Det er »kynisk« og en »politisk hån« at forlænge den kontroversielle tolkeaftale, som kritikere siger ikke indeholder tilstrækkelig hjælp til de afghanske tolke, der har arbejdet for danske styrker i Afghanistan. Det mener ordførere fra henholdsvis Enhedslisten og Alternativet. Forlængelsen af aftalen skete i al ubemærkethed i begyndelsen af november med opbakning fra blandt andre Venstre, Konservative og SF.
»Det er under al kritik, at de ikke engang har åbnet aftalen for at revidere den,« siger Eva Flyvholm, der er forsvarsordfører for Enhedslisten.
»De har ukritisk forlænget aftalen, selv om de ved, at der er problemer med den.«
René Gade, der er forsvarsordfører for Alternativet, har heller ingen forståelse for forlængelsen af aftalen. »Det er en politisk hån mod vores forsvar, tolkene og vores soldater,« siger René Gade og tilføjer: »Det er hele vores troværdighed som land, der er på spil her.«
Læs også: Efter Danmark gav afslag, rejste Hector illegalt til Danmark
Danske soldater har også gentagne gange kritiseret, at de afghanske tolke har ringe muligheder for at få hjælp fra danske myndigheder. Det fik under seneste valgkamp formanden for Konservative, Søren Pape Poulsen, til at sige, at Danmark har et særligt moralsk ansvar for tolkene. Men i sidste måned var partiet altså med til at forlænge netop den tolkeaftale, som soldaterne har kritiseret for at være årsag til, at de afghanske tolke ikke har mulighed for at få tilstrækkelig hjælp.
Under valgkampen sagde Søren Pape Poulsen ellers til TV 2: »Jeg synes, at vi har et særligt moralsk ansvar over for folk, der har stillet deres hjælp til rådighed – risikeret deres liv for at hjælpe vores soldater, der har kæmpet ude i felten. Og når vores soldater siger, at det her er galt, så skylder vi i det mindste at lytte til de mennesker, der har været ude i krigssituationer.«
Formanden henviste også direkte til tolkeaftalen, som partiet i 2013 var med til at indgå sammen med et bredt flertal i Folketinget.
»Vi skal da også være klar til at sige, at det kan da godt ske, at vi har en aftale, men når nu mennesker, der har været ude i virkeligheden, siger, at det er helt galt, så skylder vi vel vores soldater at lytte til det.«
Læs også: Truslen fra Taleban: Vi har folk, der vil finde dig og dræbe dig
Information har derfor bedt om et interview med Søren Pape Poulsen for at spørge, hvad der er årsag til, at partiet nu har forlænget aftalen uden at ændre den. Men det har ikke været muligt at få et interview med formanden.
I stedet har partiet sendt en skriftlig kommentar, hvor forsvarsordfører Rasmus Jarlov udtaler:
»Vi vurderede, at det var bedst at få ro om de brede rammer i aftalen og så tage de danske soldaters bekymringer op efterfølgende. Det er vi i gang med sammen med ministeren nu.«
Onsdag fortalte Information om tolken ’Hector’, der har arbejdet for det danske militær i Afghanistan. Han har fået afslag på hjælp efter tolkeaftalen og er i stedet rejst illegalt fra Afghanistan til Danmark ved hjælp af menneskesmuglere.
En af årsagerne til, at han ikke kunne få hjælp efter tolkeaftalen var, at tolkene skal have arbejdet efter en skæringsdato i december 2012.
Men ’Hector’ arbejdede som tolk for danskerne i 2010, hvilket udelukkede, at han kunne få hjælp den del af tolkeaftalen, der hedder ’tolkepakken’.
Skæringsdatoen er en af de dele af tolkeaftalen, som flere kritikere har peget på gør aftalen for restriktiv.
SF også med
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, har tidligere kritiseret situationen for de afghanske tolke, som har arbejdet for danske styrker. Det skete i en kronik i Jyllands-Posten i maj.
Over tre dage har Information nu forsøgt at få et interview med ordføreren om, hvorfor partiet så forlængede den politiske aftale uden at ændre noget i den. Det har ikke været muligt.
Forsvarsordføreren for Venstre, Peter Juel Jensen, siger, at han ikke vil forholde sig til, hvad partiets politiske ordfører tidligere har skrevet, da han ikke har læst kronikken. Peter Juel Jensen vil heller ikke kommentere den konkrete sag om tolken ’Hector’, som Information har fortalt om. Han har kun en generel kommentar til forlængelsen af tolkeaftalen: »Vi hjælper de tolke, som er udsatte og truede,« siger han.
Læs også: Skæbnesamtale venter tolken ’Hector’
SF har ligesom Konservative og Venstre også reageret på soldaternes kritik af hjælpen til de afghanske tolke.
Partiets forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, sagde følgende til Berlingske Nyhedsbureau i maj:
»Den kritik, som kommer fra soldaterne, skal man tage alvorligt. De har jo arbejdet sammen med de pågældende personer i Afghanistan. Når de siger, at det er et meget stort problem, så er vi nødt til at se på det og tage det alvorligt. Derfor er det rimeligt at se på, om aftalen har virket efter hensigten.«
Men også SF har været med til at forlænge aftalen.
»Vi har i første omgang gået med til, at aftalen blev forlænget. Men det betyder ikke, at vi er færdige med at se på konsekvenserne,« siger Holger K. Nielsen i dag.
– Men I er så gået med til at forlænge aftalen uden konkrete ændringer?
»Nej, vi har haft en diskussion i forligskredsen af det«.
– Men den diskussion er så ikke mundet ud i noget?
»Nej, den er i første omgang mundet ud i, at man har forlænget aftalen.«
Holger K. Nielsen siger, at alternativet var, at aftalen udløb, og at der dermed ikke var nogen hjælp til tolkene.
– Så I vurderede, at en dårlig aftale var bedre end ingen aftale?
»Ja, selvfølgelig. Ellers havde man ikke haft nogen aftale overhovedet.«
– Men I kunne jo så have sagt, at I ikke ville være med og lade de andre partier være ansvarlige for den?
»Ja, det kunne vi godt. Men så havde vi fraskrevet os muligheden for at følge sagen efterfølgende.«
Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Peter Christensen (V).
I begyndelsen af november? - ingen tvivl om at Venstre og Konservative lusker det igennem - SF?
Med hvilken begrundelse viderefører man noget så uetisk/moralsk et helt år (slut 2016), hvor man så kan se på det igen.
S-RV-SF regeringen deltog i den første aftale - hvad tænker S på nu? I det hele taget...
Carl Holst var minister, da det blev vedtaget - også han mente, at man kunne se på det igen.
Er Venstre nu så topstyret, at selv egne medlemmer ikke har noget at skulle have sagt? - Forhåbentlig vil denne reaktionære "top" finde andre græsgange inden for længe, så landet ikke skal søles igennem endnu flere "misfostre".
Intet kan undre mere omkring denne regering.
Hastværk der fører til ekstremt lastværk, tys-tys model, utroværdighed og uhæderlighed.
Karakteristika for denne snævre taber-regering.
Men udover de blå/sorte er både S og SF med på denne model.
Så nu ser det rigtig sort ud for den danske befolkning, med så få hæderlige mennesker i folketinget.
Tolken var danske soldaters højrehånd, til kontakt med lokale i fremskudte stillinger, nogle tolke var vaske ægte helte det er helt sikkert, at tolke har redet danske soldaters liv, derfor er de i reglen opfattet af soldater, som brødre og man efterlader ikke sin familie i fjendes land og nyder friheden selv i 'trygge Danmark*'.
Det kan føles besynderligt, at danske politikkere ikke syntes være mere påvirket, end de er, over denne skæbne Danmark efterlader mennesker i, det er helt til 'Gade'n'.
PS.
Det politiske Danmark har fået danske soldater ud af Afghanistan, men mange tidligere soldater, kæmper stadig krigen.
Fra link:
"Faktisk er der så mange selvmord blandt soldater, at antallet af døde er højere end antallet af faldne i kamp"
Link: http://politiken.dk/udland/ECE1651395/amerikanske-soldater-begaar-selvmo...