Nyhed
Læsetid: 3 min.

Venstrefløjen i opgør om flyregister

Danmark står til at blive medlem af et fælles EU-register over flypassagerer. Enhedslisten kritiserer SF og Alternativet for at acceptere EU-registeret ved at anbefale en ophævelse retsforbeholdet, samtidig med at de to partier afviser et lignende dansk på grund af manglende retssikkerhed
Indland
1. december 2015

Den traditionelle enighed på venstrefløjen mod registreringer af borgerne brydes nu i forbindelse med folkeafstemningen den 3. december om retsforbeholdet.

Efter at Enhedslisten, Alternativet og SF har kritiseret et lovforslag fra justitsminister Søren Pind (V), der vil give Politiets Efterretningstjeneste (PET) og toldmyndighederne adgang til personlige oplysninger om flypassagerer, har de sidstnævnte to partier nemlig med deres anbefaling af et ja accepteret, at Danmark bliver en del af et lignende kommende EU-register, hvis vælgerne følger denne anbefaling.

»Det er mærkeligt, at de to partier, som siger nej til masseovervågning i en dansk udgave, alligevel hovedkulds hopper med på en afskaffelse af retsforbeholdet, som medfører, at en sådanne overvågning indføres. Og endda på en måde så udenlandske myndigheder også kan få fat i oplysningerne, og vi ikke kan komme ud af det igen, når det først er vedtaget,« siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

Formålet med EU’s register – EU Passenger Name Register (PNR) – er at give efterretningstjenester og politi i medlemslandene bedre mulighed for at efterforske og forebygge terror og grov kriminalitet. Derfor ønsker EU at indsamle de personlige oplysninger, borgerne afgiver til flyselskabet, hver gang de bestiller en flyrejse, nemlig oplysninger om fødselsdato, pasnummer, bagageoplysninger, destination og navne på rejsefæller.

Vil påvirke tingene

Oprindeligt var det flyrejser ind og ud af EU, som skulle registreres. Men i den seneste version af forslaget fra EU-Kommissionen åbnes der for, at også rejser inden for EU vil blive føjet til registret.

Hvis det bliver et nej den 3. december, slipper danske flypassagerer dog ikke for at blive registreret, eftersom justitsministerens forslag har støtte fra alle andre partier end Enhedslisten, Alternativet og SF.

Selv om både Alternativet og SF har advaret om, at Søren Pinds forslag går for langt, fordi der er tale om overvågning uden nogen konkret mistanke mod de overvågede, afviser de to partiers retsordførere, at de er inkonsekvente med deres anbefaling af at ophæve retsforbeholdet.

»Det betyder ikke, at vi synes, det er en bragende god ide den vej rundt,« siger Alternatives Josephine Fock og fortsætter: »Vi vil arbejde for at sikre, at der ikke fremadrettet kommer til at ske for meget overvågning af borgerne uden retskendelse. Det er præcist derfor, at vi vil sidde med: Det giver mulighed for at påvirke tingene, hvilket vi ikke har, hvis vi står udenfor og bare får det trukket ned over hovedet. Hvis det stod til Alternativet, skulle vi stemme om hele retsforbeholdet og ikke kun de udvalgte 22 retsakter«.

Nej til den danske model

SF’s retsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, har kaldt justitsministerens lovforslag for et »skred i forhold til de værdier, der gør Danmark til det, som vi holder af« og stillet spørgsmål ved, om et sådant register virkelig forhindrer terrorangreb på dansk grund.

I dag henviser Lisbeth Bech Poulsen til, at ingen endnu kender den endelige udformning af det fælles EU-register, og at Europa-Parlamentet tidligere har afvist EU-Kommissionens model, fordi denne manglede proportionalitet mellem mål og midler.

»Vi siger nej til den danske model og afventer, hvordan den europæiske kommer til at se ud. Men som det ser ud for øjeblikket, er vi ikke tilfreds, og vores gruppe i Europa-Parlamentet, De Grønne, er kritisk og kræver ændringer. Derfor fik vi også under de politiske forhandlinger åbnet en dør på klem i teksten om det danske forbehold, så der står, at Danmark kan tilgå den europæiske ordning og ikke skal tilgå det,« siger SF’s retsordfører og fortsætter:

»Selv om et flertal i Folketinget måske så vil benytte denne dør til alligevel at tilgå den europæiske ordning, kan man også sige, at et flertal i Folketinget lige nu er ved at vedtage en vidtgående dansk lov. Det kan vi ikke forhindre, så højest sandsynligt har vi inden jul en dansk PNR-lov, uanset hvad man stemmer ved folkeafstemningen den 3. december. Og jeg kan ikke forestille mig, at der kommer noget fra EU, som er lige så vidtgående som Søren Pinds forslag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her