Baggrund
Læsetid: 3 min.

Rædselskabinettet genåbnet til skræk og advarsel

Henrik Qvortrups bog, Tre år, ni måneder, tre dage, om Helle Thorning-Schmidts regeringstid gør indtryk ved sin ophobning af alle de dumheder, regeringspartierne begik
Overpulverheks i Henrik Qvortups nye bog om Thorning-regeringen er de radikales Margrethe Vestager, som Qvortrups kilder ikke har meget godt at sige om: Hun er lunefuld, nedladende, belærende, hoven og uforskammet.

Overpulverheks i Henrik Qvortups nye bog om Thorning-regeringen er de radikales Margrethe Vestager, som Qvortrups kilder ikke har meget godt at sige om: Hun er lunefuld, nedladende, belærende, hoven og uforskammet.

Jakob Dall

Indland
4. november 2015

Kan hænde, at journalisten Henrik Qvortrup er en værre én. Det kan blive belyst af en straffesag om den angiveligt betalte brug af en tys-tys-kilde, som ugebladet Se og Hør i Qvortrups chefredaktørtid gjorde for at opsnuse elektroniske spor af kendisser. Uanset hvad er Qvortrup en god fortæller.

Det kan man forvisse sig om ved at læse Qvortrups seneste bog, Tre år, ni måneder, tre dage. Tidsangivelsen henviser til den periode fra 2011 til 2015, hvor den daværende socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, beklædte statsministerposten, først i spidsen for en SRSF-regering, sidenhen kun SR.

Det var et rædselskabinet, der påførte sine deltagere store lidelser og sorger – og derpå et valgnederlag. Bogen gør indtryk bare ved sin ophobning af alt det, der gik galt. Den kan læses til skræk og advarsel om, hvordan man i hvert fald ikke skal danne regering og bagefter prøve at regere.

Læs også: De hemmelige socialdemokrater

Inden nogle af fadæserne genopfriskes, er det på sin plads med en varsomhed. Qvortrup oplyser, at han til sin fremstilling har »interviewet omkring 100 personer, der har været mere eller mindre tæt på de forløb, jeg beskriver«. Men, fortsætter Qvortrup: »Helt fra begyndelsen har det været mit bevidste valg udelukkende at basere bogen på anonyme oplysninger. Min vurdering er, at løftet om fortrolighed har været en forudsætning for at komme helt tæt på begivenhedsforløbene.«

Etisk gråzone

Qvortrup har endda nægtet at navngive de personer, der ønskede det. Qvortrups metode og hans vurdering af forudsætningerne for sandfærdighed kan bestemt diskuteres. Mange vil nære skepsis over for udsagn, som ingen vil lægge navn til. Etikken befinder sig i gråzone.

Med disse forbehold er det denne anmelders bedømmelse, at bogen giver et dækkende billede af Thorning-tidens mistrøstigheder.

Hver af de daværende tre regeringspartier bragte med sig en bunke pinde til samarbejdets ligkiste. SF-formand Villy Søvndal havde svævet i en medvind af folkegunst. Den var nu løjet af, og Søvndal var inderligt træt af SF’s indre kævl og ville forlyste sig i en ministerbil. Til sine rådgiveres fortvivlelse ville han tilmed via Udenrigsministeriet flygte ud i den store verden og fjernt fra daglig ledelse. Den overlod Søvndal hjertensgerne til ’børnebanden’ – Søvndals udvalgte skare af yngre partifæller, der ville til magten, men ikke nød tillid blandt SF’s tillidspersoner.

Læs også: Skandalehistorie? Nej, skæmtefortælling

Hos Socialdemokraterne var selvværdstabet ved et tiår i opposition så smerteligt, at partiet måtte bekræfte sig selv ved at udråbe sig til vinderen, da statsministerposten nu igen var i syne. Men Socialdemokraterne havde faktisk haft det ringeste valg i 106 år. Det var Enhedslisten og de radikale, der vandt flertallet for Thorning. At de radikale i realpolitikken nu havde krammet på Thorning, nænnede hun ikke at vedgå på valgnatten. Det hævnede sig, da hun måtte ende med at føre nærmest den modsatte politik af den, hun var gået til valg på.

Radikal hævntørst

De radikale gjorde intet for at hjælpe deres to regeringspartnere. De radikale ville hævne, at S og SF i de forudgående år havde opført sig, som om radikal medvirken ikke var nødvendig for at få ført en anden politik end borgerlige regeringers.

Så grufuld var de radikales hævn, at de i den nye regerings grundlag fik indskrevet: »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.« Så forfærdeligt som det måtte lyde i menige SSF-øren, viste det sig sandt. SF faldt fra hinanden, mens den socialdemokratiske folketingsgruppe, der aldrig havde forsonet sig efter Auken-Nyrup-opgøret, igen kogte op i nedrige intriger.

Af egentligt nyt i Qvortrups fortælling er, hvor uhæmmet partifællerne Mogens Lykketoft, Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen arbejdede på at gøre livet uudholdeligt for Helle Thorning-Schmidt. Og hvor vidende herom hun var. Og hvor vred.

Læs også: Thorning om kontroversiel bog: Det er skønlitteratur

Midt i al ulyksaligheden bliver Helle Thorning-Schmidt en slags antiheltinde. Hun har det som kærligheden i Paulus’ første brev til korinterne: Hun tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Til gengæld er historiens overpulverheks de radikales Margrethe Vestager. Qvortrups kilder har ikke meget godt at sige om Vestager: Hun er lunefuld, nedladende, belærende, hoven og uforskammet. Og hjerteløst bevidst om, at regeringspartnerne er nødt til at finde sig i det hele.

Først tre år inde i regeringens liv lykkedes det Thorning at slippe af med Vestager og blive ubestridt statsminister.

Thorning fik luft under vingerne og sit parti ført opad i en kraftfuld kampagne, som dog forskertsedes af radikal valgkampkludren og SF’s skrumpesyge.

Qvortrups bog kan læses af regeringsdannere som en huskeseddel over ting, de ikke skal gøre.

Henrik Qvortrup: ’Tre år, ni måneder, tre dage’. 365 s. 300 kr. People’sPress. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørn Storgaard Andersen

Philip B. Johnsen skrev nogle ord og vendinger, som fortjener et svar - alene fordi de er usædvanlige i en politisk debat:
- dyrkelse (usædvanlig brug af det ord i en politisk debat)
- psykopatisk (jeg kender til psykiatri og psykologi, men dette kender jeg så ikke til)
- grådighed og egoisme (ikke i mit parti)
- neoliberalister (alle der bruger præfikset "neo" foran noget er på gale veje)
- klimaflygtninge (du må have set The Martian med Matt Damon ;-) )

For nu at blive ved det sidste - det med klimaet - så kan du måske forklare mig, hvorfor det går så godt for Vestas med at bygge vindmøller, at værdien af deres aktier steg med 100% det sidste års tid?
Hvis du er i tvivl, så spørg evt. Frank Aaen - han ved da noget om de store danske selskaber ...
Det er ikke kapitalisme at investere i grønne aktier, Philip - det er snussund fornuft - og husk: At der betale skat af aktiegevinster i dette land.

-

Sider