selv?« spurgte Kirsten Elisa Petersen, da hun sad med Martin foran sig. »Ja, jeg gik under jorden,« svarede han. »Boede forskellige steder, men gik slet ikke ud på gaden. Hverken om dagen eller om natten. Blev bare dér.«

Socialpædagogisk indsats

Kirsten Elisa Petersen vil helst ikke kaldes bandeforsker. Hun er ikke særlig optaget af bander i sig selv, eller hvordan de fungerer. Det, der interesserer hende, er, hvordan socialpædagogiske indsatser kan have betydning for udsatte unge. Derfor handler en stor del af hendes forskning om, hvilke tilbud bandemedlemmerne har fået, og hvad de unge tænker om de indsatser, der er målrettet dem.

»Baseret på mine interviews har jeg lavet en slags tidslinje, som viser, hvornår bandemedlemmerne har været mest interesseret i at modtage tilbud,« siger Kirsten Elisa Petersen. »Og det ser ud som om, de er mest modtagelige i alderen 10-13, og igen når de er i starten af tyverne. Fra bandemedlemmerne er 15-18 år, er de ikke til at nå«. Her kører livet derudaf med 180 kilometer i timen. Det er også i den alder, flere af dem har siddet i fængsel.

»’Saif’ gjorde meget ud af at fortælle, at man skal sætte tidligt ind, hvis man vil undgå, at unge havner i bander. Selvom der er mange gode tilbud i boligområderne, er det et problem, at der ikke er tilbud for de yngste om aftenen og i weekenderne, hvor de unge let kommer til at ’hænge ud’ på gaden,« siger Kirsten Elisa Petersen. »Og flere efterlyser bedre tilbud, når de kommer i starten af 20’erne, hvor de begynder at fokusere på, at de gerne vil have et job og en uddannelse.«

Selvom det er vanskeligt at udlede generelle tendenser af et kvalitativt studie, er Kirsten Elisa Petersen overrasket over, at de unge fortæller, at de i starten af tyverne igen er modtagelige over for at modtage tilbud, der kan bringe dem på rette kurs.

»Det fortæller i hvert fald mig noget om, at vi måske skal være bedre til at sætte ind med socialpædagogiske indsatser i en alder, hvor der ellers kan være tendens til, at tro, at man har mistet unge som ’Saif’, ’Henry’ og de andre, jeg har haft adgang til at tale med,« siger hun.

Mens Kirsten Elisa Petersen har fortalt om sin forskning på en gåtur i Mjølnerparken er flere unge – især drenge – dukket op mellem boligblokkene.

En af drengene med cyklerne siger til de andre, at han skal hjem og lave lektier. De andre bliver på parkeringspladsen og cykler videre. De hænger ud lidt endnu.

Informationerne til portrætterne herunder er plukket fra rapporten ’Stemmer fra en bande’