Udlændingestyrelsen møder nu hård kritik for ikke at oplyse asylbørn, der har fået såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, om børnenes særlige ret til familiesammenføring.
Som udgangspunkt udelukker bestemmelsen om midlertidig beskyttelsesstatus, der blev indført af SR-regeringen og trådte i kraft tidligere i år, udlændinge fra familiesammenføring i Danmark inden for det første år i landet.
Hvis bestemte undtagelser gør sig gældende, kan udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus dog alligevel få deres familie til Danmark inden for det første år. Det gælder blandt andet, hvis man har syge børn i hjemlandet eller selv er uledsaget mindreårig.
Læs også: Ahmed fik besked om sine rettigheder ved et tilfælde
Men netop oplysningerne om uledsagede børn og unges ret til familiesammenføring udelades i de papirer, som mindreårige på midlertidig beskyttelsesstatus får udleveret fra Udlændingestyrelsen. Det sker, selv om børn og mindreårige, som tidligere afdækket i Information, udgør 40 procent af de personer, der er blevet tildelt midlertidig beskyttelsesstatus i perioden marts til og med juli 2015, og selv om papirerne indeholder oplysninger om andre undtagelser fra reglen om begrænsning af retten til familiesammenføring.
Den manglende oplysning kan få alvorlige konsekvenser, advarer Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.
»Det bliver misforstået af både de mindreårige og de voksne, der er omkring de mindreårige – altså personlige repræsentanter, centerpersonale og bisiddere. Vi har fået mange henvendelser fra centerpersonale og bisiddere, som har troet, at man har ændret på reglerne og derfor har sagt til de mindreårige, at de ikke kan søge familiesammenføring,« siger hun.
Eva Singer, der har en baggrund som jurist i både FN’s Flygtningehøjkommissariat og Udlændingestyrelsen, mener, at Udlændingestyrelsens vejledning på området er mangelfuld og bør uddybes. For i værste fald kan den manglende information betyde, at et barn unødigt sidder alene i Danmark i et år, før det eksempelvis forsøger at få sine forældre eller søskende ud af Syrien.
Information har været i kontakt med flere mindreårige med midlertidig beskyttelsesstatus, der fortæller, at de har opdaget deres ret til familiesammenføring ved et tilfælde. Det har de vel at mærke et stykke tid efter at have fået ophold i Danmark, skønt de omgående kunne have søgt om at få deres forældre eller søskende til landet.
Misvisende vejledning
I den 15 sider lange meddelelse, som mindreårige asylansøgere modtager, når de tildeles midlertidig beskyttelsesstatus, står der, at man kan »først få familiesammenføring, hvis den midlertidige opholdstilladelse forlænges efter det første år, medmindre helt særlige grunde gør sig gældende«.
Desuden henviser Udlændingestyrelsen til et faktablad. Dette faktablad indeholder flere eksempler på undtagelser, hvor flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus har ret til familiesammenføring i løbet af deres første år i Danmark. Her nævnes personer, der har handicappede ægtefæller eller syge børn i hjemlandet, men uledsagede mindreårige nævnes ikke med et ord, selv om undtagelsen står i samme paragraf i loven som de anførte eksempler. Det er særligt kritisabelt, mener Eva Singer.
»Det, der er problematisk i vejledningen omkring muligheden for familiesammenføring, er, at det kommer til at se ud, som om man som uledsaget mindreårig, der får midlertidig beskyttelsesstatus, er omfattet af den almindelige regel om, at man først kan søge familiesammenføring efter et år. Men i realiteten kan man som uledsaget mindreårig fortsat – som man hidtil har kunnet – søge om familiesammenføring med det samme, fordi der gør sig særlige hensyn gældende, i og med man er uledsaget,« siger hun.
Dansk Flygtningehjælps asylchef støttes af advokat med speciale i udlændingeret hos Homann Advokater, Eddie Omar Rosenberg Khawaja.
»Vejledningen er misvisende, hvis den gives til mindreårige uledsagede flygtningebørn med midlertidig beskyttelsesstatus. Det ville efter min opfattelse være meget hensigtsmæssigt, at man på en mere klar måde i det mindste orienterede uledsagede mindreårige flygtningebørn om, at de som hovedregel har ret til at blive genforenet med deres forældre,« siger Eddie Omar Rosenberg Khawaja.
»Hovedreglen er ikke, at familiesammenføring af f.eks. forældre er udelukket det første år. Når barnet er mindreårigt, er udgangspunktet efter min opfattelse, at det netop kan få familiesammenført sine forældre, medmindre der er særlige grunde, der taler imod, f.eks. at barnet er tæt på at blive 18 år gammel og i længere tid har levet eller klaret sig uafhængigt af forældrene i hjemlandet. Er dette ikke tilfældet, er det min vurdering, at vejledningen i faktabladet i mange sager vender barnets rettigheder på hovedet og gør en undtagelse til en hovedregel,« tilføjer han.
Michala Bendixen, der er forkvinde for organisationen Refugees Welcome, som rådgiver flygtninge og asylansøgere, mener, at Udlændingestyrelsen har udvidet pligt til at informere og oplyse mindreårige. En pligt, som de ifølge hende ikke lever op til.
»Man kan jo ikke forvente at en 16-årig selv kan finde rundt i de danske regler og love. Det er uansvarligt,« siger Michala Bendixen.
Vil gøre op med misforståelser
Eva Singer fortæller, at Dansk Flygtningehjælp flere gange har henvendt sig til Udlændingestyrelsen og foreslået ændringer af oplysningsmaterialet på baggrund af de mange misforståelser, de oplever, men Udlændingestyrelsen har ikke ment, en ændring var nødvendig.
Forelagt kritikken svarer souschef i Udlændingestyrelsen Teresa McNair, at formålet med det udleverede materiale ikke er at vejlede.
»Der er ikke tale om en vejledning om adgangen til familiesammenføring. Formålet er at orientere ansøgeren om, på hvilke måder midlertidig beskyttelsesstatus afviger fra konventionsstatus og beskyttelsesstatus. Derfor orienteres om den begrænsning i adgangen til at få ophold for en evt. ægtefælle og evt. børn. Denne information gives af hensyn til den interesse, flygtningen kan have i at klage til Flygtningenævnet og få ændret sin flygtningestatus. Den understøtter med andre ord klagevejledningen,« skriver hun i en mail til Information.
Adspurgt hvorfor der så står »Vejledning om familiesammenføring« i både opholdsmeddelelsen og faktabladet, når der ifølge styrelsen ikke er tale om en vejledning – og hvorvidt styrelsen har tænkt sig at reagere på de mange misforståelser, som Dansk Flygtningehjælp beskriver – svarer Teresa McNair, at Udlændingestyrelsen nu vil forsøge at gøre op med fejltolkninger.
»Vi vejleder naturligvis mere individuelt, når der spørges til de muligheder, der på trods af begrænsningen måtte være for at få familie til Danmark. Vi vil gerne for at imødegå misforståelser tage emnet op på næste møde i vores Asylforum og i vores Advokatforum,« skriver Teresa McNair.
Udlændingestyrelsen anno 2015, som at stjæle slik fra børn. Flot!
Ærligt talt, så bliver Danmark da mere og mere umoralsk. - Tænk at voksne mennesker med gode uddannelser ikke skammer sig.
Jeg håber virkelig, der i Danmark er organisationer, der varetager disse børns rettigheder, når nu hverken styrelsen eller ministeren ikke evner at gøre deres pligt.
Børnene kommer hertil alene så kan de naturligvis også bor her alene ellers risikere vi at sende et signal om at bare børnene kan komme hertil, så kan resten af familien følge efter - det er jo svenske tilstande
Hvorfor skal Udlændingestyrelsen mv. ikke stå til ansvar for misinformation???? - Det er desværre ikke første gang.
Andre kan blive straffet for ikke at have fulgt regler mv.
Regler og love skal vel også overholdes af landets myndigheder. Hvis ikke en statslig styrelse lære selv at leve op til regler og love mv. kan staten da ikke forlange at andre SKAL leve op til regler og love. Det vilde vesten kan så hermed begynde.
Retsforfølg de ansatte i den styrelse.
Ulovlighederne må stoppe!
Har Dansk Folkeparti også folk ansat i Udlændingestyrelsen?
Hvordan kan der blive ved med at dukke denne slags sager op, hvor man tager sig til hovedet? Det er jo svært at tro, at de er dumme i Udlændingestyrelsen, så forklaringen må jo være en anden. Hvilken?
"»Vi vejleder naturligvis mere individuelt, når der spørges til de muligheder, der på trods af begrænsningen måtte være for at få familie til Danmark."
".....når der spørges til de muligheder...."?
Så børnene skal selv spørge for at få de relevante oplysninger? Det lyder som træden vande for at undgå afsløring af bevidst misinformation.
Ja, man bør retsforfølge, men med det formål at få anbragt ansvaret rette sted. For jeg tror simpelthen ikke på, at det er Udlændingestyrelsen selv, der finder på disse krumspring for at gøre livet surt for flygtninge. Vi må også i denne sag højere op - som i skattesagen og alle de mange andre mærkelige sager.
I øvrigt er det også ufatteligt for mig, hvis uledsagede børn ikke automatisk tildeles en uvildig advokat/talsmand/bisidder, som er inde i reglerne. Det lyder meget mærkeligt, at dette problem overhovedet kan nå at blive et problem.
Det ser ikke ud til, at DF respekterer lovgivning?
Da jeg læste dette tænkte jeg: Hvorfor har de der er omkring uledsagede børn ikke tjekket op på love og paragraffer? Hvorfor gør Dansk Flygtningehjælp ikke en aktiv indsats for at oplyse om bestemmelser til de børn og deres hjælpere? Hvad hindrer dem i at være aktive omkring dette?
Else Frost
Gert Romme: jeg har prøvet at google Merethe Nord Philip ifl. din kommentar til anden artikel om US - dog uden at finde noget relevant ud over hvad der blev skrevet de seneste par dage. Har du måske nogle links til din beskrivelse af kontorchefen for US?
Hvis det er så vigtigt at øge arbejdsudbuddet, som det forvirrende hedder, så så skulle man tage at give de flygtninge og migranter, som er her i landet og som har været her så længe at børnene taler dansk og har danske kammerater og selvfølgelig i nogen grad er integreret lov til at blive i landet.
jeg har bare en mistanke om, at al den snak om øget arbejdsudbud bruges kun, når besparelser og "incitamenter" skal gennemføres overfor ledige eller som jeg hellere vil kalde dem - arbejdsløse -, eller uden arbejde, som de mere nøjagtigt er.
Kort og godt
Et faktablad i en offentlig skrivelse der benævnes "Vejledning" SKAL være korrekt udformet og give et retvisende billede af pågældende lovgivning.
Er der påvist fejl skal de rettes og ved gentagelser må man vel vurdere om de ansvarlige er kompetente. Det har ikke noghet at gøre med svenske tilstande, at Dansk lovgivning skal følges.
Så det er nok personer med samme holdninger som Rene Pedersen giver udtryk for der manipulerer informationen.
Folketinget udformer lovgivningen, og styrelser er pålagt at informere korrekt om denne lovgivning.
Det er et retssamfund.
Hvis man ikke kan regne med at et dokument benævnt Vejledning er en vejledning !! Hvad så ?
Den udtalelse nærmer sig en selvudskrevet fyreseddel, såfremt den er citeret korrekt.
Kommentar til Rene Pedersen "...ellers risikere vi at sende et signal om at bare børnene kan komme hertil, så kan resten af familien følge efter".
Så hellere lyve (glemme at oplyse) og ignorere børnenes rettigheder...? Og hvad er det helt præcis vi risikere? - en hyggelig jul uden alt for mange minder om hvordan børn i andre lande må flygte for at beholde livet? Ja, det er da en stor risiko.... Er også bare træt af at hører om flygtninge i fjernsynet, send dog noget andet - noget med nisser... De er her jo kun en måned, så kan de pakkes væk. Hurra for Danmark! - Sverige har Emil fra Lønneberg og han deler med fattiglemmerne, øv...
Til Else Frost
Nu er det vel ikke Dansk Flygtningehjælp der skal sikre at offentlige styrelser informerer korrekt ?
Ansvaret ligger her hos Udlændingestyrelsen og det politiske ansvar hos den ansvarlige minister.
Og det uanset om misinformationen er politisk passende for vedkommende.
@ Britta Hansen. 3. november, 2015 - 09:37.
Nu ved jeg egentlig ikke rigtigt, hvad du mener, men måske mangler viljen. For på blot 5-6 minutter lykkedes det mig faktisk at google omkring 16 artikler fra forskellige medier, hvor Merethe Nord Philip indgår.
De 2 var faktisk blot ganske ukontroversiel information. Men det var resten absolut ikke, de drejede sig om en række vidt forskellige uheldige sager, hvor Udlændingestyrelsen havde "svigtet" sine opgaver.
Kort derefter google jeg igen et par minutter - men denne gang på en anden søgemaskine, og her fandt jeg endnu flere uheldige sager - bl.a. også i tyske og norske medier. Og i alle disse artikler indgik Merethe Nord Philip som øverste administrative ansvarlig.
Derfor tyder alt på, at disse "forhold" ikke skyldes tilfældig slendrian og anden ligegyldighed fra styrelsens studenterhjælperes side, men at der her er tale om ganske bevidste strukturelle "fejl" fra styrelsens side.
Og den slags gentagende "fejl" ville i hvert fald ikke blive tolereret i de danske og udenlandske virksomheder, hvor jeg har været ansat.
et lille ps til redaktionen, - vil I være venlige at være obs på at det er rart at når man søger på de sædvanlige søgeord, tags, flygtninge asyl - kommer denne artikel ikke med ..
vrøvlet formuleret, beklager, men jeg vil bare gerne være sikker på at jeg ser de artikler der omhandler flygtninge og asyl :)
Gert Romme: jeg troede egentlig, at du efterhånden 'kender' mig lidt. Derfor tænker jeg, at manglende vilje ikke er det mest nærliggende - nærmest tværtimod.
Kan være, at min søgemaskine (Start page) ikke er så velvillig som din. Derfor min bøn:
Gider du smide linkene til nogle af de mest interessante artikler el.lign. op i kommentarfeltet?
Det ville være en stor hjælp!
Hilsen
Britta
Hvordan bærer 'uledsagede børn' sig ad med at flygte fra andre verdensdele til Danmark? Er der nogen indlysende grund til, at de ikke har taget ophold i nogle af de mange lande, de må have rejst igennem?
Naturligvis skal offentlige myndigheder informere korrekt og borgervenligt. De skal selvfølgelig også overholde både landets love og de internationale konventioner, vi har tilsluttet os.
Men der vel grund til at stille spørgsmålstegn ved, om vi er for naive. Andre kulturer end vores egen har et anderledes forhold til retsprincipper som universalpragmatiske normer, og det sker nu og da at folk udnytter vores principper for egen vindings skyld, men uden egentlig respekt for ånden i principperne.
Det skete bl.a. gennem arrangerede ægteskaber mellem fætre og kusiner, der drænede lokalsamfund i Tyrkiet og Pakistan for personer, der kunne opnå dansk statsborgerskab ved at gifte sig med herboende anden- eller trediegenerations indvandrere.
Det sker måske også nu ved at sende 'uledsagede børn' til Vesten med forvisning om, at resten af familien derefter er sikret fri indrejse. Alene fordi vi har tilsluttet os bl.a. børnekonventionen, der har til formål at beskytte børn mod udnyttelse og misbrug. Men vi har vel ikke i den forbindelse tænkt på, at nogen kan spekulere i at sende et barn ud på en farefuld færd, for derefter at kunne kræve 'ret' til familiesammenføring?
Er vi simpelthen for naive?
Errata
Der skulle naturligvis have stået: Men der er vel grund til at stille spørgsmåltegn ved ...
Bortset fra det: Hvad er det for et menneskesyn (og børnesyn), der satser et barns liv på at opnå en større velstand? Det gælder det ikoniske billede af et barn, skyllet i land på en græsk kyst, såvel som mange af de 'uledsagede børn', der nu dukker op. De børn har ikke selv truffet en beslutning om at 'flygte'; det har deres familie. Og i erkendelse af vores respekt for børns rettigheder (som ikke findes i de kulturer, de kommer fra) så bliver børn naturligvis brugt som rambukke for immigrationsinteresser, der ikke har en skid med børn at gøre. Når familien er blevet 'sammenført' i et vestligt land, fortsætter den sin alt andet end børneretslige kultur. Det ser vi til overmål i de parallelsamfund, som indvandrerne etablerer.
Omtrent halvdelen af samtlige asylansøgere og ansøgere om familiesammenføring kommer fra Syrien. I den forbindelse synes jeg det er meget kritisabelt, når der tales om at 'opnå større velstand'.
Opnå overlevelse vil vel være mere passende.
Svenskerne informerer forbilledligt imho (link brochure udgivet på 6 sprog) og har et glimrende system med bl.a. tildeling til hvert barn af en "God man(d)" som tager ansvar :
http://www.migrationsverket.se/download/18.5e83388f141c129ba6313880/1381...
Kulturen i udlændingestyrelsen er pilrådden og jeg tør slet ikke tænke på hvad der vil ske af fejl, forsvundne sager osv når 375 medarbejdere af 550 udflytter til Næstved.
At det for rigtig mange asylansøgere bliver sværere at møde op til en personlig samtale er blot en ny hindring/chikane som regeringen har opfundet.
@ Mihail Larsen - hvis du gider gå ind på min Facebook profil og scrolle lidt ned så kan du se et billede af en 14-årig syrisk pige med sine 3 små søskende og teksten "Nogle børn mister hele deres barndom"... de får ikke noget problem med familiesammenføring i Danmark - deres forældre er dræbt og pigen er nu familiens overhoved - hvor mange børn tror du i grunden er blevet forældreløse i den syriske borgerkrig? https://www.facebook.com/georgi.mitchew
Hvad med at placere 'aben' (ansvaret for udlændingestyrelsens administration af reglerne om familiesammenføring) der, hvor det retteligt hører hjemme: Hos Udlændinge-,integrations- og boligminister Inger Støjberg under hvis ministerressort udlændingestyrelsen sorterer efter det seneste regeringsskifte i Kongeriget Danmark.
Det må vel være muligt for Inger Støjberg med lidt hjælp fra juristerne i hendes eget ministerium at indskærpe sine underordnede (sagsbehandlerne i udlændingestyrelsen), at de skal rette sig efter gældende lov, når de 'vejleder' mindreårige uledsagede flygtningebørn fra borgerkrigshærgede stater om, hvilke rettigheder de har i henhold til bestemmelserne i FN's Flygtningekonvention - så længe den stadigvæk er gældende i Danmark.
Det kan da umuligt være de ansatte i Dansk Flygtningehjælp, som er en privat humanitær organisation (NGO), der er ansvarlige for, hvordan sagsbehandlerne i Udlændingestyrelsen fortolker flygtningekonventionens bestemmelser om uledsagede flygtningebørns ret til at søge om familiesammenføring med deres forældre i asyllandet.
Dorte Sørensen: "Hvorfor skal Udlændingestyrelsen mv. ikke stå til ansvar for misinformation???? - Det er desværre ikke første gang."
Det skyldes den danske udgave af det såkaldte ministerstyre. En dansk minister har instruktionsbeføjelser hele vejen ned i hierarkiet indenfor sit ministerområde. Det indebærer, at ministeren i princippet kan stilles til ansvar for alle afgørelser, der træffes indenfor sit område - også i de underliggende styrelser og direktorater under ministerområdet. I praksis sker det så godt som aldrig, at et ministeransvar gøres gældende i folketinget. Det vil blive opfattet som mistillid til hele regeringen.
I Sverige kender man ikke til den danske form for ministerstyre. Ministeren har ingen instruktionsbeføjelse overfor sit ämbetsverk, fordi embedsmændene alene skal træffe afgørelser udfra objektive kriterier, dvs. lovens grundlag. For at sikre sig imod politisk pres nyder chefen for et ämbetsverk samme beskyttelse mod afskedigelse som en dommer gør herhjemme, dvs. han er i praksis uafsættelig medmindre han begår noget kriminelt. Underordnede embedsmænd har s.k. ämbetsansvar, hvis de træffer afgørelser på usagligt grundlag, dvs. han/hun kan stilles retligt til ansvar for sin embedsførelse.
Det danske system er generelt præget af uklare spilleregler og forventninger, der let fører til uklar ansvarsfordeling og let kan bringe en embedsmand i knibe. Netop indenfor udlændingeområdet er der mange eksempler, fordi området er politisk følsomt, og fordi meget afhænger af de personlige relationer mellem minister og embedsmænd i både departement og styrelse. De utallige sager gennem årene viser det tydeligt: Ninn-hansen og Tamil-sagen i 80'rne, Birthe Rønn Hornbechs forhold til sine embedsmænd i Udlændingestyrelsen, de manipulerede Eritrea-rapporter m.m.
I Danmark kender vi ikke til egentlige forvaltningsdomstole. Det kunne ellers være en mulighed, når vi nu har det ministerstyre, vi har. Vi har godt nok ombudsmanden, som kan kritisere forvaltningen, men heller ikke mere (Anders Fogh negligerede bare ombudsmanden, når han blev kritiseret) - og vi har de alm. domstole, som i praksis ofte er for besværlige og dyre at gøre brug af for alm. borgere. På det område ligner vi mere et uland end andre lande, vi plejer at sammenligne os med.
Jeg læser med dyb undren at flere skribenter fremhæver svensk lovgivning og styreformer inden for udlændingeområdet - men ingen omtaler den svenske virkelighed og de meget alvorlige konsekvenser der af en ukontrollerbar masseindvandring af en meget anderledes kultur. Den svenske udvikling er nok en af de mest skræmmende eksempler på en elitær styreform som har haft meget svært ved lytte til den bekymring der har været i den svenske befolkning igennem rigtig mange år og man skal naturligvis ikke udslette sin egen kultur i en forfejlet tro på at masseindvandring fra fejlslagne stater er løsningen på de meget alvorlige problemer der er i mellemøsten og afrika
@René Pedersen,
jeg læser med dyb undren din påstand om at "flere skribenter [i nærværende debatforum] fremhæver svensk lovgivning og styreformer inden for udlændingeområdet" uden at omtale "den svenske virkelighed etc."- og spekulerer alvorligt på, hvor du egentlig har din skråsikre "viden" om vort svenske nabofolks lovgivning, kultur og virkelighed fra?
Har du venner og slægtninge på den anden side af Øresund, som alvorligt overvejer at søge politisk asyl i Danmark for at slippe ud af Sverige, før "masseindvandringen af syriske krigsflygtninge med krav på familiesammenføring" transformerer den sidste rest af Svea Rikes länder til et islamistisk kalifat?
@Grethe Preisler - Jeg synes den svenske udvikling er alt for tragisk og alvorlig til at ironiser og hånliggøre over, en metode de offentligt støttede svenske medier i stor stil har anvendt mod dem der har talt imod omvæltningen af det svenske samfund. Du vil støtte din egen sag meget bedre ved at fremhæve de kvaliteter som du mener findes i det nye svenske samfund, som vi er en del der har meget svært ved at se.
Og jeg synes, du skulle undlade at ophøje dine "mavefornemelser" om svensk lovgivning i forhold til dansk til faktuel viden om andres motiver til at kritisere den danske udlændingestyrelses fortolkning og administration af bestemmelserne i FN's flygtningekonvention før og efter regeringsskiftet i 2015.
Det vil jeg gerne prøve at undlade, hvis du til gengæld ville prøve at forholde dig til virkeligheden uden for juraen
Juraen er virkeligheden, men hvis de gradbøjer loven i udlændingestyrelsen, så er selv menige medarbejdere omfattet af straf både efter forvaltningsloven og straffeloven og ingen af de to giver rum til kreative fortolkninger ;-)
@René Pedersen,
Jura betyder retskundskab, og i et retssamfund er juraen en uadskillelig del af borgernes 'virkelighed'.
"Med lov skal land bygges - var ej lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest"
(fra fortalen til Jyske lov)
Georgi
Sorry, jeg er ikke på Facebook.
Men hvis det, du vil vise mig, er eksempler på stakkels, forældreløse børn, så behøver du ikke det. Jeg er fuldkommen klar over, at der findes mange ulykkelige skæbner, der har krav på vores omsorg og beskyttelse. Og den skal de begribeligvis have.
Jeg var nok lidt for skarp i kanten ovenfor, men den polemiske tone skyldes nok så meget den demagogiske italesættelse, som velmenende idealister (der opfatter sig som sande humanister) bruger, når de fejer enhver kritisk undersøgelse af asylansøgere af bordet som udtryk for kynisme og inhumanitet.
Der sker givetvis svindel og humbug - salget af falske, syriske pas er et manifest eksempel - og vi skal ikke lade os fuppe. Derfor har vi brug for trænede, erfarne undersøgere. De kender i højere grad end os almindelige borgere de tricks, der anvendes for at omgå vores retssystem og snyde sig til et asyl, der egentlig er uberettiget.
Det kan godt være (og er endda sandsynligt), at 'systemet' er skrappere end rimeligt. Det kan også være (og er dokumenteret flere gange) at 'systemet' begår juridiske fejl. Det må ikke ske, og derfor er det godt, at nogen holder det i ørerne i en kritisk offentlighed. Men vi kan ikke undvære 'systemet'.
Det er nemt nok - og en gavebod - at slå ud med armene og tro på hvad som helst. Hvem har ikke lyst til at være generøs? Det giver en feel-good oplevelse. Men i den anden ende af generøsiteten er der altså nogle mennesker (arbejdsløse, pensionister, studerende, hjemløse), der skal se deres velfærdsgoder reduceret som økonomisk konsekvens. Mon ikke det er en del af forklaringen på, at Dansk Folkeparti står så stærkt?
Der er mange mennesker rundt omkring i verden, der hellere end gerne vil have deres tilværelse i et fattigt og konfliktfyldt samfund udskiftet med en tilværelse i et rigt og fredfyldt samfund som Danmark. Hvem forstår ikke det?
Men er løsningen, at de springer over i samfundsevolutionen? Vi i vesten - og i Danmark - har måttet arbejde os ud af ulighed og fattigdom gennem en lang, besværlig og konfliktfyldt proces. Vi har ikke løst alle problemer, men vi har skabt et af verdens bedste samfund - et samfund, som mange ser op til (trods vores fejl og mangler).
Man kan ikke løse alverdens problemer ved at flygte. Europa har haft sine religionskrige og endda verdenskrige; Europa har også haft sine revolutioner, der skabte fundamenter for en ny, mere legitim samfundsorden. Vi har skabt en verdensdel, der nu er blevet trækplaster for menneskemasser fra fejlslagne stater.
Det kan kun gå galt, hvis ikke problemet vendes om, så fremtiden ligger i at gøre de konfliktfyldte dele af verden attraktive for mennesker at bo i. Det største ansvar for den målsætning påhviler landenes egne befolkninger. De må - som vi har gjort i Europa - gøre op med korruption og klasseundertrykkelse.
Den værst tænkelige løsning er at sende alle deres bedst uddannede til vesten som 'flygtninge'. I nogle tilfælde er deres flugt nødvendig - og så skal vi modtage dem med åbne arme. I andre tilfælde flygter de fra deres individuelle bidrag til at udvikle og reformere deres samfund. De vil springe over i køen og nyde godt af den rigdom, andre har skabt før dem - hvilket er fuldt ud forståeligt på et individuelt plan (som vi i et liberalistisk vesten åbenbart har lettest ved at relatere til), medens de reelt flygter fra et kollektivt ansvar.
@Mihail Larsen, 4. november 2015 - o6:09: "Vi i vesten - og i Danmark - har måttet arbejde os ud af ulighed og fattigdom gennem en lang, besværlig og konfliktfyldt proces. Vi har ikke løst alle problemer, men vi har skabt et af verdens bedste samfund - et samfund, som mane ser p til (trods vore fejl og mangler."
Tør man spørge, Hr. idehistoriker, hvori Deres eget personlige bidrag til "skabelsen af det danske velfærdssamfund" (Den Danske Model) bestod og fortsat betår? Ud over at docere Deres egen overleverede historiske viden om Den antikke Græske Model for de medlemmer af den uvidende danske hob i nærværende massemediums debatfora, som ikke har frekventeret Roskilde Universitet, om sidstnævnte models fortræffeligheder i social- og retspolitisk henseende.
Korrektion til første afsnit, sidste linje: "- et samfund, som mange ser op til (trods vores fejl og mangler)."
Man tør godt spørge ...
men sidst, jeg svarede på et tilsvarende spørgsmål fra dig (om vejret i Firenze), opdagede jeg, at du egentlig kun var ude på at bruge svaret som trampolin for en perfiditet. Så det gider jeg ikke mere - ud over at bemærke, at jeg har været aktiv på det danske arbejdsmarked i 47 år.
Som vanligt er, forholder du dig ikke til substansen i mine indlæg. Det er en anden god grund til at undlade svar.
Ave Caecar - morituri te salutant!
(Romtraktaten blev ikke forfattet i Hellas)