Læsetid: 3 min.

Målet med politik er det gode liv – ikke en stærk stat

De nye politiske reformer reducerer danskerne til fodsoldater for konkurrencestaten. Og det er helt forkert, mener formanden for Dansk Psykolog Forening. Politikernes vigtigste opgave er at sikre, at flest muligt har et godt liv
’Det kan da dårligt være meningen, at vi skal blive en slavestat, der ligner Kina for 30 år siden.’ Sådan lyder det fra Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Jakob Dall

10. november 2015

»Jeg vil have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater.«

Eva Secher Mathiasen er formand for Dansk Psykolog Forening, og så er hun – som citatet ovenfor fra ’Debatten’ på DR2 viser – træt af, at man i politik har for meget fokus på at skabe en stærk konkurrencestat, i stedet for at skabe et samfund, hvor alle har det godt. Budskabet gav genlyd på sociale – og en række andre – medier, og derudover har hun for nylig fremført det ved flere lejligheder – for politikerne taler om landets borgere på en måde, som Eva Secher Mathiasen ikke længere kan holde ud.

»Det nytter ikke noget, at politikere presser borgerne ned i en konkurrencedagsorden, der handler om, at vi skal arbejde mere og tjene flere penge. Vi kan jo se, at der er mange mennesker, der går og har det skidt, og hvis ikke politikerne formår at tage hånd om dem, ja, så bliver konkurrencestaten ikke spor stærk,« siger Eva Secher Mathiasen til Information.

Hun peger på, at ringe trivsel er et massivt problem og henviser til WHO’s vurdering af, at depression om 30 år vil være den primære årsag til, at mennesker står uden for arbejdsmarkedet.

Meningen med politik

– Hvad er det for en slags politikere, du efterlyser?

»Jeg mangler nogle visionære politikere, som ikke taler dunder til danskerne. Hver gang, politikerne har skabt en ny reform, fortæller de os, at den er blevet til, fordi vi ikke er arbejdsomme nok, hurtige nok eller kvikke nok. Dagpengereformen blev til, fordi vi er dovne og arbejdssky, og fremdriftsreformen blev skabt, fordi vi ikke er beslutsomme og hurtige nok. Med reformerne styrkes konkurrencestaten, siger politikerne, men jeg vil meget hellere have politikere, der interesserer sig for, hvordan vi får skabt et Danmark, hvor flest mulige borgere trives og har det godt.«

– Er politikernes vigtigste opgave at sikre, at borgerne har et godt liv?

»Ja. Jeg kan slet ikke se meningen med politik, hvis ikke det handler om at skabe gode og meningsfulde liv. Det kan da dårligt være meningen, at vi skal blive en slavestat, der ligner Kina for 30 år siden. Når vi laver reformer, der kun handler om at drive konkurrencestaten så hårdt og stærkt som muligt, og slet ikke handler om, hvordan vi har det, mens vi gør det, så synes jeg, det er meget tydeligt, at politikerne ikke prioriterer, at borgerne har det godt.«

– Kan du komme i tanke om nogle politikere, der sætter det gode liv før konkurrencestaten?

»Det her handler ikke om bestemte politikere eller partifarver. Jeg retter en kritik, der går på tværs af et regeringsskifte. Min kritik omfatter både den nuværende og den tidligere regering.«

Fodsoldater

Ifølge Eva Secher Mathiasen er politikerne i gang med at gøre Danmarks borgere til »fodsoldater for konkurrencestaten« og derved at reducere borgerne til kun at have én funktion: at betjene staten, som skal være stærk i en globaliseret sammenhæng.

»Jeg anerkender, at globaliseringen skaber udfordringer. Danske virksomheder skal kunne konkurrere internationalt, og vi har en arbejdsstyrke i forandring samtidig med, at velfærdsopgaverne vokser.«

Det er klart, at vi er nødt til at prioritere, siger Eva Secher Mathiasen, men hvis politikerne kun leder efter løsningen i økonomien og ikke i den menneskelige styrke, overser man ifølge Eva Secher Mathiasen noget helt fundamentalt i forhold til at sikre danskerne en god fremtid.

Det gode liv

»Der er nogle, der synes, det er forkælet og naivt at tro på, at det er nødvendigt at investere i, at vi har det godt. Det er i sig selv et symptom på, at vi er helt på den gale vej,« siger hun.

»Borgerne har ikke længere et formål i sig selv, og det synes jeg er helt forkert. Vores primære opgave er ikke at gøre Danmark økonomisk stærkt. Vores primære mål er at trives og have et godt liv,« siger Eva Secher Mathiasen.

– Hvad er et godt liv?

»Det er op til den enkelte. Der kunne jeg ikke drømme om at bestemme, for det gode liv kan være tusind forskellige ting, og det skal det have lov til at være. Problemet er bare, at lige nu er det ikke alle, der har forudsætningerne for at vælge det liv, de synes er godt for dem. Det er politikerne holdt op med at give plads til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Estermarie Mandelquist
  • Leif Koldkjær
  • peter fonnesbech
  • Henrik Larsen
  • Louise Zastrow
  • Kurt Nielsen
  • Arne Henriksen
  • Vivi Rindom
  • Dennis Berg
  • Carsten Søndergaard
  • Christel Mayland Jensen
  • Michal Bagger
  • Kurt Loftkjær
  • Hans Larsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Trille Hassager
  • Ole Henriksen
  • Gert Selmer Jensen
  • Flemming Berger
  • Kirsten Askjær
  • Torben K L Jensen
  • Peter Hansen
  • Marianne Rasmussen
  • Charlotte Vestergaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Sofie Nielsen
  • Steen Bahnsen
  • Ole Steensen
  • Morten P. Nielsen
  • Torben Skov
  • morten andersen
  • Herman Hansen
  • Slettet Bruger
  • Jørn Sonny Chabert
  • June Beltoft
  • Tarje Bargheer
  • Christian Mørkeberg
  • Torben Selch
  • Heidi Larsen
  • Jonas Pedersen
  • Lene Houmand Kristensen
  • Carsten Pedersen
  • Torben R. Jensen
  • Anne Eriksen
  • Jørn Andersen
  • Leo Nygaard
  • Keld Albrektsen
  • Kirsten Mindegaard
  • Dorte Sørensen
  • lars abildgaard
  • Lise Lotte Rahbek
Ervin Lazar, Estermarie Mandelquist, Leif Koldkjær, peter fonnesbech, Henrik Larsen, Louise Zastrow, Kurt Nielsen, Arne Henriksen, Vivi Rindom, Dennis Berg, Carsten Søndergaard, Christel Mayland Jensen, Michal Bagger, Kurt Loftkjær, Hans Larsen, Jørgen Steen Andersen, Trille Hassager, Ole Henriksen, Gert Selmer Jensen, Flemming Berger, Kirsten Askjær, Torben K L Jensen, Peter Hansen, Marianne Rasmussen, Charlotte Vestergaard, Niels Duus Nielsen, Anne Sofie Nielsen, Steen Bahnsen, Ole Steensen, Morten P. Nielsen, Torben Skov, morten andersen, Herman Hansen, Slettet Bruger, Jørn Sonny Chabert, June Beltoft, Tarje Bargheer, Christian Mørkeberg, Torben Selch, Heidi Larsen, Jonas Pedersen, Lene Houmand Kristensen, Carsten Pedersen, Torben R. Jensen, Anne Eriksen, Jørn Andersen, Leo Nygaard, Keld Albrektsen, Kirsten Mindegaard, Dorte Sørensen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Paul Schou
Du anser ikke forskellen på teori og praksis for at være relevant, skriver du.
Okaaay, jamn så er jeg ikke istand til at forstå dig, dit synspunkt eller dit ærinde på din foretrukne "ærlige måde".

randi christiansen

"Problemet er bare, at lige nu er det ikke alle, der har forudsætningerne for at vælge det liv, de synes er godt for dem. Det er politikerne holdt op med at give plads til."

De adresserede politikeres forståelse og overordnede vision, for hvad et funktionelt miljø-og socioøkonomisk godt liv for alle vil sige, er fraværende - derfor er de og vi et let bytte for rovdyrskapitalisternes slet skjulte hærg - misbrug, udbytning og underminering - af det samarbejdende folkestyre, dettes institutioner og øvrige fælleseje, og derfor lader folket og dets repræsentanter sig i stigende grad underlægge sig disse privatkapitalisters påstand om den såkaldt 'nødvendige politik' under konkurrencestatens junglelov.

Spørgsmålet er kun, hvorlænge disse usurpatorer, disse tronranere, får lov at dele og herske med deres neoliberale ressourcemisbrugsvækstideologi, med konkurrencestatspropaganda at skabe splittelse, med frygt, misinformation, miljø- og socioøkonomisk undertrykkelse at spærre for det intelligente samarbejde.

Peter Wulff, Kurt Nielsen, John Christensen, Liliane Murray og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Niels K. Nielsen

Interessant artikel.

Dog ansvarsforflygtende med sin pegen på politikerne.
Den ansvarlige er først og fremmest den person, man ser i spejlet, når man børster tænder: vil man have noget ændret, så må man selv sætte sig ind i forholdene, melde sig ind i et parti og gøre noget ved det .

En væsentlig pointe er glemt (som sædvanlig): de offentlige udgifter på 125 mio. kr. i timen presser i den grad samfundet, de arbejdende og miljøet. Skal der være bedre balance i livet, skal det offentlig forbrug ned (og måske også vore personlige materielle forventninger), så der er ikke er så meget stress i hamsterhjulet. Så vil der ganske vist ikke være så mange, der forsøges af andres arbejde, men det vil nok også kunne give et reelt bedre liv, hvis man er del en del af det virkelige liv i fællesskabet - selvom det medfører større forskelle i indtægt (som man jo altså får at beholde noget mere af selv, når de offentlige udgifter sænkes)

Lise Lotte Rahbek,
"Du anser ikke forskellen på teori og praksis for at være relevant, skriver du."

Det er nok en lige lovlig stærk generalisering af det jeg skrev, som var møntet på den meget konkrete sammenhæng om konkurrencestaten du tidligere henviste til.
Lad mig konkretisere: Dagpengereform, fremdriftsreform og en række andre tiltag der har præget den seneste årrækkes politik, går i vidt omfang ud på dels at spare offentlige udgifter, dels at forøge arbejdsstyrke og beskæftigelse. Det har en række konsekvenser af forskellig art. Både mht. de offentlige finanser, samfundets materielle velstand og BNP, indkomstfordeling og ulighed og sikkert også nogle af de trivselsproblemer Eva Secher nævner. Man kan have forskellige opfattelser af om disse ændringer er gode eller dårlige, og ikke mindst hvor meget de bør veje i forhold til hinanden når det samlede regnebræt skal opgøres mht. om de er ønskværdige eller ej; men man bør ikke være blind for at det også er muligt at argumentere for at f.eks. høj beskæftigelse og høj produktivitet kan være et meget vigtigt element i at sikre "det gode liv" for så mange mennesker som muligt her i landet - også selvom de anvendte tiltag samtidig har nogle omkostninger.

Helene Kristensen, det ville have været klædelig hvis du havde gjort blot et minimum af research inden du folder dig ud i tirader mod Alternativet og deres vælgere ("en voldsom hæklefejl i kysen"). Med hensyn til GMO-afgrøder, så kan du takke Alternativet for, at landbrugsminister Eva Kjer Hansen ikke fik sin vilje og fik indført GMO-majs på danske marker. Og din generelle beskyldning om, at Alternativet skulle arbejde for "landbrugets umådeholdne tilsvining af vores fælles jord" er ærlig talt besynderlig, al den stund at Alternativet uden sammenligning er det parti med de mest vidtgående forslag til, hvordan vi stopper netop landbrugets tilsvining af vor fælles jord. Kender du fx. til andre politiske partier, der foreslår en omlægning til 100% økologisk landbrug i Danmark? I EU-sammenhæng arbejder Alternativet for at få flygtningesamarbejdet med i den kommende folkeafstemning om forbeholdene den 3. december, da vi mener at den nuværende (og kommende) flygtningekriser skal løses af et samlet Europa. Det er det eneste, som giver mening. Derfor siger Alternativet "Ja, men ...".

Torben Kjeldsen

Poul Schou
Hun har ganske ret, forfærdeligt ret endda. Beklageligvis ser jeg ikke, at det er økonomisk teori koblet til en øget markedsgørelse af staten, der løser vores nuværende problemer. Læser man den aktuelle politiske økonomilitteratur, så er der ikke store roser til den førte politik. Paul Krugman, Piketty, Stiglitz, Atkinson, José Carlos Díez m.fl. er eksempler på kritiske (ikke en gang socialistiske), internationale økonomer, der har en "anden fortælling" til politikerne og magthavere baseret på grundige økonomiske studier. Fælles for deres budskab, er at, den skærpede ulighed efter finanskrisen ikke skaber vækst og velfærd for det store flertal. Vi går glip af et stort potentiale! Og det medfører polarisering og fare for øget politisk ekstremisne. I Danmark fortsætter den nye regering således med beskæringer af dagpenge, kontanthjælp, uddannelse og krav om kommunale besparelser. Til foråret vil vi paradoksalt se den 'nødvendige budgetdisciplin' hvor en regering helt 'forventeligt' mener der er råd til skattelettelser til toppen og erhvervslivet. Generelt er vi blevet rigere men har mindsket vores skattegrundlag. Det kan vi takke skattereformerne for. Fra 2000 til 2012 og til idag, er antallet af personer, der har mere end 225.000 kroner om året i disponibel indkomst, næsten fordoblet fra 857.000 til 1.622.000 personer. Og det på trods af en såkaldt krise. I samme periode er antallet af personer, der har mindre end 100.000 kr. mellem hænderne hvert år, faldet med blot 1,3 procent fra 887.000 til 875.000. Danskerne er blevet rigere over de 15 år, der er gået. Velstandsfremgangen er særligt slået igennem ved, at den øvre middelklasse og overklassen er vokset markant. Men en stor del, omkring en femtedel, har ikke fået del i fremgangen. De fattige med andre ord. Og det er dem vi jagter i al vores rigdom. Skattereformer øgede skævheden. Vi 'de rige' fik flere penge mellem hænderne som følge af flere skattereformer under VK-regeringen, allerede i 2004 og derefter fulgte yderligere to skattereformer i 2007 og 2009. Særligt Forårspakke 2009 bidrog til at øge uligheden. Mellemskatten blev afskaffet, mens indkomstgrænsen for topskat blev øget. Nuværende djøfisering og leflen for markedet har 'udhulet demokratiet og taget momentum ud af samfundets udviklingskraft. Velfærdstaten blev skabt som modvægt til markedet (ikke alene men dog med vægt)og det skabte vores rigdom. Lige nu falder efterspørgsel fordi staten ikke er primus motor for incitament til den økonomiske udvikling. I princippet er det kun få procent staten skal investere ekstra før vi får væksten igang. Canada ser ud til at vise vejen fx. Det er en kendsgerning at samfundsøkonomi ikke er en værdifri disciplin og at den såkaldte aktuelle 'nødvendighedens' sparepolitik kun er én mulighed ud af mange. Desværre en politik der rammer bunden af samfundet og får politikerne til at springe fra tue til tue.

Jens Thaarup Nyberg, Liliane Murray, Steffen Gliese, Anne Sofie Nielsen, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Poul Schou,

Kunne du som økonom gøre mig en tjeneste, kunne du venligst regne på, hvor meget en førtidspensionist, har mistet, over de sidste 25 år. eller rettere hvor meget mindre pensionen er vokset for en førtidspensionist, grundet satspuljeordningen, hvor offentlige sociale pensioner årligt er steget med 0,3% (lyder så uskyldigt), mindre end arbejdsmarkedet, altså det akkumulerede tab, i forhold til hvis de sociale pensioner havde fulgt lønudviklingen? Det burde for en økonom være en smal sag at regne ud.

På forhånd tak.

Torben Kjeldsen,

du præsenterer en længere udredning stilet til mig, uden at jeg helt kan gennemskue hvorfor. Men du blander vist politiske beslutninger og økonomisk videnskab godt og grundigt sammen.
Der er nok ikke nogen der tror at økonomisk teori alene kan "løse vores nuværende problemer"; kendskab til resultaterne fra såvel den økonomiske empiri som teori kan på mange måder give et mere oplyst og derfor klogere beslutningsgrundlag, men mange af de afgørende valg i samfundsøkonomien skal jo træffes af politikere ud fra en grundlæggende politisk afvejning af de forskellige konsekvenser. Derfor er jeg enig med dig i at der sjældent er blot én vej der er "nødvendig", men ofte forskellige valgmuligheder. Som jeg ser den økonomiske videnskabs rolle, drejer den sig i høj grad om at forsøge at klarlægge disse valgmuligheder så godt som muligt.

Sig mig, i Alternativets fodsoldater, ser i andre herinde der reklamerer for politiske partier?
De sidste par uger er disse 'reklamer' dukket op igen og igen, i samtlige de debatter jeg har læst, kan vi godt blive fri for det, tak.
At skrive "Stem på alternativet", har intet med debat at gører, det er end ikke en kommentar.

Torben Skov, Kurt Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Folk burde være, som Skriften forlanger:
Blide som duer og kloge som slanger.
Ak, mange ærede herrer og fruer
er blide som slanger og kloge som duer.
(Kumbel)

Torben Skov, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Trond Meiring og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

@ Poul Schou,

Mange tak, jeg ville have forsøgt selv at regne på det, men ved ikke helt hvordan jeg skal stille regnestykket op (renter - renters rente?), er ellers vild med procenter og brøker.

Jeg forsøgte at regne på det i går, hvis man gik ud fra at arbejdsmarkedet er steget med en fast procent per år, og hvert år er sociale pensioner steget med 0,3% mindre, end arbejdsmarkedet, hvilket vel betyder at der har været en akkumuleret effekt der overstiger de 0,3%, så vi i dag 25 År efter indførelsen, må være flere procent bagefter lønudviklingen. Men det tør jeg ikke, som ikke-økonom, at forsøge at regne på. Men kan du sige mig om det ikke er korrekt, at der må foreligge en akkumuleret effekt der er langt større end de 0,3% umiddelbart lyder?

Spørgsmålet er egentlig, hvor meget højere ville en førtidspension være i dag, hvis det ikke havde været for satspuljereguleringen?

Liliane,
folketingssvaret som jeg linkede til før, nævner tal for hvor meget satspuljereguleringen har betydet over årene. Men jeg synes at vi her kommer lovlig langt væk fra trådens emne. Jeg foretrækker så vidt muligt at holde diskussionen på sporet. Det er bedre at finde information om overførsler og satsregulering andre steder.

Vi er nødt til at holde op med at allokere ting efter 'penge' - det er en uddateret tankegang, som hører til i et samfund, hvor ressourcerne var sparsomme, og det er de altså ikke i vores samfund i dag. Takket være den svinske liberalisme lykkedes det os aldrig som samfund at NYDE, at vi var selvforsynende med olie og gas, vi fortsatte med at tale om, at Danmark ikke havde nogen råstoffer. Det samme gør sig nu gældende, mens vi ganske hurtigt og målbevidst omlægger til den endnu mere gratis vedvarende energi.
Det er den evige gøren sig fortjent til i lønarbejdet - dvs. til fordel for en besidder - der står i vejen for realiseringen af det gode liv med udførelse af de enten nødvendige eller besættende lystfyldte opgaver, som bringer os fremad som menneskehed i fællesskab med andre samfunds parallelle aktiviteter.
Sammenblandingen af ret og pligt er et monster, fordi det dækker over, at retten, forstået som den enkeltes frihed, bestandigt bør vokse, mens pligten, forstået som den enkeltes bundethed, konstant skal mindskes.

@ Poul Schou,

Du har helt ret, det er ikke emnet her. Det var oprindeligt i en anden debat her på avisen, at jeg efterlyste svaret, men den debat var du eller andre økonomer ikke deltager i, så da jeg så dig her, snuppede jeg chancen for at spørge.

Hehe, jeg så ikke at der var flere sider, læste i første omgang kun den første side, my bad, jeg kan se at hvis det ikke havde været for satsreguleringen, så ville en førtidspensionist i 2013 have haft en pension der var 5% højere end tilfældet var, 5% det er rigtigt meget, og dette øges jo år for år, så længe ordningen står ved magt, så en konstant forøgelse af uligheden mellem arbejdende og modtagere af sociale ydelser.

For mig personligt betyder det en forskel på 8.700 kroner om året, det kunne jeg have haft til at spare op til uforudsete udgifter (tandlæge, ekstra varmeregning, m.m.), men det har jeg så ikke, for det skal jo gå til at forbedre forholdene fra, nå ja, dem man tager pengene fra. Men som du skriver det er en anden debat.

Kære Eva S. Mathiasen ;o)
Hvor er det en god artikel og det du siger er jo lige 'hovedet på sømmet'! Det kan kun være forbløffelse, chock eller andre ting, der har forhindret denne debat lige siden nullerne gik amok med Fogh-regeringen, for denne vanvid, denne snak om 'konkurrence-stat er jo vanvid! Se bare Danmarks Radio der skulle konkurrere med TV2, så vi nu har to nærmest ens kanaler og begge temmelig overfladiske og jeg fristes til at sige 'livs-dumme' ;o).
Det gode liv er det det hele handler om, for mennesker, dyr, planter, ja hele klodens liv. Liv=meningen. Derfor tør jeg også godt sætte nogle fælles ting på begrebet det gode liv, noget vi vist også alle er enige om, men måske glemmer:
Luft vi kan indånde, vand og mad,tøj på kroppen, tag over hovedet, livsglæde, kærlighed, føling med resten af naturen, bruge vore sanser, skabe noget, opleve at vores liv hver især er unikt og noget værd for andre, at udfolde sig selv samtidig med man er del af fællesskabet.
Naturen er hele vores forudsætning for al liv, derfor skal natur/miljø/kloma, ja, det klodevenlige liv, naturligvis øverst på alle dagsordener. Hvad er vigtigere end livet? ;o)

Anne Sofie Nielsen, Torben Skov og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Basisindkomsten kan bidrage til "Det gode liv" for de svageste borgere.
Hvis man vil vide hvorfor, kan man sætte sig ind i sagen.

Her på avisen :
Søg på Borgerløn - 677 emner - 34 sider, første gang jan 98.
Søg på Basisindkomst - 374 emner - 19 sider, førstegang dec 99.

På BIEN :
Bog af Erik Christensen : Indledningen på 36 sider.
Kort oversigt, "Gode argumenter for B." med 12 væsentlige punkter.

God fornøjelse !

Det kan man jo nemt påstå Leo Nygaard.
Hvordan er det lige du mener at det kan gavne de svageste, at nogen siger at det kan det, er ikke det samme som at det ville det også komme til. Regeringen har i årtier ment at det gavner de svageste at piske dem rundt i manegen, og hvordan synes du det er gået?
Men din sidste kommentar viser mig, at jeg har ret i min teori om at basisløn er et radikalt-liberalistisk projekt.

Den eneste måde hvorpå det kunne gavne de svageste, ville være, hvis alle fik det samme udbetalt per måned om i arbejde eller ej, hverken mere eller mindre.

God artikkel!
Den højredrejning vi har været vidne til gennem de seneste ca 30 år, kan nu virkelig mærkes i alle samfundsled - og lag. Økonomi er over alt prioriteret højere end livskvalitet. Ikke at der ikke er sammenhæng mellem de to ting, for det er der naturligvis. Problemet er, at alt for mange antager, at de to ting er én - og samme sag. Det er det helt åbenlyst ikke!
Det stærke focus på økonomi, effektivitet og rentabilitet, har flyttet den politiske magt fra vælgere/politikere, til pengestærke instanser, der i liberalismens optonede lys, får større og større spillerum. Dermed overtager de langsomt men sikkert pladsen ved samfundsroret. Produktion, forbrug og konkurrence er tidens takt og tone til den liberale dans om guldkalv.

Vi kan desværre kun argumentere og vente på en modbevægelse fra de unge - helt i stil med den vi oplevede, som en modreaktion på den venstredrejning, der udviklede sig fra de unge op gennem 50'erne, 60érne og 70erne...

Liliane Murray
Nej, det er rigtigt, det skrev du ikke - jeg beklager.

Hvad basisindkomst ville gøre ved uligheden kommer vel an på en række faktorer, som kan være svære at forudse. Fx ved vi ikke hvor mange af dem, der er i arbejde, som ville bruge deres øgede råderum til at holde mere fri, og derved give "plads" til flere mennesker på arbejdsmarkedet, hvilket vel kunne bringe arbejdsløsheden og dermed uligheden ned. Vi ved heller ikke hvad det ville betyde for folkesundheden, hvis folk ikke behøvede at arbejde så meget.

Det kommer også an på, hvordan basisindkomsten finansieres, fx ville nogle af de overflødiggjorte bureaukrater fra det sociale apparat kunne allokeres til SKAT med særligt fokus på de multinationale selskaber og de asociale multimillionærer. Det ville vel også betyde øget lighed?

Jeg forstår godt, hvad du mener og jeg tror da også, du har ret i, at man skal være varsom med at tro, basisindkomsten er en magisk løsning på nærmest alle problemer, men jeg synes nu du maler fanden på væggen, uden hensyntagen til, hvor mange forskellige måder, ordningen kunne udformes på.

Grundideen bag basisindkomst er;-

Hver person modtager det samme, om i arbejde eller ej. Inklusiv børn, hvor man så straks vil se en familie med 2 børn, modtage 4 gange så meget som en enlig. Selvom udgifterne langt fra er 4 gange så høje per person, for en familie, som for en enlig. Dvs. At arbejder man har man både sin basisindkomst og sin løn, hvis man ikke kan arbejde, altså ikke har noget valg, ja så har man kun basisindkomsten at leve for.

De beløb jeg har set nævnt har været på henholdsvis, 100.000 og 120.000 om året (for Danmark), så med mindre der sker nogle voldsomme samfundsøkonomiske reguleringer, vil det slet ikke kunne lade sig gøre at overleve for det beløb, med mindre man sørger for at lægge sig en horde af børn til. (Skidt for klimaet og miljøet)

Fordelen skulle være mindre administration og medfølgende bureaukrati, hvis ikke så har ideologien allerede slået fejl. Skat vil langt fra kunne give plads til alle de sagsbehandlere og socialrådgivere der i dag arbejder for det offentlige.

Alle sociale ydelser afskaffes, udiskrimineret, hvorefter kan en kronisk syg få at vide, at de selv har valgt at stå udenfor arbejdsmarkedet, for samfundet vil ikke længere se på hvorfor?

Vi er mange mennesker, hver især lidt anderledes end den næste, og det gør at vi har forskellige behov, og det tager borger/basisindkomst ikke højde for.

En anden model hedder negativ skat, dvs. at falder din indkomst til under vist niveau, så får du udbetalt skat i stedet for at betale den. Her går man så ud fra, at alle skal have en sikret minimumsindkomst, uanset om de er på arbejdsmarkedet eller ej. Og jo mindre man tjener, jo mere skat får man udbetalt eller omvendt, jo mere man tjener, jo mere skat betaler man.
Faren ved dette er at kriterierne vil blive sat så et menneske der står udenfor arbejdsmarkedet, vil altid være den der tjener/har mindst, det i sig selv er ikke det største problem, problemet kommer i prissætningerne på nødvendige livsbehov.

Basis indkomst ser jeg som et ny-liberalt hold-nu-kæft-bolsje. At mange falder for den, kan godt forstå, især hvis man allerede nu hører til dem der står udenfor arbejdsmarkedet, og måske har kæmpet med systemet, for en værdig tilværelse i mange år, så lyder det forlokkende at man ikke længere ville skulle gennem politikernes spidsrod. Og det er nok en af grundende til at mange falder på halen for ideen.

Hvis der ikke er arbejde til alle (arbejdsduelige), så må alle deles om det arbejde der er (nedsættelse af arbejdstiden), det hedder også solidaritet.
Hvorfor ikke give borgerne mulighed for, udover normale ferier, nogle arbejdsfrie perioder i løbet af livet? x antal år (f.eks. 5) som borgeren frit kan disponere over i løbet af et arbejdsliv, det ville i sig selv give en arbejdstidsnedsættelse på 10%, og tilsvarende øget behov for ekstra arbejdskraft. En form for sabbatår, hvor borgeren i den tid så kan modtage en form for 'borgerløn', men kun i sammenlagt 5 år og kun hvis de ikke samtidig arbejder, andet en hvis de vil bruge tiden til at etablere sig selv, som selvstændige eller kunstnere, der jo er kendt for at måtte suge på lappen igennem ofte flere år, inden de når så langt at de rent faktisk kan leve af det. men tiden kan også bruges på familien eller rejser, eller hvad man nu måtte have lyst til.

randi christiansen

Når privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet - som er naturressourcerne og de offentlige institutioner - er den overordnede ramme, så er det ikke et samfund, vi får, men den - forventelige - helvedes ormegård, som er yderligere cementeret og hastigt voksende siden de villiges akse invaderede irak.

At selv socialdemokratiet, det gamle arbejderparti, har givet op i kampen for retfærdighed og har ladet sig indfange af den neoliberale konkurrencestats falske bevidsthed om den 'nødvendige økonomi' (de vil eller kan åbenbart ikke se, at det er selve præmissen, som er forkert) siger alt om den farlige situation, vi på alle miljø-og socioøkonomiske parametre befinder os i.

Og når de eu begejstrede kun kan se en overordnet afgivelse af nationalstaternes suverænitet som en forudsætning for samarbejde i stedet for forpligtende aftaler fra sag til sag om løsninger - som jo, givet den bagvedliggende bevidsthed er klar, vil være indlysende - er vi meget langt væk fra at realisere hensigtsmæssig og retfærdig ressourceadministration i et samarbejdende folkestyre.

Det er altså ganske enkelt et spørgsmål, om det vil være muligt at bevidstgøre et flertal, om hvorvidt man ønsker at samarbejde eller at konkurrere om fællesejet, og ikke mindst om det vil kunne lykkes at pacificere de, som nu forhindrer det gode liv, som den gode psykolog efterspørger.

Jeg har set modeller, hvor børn under 18 får halvt så meget som de voksne. Men lad nu det ligge.

Helt enig, hvad angår arbejdsdeling - det giver simpelthen ikke mening, at vi skal arbejde mere, når teknologien hele tiden gør det nemmere og billigere at producere varer og ydelser.

Tak for uddybningen af din holdning til UBI, det giver klart noget at tænke over.

Johan Enemark - Rigtigt, der er forskellige modeller. De af os der går ind for hovedprincipperne, må så mellem os (eller i folketinget, hvis det ender dèr) afklare detaljerne. De, der har sat sig ind i sagerne, ved, at der er meget at tage stilling til :
- beløbene her og nu.
- hvilke ekst. ordninger der afskaffes.
- hvordan det om børn takles.
- hvordan forholdet borger/samfund ideologisk set afklares. (ret og pligt).
- statskontrol contra personlig frihed og selvvalg.
- forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver.
- aftalerne om mindsteløn contra tryghedssikring.

Det gode liv er bl.a. friheden og trygheden - uden usikkerheden om, hvad big mother stat finder på næstegang af slave påbud.

De, der på forhånd forkaster ideologien, uden at præcisere og konkretisere kritikken af ordningens detaljer, burde ikke deltage så skråsikkert i debatten.

Problemet er, Liliane Murray, at vi skal væk fra, at det kun er lønarbejde, der tæller.

Liliane Murray, Anne Sofie Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Poul Schou
Er helt med, noget amorft roderi, kastet noget hurtigt ned på ’feltet og indrømmet øver mig, også i dette svar. Men det er dig jeg ’angriber’ (smil)og du syntes at repræsentere lige præcis noget meget diskussion værdigt, nemlig konkurrencestaten. Så jeg prøver lige igen. Jeg skulle i farten nok have skrevet den dominerende neoliberale økonomiske tænkning og dens mere eller mindre afledte markedsgørelse af velfærdstaten. Nu er begrebet det gode, et ægte relativt begreb som jo kan spændes for mange tog, fx det gode liv eller ’den gode konkurrencestat’. Når min kære psykologformand prisværdigt kaster sig over vores nuværende politikere så må jeg i dette tilfælde sige, at hun taler manges sag. Jeg synes vi er på vej væk fra det ’gode liv’. Det gode liv i konkurrencestaten kan i den korte version forstås som en stat der forlanger fleksibilitet, dynamik og opportunisme og hvor konkurrencestaten mobiliserer deltagelse i konkurrence på alle niveauer og med individuelt ansvar og pligter i et ’aktivt arbejdsfællesskab’. Altså homo economus, det ny liberale menneske. Og dens fortalere, fx Corydon ser det som en stat der sikre og øger væksten og dermed velfærdstaten. Og det er jo spørgsmålet? Min største kritik går på menneskesynet, kort og godt, kun ydere, den arbejdende tæller – og så legitimere det jo jagten på de dovne arbejdsløse. I princippet fremstår konkurrencestatenikke epokegørende når man ser på dens strukturelle tiltag, de ser ikke nye ud, men ligner blot fordelingsgreb anvendt før, der åbenbart ikke øger vækst. Kan man måle om Danmarks vækst ville have været større eller mindre i forhold til de fordelingsmæssige tiltag der indført med de seneste reformer, herunder skattereformer eller? Ser man på BNP og vækstrater igennem de sidste femten år er der ikke de store afvigelser, det holder sig inden for et gns. på 1.5 % (på nær 2009). Samlet set er vi blevet rigere alt i alt og man kan uden at overdrive sige at vi aldrig har været rigere. Så min kritik af førte fordelingspolitik som jo legitimeres via idealer fra konkurrencestaten, er jo at velstandsfremgangen særligt er slået igennem ved, at den øvre middelklasse og overklassen er vokset markant. Men en stor del, omkring en femtedel, har ikke fået del i fremgangen. De fattige med andre ord. Og det er dem vi jagter i al vores rigdom. Skattereformer øgede skævheden. Vi 'de rige' fik flere penge mellem hænderne som følge af flere skattereformer under VK-regeringen, allerede i 2004 og derefter fulgte yderligere to skattereformer i 2007 og 2009. Særligt Forårspakke 2009 bidrog til at øge uligheden. Mellemskatten blev afskaffet, mens indkomstgrænsen for topskat blev øget. Ved ikke om konkurrencestaten er helt udrullet eller ej, men væksten er jo i min opfattelse helt stabil, vi har bare ændret vores fordeling og gjort flere fattige. Så konkurrencestaten fremstår ikke som den store åbenbare økonomiske vækstmotor eller? Her låner jeg selvklart min kritik fra læsning (er i øvrigt langt fra færdig) af Paul Krugman, Piketty, Stiglitz, Atkinson, José Carlos Díez m.fl. som er eksempler på kritiske, internationale økonomer, der har en "anden fortælling". Jeg tolker dem bl.a. som kritikere af konkurrencestatens individ og økonomiske tænkning. Så det gode liv er; kortere arbejdstid, højere løn til lavlønnede, mere uddannelse hele livet og med fuld løn, større automatisering, mere grøn ’vækst’, mere økologi, mere sikkerhed i ansættelse, tilpasset længde på arbejdsløshedsunderstøttelse i forhold til konjunkturer, mere offentlig service, bedre normeringer i børnehaver, skoler og i ældreplejen. Så fik vi psykologer færre opgaver med at hjælpe stress og depressionsramte borgere. Motto, gør de fattige rige så bliver vi alle rige. Det var sådan velfærdstaten blev dannet eller??

Jørgen Malmgren, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Torben Skov og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Helt enig Steffen Gliese, jeg så gerne en rigtig reform (den definition man finder hvis man slår ordet op) af hele vores velfærdssystem bygget på menneskelige værdier, i stedet for monetære værdier.

Konkurrencestaten med dens vækstideologier vil aldrig løse de problemer vi står overfor de næste hundrede år, konkurrencestaten søger kortsigtet profitoptimering, gennem stadig vækst, dette er årsagen til problemerne, og ikke løsningen.
Samfundet, vores værdier og ideologier har, og det i den grad, brug for nytænkning. Hvis ikke, vil vi meget snart ryge ud over kanten, klima og miljømæssigt, og så kan vi se hvad det så bliver for et ragnarok på jorden. COP21, det vi som borgere burde kunne forlade os på, ser allerede nu ud til at slå fejl.

Hvordan kan man med den ene hånd hylde effektiviseringer, der henholdsvis har sendt en masse ud i arbejdsløshed og arbejdspladser én masse til udlandet, og så skælde ud på og jagte de arbejdsløse man selv har skabt.

"Mor mor, må jeg får en småkage?"
"Jamen, det må du da min skat. De står oppe ovenpå skabet."
"Men mor jeg har jo ingen arme."
"Ingen arme, ingen småkage"

Nogenlunde lige så fornuftigt og medmenneskeligt er vort samfund blevet.

Ole Vagn Christensen

Torben Skov skriver til mig at den progresive venstrefløj stemmer på Alternativet ja det troede den socialdemokratiske ledede regering også hvorfor den udskrev valg.
Men valgresultatet viste desværre noget andet,
Alternativet var i stand til at hente de sociale, i det liberale parti det Radikale venstre. Men ikke at skaffe ny vælgertilslutning til den socialdemokratisk ledede regering. Hvorfor det radikale tab til de borgerlige gjorde at der manglede et mandat i at genvælge regeringen.
Så vi fik en liberalistisk styret venstre regering.
Skal den regering møde modstand må Konservative/Socialdemokrater og venstrefløjen finde tilbage til gamle dyder hvor samfundsmodellen blev bedømt ud fra hvad alle formåede at kunne bidrage med, uanset om man var et stort eller lille tandhjul så betød man noget for at medvirke til at samfundsudviklingen, hvor det ikke var de stærkeste som trådte på de svageste som er liberalisternes grundlov som de har levet efter siden stavnsbåndet blev ophævet.

Jens Thaarup Nyberg, Liliane Murray og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er tid til at skrive et nyt kapitel i Danmarkshistorien, velfærd, lighed og respekten for det enkelte medmenneske skal tilbage i højsædet, empati og varme skal ind i alle vores hjerter og sind.

Nye demokratiske og velfærdsvenlige partier er Danmarks eneste redning, det næste valg er afgørende for at samle et balanceret velfungerende samfund, forskningen, skolerne, institutionerne, miljøbeskyttelse og offentlig sundhed er hjørnestenene i vores fremtid og fundamentet som Danmark er bygget på.

Danmark er et af verdens rigeste lande, der er tusinde af milliarder, desværre er vi gennem medierne blevet hjernevaskede til at tro at der er krise og at vi må skære ned, disse nedskæringer har Magteliten valgt skal ske i bunden af samfundet, hvilket har skabt ulighed og fattigdom, umenneskelige lidelser og død, samt voldsom demokratisk underskud. De rystende forhold i socialvæsenet og på handicapområdet er direkte bestilt af Folketinget, de er indskrevet i lovene.

Det er på tide at "krisen" rykker opad i samfundet, der skal reformer til - i toppen af Danmark, i virksomhederne og i finansverdenen, der er ikke plads til de riges menneskefjendske fascisme og afskyelige menneskehad, det må aldrig være sådan at det er firmaerne som er den virkelige stormagt i et land. De såkaldte reformer har flyttet pengene væk fra bunden og op til de rigeste 10 % samt til virksomhederne, disse penge skal tilbageføres med renter.

Ud med de gamle partier som kun har tjent Magteliten og øget uligheden, som har knust og udsultet alle de institutioner som samfundet er bygget på. Der er trecifrede milliard beløb i skattely som venter på at Skat bliver styrket, ansæt 3-4000 som skal tage sig af skattesvindel og de riges skatteunddragelser og bremse den accelererende boomende virksomhedskriminalitet.

Ole Vagn Christensen

Peter Sterling hvor er vi enige på nær på et punkt det er omkring der skal nye parti til for at få anstændigheden tilbage. Nævn mig lige hvor historien er det sket. Siden de tre gamle parter formede vores velfærdssamfund. Ret skal være som Stauning sagde det DE liberale formede inden det egoistiske fik overtaget i dem det politiske demokrati. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse sørgede for stabiliteten og højre de konservative erkendte social ansvar da der i det moderne industrisamfund eksisterede små og store tandhjul som måtte finde sameksistens i det moderne samfund.
I1901 medførte at egoismen i det liberale parti venstre at egoismen fik så megen magt at de social liberale i partiet brød ud og dannede det Radikale Venstre, senere er så sket det at de sociale kræfter har taget skridtet til at danne liberal alliance. De konservative døde ud ved at små næringsdrivende ikke mere var acceptable i egoismens liberalistiske samfundsmodel som fortrængte de små erhvervsdrivende. Konservatismens nye bannerfører blev set med nutidens øjne to konsevative strømningspartier som liberal alliance og Dansk Folkeparti. Der alle bygger på det liberalistiske grundlov den der har meget skal mere gives.
På venstrefløjen står det ikke bedre til først skilte kommunisterne sig ud, dernæst skilte SF sig ud fra kommunisterne, de tilbageblevne kommunistiske partier blev fundamentet for enhedslisten.
Synes du virkelig, at de kan disse nydannelser gøre det bedre med deres samfundsmodeller.
Jeg tror ikke på det derimod tror jeg på at Konservative/socialdemokraterne ved at føre anstændighedens politik kan sammen med den progressive venstrefløj få anstændigheden tilbage i Dansk Politik. Dermed skabe et samfund hvor den stærkestes ret til at udsuge den svage ikke mere er gangbar.
Det er vores fælles ansvar kommer til at ske.
Her er Peter, ikke brug for nyskabelser som ikke har vist sig at være skaber af et bedre samfund. Her er brug for anstændige Konservative, socialdemokrater, og en anstændig progressiv venstrefløj.

Ole Vagn Christensen

Undskyld til jer balle fik skrevet at sociale kræfter i det radikale venstre brød ud og dannede liberal alliance intet er mere forkert der skulle have stået at de brød ud og dannede Alternativet.

Jeg er født i 59, vokset op i 60erne og 70erne, ung i 80erne, aldrig, aldrig, aldrig havde jeg dengang troet, at Danmark kunne ende der hvor det er nu, jeg kunne tude over tabet af mit sande fædreland, den sande danske mentalitet (med rødder helt tilbage til vikingerne og høvdingene før da), og de sande danske værdier.
Ordet sande må ikke tages som at jeg mener, at der kun er en sandhed, det gør jeg ikke, med sande mener jeg den følelse og stolthed man havde dengang, før det vente, når man stod på stranden sankt hans aften og så ind i bålets flammer, og sang 'Vi elsker vort land' eller Shubidua's 'Midsommersangen'. Vi var alle fælles, der på stranden var vi alle lige. Der var et usynligt båndt der bandt os sammen, men det er i 90erne og 00erne helt indtil nu, blevet voldeligt revet over.

Steffen Gliese og Ole Vagn Christensen anbefalede denne kommentar

@Ole Vagn Christensen, 12. november, 2015 - 11:14

Et land måles ikke i penge, men på hvordan det behandler mennesker. Samfundet tilhører den næste generation sådan vil det altid være, og der skal være plads til at de former deres egen fremtid. Fortidens erfaringer forsvinder i et bagud vendt nærsyn, måske deraf dannes de nye fejltagelser, men sådan er det jo.

De konservative C ligger på spærregrænsen p.g.a. deres nære samarbejde med torturstaten USA, som på et tidspunkt havde torturcentre over hele kloden inkl. Polen. Man bør ikke overlade hverken ens børn eller fremtiden til den type mennesker.

Socialdemokraterne S ligger nu reelt på midten af højrefløjen da de har stemt på næsten alle nedskæringer imod dem i bunden, hvis de taler om anstændighed er det kun fordi de har betalt et reklamebureau for at skabe spin. Konservative/socialdemokraterne kommer aldrig til at føre anstændighedens politik.

De Radikale gik i 2011 over imod C og ødelagde derved valgets sociale mål, dette bevirkede at R ved det sidste valg blev revet midt over og Alternativet blev dannet.

DF har kun ét hovedmål som er hadpolitik og deres reelle bidrag til den danske politik er nedskæringer for dem i bunden, desværre er de urørlige i øjeblikket, da vi befinder os i en af verdenshistoriens største folkevandringer.

Glemte jeg at nævne Liberal Alliance eller Saxo Bank? Min personlige mening er at den største trussel mod demokratiet i fremtiden kommer af, at de største firmaer har større magt end visse lande, der er adskillelige love på vej bl.a. via EU som fører den sidste afgørende magt over til storindustrien, dette kaldes i sin grunddefinition Moderne Fascisme.

Det er hen ved 26 år siden at kommunisterne mistede deres union, og Putin er vist ikke en god rollemodel, så jeg synes ikke at man har grund til at frygte kommunisterne. SF har vist mere tilknytning til pædagogerne end til kommunisterne, dog er deres politik vist ikke til fordel for hverken lærerne eller eleverne, de stemmer for nedskæringerne.

Enhedslisten består af en hel række mennesker hvoraf de fleste selv har børn, de ved hvad pleje og omsorg betyder for opvæksten. Dog har de vist en gange fejlet ved at stemme for krig, som jo ikke baner vejen for fred, den erfaring har vi fra de sidste 13 års horrible krigsdeltagelse.

Jeg håber at du forstår hvorfor mange gerne vil have ryddet boldbanen for at føre nye spillere ind, det handler ikke om kommunisme eller om arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne, men om at de fleste af de nuværende partier har forbrudt sig mod mennesket, indført psykisk tortur på socialkontorerne, forsømmer plejen for de ældre osv. De fattidomskabende politikere er kommet ud på et sidespor og vil ikke vende om.

Ole Vagn Christensen

LIliane hvor er jeg enig med dig i at det er sørgeligt at se på hvordan danskerne selv undergraver vores dejlige land ved at vælge politiske løsninger som de vælger de billigste varer i supermarkedet uden at tænke på det har konsekvenser for dem selv fordi de øjeblikkelig bliver tilfredsstillet med billigere varer.

Ole Vagn Christensen

Peter det er vi helt enig i men dit udsagn omkring de Konservative er vi uenig i. De Konservative er som også socialdemokraterne er det undsagt af deres egne fordi de ikke kan få øje på at de er bærer af værdierne som bærere af et samfund hvor få har for meget men færre har for lidt.
Angående dine andre lommefilosofisiske betragtninger så er det dem som hele tiden har prøvet at få folk til fra højre og venstre at betragte politik som en supermarkedsvare, me ugentlige tilbud.
Hvilket har ført med sig masse af nye politiske partier med liberalistiske tilbudsvarer hvor konsekvensen er overdraget til de svageste at betale. Hvad enten man taler om syge eller ulykkesramte, eller udstødte af arbejdsmarkedet. Hvor mere gives til de stærke og mere overlades til udsatte grupper at betale den billige vare i det politiske supermarked.
Men med synspunkter som dine Peter har liberalisterne fortsat mulighed for at gå på rov hos de udsatte.
Mit råd til dig er kæmp for at få anstændigheden tilbage hos de Konservative, socialdemokraterne og hos den progressive venstrefløj. Så vi kan få stoppet det grådige dyr liberalisterne holder i live.

Torben Kjeldsen,

Lad mig lige sige at jeg ikke har noget særligt forhold til ordet ”konkurrencestaten”. Det er ikke et ord der normalt indgår i mit aktive ordforråd. Ligesom du antyder, opfatter jeg det som et mode-ord der i høj grad betegner gammel vin på nye flasker – de grundlæggende problemstillinger det omhandler, er gammelkendte.

Mht. BNP-vækstrater på forskellige tidspunkter er de altid påvirket af mange forskellige forhold, så man kan ikke uden videre tage BNP-væksten i et bestemt tidsrum som udtryk for hvordan en konkret reform har virket. Men det er ret oplagt at et tiltag der medfører højere beskæftigelse, alt andet lige også giver højere samlet indkomst og BNP. Og der er grund til at tro at skatteomlægninger der sænker den effektive marginalskat på arbejdsindkomst, og besparelser der sænker overførselsindkomster hos arbejdsdygtige personer, forøger arbejdsudbuddet. Og der er også grund til at tro at et højere arbejdsudbud i hvert fald på længere sigt medfører højere beskæftigelse. Fordi stigningen i arbejdsudbuddet fører til en lavere løn og dermed gør arbejdskraft billigere.

Nu mener jeg ikke personligt at et højere BNP i sig selv er et afgørende slutmål at arbejde for, og jeg kender heller ikke mange seriøse fagøkonomer der mener det. Økonomisk teori arbejder i stedet med begrebet ”samfundsvelfærd”. Det kan omfatte mange forhold, materielle som immaterielle, og er nok ret tætbeslægtet med ”det gode liv”. En regering der arbejder for befolkningens bedste, vil forsøge at få så høj en samfundsvelfærd som muligt.
Man kan sagtens, også ud fra en samfundsøkonomisk tankegang, ligesom du argumentere for at lighed, kort arbejdstid osv. kan være vigtigere for samfundsvelfærden end høj gennemsnitsindkomst og materiel levestandard – men man kan altså også sagtens argumentere for det modsatte. Det afhænger af hvordan befolkningens præferencer ser ud. Det må man så afklare ved valgene, og ved den offentlige samtale der finder sted mellem valgene. Men den side i denne offentlige samtale som du repræsenterer, burde måske starte med at erkende at man godt både kan have en vision for ”det gode liv” og samtidig synes at de nævnte tiltag er fornuftige. Den pågældende vision er måske bare en lidt anden end din og andre kommentatorers.

Ole Vagn Christensen

Torben det her udsagn fra dig er delvis rigtigt.
Vi 'de rige' fik flere penge mellem hænderne som følge af flere skattereformer under VK-regeringen, allerede i 2004 og derefter fulgte yderligere to skattereformer i 2007 og 2009. Særligt Forårspakke 2009 bidrog til at øge uligheden. Mellemskatten blev afskaffet, mens indkomstgrænsen for topskat blev øget.
Der var tre andre ting du skal have med,
Håndværkerne i Danmark fik lov til i kraft af 00ernes økonomi at være lønførende 06-08 var der lønstigninger på 20 % pr år.
Det havde som konsekvens at industrien for at holde på deres nøglemedarbejdere og aktionærer, kunne følge med, måtte hente økonomi ved at outsource de manuelle arbejdspladser 150.000 arbejdspladser blev mistet,
På det offentlige arbejdsmarked betød det at øgede skatte indtægter fra hjemmemarkedsarbejdspladser, sammen med øgede afgiftsindtægter på forbrugslån. Kunne give såvel løn som service forbedringer i den offentlige sektor.
Hjemmearbejdsmarkedet var de næste som med den politik kom til at mærke arbejdsløsheden.
De næste som blev ramt var den offentlige sektor, for at holde lønniveauet som bobleøkonomien havde skabt måtte gøre to ting indskrænke arbejdsstyrken og lave serviceforringelser.
Men ud over disse tre grupper havde bobleøkonomien ført med sig at der var skabt kunstige kursgevinster som i dag mange slås med blandt andet Dansk Landbrug som i særdeleshed mærkede at boblen bristede og ejendomspriserne var i dybtfald.
De her ting mener jeg Torben er nødvendig for dig at have med da du ellers er nem at skyde ned af de korttænkende økonomer som ser tingen ud fra Deres små næsetippe.

Jens Thaarup Nyberg og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Jamen, Poul Schou, det er den virkning af øget arbejdsudbud, vi som velfærdssamfund skal bekæmpe. Vi skal sgu ikke have lavere løn - den har reelt stået i stampe i tyve år for de fleste - og om behovet for mere arbejde skulle være reelt i en verden, hvor maskinerne kan klare mere og mere, og hvor der kæmpes for at finde på mere og mere futil administrativ kontrol for at beskæftige klassen af magthavende samfundsvidenskabere må siges at være et meget åbent spørgsmål.

Steffen Gliese,

" (lønnen) har reelt stået i stampe i tyve år for de fleste"

du er sikkert en flink fyr, og du plejer i hvert fald at optræde høfligt her på siderne, men du kommer jævnligt med nogle besynderligt påståelige udsagn, og når man gør indvendinger og beder dig om at dokumentere dem, er det min erfaring at du blot forsøger at ignorere problemet. Det er i min bog ikke nogen rimelig måde at behandle andre samtalepartnere på.

Ovenstående sætning om lønudviklingen er et eksempel - hvor i alverden har du den fra? Den virker i mine øjne grebet ud af luften. Det folketingssvar som jeg tidligere her i tråden gav Liliane et link til, skriver f.eks. at reallønnen er steget ca. 20 % fra 1994 til 2013. Har du noget seriøst belæg for hvad du skriver - og hvis ikke, hvorfor skriver du det så?

@ Poul Schou,

"Og der er grund til at tro at skatteomlægninger der sænker den effektive marginalskat på arbejdsindkomst, og besparelser der sænker overførselsindkomster hos arbejdsdygtige personer, forøger arbejdsudbuddet. "

Hvor længe skal vi vente på at det viser sig at være rigtigt, tværtimod, har man fastslået at netop en sådan politik er slået fejl, trickledown effekten kom aldrig, og vil aldrig komme.
Netop den løsning var intet mere end en teori. (jeg mener det var Oxfams årlige rapport der konkluderede dette) Trickledown effekten var ellers det man brugte til at sælge ny-liberal politik til vælgerne. Men det materialiserede sig aldrig.

Og hvis det at sænke arbejdsløse arbejdsduelige personers indkomst, skulle gøre en forskel på antallet af arbejdsløse, hvorfor jagter man så samtidig kronisk syge og førtidspensionister? Hvad har de med sagen at gøre? Ikke at jeg er enig i at man sænker arbejdsløses indkomst, slet ikke.

Det er rigtigt med det folketingssvar, og efter det har jeg kunnet regne ud, at min pension i dag ville være 8.700 højere om året, hvis det ikke havde været for satspuljen, for andre pensionister med den samme førtidspension som jeg selv, er beløbet på 11.600 mindre. Det er edderbankeme meget.

Lise Lotte Rahbek

jeg vil påpege, at i kommunikationsudveksling med Poul Schou
vil han forlange,
at argumenter foregår på hans spilleplade,
nemlig i form af statistikker og økonomers udtalelser,
og dermed vil levet liv og erfaringer set nedefra,
ikke kunne anvendes som argumenter ift Poul Schous univers.

Der er en god grund til, at det er svært at kommunikere, når man lever under forskellige omstændigheder

Liliane,
"Hvor længe skal vi vente på at det viser sig at være rigtigt, tværtimod, har man fastslået at netop en sådan politik er slået fejl".

Det er jeg ret uenig med dig i. Der er adskillige empiriske undersøgelser fra ind- og udland der viser at der er sådanne effekter som jeg taler om. Her er et par danske eksempler - et om løn og arbejdsudbud:

http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=276512

og et om virkningen af kontanthjælpsreformen:

http://dors.dk/files/media/rapporter/2015/E15/kap_iii/e15_kap_iii_indkom...

Men der er i øvrigt ikke tale om "trickle down"-effekter her - det er noget andet.

Lise Lotte Rahbek,

"jeg vil påpege, at i kommunikationsudveksling med Poul Schou
vil han forlange,
at argumenter foregår på hans spilleplade,
nemlig i form af statistikker og økonomers udtalelser,
og dermed vil levet liv og erfaringer set nedefra,
ikke kunne anvendes som argumenter ift Poul Schous univers."

Ja, hvis man skal tale om de samlede samfundsmæssige effekter af et tiltag, er det naturligt at man må tage udgangspunkt i en systematisk undersøgelse, og det er præcis det man har videnskabelige statistiske metoder til. Enkeltpersoners egne oplevelser af om de kan få øje på danske udbudsvirkninger af en skattereform i deres dagligliv, er ikke nogen særlig pålidelig indikator for hvad den samlede virkning vil være.

Det er nok også svært for mange enkeltpersoner ud fra deres egen dagligdags erfaring og synsvidde at erkende at jorden er rund, at stjerner er enorme ildkugler, at vores nære omgivelser er fyldt med bakterier osv. Men derfor gør man nok klogt i at regne med at sådan er det alligevel.

Sider