Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kommuner har fejlet i fire ud af 10 handicappedes sager

’Det skal ganske enkelt blive bedre,’ siger socialministeren, efter at en ny undersøgelse afslører, at kommunerne i næsten halvdelen af de undersøgte sager ikke giver nogle af samfundets allersvageste den hjælp, de har ret til
Indland
24. november 2015

Fire ud af 10 voksne med sjældne handicap eller erhvervet hjerneskade får ikke den hjælp og støtte fra kommunen, som de er berettigede til.

Det viser en ny praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen af, hvordan kommunerne i 98 sager har visiteret denne gruppe borgere med stærkt nedsat funktionsevne og et omfattende hjælpebehov til tilbuddene efter serviceloven. 40 procent af de undersøgte sager er således i strid med regler og praksis og ville enten være blevet ændret eller hjemvist til kommunen, hvis de var blevet påklaget til Ankestyrelsen. Det er sager, der oftest handler om bevilling af personlig eller praktisk hjælp samt botilbud.

Lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet John Klausen henviser til, at Ankestyrelsen i forvejen sidste år omgjorde eller hjemviste 34 procent af samtlige klagesager over kommunernes afgørelser. Med det forbehold, at Ankestyrelsens nye undersøgelse omfatter et relativt lille antal personer, kunne fejlprocenten se ud til at være endnu højere i sager, der ikke bliver påklaget, end i sager, hvor borgeren faktisk klager.

»Dette er et meget stort retssikkerhedsproblem,« siger John Klausen, som ikke vil gætte på, hvorfor kommunerne ikke overholder lovgivningen i så stor en del af sagerne.

Det vil Enhedslistens socialordfører, Jakob Sølvhøj, til gengæld godt. Han mener, at kommunerne har et oplagt incitament til at give afslag på ansøgninger om hjælp, fordi de er økonomisk klemte. Ifølge Jakob Sølvhøj må løsningen være, at staten bærer en større del af udgifterne.

»Det er fuldstændig skandaløst. De borgere, som ikke har den fornødne støtte og hjælp fra pårørende til at gå videre, er i en kolossal risiko for ikke at få den hjælp og støtte, de har krav på,« siger Jakob Sølvhøj.

Socialminister Karen Ellemann (V) understreger, at »det her skal ganske enkelt blive bedre«. »Jeg har en klar forventning om, at kommunerne retter op på det her og påtager sig det ansvar, de har, med at give en sagsbehandling i overensstemmelse med loven. Og så forventer jeg, at kommunerne ser meget nøje på de anbefalinger, Ankestyrelsen kommer med,« skriver ministeren i en kommentar.

Kommunernes Landsforening oplyser, at organisationen er opmærksom på problemet og har oprettet et ledernetværk for de kommunalt ansatte, som er ansvarlige for handicapområdet.

Læs også: ’To år af mit liv er spildt’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helene Kristensen

Som sædvanligt siger ministeren, at kommunerne skal oppe sig. Det gør de jo ikke, så længe de kan slippe billigere om ved det ved ikke at give den nødvendige hjælp, så vil det lalle derudaf. Det ved ministrene udmærket, men de kunne jo heller ikke drømme om at give de nødvendige penge øremærket til formålet. Man opretter et ledernetværk, ja, så lederne indbyrdes kan give hinanden gode tips og ideer til, hvordan de bedst kan snyde borgerne. Føj. Det mest forunderlige er faktisk, at Ankestyrelsen ikke giver kommunerne ret.

Britta Hansen, Uffe Illum, lars abildgaard, Flemming Bruun, Tue Romanow, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg har altid undret mig over, hvem ham Ritzau er, som skriver så mange artikler i alle aviserne. Men nu ved jeg hvem han er: Ritzau er et dæknavn for Kim Kristensen. Se selv:

http://www.information.dk/comment/1080862

http://www.information.dk/comment/1080869

:-)

Carsten Mortensen

Kommuner.....vor tids største lovbrydere.

Britta Hansen, Tor Thrysøe, Flemming Bruun og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Med det i mente, at kommunerne efterhånden har fået tonset alt muligt oveni deres generelle opgaver. Skole, flygtninge - effektivitet - nedskæringer.
Når ministeren finder tingene ikke kører efter forventning, skulle man måske se på det også?

Nej, jeg er ikke og har aldrig været ansat i kommunen :)

En hver kan vel godt forstå vi ikke længere har råd til mennesker længere nu hvor det det vigtigste af alt har fået højeste prioritet hos Løkkes regering: Billige Porsche og BMW'er.

Per Klüver, Uffe Illum og Flemming Bruun anbefalede denne kommentar

Kampagnen for nedlæggelse af primærkommunerne kører
Jeg fatter ikke, at ingen journalist kan se, at Løkke fortsætter minimalstatsplanen: Nu kan vi uden nogen folkelig modstand viske begrebet 'regioner' ud, derfor er dagsorden nu at optrappe nedrakningen af kommunernes indsats - sulte dem ud, og forlange mere af dem, og 'solidt' og 'bekymret' forstærke kritikken af dem, når enderne ikke når sammen.
Venstre og de neo-liberale vil af med regeringen - ikke for at vi skal have 'mindre stat' - men for at strømline komandovejene og gøre det lettere for minimalstatsdiktatorerne, at styre landet.
Jeg vil vædde på, at vi i løbet af få år vil opleve at kommunerne helt nedlægges. - Deres selvstændighed fjernede Fogh jo med skattestoppet, der i praksis har frataget kommunerne enhver styringsmulighed. Derfor bør enhver kommunal fejl naturligvis også tilskrives centralregeringen.
Hvis ikke journalister var så optaget af at lefle for Christiansborgpolitikerne i håbet om at få et fedt spin-job, så ville nogen af dem måske satse lidt på at blive berømt hos vælgerne, for artikler, der kunne hjælpe lidt med klarhed over, hvem man kan stemme på. - Og politikerne ville måske begynde at føre en anden politik.

ach. Det er jo kommunerne venstreregeringen og dens neoliberale medløb vil af med. DF vil være med til alt bare det ledsages af tilpas fremmedhad.

Ja, og Fogh ville også af med retsforbeholdet, det er det Løkke forsøger sig med nu...
Europol er ikke færdigudviklet og det er kun en undskyldning. Også en måde at styre landet (borgerne) på.
Når regeringen selv er skyld i udsultningen/ besparelserne - så er det absurd at rakke kommunerne ned - er det svært at se?

Det er vel den danske handicapindsats, som over en bred kam viser tegn på (fag)etisk slitage/deroute når Ankestyrelsen kan underkende mere end hver tredje påklagede afgørelse - og det er i øvrigt et velkendt fænomen at især mennesker med få ressourcer sjældent klager over afgørelser som går dem imod, hvilket i årtier har været et underkendt (og selvforstærkende) problem i arbejdet med handicappede, socialt belastede, psykisk syge og misbrugende mennesker m.fl.

Man kan vel sige at kommunerne gør det beskidte arbejde for kapitalen og erhvervslivet - og på mange måder udsættes for en ganske bizar adfærdsterapi fra skiftende regeringers side ... hvorfor det slet ikke er underligt at en temmelig kontraproduktiv kamp-flugt adfærd udvikler sig hos kommunale politikere, direktører og topchefer, som på egen side tilmed - over de seneste årtier - er blevet omskolet fra ordinære, offentlige forvaltere til lidt kejtede, NPM-katatoniske virksomhedsstrateger og forretningsmænd.