Baggrund
Læsetid: 6 min.

Mette Frederiksen: Stem ja for de handlede kvinders skyld

Information har været med Mette Frederiksen på besøg på et krisecenter for handlede kvinder. Hun mener, at et ja vil have afgørende betydning for indsatsen mod menneskehandel. Enhedslistens Pernille Skipper beskylder S-formanden for at ’skubbe de handlede kvinder foran sig for at sælge et ja’
Socialdemokraterne taler for at stemme ja i morgen, da et ja vil have afgørende betydning for bekæmpelsen af menneskehandel. Enhedslisten mener, det er hyklerisk af Mette Frederiksen, fordi hun ikke gjorde noget, da hun var justitsminister. Demonstration mod sexarbejde på kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

Magnus Holm

Indland
2. december 2015

»Det er her, de får undervisning,« siger Selina Urbak-Mård, socialarbejder hos Reden International, og åbner en hvid dør med påskriften »School« ind til et rum med computere, stearinlys og arbejdsborde.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, kigger sig omkring. Hun er denne morgen på besøg på Reden Internationals krisecenter for at få organisationens perspektiv på, hvad folkeafstemningen den 3. december betyder for handlede kvinder.

Ud over Interpol er ja-partierne nemlig også blevet enige om, at Danmark skal tilslutte sig det såkaldte menneskehandelsdirektiv, hvis et flertal stemmer ja til at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Mette Frederiksen møder ingen af krisecentrets nuværende fem beboere. Der er tomt foran computerskærmene i undervisningslokalet og i opholdsrummets grå sofa. Stedet henvender sig nemlig specifikt til kvinder, som er flygtet fra deres bagmænd. De må ikke kunne genkendes, hvilket også er årsagen til, at Information har fået påbud mod at skrive, hvordan bygningen ser ud, og hvor den ligger.

»De er sindssygt bange for bagmændene. For de truer ofte med at gøre noget ved deres børn og familie i hjemlandet,« siger Kira West, leder af Reden International. Hun har sammen med to ansatte og Mette Frederiksen sat sig med kaffe i krisecenterets køkken, som til daglig især dufter af nigeriansk og østeuropæisk mad.

»Og truslerne er ikke tomme,« tilføjer Selina Urbak-Mård, som kender eksempler på bagmænd, som har »kidnappet søskende, brændt huse ned eller dræbt forældrene«.

»Uanset hvad den afstemning måtte ende med, så er vi super optaget af at blive bedre til at få fat i bagmænd,« siger Kira West, som ikke vil anbefale et ja, fordi Reden International er en uafhængig organisation, men lægger ikke skjul på, at hun ser klare fordele i Europol-samarbejdet.

»Bagmændene flytter rundt, og de flytter også kvinderne rundt. Vi bliver snydt hele tiden. Hvis vi skal bekæmpe det her, så skal vi være de klogeste. Vi skal have mulighed for at dele informationer på tværs og have adgang til hele analysearbejdet, som er grundlaget for at vide, hvad, det er, der sker, og hvordan de bevæger sig,« siger hun og suppleres af Selina Urbak-Mård:

»Hvis vi bare havde et lige så stærkt internationalt netværk som menneskehandlernes.«

Får pillen til at glide ned

Danmark lever allerede i dag op til menneskehandelsdirektivet. Det konkluderer ja-partiernes analysegruppe. Derfor mener Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, at Mette Frederiksen »skubber de handlede kvinder foran sig for at sælge et ja«.

»Det er en måde at få pillen til at glide ned. Uanset om det bliver et ja eller et nej, vil retstilstanden ikke ændre sig. Men det er meget mere belejligt at tale om menneskehandel end afgivelse af selvbestemmelse,« siger hun og kalder Mette Frederiksens fokus på handlede kvinder »hyklerisk«.

»Den tidligere justitsminister ville ikke gøre mere for ofre for menneskehandel, selv om der var talrige ting, der lå lige for. Hvis hun var så vild med at hjælpe ofrene, så ville hun vel have gjort det, da hun havde chancen,« siger Pernille Skipper, som anerkender, at Europol-samarbejdet kan have betydning for arbejdet mod menneskehandel, men mener, at man burde stemme om Europol isoleret.

Mens indholdet fra menneskerettighedsdirektivet allerede er en del af dansk lovgivning, konkluderer analysegruppen, at en tiltrædelse af direktivet vil »nødvendiggøre en fortsat prioritering af de socialfaglige indsatser, som i dag er finansieret via satspuljemidler, ligesom det vil skulle overvejes nærmere, om disse indsatser bør lovfæstes«.

Besparelser er en trussel

Indsatsen mod menneskehandel forhandles på plads hvert fjerde år af skiftende politikere og finansieres gennem satspuljemidler. Bevillingen til området afhænger altså af politiske prioriteringer. De sidste to gange er der blevet skåret. Det skaber ikke bare usikkerhed for de ansatte i Reden. Det er også »en alvorlig trussel« for de handlede kvinder, mener Kira West.

»Arbejdet med at hjælpe kvinderne ud af prostitutionsmiljøet tager måneder og nogle gange år. Det er en meget skrøbelig proces, hvor vi hele tiden skal kæmpe for at vinde og bevare den enkelte kvindes tillid til, at vi virkelig er i stand til at beskytte hende mod hendes bagmand. Derfor er det helt afgørende, at vi kan garantere, at krisecentret eksisterer på sigt,« siger hun og tilføjer, at de reelt kun har tre år, hvor de kan fokusere ensidigt på arbejdet med brugerne.

»Vi bruger alt for meget tid på at skaffe penge igen,« siger hun.

En af grundende til, at Reden International ikke vil anbefale et ja eller et nej, er, at de danske politikere sagtens kan sikre politisk og økonomisk garanti for organisationens arbejde uden om EU.

Mette Frederiksen vil imidlertid ikke garantere, at Socialdemokraterne vil arbejde for at implementere elementerne fra direktivet i almindelig dansk lov, hvis det bliver et nej den 3. december.

»Meget af det, EU laver, kunne landene implementere hver for sig. Men jeg tror, det gør en forskel, om vi sidder hver især og nørkler ved vores egen lovgivning, eller om det kommer op på et fælles europæisk plan,« siger hun og tilføjer, at hun »da lytter meget til den evige bekymring over satspuljefinansiering«.

– Men vil I arbejde for at skabe mere kontinuitet, så de ikke skal søge bevillinger hvert fjerde år?

»Såfremt det bliver et nej, må vi tage det efter den 3. december. Jeg arbejder ikke med en plan B.«

– Du vil ikke svare konkret på det?

»Nej, jeg svarer ikke på, hvad vi gør, hvis det bliver et nej. Men når du spørger, om der er yderligere behov for en indsats på det her område, så er svaret ja, og det vil det være, så langt mit øje rækker. Desværre.«

Ophold eller ej

»Hvordan oplever I succesraten med at bringe dem tilbage? Er der nogle af de østeuropæiske kvinder, der faktisk starter forfra?« spørger Mette Frederiksen tilbage i køkkenet.

»Det er stramt,« siger Selina Urbak-Mård. »Vi kan ikke bare sige til kvinderne, at de skal glemme bagmændene. For det er et konstant pres. Vi kan komme med de få ting, vi kan tilbyde, men kvinderne har 30 dage, måske 120, til at reflektere over, hvad de vil resten af deres liv.«

De kvinder, som samarbejder med myndighederne, og som ofte ender i Redens krisecenter, har i første omgang 30 dage, inden de sendes tilbage til deres hjemland. De kan søge om dispensation og få op til 120 dage – en grænse som SR-regeringen hævede fra 100 dage. Men de ekstra 20 dage er ikke godt nok, mente blandt andre Reden International, som kritiserede SR-regeringen for at svigte løfterne i dens regeringsgrundlag om at bekæmpe kvindehandel.

Det havde nemlig i årevis været et stærkt profileret området for Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Ikke mindst Mette Frederiksen, der som daværende justitsminister var ansvarlig for området, havde tordnet mod Fogh-regeringens manglende indsats for at bekæmpe bagmændene, herunder deres afvisning af at give ophold til de kvinder, som vidnede mod deres bagmænd.

»Jeg er selv en af dem, der har været inspireret af at få lavet knibtangsmanøvre omkring bagmændene ved at lokke handlede kvinder med ophold,« erkender Mette Frederiksen.

Læs også: Forbrydernes nye veje

»Det, der gør juristerne utroligt bange for den model, som vi tidligere har arbejdet for i fællesskab, er, at du giver en gulerod for at vidne mod andre. Enhver jurist i ethvert retssamfund vil sige, at en mekanisme, der kan betyde, at du vidner falsk eller overdriver, er farlig. Og det anerkender jeg. Vi ville aldrig gøre det på andre områder,« siger Mette Frederiksen og tilføjer, at »de 120 dage er ikke hellige for mig, hvis 150 er mere rigtigt«.

Må dele viden om ofrene

Kira West »er heller ikke interesseret i, at tilliden daler«.

»Hvis man får et incitament for at fortælle en dramatisk historie, så skader det tilliden generelt til de dramatiske historier, og det er et kæmpeproblem for dem, der virkelig er ofre. For problemerne er der. Men vi vil meget gerne have dialog, som rækker ud over afstemningen, om, hvad det er, der skal til,« siger hun og foreslår modtagecentre i de lande, kvinder bliver sendt tilbage til.

Læs også: Skal man stole på folkestyret?

»Ja, for vi ser nogle gange, at et par måneder efter, at de er blevet sendt hjem, ser vi dem så igen på natcafeen på Vesterbro,« siger Selina Urbak-Mård og fortæller, at Reden allerede samarbejder med krisecentre i blandt andet Rumænien.

Kira West opfordrer til, at man ikke bare fokuserer på Europol og efterforskning, men også samarbejder om at hjælpe ofrene ved at dele viden og sikre sig, hvad kvinderne sendes tilbage til.

Læs også: Venstrefløjen i opgør om flyregister

»Det, synes jeg, vi skal prøve at gå videre med,« siger Mette Frederiksen.

»Uanset hvad den afstemning måtte ende med,« insisterer Kira West.

»Ja, ja,« forsikrer Mette Frederiksen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Budskabet er sympatisk men pakken er uspiselig

Måske kan man med rette sige, at flertallet af ja-politikerne ligger, som de har redt, uanset udfaldet. Det er min opfattelse, at politikerne på ny har troet, at afstemningen blot er en formalitet og derfor ikke tænkt afstemningen ordentlig igennem.

Med argumenter om terror, flygtningestrømme, trafiking og lignende har prøvet at udløse frygt og andre følelsesmæssige reaktioner. Det tjener ikke politikerne til ære.

Et andet problem er sammensætning. Hvor tilvælger de danske politikere netop de 22 retsakter ud af mange hundrede? Hvorfor fravælger man retsikkerhed formentlig ud fra økonomiske betragtninger?

Værst er nok den blancocheck, som politikerne ønsker udskrevet mhp. at omgå grundlaget for bl.a. retsforbeholdet således, at politikerne i fremtiden kan tilvælge, hvad det passer dem. Og det har man gjort uden gå ind i en åben diskussion om rimeligheden i det, så vidt jeg er oplyst.

Politikerarrogancen er stor. Spørgsmålet er, om den ved et evt. "Nej" vil nå samme højder, som da Marianne Jelved efter en tabt folkeafstemning udtalte, at hun skammende sig over at være dansker.

Man kan vel næppe kalde det rettidigt omhu, at bede vælgerne om at vise ubegrænset tillid til politikere, som p.t. ikke nyder tillid i nødvendigt omfang. Især synes det at være hindring at vi har en mindretalsstatsminister, som ikke fremstår troværdig hos en stor del af befolkningen. Men også politikernes hårde behandling af de laveste socialgrupper, som sender stadig flere ud af afgrunden, ødelægger af sammenhængskraften og grundlaget for at en homogen befolkning ønsker at stå bag en tillidserklæring til de hårdhændede politikere, som ofte tænker mere på at sikre sig selv, samtidig med at de pisker andre.

Man kan blive klogere at bruge 2,5 time på Europaudvalgets høring, hvor række personer med professionel indsigt i jura prøver at vurdere afstemningsforslaget og med efterfølgende "krydsforhør" af politikere i salen.

Hvis man er oprigtigt interesseret, er det lige spændende som en thrillerfilm. Her kan man hører lidt om hvorfor der blev udvalgt 22 retsakter ud af mange hundrede og at forslagsstillerne tilsyneladende har fravalgt retssikkerhed ud fra økonomiske grunde.

Men døm selv og bliv klogere end ved sædvanlige underholdningsprægede debatrunder, som ofte kun giver anledning til krummede tær og modvilje.

Se evt. høringen via http://www.ft.dk/webtv/video/20151/euu/tv.3013.aspx?as=1#player

I et oplæg fra 1997 om EU's indflydelse på vor fysiske planlægning citerede jeg den amerikanske retssociolog Joseph Weiler. Heri hed det:
"Kritikken af demokratiet i EU kan iflg. Weiler behandles med udgangspunkt i 4 spørgsmål:
Hvem udgør det europæiske folk - det europæiske demos? Er der eet eller flere?
Hvorledes er det politiske system (polity) skruet sammen? Er det unitært, føderalt, eller konføderalt - eller noget helt nyt?
Hvilken form for demokrati er der i Unionen? Direkte, indirekte, repræsentativt, korporativt - eller noget helt nyt?
Hvad bestemmer dette demokrati over? Hvor går grænserne for Unionens jurisdiktion?"
Intet af disse spørgsmål kan så vidt man kan se idag - næsten 20 år senere - besvares med blot antydning af præcision. Et ja og dermed en konsolidering af EU's nuværende karakter, vil uddybe den usikkerhed som nu hersker. Et nej kan MÅSKE være medvirkende til at fremtvinge de nødvendige afklaringer. Har lige set debatten på DR1. En ting ærgrede mig grusomt: Der var ingen af nej-partierne der så meget som antydede problemet, at vi stort set ikke kan vide, hvad EU er, hvad det er for en konstruktion vi afgiver suverænitet til. Håber at dette kan nå at komme ind de sidste to dage.
3 simple spørgsmål:
1) Ved du, hvem der bestemmer hvad i EU ?
2) Ved du hvordan beslutningsprocesserne forløber ?
3) Er du sikker på, at det vil blive ved med at være sådan ?
Kan du svare JA til alle 3 spørgsmål kan du vel trygt afgive din suverænitet, subsidiært lade de kommende folketing afgøre, hvad de finder bedst. Men husk, at på de områder, hvor du afgiver din suverænitet, ophører du med at være et politisk menneske.

Har lige set debatten på DR1. En ting ærgrede mig grusomt: Der var ingen af nej-partierne der så meget som antydede problemet, at vi stort set ikke kan vide, hvad EU er, hvad det er for en konstruktion vi afgiver suverænitet til. Håber at dette kan nå at komme ind de sidste to dage.
3 simple spørgsmål:
1) Ved du, hvem der bestemmer hvad i EU ?
2) Ved du hvordan beslutningsprocesserne forløber ?
3) Er du sikker på, at det vil blive ved med at være sådan ?
Kan du svare JA til alle 3 spørgsmål kan du vel trygt afgive din suverænitet, subsidiært lade de kommende folketing afgøre, hvad de finder bedst. Men husk, at på de områder, hvor du afgiver din suverænitet, ophører du med at være et politisk menneske.

Den fattigdom, nød og elendighed som EUs økonomiske politik har skabt ikke mindst i Sydeuropa og i Afrika har øget menneskehandlernes muligheder...

Pernille Skipper, mener, at man burde stemme om Europol samarbejdet isoleret.

...ja, men så ville suverænitetsafgivelse og de overstatslig demokratibegrænsende tiltag jo aldrig blive vedtaget.