Interview
Læsetid: 4 min.

Ditlev Tamm: Intet at fejre på konservativ 100-års-dag

I dag er det hundrede år siden, at Det Konservative Folkeparti blev stiftet. Og partiet har aldrig haft det værre. Professor Ditlev Tamm skuer tilbage på storhed og katastrofer
Indland
18. december 2015
Der er intet at fejre på den konservative 100-års-dag, mener professor Ditlev Tamm.

Lars Krabbe

Det Konservative Folkeparti har i dag 100-års fødselsdag. Men der er ikke noget at fejre. Ikke hvis man spørger den erklæret konservative juraprofessor Ditlev Tamm, der blandt andet har skrevet en bog om partiet.

Allerede da alderen nåede de 80 år, begyndte det at gå galt for De Konservative, og siden er det bare gået én vej – mod spærregrænsen.

»Det er fuldstændig barokt, når man ser ud over Europa i dag og ser, hvor stærke konservative partier der er i andre lande, at det så lykkes netop det danske konservative parti at tabe den position til andre,« siger Ditlev Tamm fra sit professorkontor på det juridiske fakultet i hjertet af København.

Sirligt indrettet med dansk design og bøger i to etager kan han skue ud til Vor Frue Kirke, men også tilbage over 100 års konservativ historie.

Ditlev Tamm er ærkekonservativ af den type, der vil have mere stat og mere dannelse. Det er langt fra den retning, som partiet har bevæget sig de seneste 20 år.

»Den situation, de er i nu, er en umiddelbar følge af, at man mistede den dygtige leder, som Hans Engell var, og at det ikke er lykkedes at finde en dygtig leder siden,« siger han.

Det Konservative Folkeparti har i dets 100 års historie aldrig haft et dårligere valg end ved Folketingsvalget i år, og de skraber bunden i landets meningsmålinger. Så sent som i går blev formand Søren Pape Poulsen udnævnt til den mindst dygtige partileder i en repræsentativ undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 blandt landets vælgere. Karakteren lå til ’slet’ eller 3,5 på den nye skala ifølge undersøgelsen.

Krise på mange plan

Ditlev Tamm forklarer krisen på flere planer. For det første har ledelsen været vag, den putter sig om sig selv og vil ikke lukke nye kræfter ind. For det andet har den fortrængt gode borgerlige dyder som dannelse, uddannelse og kultur.

Begge dele har fjernet partiet fra fordums storhedstid med lederskikkelser som John Christmas Møller og Poul Schlüter, mener han.

»Partiet har lidt under et lederproblem. Partiet har altid været meget afhængigt af personer, og af at lederen havde en vis karisma. Det går tilbage til Christmas Møller, og så havde man brødrene Møller, der var gode til at tale. Jeg mener, at partiet henvender sig til et akademisk segment, dem, der har en lidt højere indtægt, og som lægger vægt på, hvem der politisk kan formulere det på en måde, man kan fornemme ligger på niveau. Problemet har været, at man siden 2000 har ligget under niveau i formuleringsevne,« siger han.

»Der er jo sådan set ikke noget at fejre i dag. Partiet har bestået i 100 år, men det er ikke så festligt, når man må se i øjnene, at de, der holder festen, bærer en stor del af ansvaret for, at partiet har det så dårligt, som det har. Det må være ganske svært for de pågældende at fejre sig selv,« siger han.

Han henviser til Per Stig Møller som den sidste, slagne, egentligt konservative kraft i partiet.

»Da han blev reduceret til en sideskikkelse, der tabte partiet simpelthen. Med Bendt Bendtsen i spidsen mistede partiet greb om enhver evne til at formulere det, som egentlig var konservativ politik. Det har været et stort problem for partiet, at man havde en leder, som var ude af stand til at formulere sig på en måde, som var til at forstå og at holde ud at lytte til,« siger Ditlev Tamm, der ikke har meget til overs for Søren Pape Poulsen og de få andre medlemmer af partiets folketingsgruppe.

»Det er formentlig det dårligste hold, man har haft nogensinde. Selv da partiet var småt i 1970’erne, kunne man ane noget håb, for der stod store, stærke interesser bag i form af dygtige advokater, Kristian Mogensen, og fremtrædende erhvervsfolk,« siger han.

Han mener, at partiet nu bør forsøge at vende tilbage til de borgerlige dyder, hvis opbakningen skal vendes, og De Konservative skal tilbage som regeringsbærende parti eller bare ligne en flig af søsterpartierne i Tyskland og England.

»Vi hører slet ikke nok protester fra partiet mod besparelser på for eksempel museerne eller på uddannelsesområdet. Det burde være et sted, hvor de konservative var i første række med uddannelse og kulturinstitutionerne som højt prioriterede,« siger han.

Nye talenter?

Ditlev Tamm undrer sig over, hvorfor partiet ikke tog imod en skikkelse som levemanden og radioværten Mads Holger.

»Når en Mads Holger stiller op, så er reaktionen at prøve at ekskludere ham i stedet for at få nye folk ind. Det er som om, det har været mere vigtigt at holde på egne positioner end at skabe et dynamisk parti. De anser det som konkurrence, der kan true de siddende,« siger han.

»De har valgt ikke at satse på nye skikkelser. Det er nok det strategisk største fejlgreb, de har begået. Når man hører om et nyt konservativt talent, er det som ofte et yngre menneske, der siger noget intetsigende, som ikke kan fænge nogen, og som ret hurtigt også bliver træt af at være med,« tilføjer han.

De Konservative har ikke ønsket at kommentere Ditlev Tamms udtalelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Mortensen

"For det første har ledelsen været vag, den putter sig om sig selv og vil ikke lukke nye kræfter ind."
"Det er som om, det har været mere vigtigt at holde på egne positioner end at skabe et dynamisk parti."
Jamen det er jo præcis dét som er essensen, nemlig at begrebet konservativ betyder at man nedlægger sig selv - man kæmper for noget som ikke kan holde, med midler som slår hinanden ihjel.

Bruger 198291 og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Udmærket diagnose af det konservative folkeparti

- men Tamm kunne nu godt have undladt de afsluttende bemærkninger om Mads Holger. Hvis partiet skal rejse sig igen omkring nogle karismatiske ledere, er det nok ikke reaktionære, narcissistiske blærerøve, man skal annoncere efter.

Carsten Juhl, Jørgen Steen Andersen, Sune Olsen, Niels Duus Nielsen, Henrik Bjerre, jens peter hansen, Søren A. Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Med en fire, fem partier på den borgerlige midterfløj, så er det vel nærmest de radikale der har overtaget en stor del af de borgerlige vælgere der tilhører det frisindede vellønnede segment og Venstre der har taget erhvervslivet. Når de konservative de sidste 15 år kun har snakket om at sætte skatten ned og som Tamm understreger ikke holdt fast på kulturen, så bliver der intet tilbage af borgerskabets diskrete charme. At Mads Holger skulle være redningsmanden må vist være en vittighed på niveau med Nikita Klæstrup. Connie Hedegaard kunne være frelseren, men hun orker det nok ikke. Birgitte Seeberg smed jo håndklædet i ringen for mange år siden. Ak ja. Christmas Møller forlod jo som bekendt også partiet.

Carsten Juhl, Klavs Jørgensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

På det seneste er der sket to ting, der er katastrofalt for Konservative. Pape og Khader!

Jeg har mistet enhver tiltro til, at Det konservative Folkeparti kan rejse sig igen - efter medlemskab i over 35 år med tillidsposter som vælgerforeningsformand, kredsformand og folketingskandidat. Den nuværende ledelse har ingen anelse om, hvad konservatisme er. Jeg har tilsluttet mig partiet Nye Borgerlige, som er et klassisk konservative parti med fyrtårne som Poul Møller, Per Stig Møller, Poul Schlüter og Palle Simonsen. Jeg er enig med Tamm i, at orienteringssansen gik tabt med Bendt Bendtsen, og hans efterfølger, Lene Espersen, viste sig overraskende slet ikke at kunne matche opgaven, men lukkede i den grad partiet om sig selv. Hvem husker ikke hendes udnævnelse af Carina til KULTURMINISTER?

Jørgen Steen Andersen og Peter Olesen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Lidt skuffende, at Ditlev Tamm ser så meget på lederskikkelsernes betydning, og så lidt på det politiske indhold. Og hvad indholdet angår, trækker han nogle gamle travere frem:
" - gode borgerlige dyder som dannelse, uddannelse og kultur".

Men de konservative er vel først og fremmest erhvervslivets parti. Både de store erhvervsinteresser og - senere - de små selvstændige. Jeg tror Ditlev Tamm svæver lidt i en fjern fortid, der ganske sikkert findes i England endnu, med erhvervslivets sønner på kostskole med henblik på overtagelse af fars virksomhed eller magtfulde poster i samfundet. Den attråede kultur var enten godt købmandsskab, eller konversationsduelighed under selskabelige former.

Danmark har vel kun haft én konservativt ledet regering i historien, Poul Schlüters i 1980-erne. Det var også noget af en kræmmerregering, hvor opportunisme og købmandsskab var i højsædet i en meget mild udgave af Thatchers ny liberalisme. Schlüter mente, at ideologi var noget bras, og at "unionen er stendød". Dog skulle vi alligevel stemme om den få år efter.
Hvor var de borgerlige dyder under Schlüter?

uffe hellum, Gorm Lerche og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Husker dengang, da Schlüter første gang stillede op i Sønderjylland med helsidesannoncer i de lokale dagblade, sagde bysladderen i Haderslev vist nok, at moren var blevet observeret som 'butikstyv', og så var der vistnok også noget med faren solgte 'bildæk' til tyskerne i Tønder under krigen - ak ja, hvem der nu blot i dag vil kunne dementere 'rygterne' og redde illusionen om 'de borgerlige dyder' ... ;-)

Jens Colding, hvordan kan du inkludere Per Stig Møller som et konservativt fyrtårn? Han var måske ikke direkte skyld i Muhammed krisen, en af Danmarks største udenrigspolitiske kriser i nyere tid. Men hvis han havde haft en smule format så havde han kunnet afværge krisen før den opstod. Da Fogh nægtede at tale med 12 diplomater og dermed fornærmede 12 lande, da burde Stig Møller som udenrigsministeren havde kontaktede diplomaterne og sagt ”hej det her er mit bord, Kom over på mit kontor og vi taler om det”. Her kunne han have fortalt at ytringsfriheden har vide grænser i Danmark, og at han i øvrigt mener at Muhammed tegningerne var fornærmende og at de kunne lægge sag an ved domstolene. Men det have Per Stig Møller ikke format til.

uffe hellum, Claus Jørgensen, Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Per Stig Møller ...

har i flere tankevækkende publikationer skrevet om konservatismens idégrundlag. Det er, naturligvis, ofte sket iblandet en kritik af marxisme, socialisme og kommunisme (som jeg her lader ligge). Men han er (var) så sandelig også kritisk over for liberalismen og mere end antyder, at det er overtagelsen af liberalistiske synspunkter, der har ædt (og æder) konservatismen op indefra.

Som jeg selv har skrevet i flere tidligere blogindlæg i anden sammenhæng, så har de konservative og liberalisterne overtaget det værste fra hinanden, i stedet for det bedste.

Læs f.eks. "Tro, håb og fællesskab" (Gyldendal 1980), gerne hele bogen, men i det mindste kapitlet om 'Tre ideologier'.

PS.
Med hensyn til konservative 'fyrtårne', så er det ubestrideligt, at Per Stig Møller er den akademisk bedst uddannede, den filosofisk mest reflekterede og den historisk mest vidende leder, partiet har haft. Jeg har ofte angrebet ham både politisk og teoretisk (det ligger efterhånden en del år tilbage), men jeg mener ikke, at man kan anfægte hans intellektuelle 'niveau' (som Tamm ville udtrykke det).

Michael Kongstad Nielsen

Per Stig Møller blev gjort til grin af Anders Fogh.
Det sås fx. i dokumentarfilmen "Fogh bag facaden"
http://www.filmstriben.dk/bibliotek/film/details.aspx?filmid=2594095402
og det sås i optakten til Irakkrigen, hvor Per Stig hele tiden sagde, "vi følger FN-sporet", indtil han lige pludselig ikke sagde det mere, men Anders Fogh sagde: " - det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved".

Gorm Lerche, John Andersen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Politisk teori og praksis

Det, som Ditlev Tamm efterlyser, er en ideologisk revitalisering af konservatismen, der i de forløbne sidste 40-50 år er forvitret til et småborgerligt kræmmerparti og har mistet sin traditionelle, kulturelle forankring - lidt slagordsagtigt formuleret som en parole om "at forandre for at bevare" - med vægt på en organisk forståelse af samfundet, respekt for statsmagten og en hægen om kulturarven.

Man kan godt være tilhænger af en sådan kulturkonservatisme i teorien og samtidig, tvunget af realpolitiske omstændigheder, tvunget til at følge andre spor i den praktiske politik. Det har vi til overflod set i socialdemokratiets udvikling; noget tilsvarende er sket med konservativ politik.

Men miskrediterer det s o m s å d a n socialismens og konservatismens i d e e r?

Det ligger uden for enhver tvivl, at Per Stig Møller har lagt ryg til forskellige praktisk-politiske tiltag, der vil kunne kritiseres ud fra et konservativt idégrundlag (plus naturligvis i almindelighed, hvad jeg da også har gjort igen og igen). Men man kan altså ikke dømme konservatismen som sådan på, hvad enkelte af dens politikere fra tid til anden roder sig ud i; lige som man heller ikke kan skrotte Marx, fordi hans selvforståede tilhængere nu og da har handlet i strid med hans kritik af den politiske økonomi.

Ja, Per Stig Møller blev gjort til grin af Anders Fogh. Det må Per Stig tage på sin individuelle kappe som en personlig brist. Men man kan ikke derfra s l u t t e b a g l æ n s til, at konservatismen som sådan er noget bras. Og man kan slet ikke gøre det på den puerile måde, som en anden diskussionsdeltager forsøger sig med, ved at bringe rygter til torvs om en tidligere konservativ statsministers forældres blakkede ry. Så er vi virkelig langt ude.

Rousseau sendte sine børn på vajsenshus - altså er alle hans pædagogiske tanker noget bras. Marx fik et 'illegitimt' barn med sin rengøringshjælp - altså er hele hans kritik af kapitalismen ugyldig.

Er det en måde at ræsonnere på, som vi kan anerkende?

Jens Colding du skriver, ”I øvrigt var tegningerne overhovedet ikke fornærmende”. Det kommer an på hvem du spørger. Hensigten fra ophavsmanden, Flemming Rose, var i hvert fald at fornærme, når han skriver at, ”De skal finde sig i at blive hånet og latterliggjort”.

Dit citat er forkert! Kåre Bluitgen kunne ikke finde en tegner, som turde illustrere hans bog om Muhamed. Allerede da var man bange. Herefter opfordrede Flemming Rose tegnere til at illustrere profeten Muhamed, som blev bragt i JP. Herefter skete der intet i ca. et år, men så tog den mellemøstlige forargelse fat. Det blev til Muhamedkrisen godt hjulpet af et rejsehold af islamiske, danske statsborgere, som var instrueret i at holde forargelsen og hysteriet ved lige.

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen (14:39)
Hvis Ditlev Tamm efterlyser en revitalisering af konservatismen, "der i de forløbne sidste 40-50 år er forvitret til et småborgerligt kræmmerparti og har mistet sin traditionelle, kulturelle forankring "
så vil jeg tro, at den revitalisering viser tilbage til Estrup, godsejervældet, herremandskulturen, som de ikke syntes at kunne være bekendt i 1915, og derfor dannede det nye parti, men som man alligevel hægede om, og drømte sig tilbage til. Alt det forfærdelige underklasse liv, proletariatet, også på landet, havde ikke konservatismens mindste interesse, kun lavere funktionærer, bogholdere og folk med rene hænder kunne føjes til de konservative, og derved blev de, i forsøget på at løsrive sig fra godsejerne og storgrossisterne, - selv småborgere.

Møllers ignorante naivitet

En dyrkøbt nøgternhed ser ud til at have indfundet sig siden fhv. excellence Møller i al sin naivitet og komplet ukendskab til forholdene i den arabiske verden klattede danske pengemidler væk til et håbløst projekt – Det arabiske Initiativ – som ingen af hans efterfølgere da heller ikke synes at være hoppet på – og det kunne sagtens være derfor, at Fogh i sin tid var nået frem til samme konklusion – naivitet - Per Stig Møller betoner imidlertid, at der er fokus på ytringsfrihed - i Mellemøsten! .…

I det arabiske initiativ har vi en medieafdeling, hvor vi prøver at arbejde på fri og uafhængig journalistik i de enkelte lande, blandt andet i Yemen, siger han og betvivler, at ret mange danske skatteyderkroner ender i iranske og syriske projekter. - sagde han.

Man skal se på, hvad det er for et projekt og ikke hvilket land. Menneskerettigheder vil vi gerne have fremmet, uanset hvor det er … siger han …

SF's udenrigsordfører, Steen Gade, siger til Information, at - det er som om, at regeringens konklusion på Muhammed-krisen er, at de arabiske lande skal lære mere om os og ikke omvendt. Men krisen har altså også vist, at vi er dumme og uvidende. - pris: sølle 400 mio. kr. pr år i starten …

http://www.information.dk/122533
http://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-og-regioner/mellemosten-og-nordafr...

John Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Kære Jan og Michael! Jeg kan følge jer langt hen ad vejen. Per Stig er en gudbenådet tænker, men tilsvarende naiv som ikke så få højttravende intellektuelle. Jeg er helt enig i kritikken af hans køreplan for fred i Mellemøsten. Var det så let, var det nok blevet gjort adskillige gange. Jeg er også enig i, at Fogh ikke kunne have gjort det anderledes, selv om det ydmygede Per Stig, men hans tro på at kunne tale de berømte 12 ambassadører til rette er fuldkommen uden forbindelse til virkeligheden. Som miljøminister indforskrev han også sit parti i en fuldkommen udsigtsløs fremtid i en grøn, men helt urealistisk energipolitik og smadrede i øvrigt det klassiske musikprogram DR2 til fordel for snakkeprogrammet 24/7. Så der er meget at klandre Per Stig for i virkelighedens verden. Alligevel er han en filosofisk og politisk tænker, som de færreste står mål med. Han ville have været en fantastisk idemæssig mentor for Det konservative Folkeparti, hvis han havde holdt sig til det. Mern som praktisk politiker havde han bestemt sine åbenlyse svagheder.

Michael Kongstad Nielsen

"Per Stig er en gudbenådet tænker", nej, han er en politisk kandestøber, jf. Holberg.
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur...

Dilettantismus
Denne dilettantiske politiseren i et selvskabt collegium politicum – kan man såmænd også underholdes af i dag på nettet, bl.a. i disse spalter, blot under andre pseudonymer … ;-)

Kære Michael. Jeg kan sørme godt lide, at du bringer Holberg på banen. Her har vi nemlig også en person, som i teorien kan det hele, men i virkelighedens verden må give fortabt. Det er vel egentlig også det, jeg skriver.

Ole Vagn Christensen

Det konservative og danske små og store virksomheder, har sammen med socialdemokratiet og fagbevægelsen været fundament for fællesskabs samfundets stabilitet. Liberalisterne i venstre og hos bønderne gjorde det muligt sammen med socialdemokraterne og fagbevægelsen at skabe det politiske demokrati. Men efterhånden at de liberalistiske kræfter har vendt fællesskabet ryggen og er blevet til populistiske propaganda og dukkefører for mere og mere egoisme og såvel konservative som socialdemokraterne har vendt fællesskabets grundlæggende opfattelse ryggen at for et samfund hænger sammen er det som hjulene i et ur hvor der er store tandhjul og små tandhjul og at ingen af hjulene kan undværes hvis uret skal følge med tiden. Vi der tror på fællesskabets kræfter det er de fleste kan kun føle os skuffede over så lidt fællesskabs kraften fylder i de to gamle partier og dem som de skulle repræsenterer.
Min pointe er derfor ligger de som de gør.