Læsetid: 5 min.

En demokratisk opsang fra ungdommens nye talerør

Kasper Sand Kjær er ny formand for den demokratifremmende ungdomsorganisation Dansk Ungdoms Fællesråd, der har fostret flere statsministre og toppolitikere. Han mener, at sammenhængskraften er under pres, og at der er brug for flere almindelige mennesker i den offentlige debat
For Kasper Sand Kjær handler politik om holdninger og følelser og ikke så meget om at analysere politik. Derfor kan han godt blive bekymret over, at flere og flere på Christiansborg kommer med en baggrund i statskundskab.

Ulrik Hasemann

15. december 2015

Da Information møder 26-årige Kasper Sand Kjær, er det kun fire dage siden, at han blev valgt som ny formand for ungdomsorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). En organisation, der siden Hal Koch stiftede den i 1940, har haft til opgave at fremme demokratiet og organisere børn og unge i det danske foreningsliv under en fælles stemme. Ud over at tale med Information om et nyt projekt, han står i spidsen for – kaldet ’Den demokratiske samtale’ – skal Kasper Sand Kjær i dag rundt i DUF’s hus på Østerbro og hilse på sine nye kolleger.

Han har ikke fået sit eget kontor, så vi låner generalsekretærens, som er dækket op med kaffe og frugt. Kendte politikere har trådt deres ungdomssko i DUF. Blandt andre Anders Fogh Rasmussen, Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Brian Mikkelsen.

Om Kasper Sand Kjær er en kommende statsminister, ved han ikke, »men på den lange bane ser jeg mig selv spille en rolle i forandringen af samfundet«, siger han.

Kasper Sand Kjær er født og opvokset i Randers. Hans far er taxachauffør, og hans mor er plejer. Som han selv siger, stod det nok hverken skrevet i sol, måne eller stjerner, at han skulle blive formand for en organisation med 600.000 medlemmer.

»Min historie er et godt eksempel på, hvilke muligheder foreningslivet giver børn og unge, og hvordan det danner dem til at tage del i demokratiet,« siger Kasper Sand Kjær, som i 14 år har været aktiv i forskellige foreninger.

Det hele begyndte med Nanna.

Danmarks elite

7.b på Nyvangsskolen skulle stille med to repræsentanter til elevrådet. Søde Nanna havde allerede meldt sig, så Kasper Sand Kjær meldte sig også. Ikke så meget fordi han var utilfreds med forholdene på skolen, men så han og Nanna kunne følges til sodavandsmøderne i elevrådet. I lang tid blev der mest talt om, at eleverne ville have en ny skolegård, men da Randers’ borgmester gav alle elever på Nyvangsskolen et brev med hjem, blev elevrådets opgaver mere alvorlige. Skolen skulle lukkes som et led i kommunale besparelser, og Kasper Sand Kjær synes, det var en »elendig beslutning«. Han tog initiativ til en modstandskampagne, som reddede skolen. Efter sejren blev han aktiv i Danske Skolelever og efter folkeskolen meldte han sig ind i Socialdemokratisk Ungdom, hvor han arbejdede efter gymnasiet, indtil han for tre år siden blev ansat som ungdomskonsulent i LO. Han begyndte at læse statskundskab på Københavns Universitet, men det var helt forkert.

»Der var en enorm selvbevidsthed om, at de studerende er Danmarks elite. Den første dag på studiet sagde underviseren tillykke: ’Tillykke med, at I har valgt det gode liv, hvorimod sosuassistenterne og taxachaufførerne får et lorteliv’. Det var min familie, han talte om, og jeg følte ikke, at jeg passede ind,« siger Kasper Sand Kjær.

»Statskundskab var et uovervejet valg, men det virkede naturligt, fordi politik var det, jeg var god til. Så skulle jeg sikkert også studere det, tænkte jeg. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der er stor forskel på at studere politik og selv at være en del af det.«

For Kasper Sand Kjær handler politik om holdninger og følelser og ikke så meget om at analysere politik. Derfor kan han godt blive bekymret over, at flere og flere på Christiansborg kommer med en baggrund i statskundskab. Karen Hækkerup (S), som skiftede posten som justitsminister ud med stillingen som direktør i Landbrug & Fødevarer, er et godt eksempel, siger han.

»Som minister var hun én af de personer, der havde allermest indflydelse på dansk politik overhovedet, og den rolle fravalgte hun for at blive lobbyist for landbruget. Det, synes jeg eddermandme, er et vildt valg. Så er politik en karriere og ikke noget, man føler.«

Politikere og medier i sync

Kasper Sand Kjær har mere at sige om vores folkevalgte, og herfra glider samtalen af sig selv over i projekt ’Den demokratiske samtale’, som DUF’s medlemmer netop har besluttet, der skal være fokus på det kommende år.

»Når jeg kigger på samfundsdebatten, bliver jeg enormt bekymret for den demokratiske sammenhængskraft. Befolkningen oplever, at politik er noget, der foregår på et slot i København, som de ikke har nogen indflydelse på. Det rum, befolkningen har for at diskutere med politikerne er på de sociale medier, og her oplever jeg, at politikere og befolkningen fjerner sig fra hinanden. Vi har ikke en samtale på Facebook. Vi har en konflikt.«

Man taler om afstanden mellem befolkningen og politikere som en distance, der altid har været der. Men det er forkert, mener Kasper Sand Kjær.

»Politikere har ikke altid rodet rundt sammen med brugtvognsforhandlere og journalister (i målinger af befolkningens tillid, red.). Det danske demokrati har historisk set været karakteriseret ved, at der var et enormt stærkt bånd mellem politikere og befolkningen. Vi betragtede vores politikere som en slags tillidsmænd, men det bånd er i dag brudt.«

»Det bekymrer mig, hvad det er for et demokrati, børn og unge kommer til at overtage efter vores forældres generation, og derfor handler ’Den demokratiske samtale’ om at påpege, at vi skal have nogle politikere, der er mere i sync med almindelige danskere.«

Kasper Sand Kjær vil også gerne sende en opfordring til medierne, som han ikke mener er deres demokratiske ansvar voksent.

»Slå op i en hvilken som helst avis,« siger han, »og kig på, hvem der får spalteplads. Det er professionelle meningsdannere, eksperter, kommentatorer og meget få fra den almene befolkning.«

Derfor går han nu og overvejer, hvordan man gennem mediestøtten kan give medierne nogle stærkere incitamenter til at skabe en mere demokratisk samtale, hvor almindelige borgere inddrages og repræsenteres.

»Jeg synes, der er noget interessant i, at vi giver medier skattekroner, fordi vi mener, at de udfylder en vigtig demokratisk opgave. For hvad gør vi så, hvis ikke vi synes, at de løfter opgaven godt nok?«. Om DUF forestiller sig, at der skal stilles krav til medierne om, at flere forskellige mennesker skal komme til orde, eller om man skal skære ned på brugen af meningsdannere og politiske kommentatorer, har Kasper Sand Kjær ikke et bud på endnu.

Til at starte med vil han gerne opfordre til, at mediebranchen selv tager en diskussion af deres ansvar for demokratiet og den politiske debat. Hvad DUF konkret skal gøre for at fremme dialogen mellem politikere og befolkningen, bliver én af Kasper Sand Kjærs første opgaver at finde ud af. Det arbejde starter i morgen, men først skal han altså lige rundt i hovedkvarteret og sige goddag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

»Der var en enorm selvbevidsthed om, at de studerende er Danmarks elite. Den første dag på studiet sagde underviseren tillykke: ’Tillykke med, at I har valgt det gode liv, hvorimod sosuassistenterne og taxachaufførerne får et lorteliv’. Det var min familie, han talte om, og jeg følte ikke, at jeg passede ind,« siger Kasper Sand Kjær.

Hvis det er rigtigt hvad Kasper Sand Kjær her fortæller, så forstår man pludselig bedre mangt og meget om udviklingen i det danske samfund.

For selv om der, igen hvis historien er sand, så må være tale om en ualmindeligt afstumpet og foragtelig underviser ved en af Danmarks højeste læreanstalter, så må det klima han til dagligt færdes i, jo åbenbart være befordrende for så perfide tale- og tænkemåder.

Well, der kommer en dag, hvor aristokratiet må forholde sig mere jordnært til pøbelens vrede. Hvor alle os med et lorteliv, beslutter os for at tage det gode liv tilbage. Til den tid, forudsiger jeg, er en uddannelse i statskundskab ikke det papir værd, som eksamensbeviset er skrevet på.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Han bliver bestemt interessant at følge. Der er nogle elementer i artiklen som jeg selv synes er værd at fokusere på. Det ene er naturligvis den folkevalgtes relation til folket. Det virker næsten plastisk når man hører flere af partiernes ordførere tale til (eller om) det almene menneske. For få virker til at have konkret berøring med det omtalte arbejdsliv. Forståelsen for livet hos en folkevalgt er simpelthen grænsende til det pinagtige. Politik er ikke længere centreret om individets væren, men om dets forbrug/købekraft. Penge og glæde - de to ting hænger ikke sammen i min optik.
Dertil er det værd at udvide dialogen omkring mediernes demokratiske rolle. Det er så ærgerligt for debatten og formidlingen i det hele taget, at selv garvede journalister, momentvis hopper på en tabloidiserende dækning af landsanliggender. Der er langt mellem de gode journalister/formidlere - og de får for lidt taletid.

Længe leve ungdommen. De (Kasper Sand Kjær) kan heldigvis få øje på den stadig hastigere erosion af demokratiet - senest demonstreret i den nyligt afholdte EU-afstemning som var en lodret opfordring til at snigløbe grundloven.

Det er som Hal Koch siger nødvendigt at opdrage hver eneste ny generation til demokrati, hvis det skal overleve.

Information: Please: Gør 2016 til demokratiets og grundlovens år i 'vores' avis og vis jer statsstøtten værdig. Det ligger lige til højrebenet. Og det er nu. Det er snart for sent.