I Kalvehave har flygtningehjælp fået en helt anden betydning

Birthe Lunds toværelses rækkehus skulle have været demoleret. Planen for grunden var færdig. Byrådet var klar på at stemme for, så gravkøerne kunne tage fat, og Vordingborg Boligselskab arbejdede på at genhuse de resterende beboere i det almennyttige boligbyggeri i Kalvehave. Men Birthe Lund kan blive boende lidt endnu, og nabolejligheden er ikke længere tom. I stedet bor der nu tre syriske mænd inde ved siden af.

»Da jeg fik at vide, at det skulle rives ned, var jeg helt rundt på gulvet. Det var vi alle sammen. Nu bliver boligerne så stående. Jeg er egentlig ligeglad med, at de er flygtninge. Det er fint. Og nu har de så reddet min lejlighed,« siger Birthe Lund.

Men selv om hun er glad for, at flygtningene er flyttet ind, er det ikke ren idyl at have dem boende, vil hun gerne lige understrege: »Hele sommeren spillede de fodbold udenfor til sent ud på aftenen, og så sparkede de mit plankeværk i stykker.«

Du kan læse Informations avis skrevet af flygtninge her - gratis.

De første flygtninge flyttede ind i starten af året og er løbende blevet udskiftet, når de har fået familiesammenføring eller bolig et andet sted. Og som den geopolitiske situation ser ud, stopper den karrusel ikke foreløbigt.

Alt i alt er seks af boligerne udlejet til Vordingborg Kommune, der udlejer dem til flygtninge. Dertil kommer to større rækkehuse, som er udlejet til hele flygtningefamilier.

Birthe Lund er splittet. På den ene side har flygtningene kostet hende et plankeværk, men på den anden side har de reddet hendes bolig.

I sidste ende er problemet med de gule teglstenshuse, at de er for dyre, for dårlige og ramt af samme problem som resten af Kalvehave og vandkantsdanmark – indbyggerne flytter fra byen, skoler lukker, og Brugsen har de facto monopol.

Birthe Lund fortæller om kvaler og glæder ved livet i Kalvehave og dagligdagen med de nyankomne.

»Men du skulle tage at snakke med Bodil, skulle du. Hun går dårligt, men var vist oppe at spise hos dem.«

Luk dog døren

Bodil Nielsen er en ældre kvinde, der har boet i Kalvehave i over 50 år. Hun vil helst ikke interviewes og under ingen omstændigheder fotograferes. Hun kan ikke se, hvad hendes mening om noget som helst skal gøre godt nogen steder.

»Flygtningene? Jamen, hvor skal de ellers bo? De har jo ikke noget sted at være. Hvis jeg var dem, var jeg sgu også flygtet,« siger Bodil Nielsen.

I nr. 39 har det ikke været gnidningsfrit, at tre syriske mænd er flyttet ind på overetagen.

Læs også: Hvorfor skulle der gå 20 måneder, før syvårige Maya kunne gense sin far og mor?

Der var det med fodboldspillet i fælleshaven i løbet af sommeren, der var problemet med, at de sludrede til langt ud på natten, og efter vinterens komme synes Bodil Nielsen godt, at de godt kunne tage at lukke døre og vinduer.

»Jeg siger det til dem hver gang, jeg ser dem. Men jeg tror bare, at de kommer fra et varmere sted. I Syrien skal man nok ikke lukke døren hele tiden. Der er varmt. Men sidst jeg sagde det, inviterede de mig op på mad. Så sad vi der uden at kunne snakke sammen. Men maden smagte godt, og de var flinke. Men jeg holder på, at de stadig gerne må lukke døren her om vinteren.«

Bodil Nielsen skulle være flyttet, hvis nedrivningen ikke var blevet stoppet af flygtningenes indtog. Gerne til Vordingborg, siger hun selv. Men lejligheden skal ligge i stueetagen og i den rigtige ende af Vordingborg og ikke på toppen af en bakke, og det er ikke lige til at finde, så indtil videre er hun glad for at blive boende.

Mohamad Hussein Al-Omar har kun været i Kalvehave i en måned, så han har endnu ikke fået snakket med naboerne. På sigt vil han gerne klippe naboernes hår med sit nyindkøbte frisørsæt.

»En dag«

Mohamad Hussein Al-Omar er en af dem, der er årsag til, at Bodil Nielsen og Birthe Lund kan blive boende for enden af Hjortsøgaardvej. Han er flyttet ind for en måned siden. Før da havde han tilbragt to år i Libanon, et år i Tyrkiet og tre måneder på turen op igennem Europa. Han er frisør og fra Homs i Syrien.

Døren står åben, så man må banke på karmen for ikke at bryde nogle danske konventioner ved at vandre ind i folks hjem uannonceret.

Læs også: Flygtningedebatten er en kamp om historien

Al-Omar er i shorts og klipklapper og sidder med sin notesbog, hvori han skriver danske sætninger, som han oversætter fra arabisk på sin telefon.

»Vil du have te,« spørger han et par gange, før udtalen er forståelig. Fordi han er er relativt nyankommen, er han ikke begyndt på sprogskole endnu, så mens de andre mænd sidder på skolebænken, trasker han rundt i Kalvehave, hvilket er hurtigt overstået i en by med 2.000 indbyggere.

Nu er han begyndt at kede sig. Han lyser op, da han får forklaret, at han har haft del i, at boligerne på Hjortsøgaardvej er blevet reddet.

Han kunne godt tænke sig at møde de naboer, der får lov at blive boende. Så da teen er drukket, insisterer Al-Omar på, at Information skal agerer mediator mellem ham og genboen. Hun hedder Rikke Agerskov Jørgensen og er hjemme, fordi hendes franske bulldog er drægtig og snart skal føde.

Læs også: Asylansøgere venter i månedsvis på indledende samtale

Rikke Agerskov Jørgensen har boet på Hjortsøgaardevej i lidt over to år.

»Du er velkommen til at komme forbi til kaffe en dag,« siger hun til Al-Omar.

»En dag,« spørger Al-Omar, »hvornår er det?«

»En dag,« svarer Rikke Agerskov Jørgensen og kigger rundt efter hjælp.

»En dag. En dag, når vi har tid. Når hunden har født, så kom forbi til kaffe.«

»En dag,« gentager Al-Omar tvivlende.

Han fortæller, at han er frisør og efterhånden har klippet alle flygtninge på Hjortsøgaardvej.

»Kaffe og klipning,« svarer Rikke Agerskov Jørgensen, og Al-Omar ser nogenlunde tilfreds ud.

»En dag,« slutter han og går hjem til sin notesbog.

Ibrahim Omar med et af sine fem børn og familiens juletræ i baggrunden. 

Kurdisk jul

Ibrahim Omar, konen og deres fem børn er flyttet ind i en fireværelses lejlighed lidt nede af vejen fra Bodil Jensen.

Efter at hans praktik hos murermester Per Sibbern fra Askeby på Møn på Møn blev foreviget i lokalavisen, er Ibrahim Omar blevet lidt af en kendis på egnen. Han arbejdede også som murer tilbage i Syrien. Men på trods af hans viden om isolering og varmeudslip gør han sig også skyldig i de åbne døre og vinduer, som Bodil Nielsen er godt træt af.

– Hvorfor lukker I ikke døre og vinduer?

»Vane. Det tager tid at vænne sig til Danmark,« siger han, mens hans 22 måneder gamle søn hopper mellem sofa og sofabord og flere gange er ved at vælte det ornamenterede juletræ bag sofaen.

Ibrahim Omar er muslim, så hvad laver træet der?

»Nu prøver vi. Det gør I her i Danmark, så nu prøver vi,« siger han. Juledag vil der være stor middag omkring det lille stuebord, og en dans eller to er heller ikke udelukket, men mange ting skal på plads inden. Familien har haft problemer med de papirer, som kommunen har sendt. De er på dansk, og selvom Ibrahim Omar har tilbragt sommeren med danske murere og efterhånden kan formulere sig på dansk, er han ikke velbevandret i kommunal jargon.

Læs også: Skærpet kritik af Udlændingestyrelsen

I jagten på en oversættelse har han vendt sig til naboen – en afghansk familie, der har været i Danmark et halvt årti. De har fungeret som oversætter og vejviser til dansk kultur for Ibrahim Omar og hans familie.

Naboerne til den anden side er Ibrahim Omar dog ikke ubetinget glad for: »De er for muslimske,« siger han. Da han skal uddybe, hvad »for muslimske« betyder, viger han udenom. I stedet kigger han op på sit juletræ.