Nyhed
Læsetid: 5 min.

KU må leje, men ikke eje

Venstre løber fra løftet om, at universiteterne skal kunne købe deres egne bygninger. Efter to års ventetid blev svaret et nej til Københavns Universitet med begrundelsen, at det ikke er i statens interesse. Beslutningen kritiseres for at dække over, at huslejeindbetalinger fra universiteter er en pengemaskine for staten
Indland
14. december 2015

Efter to års ventetid dumpede der sidst i november et svar ind fra uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) til bestyrelsesformand på Københavns Universitet (KU) Nils Strandberg Pedersen.

Svaret blev et nej til KU’s ansøgning om at købe deres egne bygninger af staten fra Venstre-ministeren, der ellers har været en ivrig fortaler for reelt selveje. Årsagen til nej’et er ifølge brevet, at »der for staten som helhed opnås den mest hensigtsmæssige styring og forvaltning af de statslige ejendomsaktiver ved at fastholde en central forvaltning af ejendomsporteføljen«. Svaret får både universiteterne, oppositionen og regeringens støttepartier til at undre sig over ministerens kovending. Så sent som i februar udtalte Esben Lunde Larsen følgende i forbindelse med SR-regeringens langsomme behandling af KU’s ansøgning:

»Universiteterne får hvert år milliarder fra staten, som de skal administrere, så det virker som en arrogant holdning, at de ikke vil kunne tage vare på deres bygninger også.«

Alle gymnasier, erhvervsskoler, professionshøjskoler og to af universiteterne har ellers takket være de tidligere borgerlige regeringer overtaget ejerskabet af deres bygninger. Derfor undrer det også Nils Strandberg Pedersen, at KU ikke må købe bygningerne.

»Den nuværende regering var tidligere meget positiv over for tanken om selveje, men det vejer åbenbart tungere, at de mister en stor huslejeindtægt,« siger KU’s bestyrelsesformand, der er skuffet over, at det skulle tage to år at få et principsvar.

»Der står i lovgivningen, at universiteterne har mulighed for selveje, derfor mener jeg også, at universitetet har krav på, at ministeren svarer på, hvorfor vi ikke kan få det,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Dyrt at leje

Når KU gerne vil overtage bygningerne, skyldes det, at huslejen til staten koster langt mere, end hvis universiteterne skulle købe bygningerne til markedspris og afdrage på dem. Derfor er det også uheldigt, at staten har givet alle andre uddannelser og to langt mindre universiteter ejerskab til deres bygninger.

»Den høje husleje og en unødig tung bygningsadministration skævvrider konkurrencen mellem de universiteter, der ikke ejer deres bygninger, og dem, der ejer,« siger Nils Strandberg Pedersen.

I dag er det Bygningsstyrelsen, der er udlejer og bygherre. Bag afvisningen af selvejeansøgningen ligger en undersøgelse af KU’s kapacitet i forhold til at overtage ansvar, men dog ingen lignende undersøgelse af Bygningsstyrelsens virke.

»I dag står vi i den absurde situation, at vi ikke selv har nogen mulighed for at styre udgifterne til nybyggeri, men vi skal betale, selv om budgetterne er blevet overskredet kraftigt. Så incitamentsstrukturen er skæv, når staten reelt tjener penge på, at vores byggerier bliver dyrere. Vi har kompetencer i bestyrelsen, der aldrig ville tolerere den slags overskridelser,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Leje til finansen

En af årsagerne til, at det ikke er i statens interesse at lade universiteterne overtage bygningerne, er formentlig, at staten hvert år tjener cirka en halv milliard kroner på de høje huslejer, efter at udgifter til byggeri, vedligehold og administration er trukket fra. Det viser et svar fra Folketinget tidligere i år. Hertil kommer renteindtægter på over en mia. kr.

Formand for Danske Universiteters bygningsudvalg Claus Nielsen, der direktør på DTU, som overtog deres bygninger under Fogh-regeringen, påpeger, at selv om der er et stort overskud på huslejen, så bliver der sat alt for få midler af til vedligeholdelse og reinvesteringer.

»Det, man har gjort, er at sætte huslejerne på universiteterne op i starten af 00’erne, så der kunne udtages et stort afkast. Samtidig er der afsat alt for få midler til vedligeholdelse og reinvesteringer, og det gør, at man strukturelt har fået skruet en huslejeordning helt galt sammen,« forklarer Claus Nielsen og påpeger, at der dog i de senere år er blevet tilbageført cirka seks milliarder kroner til laboratorierenoveringer og -nybyggeri.

I dag står vi i den absurde situation, at vi ikke selv har nogen mulighed for at styre udgifterne til nybyggeri, men vi skal betale, selv om budgetterne er blevet overskredet kraftigt

Nils Strandberg Pedersen
Bestyrelsesformand, Københavns Universitet

Samtidig med KU’s afvisning har Bygningsstyrelsen i samarbejde med ministerierne varslet en ny huslejeordning fra 2020. Ifølge Claus Nielsen vil den gøre det billigere for universiteterne at leje og opføre nye bygninger, men universiteterne vil også have færre midler til rådighed, fordi deres bevillinger reduceres tilsvarende i forhold til huslejenedsættelsen. Men problemerne i ordningen består og forværres, da der de næste fire år er afsat endnu færre midler til vedligeholdelse og nyinvesteringer end tidligere. Ligesom Finansministeriet også de næste år høster i alt en milliard kroner fra universiteternes huslejeindbetalinger oven i renteindtægterne.

Den nye huslejeordning, som påtænkes gennemført i 2020, gør det samtidig umuligt for universiteterne at få råd til at købe deres bygninger, mener Claus Nielsen, ligesom universiteterne får svært ved at benytte andre udbydere. Selv om DTU ejer hovedparten af sine bygninger, vil de fremadrettet forsat være i den statslige huslejeordning for så vidt angår Risø-komplekset, som de først overtog senere.

»Vi har igennem mange år fremsat ønske om selveje, men er aldrig kommet i realitetsforhandlinger herom, så vi arbejder ikke længere aktivt for dette,« siger Claus Nielsen.

Ingen gode argumenter

Esben Lunde Larsen har ikke ønsket at svare på, hvorfor han har skiftet holdning i forhold til selveje. Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti holder dog fast på, at selveje er en fordel.

»Det er uanstændigt, at der ikke bliver svaret åbent og ærligt på, hvorfor nogle universiteter ikke kan få selveje. Det er vi nødt til at have en diskussion af med ministeren, så det er klart, hvad begrundelsen er,« siger forskningsordfører for DF Jens Henrik Thulesen Dahl.

Bent Greve, der er professor i offentlig administration på RUC, mener ikke, at der er specielt gode argumenter for at holde fast i en huslejeordning, hverken økonomisk set eller af hensyn til stordriftsfordele i staten.

»Det her er udtryk for, at man vil have mere styring med statens bygninger. Da DTU overtog deres bygninger fik de reelt en kontant pengegave fra staten, men man kan sagtens beregne en pris, der er så høj, at staten ikke taber på det, og som KU kan betale, derfor er det her udtryk for en bekymret styring. Der er ingen grund til at tro, at så stor en institution som KU ikke ville kunne styre byggeri og vedligehold. Det ville måske oven i købet være nemmere end at skulle omkring Bygningsstyrelsen hver gang,« siger Bent Greve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

georg christensen

Her kan jeg kun give venstre ministeren ret. Danske universiteter bør aldrig privatiseret eller få ejendoms fornemmelse. Hvis det en dag skulle ske, så vil følgerne også blive privatisering af folkeskolen og følgevirkningen af en sådan vil være katastrofale. Samfunds ordnen bryder sammen i privatiserings vand videt. Uddannelse med fuld frihed til "viden om", tilhører samfundene i deres helhed, hvis det ikke længere ønskes opretholdt, så behøver samfundet ikke længere betale skat til noget som helst. Samfundene vil så bare indeholde "DE", som vil være med. Nytænke "samfunds ordner og love" for dem, som vil være med. Resten må så bare sejle i deres egne søér.

Universiteterne ejede deres bygninger, men overlod dem til staten til gengæld for løfte om støtte i forbindelse med omdannelsen til masseuniversitet. Imidlertid har det været en dårlig forretning for universiteterne, ikke blot i forbindelse med lejeudgifter, men også den utålelige politiske indblanding, hvor det på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, var sådan, at staten skulle sikre de rammer, hvorunder institutionerne kunne udfolde sig på baggrund af deres erklærede formål, uden udefrakommende indblanding.

Hvis centraldemokratiet kontrollerer de økonomiske rammer for universiteter, og lokaldemokratiet kontrollerer den akademiske indsats, så giver det faktisk god mening, at de ikke selv ejer bygninger.

Det er noget ævl, at staten har en "pengemaskine", når det nu er staten, der selv betaler den samlede regning.

Jeg er modstander af, at universitetets administration skal investere i bygninger. Pengeophobning er altid sjovt for dem, der administrerer, men det er en åben invitation til at flytte fokus fra universitetets egentlige opgave.

I USA er en umådelig stor del af universitetets ledelse fokuseret på fx:
- rekruttering af sportsdirektører og sportstræænere
- rekruttering af sportsstjerner helt uden akademiske evner
- rekruttering af sponsorer (til sport og til akademiske projekter)
- sikkerhed på campus (når sportsstjerener voldtager deres kvindelige fans)
- PR-kampagner
- investering i bygninger
- vedligehold af bygninger
- forsøge at holde militærets mange hverveofficerer væk fra campus

Det kan sagtens blive meget, meget værre, end i Danmark :-)

Uffe Hellum, problemet med den nuværende situation er, at staten ser sin rolle helt anderledes i dag end dengang, hvor Universitetet overgav sin ejendomsportefølje, som alene i kraft af sin værdi sikrede selvstændigheden.
Den selvstændighed er over årene blevet koloniseret af det politiske system, ligesom det er sket overalt - fordi vores repræsentative demokrati opfører sig, som om det var ligeså demokratisk, som hvis det var direkte. Staten er holdt op med at beskytte samfundets aktiviteter i institutionerne og kræver i stedet værdi til gengæld, selvom den objektive grund til den statslige finansiering er sikring af selvstændigheden til fordel for den bedst kvalitet, ikke det politiske systems afpresning.