Nyhed
Læsetid: 4 min.

Den konservative EU-skepsis

Konservativ Ungdoms kampagne for et nej ved afstemningen om retsforbeholdet synes at være et udslag af den tiltagende EU-skepsis blandt de yngre generationer i partiet. Stadig mere fokus på nationalstaten er det sidste, Danmark har brug for, lyder det fra en af kritikerne af den nye kurs
De sidste 10 år som konservativ har været en slingrende køretur med en beruset chauffør. Frem og tilbage, uden slutdestination, siger den kendte advokat René Offersen, som har været medlem af partiet siden 1982.

Tor Birk Trads

Indland
10. december 2015

Stemningen var tynget blandt de konservative på Christiansborg, da danskerne torsdag i sidste uge stemte nej til en afskaffelse af retsforbeholdet. Men på en beværtning i indre København hævede unge konservative deres glas. Konservativ Ungdom (KU) havde nemlig ført kampagne for et nej, da det modsatte ville medføre en mulighed for »at liste lovgivning ind ad bagdøren,« som KU-formand Mikkel Ballegaard formulerer det.

De unge konservatives oprør mod moderpartiets ja ved afstemningen kan læses som et udtryk for, at ungdomspartier altid forsøger at påvirke de voksne ved at drille dem lidt.

Men man kan også forstå de unges nej som et forvarsel om fremtidig konservativ europapolitik.

Som partiets EU-ordfører Rasmus Jarlov siger:

»Vi er mere skeptiske over for EU, end vi nogensinde har været. Man vil helt sikkert se, at vi på en lang række emner vil være mindre tilhængere af EU.«

Rent praktisk betyder det, at de konservative ikke er lige så lune på euroen som førhen, og der er heller ikke planer om, at en afskaffelse af de øvrige forbehold skal være konservativ politik.

For de unge i Konservativ Ungdom er det gode takter. De håbede at kunne præge de konservative til en tiltagende EU-skepsis i takt med, at deres medlemmer blev ældre og gjorde karriere i partiet, men moderpartiet ser nu ud til at komme dem i forkøbet.

Generationsskel

Når man spørger Rasmus Jarlov, hvorfor de konservative er blevet mere skeptiske i deres tilgang til EU, peger han på forskellen mellem den nye og den gamle folketingsgruppe:

»Der er ingen tvivl om, at der er en generationsforskel. Når vi er mere skeptiske nu, er det også et resultat af en forynget folketingsgruppe. Den ældre generation har varmere følelser for EU, end de yngre har. Det er også derfor, at KU’erne er endnu mere skeptiske.«

Den ældre generation – der ifølge Rasmus Jarlovs definition er ’60 plus’ – er formet af en epoke, hvor EU’s rolle var at klinke skårene mellem europæiske nationer efter Anden Verdenskrig. Men det er længe siden, den dagsorden har været aktuel, siger Rasmus Jarlov.

»De yngre tænker ikke så meget på det, men anerkender, at Europa er bundet sammen, og der ikke længere er en overhængende fare for krig. Vi kigger mere pragmatisk på, hvad der er godt og skidt for Danmark i et europæisk samarbejde.«

Peter Kurrild-Klitgaard er professor i statskundskab og iagttager af den borgerlige idedebat. Ved de konservatives landsråd i 2012 så han de første skår i den konservative EU-glæde. Baglandet fremsatte og vedtog, at det ikke længere skulle stå i partiprogrammet, at partiet skulle arbejde for at afskaffe de fire forbehold.

Ifølge professoren var det en længerevarende udvikling, der kulminerede i Herning Messecenter. Men det var EU-ordfører Lene Espersens reaktion, der illustrerede splittelsen blandt politikerne og baglandet på landsmødet.

»Det er mig, der fører EU-politikken i det daglige, og der er ingen forandring,« sagde hun til pressen.

Søren Pape og Rasmus Jarlov var ifølge eget udsagn blandt de medlemmer, der var med til at definere den EU-skeptiske linje i partiet. En linje, der i dag er stærk repræsenteret i partiets folketingsgruppe og står parat til »at genforhandle den danske EU-politik« ovenpå valgnederlaget den 3. december.

Den gamle garde

Den kendte advokat René Offersen har været medlem af de konservative siden 1982. Først hos ungdomspartiet i Esbjerg og siden hos moderpartiet. Han punger stadig ud, når girokortet for næste års medlemskab kommer, men det er efter eget udsagn »med det yderste af neglene.«

»Jeg synes nu ikke, det er fordi, jeg har forandret mig så meget. Men de sidste 10 år som konservativ har været en slingrende køretur med en beruset chauffør. Frem og tilbage, uden slutdestination,« siger han.

Den yngre generation af konservative har ikke omfavnet EU og det europæiske samarbejde i samme grad som René Offersen og hans slæng fra 80’erne og 90’erne.

»Det startede med burka-diskussionen. Det med at diskutere, hvordan folk skal gå klædt, er i dyb strid med alt, jeg har forstået om konservativ tolerance. Det står i skærende kontrast til, hvad jeg forbinder med konservatisme: frihed under ansvar.«

Ideen om at de konservative skal vende tilbage til gamle dyder omhandlende danske værdier, hører et bagudskuende verdenssyn til, mener advokaten.

»Du kan ikke føre politik på nationalromantisk tankegods fra 1800-tallet uden at vedkende dig, at verden omkring os har ændret sig. Når man vender sig imod det, der kommer derfra, det fremmede og udefrakommende, slører det ens internationale udsyn, hvilket er det sidste et lille land som Danmark har brug for,« siger René Offersen.

– Men verden har ændret enormt over de seneste 35 år, for det meste i retningen af en internationalisering. Det er vel naturligt, at et konservativt parti skuer indad?

»Jo, men det er da kun i retning af, at verden bliver mindre. Vi bliver en del af det, der er omkring os. Så er det ikke en god idé at begynde at fokusere på nationalstaten.«

– Hvorfor har yngre generationer af konservative ikke købt ind på det?

»Det er blandt andet, fordi vi ikke har været gode til at viderelevere den store fortælling om EU., der ikke bare handler om enkeltsager og institutionskritik.,« siger han og tilføjer:

Der er en masse dygtige mennesker omkring de konservative, der holder fast i partiet, fordi ’nu har vi været med så længe, så er der ingen grund til at prøve noget andet’. Men det kan du ikke overleve på i længden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

”Det er blandt andet, fordi vi ikke har været gode til at viderelevere den store fortælling om EU, der ikke bare handler om enkeltsager og institutionskritik.” Ja, det handler altid om utilstrækkelig oplysningsindsats, en formidling eller belæring, der ikke har virket. Der er altid en forklaring på dårligdommen. ”Diskursen” inden for det EU-positive etablissement viser klart, at nødvendighedens politik også har sat sit kraftige præg på den EU-politiske retorik hertillands. Ingen ville betvivle et EU-ja eller give sig til at tolke på et ja for at finde ud af, hvad ja-vælgerne egentlig har sagt ja til. Hvad de egentlig havde forestillet sig med deres ja. Sagde vælgerne fx kun ja til et mere effektivt politi og større forbryderfangst qua grænseoverskridende politiksamarbejde? Et ja ved en EU-folkeafstemning er i sagens natur helt uproblematisk, da det er i smuk samklang med mainstream-politikken, vækstprogrammerne, nyliberalismen og privatiseringsideologien. Et nej er derimod godt og grundigt på tværs, det kaster grus i maskineriet og skaber unødvendigt hovedbrud for de store EU-positive partier, den til enhver tid siddende regering og magteliterne. Nej’et er tillige en forstyrrelsesfaktor i forhold til den fremadskridende EU-integration, dog kun midlertidigt, idet forstyrrelsen kan afværges eller knipses væk via en ”omkamp” eller et ”nationalt kompromis”. Og det, man derfor indirekte fortæller befolkningen, nej-partierne og den organiserede EU-modstand i denne tid, er, at det med suverænitet og demokratisk efterlevelse af bredt funderede folkelige tilkendegivelser, ja det kan I godt stikke skråt op.

Torben Lindegaard

Mit NEJ er slet ikke dækket af konservativ ungdoms NEJ.

Fjerne retsforbeholdet helt - eller lad det stå i sin helhed.

Danmark skal ikke have selvfede opt in/out optioner.

Vi kan sagtens forhandle på lige fod med de øvrige medlemslande, fremlægge vore synspunkter, indgå alliancer og til slut acceptere udfaldet af forhandlingerne og afstemningen.