Interview
Læsetid: 4 min.

’Det kan jo være, at befolkningen stemte nej til den foreslåede pakke, fordi de ikke kunne lide indholdet’

Enhedslistens Søren Søndergaard advarer mod at ’botanisere’ i befolkningens nej, fordi det fører til en tro på, at dette så kan omgøres
Efter torsdagens nej er det en god idé at diskutere en ny europapolitik, som har en bredere opbakning, mener Søren Søndergaard (EL)

Efter torsdagens nej er det en god idé at diskutere en ny europapolitik, som har en bredere opbakning, mener Søren Søndergaard (EL)

Thorkild Amdi

Indland
5. december 2015

På en dag, hvor resultatet af folkeafstemningen af mange først og fremmest udlægges som en sejr for Dansk Folkeparti, og partiformanden, Kristian Thulesen Dahl, er her, der og alle vegne, har Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, næsten symbolsk glemt mobiltelefonen derhjemme fra morgenstunden.

Det tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU har dog en anden forklaring på valgresultatet end at Dansk Folkeparti havde held til at appellere til vælgernes mistillid til EU, til danske politikere – og ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Som Søren Søndergaard udtrykker det: Hvis alt andet glipper, så prøv med sandheden.

»Ingen kan benægte, at der er mistillid til politikerne. Men det kan jo være, at befolkningen stemte nej til den foreslåede pakke, fordi de ikke kunne lide indholdet. Min egen opfattelse er også, at ting, som er for godt til at være sandt, også sjældent er det, og folk kunne måske ikke helt forstå, hvordan det kunne gå til, at man kunne få en pakke, som bestod af lutter gode ting. Fagforeningerne ville få, de voldsramte kvinder, forbryderne – om end ganske vist det glatte lag. Hen ad vejen gik det imidlertid op for folk, at der var en regning at betale. Og regningen bestod i, at befolkningens snor i EU’s retspolitik blev klippet og beslutningerne i fremtiden blev overladt til politikerne«.

– Så handler det vel netop i høj grad om mistillid til politikerne?

»Men så har vi en mistillidsgrundlov, for der står i grundloven, at hvis der overgives suverænitet i nærmere bestemt omfang til udenlandske myndigheder, skal der enten være et meget stort flertal for det eller en folkeafstemning. Det er ikke udtryk for mistillid men for uigenkaldeligheden af suverænitetsafgivelse. Og der har befolkningen ikke haft lyst til at fravige dette princip. Særligt ikke når mange har den erfaring, at politikerne på Christiansborg er mere integrationsivrige end resten af befolkningen. Det kan man vel ikke kalde mistillid. Det er snarere en politisk uenighed. Jeg vil advare mod at begynde at botanisere i befolkningens nej, for så bliver det let til, at dette kan overvindes, hvis man gør et eller andet.«

Bredere europapolitik

– Er det ikke relevant at lede efter forklaringen på, at et flertal i befolkningen forkaster noget, som næsten to tredjedele af Folketinget har vedtaget?

»Jo, jo, man kan gøre sig alle mulige tanker, og det er en god idé at diskutere en ny europapolitik, som har en bredere opbakning. Men sidstnævnte havde ikke krævet en folkeafstemning. Det modsætningsforhold har været kendt længe.«

– Da statsministeren udskrev folkeafstemningen svarede 58 procent af de adspurgte ellers i en Gallup-måling, at de forventede at ville stemme ja til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Kun 22 procent ville stemme nej. Så dengang var der vel ikke noget modsætningsforhold?

»Det var på det tidspunkt, hvor det stadig var næsten for godt til at være sandt. Men så begynde folk at undersøge sagen, og flere og flere kom til at tvivle på, om det nu også var sandt.«

– Lars Løkke Rasmussen har fremhævet, at han ikke har mødt en eneste under valgkampen som var modstander af Europol. Har du?

»Mit indtryk er også, at det ikke var Europol, som var anstødsstenen. Enhedslisten anbefaler da også, at Danmark forhandler en parallelaftale på plads, fordi en sådan ikke har den negative konsekvens, at den overstatsligt binder os, og vi dermed ikke kan komme ud af den. Vi er for mere internationalt samarbejde, og kan man lave mellemstatslige aftaler, er det strålende, og det ligger på den flade hånd at lave en om Europol.«

– En af de bedst bevarede hemmeligheder i dansk politik er, om Enhedslisten støtter Europol. Kan du afsløre dette?

»Det er virkelig et rigtig godt spørgsmål og svaret er, at vi støtter et politisamarbejde om grænseoverskridende kriminalitet. Det afgørende er ikke ordet Europol. Det afgørende er, hvad det indeholder. To ting skal være opfyldt. For det første, selvfølgelig, at det medvirker til at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Og for det andet, at der er en eller anden demokratisk kontrol med foretagendet og sikkerhed for at oplysningerne, der proppes ind, ikke bare spredes til højre og venstre.«

– Du taler om en ny europapolitik med en bredere opbakning, men er det ikke en illusion at tro, at Enhedslisten og Venstre skulle kunne blive enige om EU?

»Det er nok en illusion at tro, at vi kan blive enige hele vejen. Men alle partier bliver nødt til at reflektere over det faktum, at man har forsøgt at afgive suverænitet og er blevet nedstemt af befolkningen. Måske kan man nå til enighed på nogle punkter – og især om spillereglerne. Vi bliver nok enige med Venstre, når det handler om at sætte grænser for EU’s hæmningsløse liberalisme. Men måske kan vi blive enige om, hvordan Folketinget håndterer EU-debatten, hvor denne i dag nærmest er pillet ud af den generelle debat.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for de synspunkter Søren.
Der er eller blandt "eliten" en generel mistillid til os i almuen, der betragtes som værende fatsvage og generelt i følelsernes vold.
Vores stemme er ikke en reflekteret human udtryksform, men et stemningspræget gylp fra urdybet.
Eliten ved med sin intellektuelle sum af viden bedst, og kan kun undres over en almue, der ikke engang kan erkende sin egen uformåenhed, og som vælger at gå egne veje i stedet for at følge de af de geniale udstukne stier.
Kære elite hvem end I er, hav tillid til os. Det kan være det første skridt på vejen til, at vi får tillid til jer.

Gry W. Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Troelsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

"Unionen er stendød", hævdede, ja ligefrem garanterede Poul Schlüter i med sit berømte statement fra 1986.
Det skulle senere visse sig at være en sandhed med modifikationer.
For store dele af befolkningen har holdningen været at EF var/er okay, men en union er ikke acceptabelt. Derfor er det ofte gået galt når det politiske establishment igen og igen har forsøgt at manipulere med befolkningen for at få dennes accept af mere unions samarbejde.

Det er ganske forståeligt fordi det EU , som vi kender det idag har udviklet sig til et udemokratisk og bureaukratisk monster, som uhæmmet vil bestemme og regulerer med en rigid detail lovgivning på alle mulige områder. Og i toppen af EU's magtpyramide sidder en den tidligere statsminister fra Luxembourg, som i sin tid har været med til at faciltiere en yderst favorabel skaltelovning til fordel for de største multinationale selskaber.

Alene det faktum siger en hel del om EU projektets troværdighed.

Personligt tror at EU vil falde over sine egne ben i fremtiden, fordi EU ikke vil være i stand til takle fremtiden udfordringer på tilfredsstillende overfor dets borgere.

Det som i medierne idag betegens som flygtningkrisen er blot det seneste eksempel.

peter fonnesbech

Før muren fald i 1989 var kritikken af den stærkt centralistiske styrform som fandtes i Sovjet meget udbredt,og ordet centralisme var her forbundne med de værste associationer af samme grund og set ned på som et håbløst anakronistisk foretagende.

Det har man fuldstændig glemt i idag, og EU har udviklet sig her i samme retning hvad centralisme angår.

Ja, og jeg er ved at få kvalme over de JA-politikere der mener, at afstemningsresultatet er et udtryk for en kløft mellem "Os, eliten" - og så alle vi - de umælende får, der blot bør være taknemmelige over, at blive taget med på råd, og så rette ind når de "kloge" har talt.

Den holdning er et udtryk for tilstedeværelsen af en selviscenesat opblæst kvasi-elite, som ikke tør tage en åben debat, men gemmer sig bag TV-mediets underholdningsgørelse af den demokratiske proces.

Sammenhængskraften er væk

Danmark er efter min opfattelse blevet et land, hvor de politiske og økonomiske elite har overtaget magten og ordet. Arrogant og selvtilstrækkelig envejskommunikation er mere hovedreglen end undtagelsen. Som eksempel vil jeg nævne Politikens chefredaktør Bo Lidegaards optræden i Deadline dagen efter afstemningen.

Den rigeste del af befolkningen tror instinktivt på, at eliten fører netop deres sag, så de der har mest kan få endnu mere på bekostning af den laveste socialklasse og herunder arbejdsløse skubbes stadig tættere på den økonomiske afgrund.

Sammenhængskraften begyndte for alvor at smuldre, da Anders Fogh Rasmussen (AFR) kom til. Han var og er inspireret af USA og mænd i USA og importerede idéen om, at alle er sin egen lykkes smed. Og ve den som ingen lykke har. Med AFR begyndte afviklingen af nærdemokratiet og åbenheden.

En af hans ministre indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (LLR), som overtog ansvaret statsminister efter AFR, fik ansvaret for en omstrukturering af samfundet. Lovgivningen blev kaldt strukturreformen. Med den fjernede tidligere borgmester og amtsborgmester LLR en række incitamenter for at deltage i lokademokratiet. Amterne blev nedlagt og erstattet af meget større regioner uden reelt demokratisk indhold. Samtidig fjernede LLR amtets kontrol med kommunerne. Tidligere var en række kontroller i forhold til kommener blevet fjernet og bl.a. i relation til byggeloven.

Kommunernes og borgmesterens magt er sammen med embedsmændenes magt steget væsentligt og incitamentet til at inddrage borgerne er mindsket. Sideløbende er planloven blevet reduceret til en ligegyldig lov, hvor borgernes indsigelser er uden reel betydning, da såkaldte rammeplaner er blevet stadig mere almindelige. Indsigelser mod upræcise rammeplaner er meget lette at afvise. Og planerne kan nemt ændres.

Som høringsberettiget i en række natur- og miljøsager har lovomlægninger, centraliseringer og digitalisering gjort det tidligere aktive lokale græsrodsarbejde til en farce, hvor al tid må bruges på myndighedernes arbejdsmetoder frem for indholdet af den politik, som et utal af udarbejdede og udsendte planer repræsentere.

Hertil kommer, at græsrodsarbejde er blevet som udbud i et supermarked. Der er frit valg på alle hylder. Og afhængig af den enkeltes særinteresser, som ofte afhænger af, hvor man befinder sig i sit livsforløb, så vælges og omvæltes der løbende blandt udbudet.

Politik er et tålmodighedsarbejde, som nemt strækker sig over årtier. Supermarkedstilgangen medfører derfor, at politisk græsrodsarbejde ikke mere er en reel mulighed. Derfor centralisere græsrodsforeninger som Danmarks Naturfredningsforening i stadig større omfang, hvilket indebærer, at det lokale græsrodsarbejde svække yderligere. Man er kommet ind i en ond cirkel.

Pressen er ligeledes blevet centraliseret i sin form. Man foretrækker, at tale med centralt placerede personer - ofte sekretariatspersoner, som har helt andre jobbevarende motiver end de gratis sagligt arbejdende personer.

Pointen med alt dette er, at mulighederne for at blive integreret i det politiske arbejde fra bunden nærmest ikke mere eksistere. I dag komme man ind i politik via en akademisk uddannelse eller sit netværk. En sådan baggrund har kun eliten i Danmark og ofte er det personlige projekter, der driver disse personer.

Her falder mine tanker på tidligere miljøminister Ida Auken, som på urimelig vis forlod sine vælgere og sit parti SF, da hun mistede sin ministerstilling pga. oprøret i SF. Dagen efter fandt hun ud af, at hun var Radikal, hvilket selvfølgelig gav kritik. En kritik som fik hendes mor til at skælde ud på os alle for at have ødelagt datterens projekt. Jeg var indtil den udtalelse af den opfattelse, at man meldte sig ind i et parti, fordi man have en fælles idé og plan.

Alle de nævnte forhold er efter min opfattelse en del af tendenser, som har ødelagt sammenhængskraften i Danmark og dermed gjort det mere vanskeligt end tidligere at blive enige om en fælles EU-politik.

Men selv afstemningsproceduren, som LLR som statsminister har haft ansvaret for er også en del af billedet. I managementkulturen er der kun at sige, som man kan læse på en husgavl på RUC: "Perform og die". Det skal selvfølgelig forstås i overført betydning.

Og konsekvensen er, at LLR som en del af netop den kultur bør forlade jobbet. Da han indkaldte til pressemøde på afstemningsaftenen, var min første tanke, at han endelig viste format ved at meddele sin afgang, som vi er nogen der stadig husker, at Jens Otto Krag gjorde i 1972 efter afstemningen og vores medlemskab i EF.

"Vi bliver nok enige med Venstre, når det handler om at sætte grænser for EU’s hæmningsløse liberalisme."

Mon ikke der mangler et ikke i den sætning?