Læsetid: 7 min.

Et hul i maven er til at føle på

I mere end 20 år har 40-årige Trine Petersen skadet sig selv. Hun har hældt kogende vand ud over sine hænder, sat ild til sig selv og slugt glasskår. I dag er det et år og otte måneder siden, at hun sidste gang skadede sig selv, og i går udkom hendes selvbiografi. Ud fra sin krop og de mærker, hun har påført den, fortæller hun her sin historie om mobbeofferet, der blev retspsykiatrisk patient
I dag er det næsten to år siden, at Trine Petersen sidste gang skadede sig selv ved at sluge et batteri. Hun har det godt i dag, og hun vil gerne vise andre sindslidende, at de også kan få det bedre

I dag er det næsten to år siden, at Trine Petersen sidste gang skadede sig selv ved at sluge et batteri. Hun har det godt i dag, og hun vil gerne vise andre sindslidende, at de også kan få det bedre

Ulrik Hasemann

10. december 2015

1. Ben

»Da jeg var 12 år, opdagede jeg, at jeg var anderledes. Jeg kunne ikke spille fodbold, jeg kunne ikke hinke, og jeg kunne ikke sjippe i bue. Jeg var et klodset barn. Mine jævnaldrende opdagede også, at jeg var anderledes og mobbede mig. De sagde, at jeg tissede i bruseren efter idræt, og de hældte indholdet af min skoletaske ud på gulvet.

Efter skoletid gik jeg ned på det lokale bibliotek og læste bøger om psykologi og pædagogik. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der var galt med mig. Jeg lånte bogen Nervøs Spisevægring og gjorde som den tyske pige i bogen. Jeg motionerede hele tiden. Dansede i flere timer om dagen og løb lange ture i skoven. Når jeg endelig holdt benene i ro, kriblede og krablede det over hele kroppen.

Da jeg var rigtigt langt inde i anoreksien, blev bogen ligegyldig. Jeg fandt min egen måde at gøre tingene på. Jeg vejede 40 kilo og var 172 centimeter høj«.

2. Hænder

»Som 14-årig indtog jeg 100 kodimagnyler med noget cola på et offentligt toilet. Jeg håbede, at jeg kunne nå hjem i min seng og dø langsomt, men sådan gik det selvfølgelig ikke. Jeg fortrød i sidste øjeblik og fortalte de mennesker, der var omkring mig, at jeg havde taget piller.

Jeg fik en sonde ned gennem halsen, og det føltes som om, jeg var ved at blive kvalt. Jeg opdagede, at jeg elskede den hektiske stemning, der opstod omkring mig. Jeg fandt ud af, at jeg opnår nydelse ved at sætte en hel masse mennesker i gang. Jeg ved, at det er det, der har fået mig til at forsætte min adfærd. Efter mit selvmordsforsøg begyndte jeg at forstuve mine fingre, skolde mine hænder og skære sener over.«

3. Hals

»Den første gang, jeg slugte noget, var jeg 19 år og lige flyttet til et nyt bosted. Jeg havde en vane med at ringe til vagtlægen hver aften og opfinde nye symptomer, så han ville komme ud og kigge til mig. Jeg var bange for at være alene.«

»En dag blev jeg indlagt med påståede mavesmerter. Mens jeg lå alene på stuen bed jeg hul på mine fingre og tørrede blodet af i en opkastbakke, så det lignende, at jeg kastede blod op. Lægen hoppede ikke på den, så jeg gik ud på badeværelset og slugte et glasskår. Nu skulle det eddermandme komme til at bløde nede i den mave, tænkte jeg.«

»Det var forbavsende let at få glasskåret ned gennem halsen. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det passerede spiserøret. Der blev tilkaldt en ambulance, som kørte mig på sygehuset med fuld udrykning. Jeg oplevede det som om, at jeg var hovedpersonen i en film, hvor jeg kunne agere rundt med alle, ligesom det passede mig.»

«Senere slugte jeg lightere, batterier og knive. Jeg lærte mig selv en metode, hvor jeg lænede hovedet tilbage og nærmest skubbede kniven ned gennem halsen. Det gav mig et kick. Det gjorde min psykiske smerte til en fysisk smerte, man kun tage og føle på og gøre noget ved. Mine tanker og følelser var meget diffuse. Jeg forstod dem ikke en gang selv, så hvordan skulle jeg kunne få andre til at forstå dem? Et hul i halsen ved man da, hvad er.«

Arrene på Trine Petersens underarm og hænder viser, hvordan hun har prøvet at gøre sin psykiske smerte fysisk. En gang skar hun så dybt i sin hånd, at senerne måtte syes sammen igen.

Ulrik Hasemann

4. Underliv

»På et bosted udviklede jeg et venskab til en pige, der hed Jette. Jette var blevet seksuelt misbrugt, og vi talte meget om det, hun havde oplevet. Jeg opdigtede historier om, hvordan jeg var blevet ydmyget af min far og hans arbejdskammerater. Det var alt fra blufærdighedskrænkelse til mishandling og voldtægt.«

»Jeg fortalte også om overgreb begået af nogle drenge, som jeg skyldte penge for hash. Jeg havde aldrig røget hash, og der fandtes ingen drenge i mit liv, som jeg skyldte penge. Inde på mit værelse gjorde jeg skade på mine kønsdele, med saks og kniv, indtil det begyndte at bløde. Jeg fortalte, at det var en fyr, der havde gjort det mod mig som en slags afdrag på min gæld.«

»Jeg fandt på historierne for at gøre mig interessant. Jeg tror, at mange af mine problemer handler om, at jeg har haft en svag identitet. Incestoffer var en stærk identitet. Den gav mig opmærksomhed, men en dag blev mine løgnehistorier opdaget. Jeg drak mig fuld i snaps, slugte et glasskår og blev indlagt. På den måde blev mine løgnehistorier glemt, for nu havde jeg et hul i maven, nogen skulle tage sig af.«

5. Hoved

»Jeg fik stillet diagnosen skizofreni, da jeg var først i tyverne. Men jeg er ikke sikker på, at det er det, jeg fejler. Jeg hører ikke stemmer, jeg ser ikke syner, og jeg har ikke vrangforestillinger. Ind i mellem dukker der nogle volapykord op i mit hoved. Ord som apyhgolbnissen end and kamp ha lort tand og en masse andet sludder.«

»Da jeg havde det aller dårligst, kom ordene tit. Jeg tror, det var dem, der pegede i retning af diagnosen skizofreni. Selvom jeg ikke tror, at jeg er skizofren, har jeg ikke protesteret over diagnosen, for sammen med den oplevede jeg, at systemet pludselig accepterede mig og rummede mig. Med en diagnose kan man forklare mine handlinger. Jeg gør som jeg gør, fordi jeg er syg. Uden en diagnose ville jeg bare virke ond.«

6. Bryst

»På et tidspunkt forsøgte man at udsluse mig til et nyt bosted, men jeg kunne ikke falde til ro på det nye sted. En eftermiddag, hvor jeg havde vandret op og ned ad gangen i timevis, kunne jeg igen ikke længere overskue min situation. Jeg gik i panik og satte ild til den striktrøje, jeg havde på. Herefter løb jeg ud på gangen, mens jeg skreg I’m on fire, I’m on fire. Stemningen var ubeskrivelig. Jeg sansede, at jeg virkeligt brændte, og hvordan jeg blev slukket med brandslangen.«

»Jeg havde påført mig selv betydelige andengradsforbrændinger på brystet. At sætte ild på ting blev en ny måde for mig at løse mine problemer. Hvis ikke jeg brød mig om en ny afdeling eller et nyt bosted, satte jeg ild på gardinerne, stak af og lagde mig ud på kørebanen, mens volapykordene drønede rundt. Engang var det en gartner, der fandt mig. Jeg fortalte ham, at jeg havde lavet ildebrand, og hvilken afdeling, jeg kom fra. Jeg var slet ikke bevidst om, at jeg havde gjort noget kriminelt. I 2012 fik jeg en anbringelsesdom for to ildspåsættelser. Ingen personer kom noget til, men siden da har jeg været en retspsykiatrisk patient«.

Trine Petersen er blevet opereret mange gange i maven for at få bl.a. knive og glasskår, som hun har slugt, fjernet. Hendes bugvæg er i dag for svag til at holde tarmene på plads, som poser ud som brok på maven.

Ulrik Hasemann

7. Mave

»Min mave er arret og knudret. Jeg har brok, fordi min bugvæg er for svag til at holde tarmene på plads. Jeg tror, jeg er blevet opereret 20 gange i maven for at få noget ud, som jeg har slugt. En aften slugte jeg en kuglepen, og så snart den var nede, var min krop i den stress-tilstand, som jeg elskede. Jeg blev skuffet over, at lægerne ikke ville fjerne kuglepennen. De sagde, at den skulle komme naturligt ud.«

»Et par uger senere vågnede jeg med et faretruende lavt blodtryk og høj feber. Kuglepennen havde lavet hul i tyktarmen, og der var løbet afføring ud i bughulen. Jeg lå i koma i fem dage og vågnede op med stomi og et åbent sår på maven. De havde ikke kunnet lukke det, da det skulle hele op indefra«.

8. Sind

»Det er desværre tit sådan, at mennesker med sindssygdomme ikke har evnen eller modet til at fortælle om deres sygdom. Men det kan og vil jeg. I dag er det næsten to år siden, jeg sidste gang skadede mig selv ved at sluge et batteri. Jeg bliver ikke længere flyttet rundt hele tiden, og jeg har nogle gode stabile kontaktpersoner, der ved, hvordan de skal håndtere mig.«

»Jeg har det godt i dag, og jeg vil gerne vise andre sindslidende, at de også kan få det bedre. Lang tid var jeg ikke i stand til at have positiv kontakt til andre mennesker. Jeg kunne kun finde ud af at skabe negativ kontakt og oplevede den kontakt som bedre end ingen kontakt. Jeg lærte at holde af den. Jeg lærte faktisk at elske den dårlige kontakt.«

»Jeg har levet det meste af mit liv på en institution, hvor der er nogle helt specielle rutiner. Man spiser morgenmad på et bestemt tidspunkt og gør rent på et andet. I den hospitaliserede verden kan man let komme til at miste grebet om den virkelige verden, men den her verden fungerer for mig. Den er jeg tryg i. Derfor tror jeg heller ikke på, at jeg nogensinde kommer ud og bo selv uden hjælp.«

»Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver rask, men jeg har fundet en måde at være til på. Jeg har skrevet en bog for at vise, at min liv ikke er spildt, men at jeg vil noget med det.«

I går udkom Trine Petersens selvbiografi ’Kvinden med de to ansigter’ på Outsiderens forlag. Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom produceret af psykiatribrugere selv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en forfærdelig historie, men jeg håber Trine bliver helbredt, så hun får tankerne over i nogen andre baner.... uha uha