Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Når EU så fejler, er skaden stor’

Danskernes evne til at tænke langsigtet har vist sig mere veludviklet end politikernes og erhvervsorganisationernes. Derfor anbefaler Liberal Alliance et nej til at afskaffe retsforbeholdet
Merete Riisager mener, at det vigtigste i afstemningen i morgen er spørgsmålet om suverænitet. På kort sigt er det lettest at stemme ja. Men omkostningen er for stor på lang sigt, mener hun

Merete Riisager mener, at det vigtigste i afstemningen i morgen er spørgsmålet om suverænitet. På kort sigt er det lettest at stemme ja. Men omkostningen er for stor på lang sigt, mener hun

Indland
2. december 2015

Det kan blive den løjerligste vinderfest, hvis det i morgen bliver et nej, sådan som flere målinger tyder på:

Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, Anders Samuelsen fra Liberal Alliance og Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. De rød-grønne, de nyliberale og de folkelige i en sky af konfetti.

Hvad drikker man? Økovin, champagne eller fadøl? Hvad skal man tage på? Og hvor skal sådan en fest overhovedet foregå? I Den Grå Hal på Christiania? På Hellerup Parkhotel? I Tivoli?

Merete Riisager fra Liberal Alliance ved kun, at aftenen skal tilbringes på Christiansborg. Henne i folkestyret.

Hun synes, at Informations spørgsmål er useriøst, hvad det måske også ret beset er.

»Der har været meget guilty by association. Altså: Du står ved siden af de forkerte. Det, synes jeg, er et mærkeligt og irrelevant argument. Det interessante er indholdsargumentet: Hvem mener hvad?«

For Merete Riisager handler det om at bevare vores suverænitet.

»Det at afgive suverænitet er en vigtig sag, som jeg ikke ønsker at overlade til 10-15 mennesker i Folketingets Europaudvalg en fredag eftermiddag. Det er rigtig godt, at det er sådan indrettet, at der skal være absolut flertal eller en folkeafstemning, når der skal afgives suverænitet.«

Hvad er det med den dér suverænitet? Findes den overhovedet i det 21. århundrede?

Ikke marionet for erhvervslivet

Merete Riisager er valgt til Folketinget for Liberal Alliance på Fyn, hvor hun voksede op. Før hun kom i Folketinget, arbejdede hun med læring og forandring i blandt andet Lego og revisionsfirmaet PwC.

Man kunne måske tro, hun af hensyn til erhvervslivet ville gå ind for et ja, sådan som Dansk Industri og de øvrige store erhvervsorganisationer anbefaler. Men Merete Riisager har ikke tænkt sig at være hånddukke for erhvervsorganisationerne.

For nogle gange ser befolkningen ifølge hende længere frem i tiden end både politikerne og erhvervsorganisationerne.

For nylig skrev hun på en blog på berlingske.dk, at hun har mistet tilliden til EU. Derfor anbefaler hun et nej. Trods helt konkrete fordele for Danmark i samarbejdet med Europol, erhvervslivets mulighed for at kradse penge ind i udlandet, bedre proces i forhold til børnebortførsler og meget andet. Fordele, som der ikke er nogen garanti for, at vi kan få, hvis vi stemmer nej, men som vi vil skulle forhandle os til hver enkelt tilfælde.

Læs også: Nej-sigere har mindre tillid til politikerne

»Jeg kan sagtens se alle fordelene. Der kan kortsigtet være noget praktisk i bare at tilslutte os. Det er lettere at gøre det på den måde. Når jeg siger nej, er det, fordi afstemningen handler om, hvorvidt vi kan have tillid til EU som institution. Det har jeg ikke i øjeblikket. EU bliver i højere og højere grad et overstatsligt samarbejde. Det er jeg kritisk over for. At have en superstat bestående af 28 stater er vanskeligt, fordi EU både bliver meget svagt og meget stærkt. Det bliver meget stærkt, fordi EU lovgiver utrolig meget ned i detaljen om, hvorvidt man må ryge lyserøde cigaretter, og hvor meget vand der må være i marmeladen osv. Samtidig er EU svagt, fordi EU ikke er i stand til at løse de helt store kriser. Det gælder vækst- og gældskrisen, hvor EU har ageret utrolig langsomt, og de lande, der har været hårdt ramt, som f.eks. Grækenland, har haft svært ved at restituere, fordi man har et overstatsligt samarbejde omkring euroen.«

For Merete Riisager er det bedste eksempel på EU’s problem, at Angela Merkel i Tyskland pludselig bød flygtningene velkommen i Tyskland. Det var et chokerende øjeblik for hende.

»EU klarer ikke at opretholde sine ydre grænser. Reelt er Schengen brudt sammen. Præmissen er, at EU skal have en ydre grænse, så vi kan nedlægge vores indre grænser, sådan at man kan rejse frit fra land til land og tage et arbejde. Det er en fin idé, som jeg som liberal holder meget af. Men præmissen er, at den ydre grænse fungerer, og det gør den ikke. Intet tyder på, at EU bliver i stand til at opretholde sin ydre grænse i nogen nær fremtid, og det gør landene meget sårbare, når EU sætter en præmis og selv bryder den. Så bliver EU et meget skrøbeligt fællesskab at være i. Lige nu er den store risiko en migrantkrise, vi har svært ved at håndtere, fordi vi har indgået i et lovsamarbejde om Dublin og Schengen. Når de aftaler så træder ud af kraft, har vi ikke noget at sætte i stedet. Vi har indgået en aftale, vi har overdraget handlekraft og kompetence til EU. Når EU så fejler, er skaden ganske stor.«

EU er ikke lig Europa

EU-fortaleren Jens Rohde fra Venstre er alt andet end imponeret over blogindlægget på Berlingskes hjemmeside fra Merete Riisager, som han i en kommentar på bloggen kalder »en historieløs møgspand, du hælder ud over det fællesskab, som du ikke vil have«.

»Du vil ikke give EU kompetence til at løse problemerne efter fællesskabsmetoden. Og bagefter kritiserer du, at EU ikke løser problemerne. Eller som Svend Auken sagde: Først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter.«

Merete Riisager afviser, at det er fodslæbende typer som hende, der reelt afskærer EU muligheden for at handle effektivt.

»Hvis man ser historisk på det, er det meget få superstater, der har været levedygtige i længden, og som både har kunnet give sine borgere sikkerhed og udviklingsmuligheder. EU bliver et organ, der detailstyrer vores hverdag, men samtidig bevæger sig for langsomt til at løse akutte kriser. Hvis vi skal køre EU som en maskine, skal vi udligne forskellene mellem landene på en række områder og give afkald på vores decentrale demokrati, vores demokratiske indflydelse, vores personlige frihed og kulturelle særegenhed. Europa er blandt andet blevet rigt på sin forskellighed. Den måde, vi indretter os på, hænger sammen med, hvem vi er.”

Så hvor er det, Jens Rohde tager fejl, hvis man skal tro Merete Riisager?

»For mig er EU ikke lig Europa. For mig er Europa et kontinent med forskellige nationer med fælles historie, som over mange århundreder har haft fælles udfordringer; vi har bekriget hinanden, vi har sluttet fred, vi har handlet, og vi har nogle kulturelle rødder. EU er en institution, et bureaukrati og nogle bygninger. EU er ikke lig Europa. Europa er langt større end EU. Europa har fælles interesser, men i det øjeblik, man ligesom kun fremhæver EU og siger, at vi skal lide, vi skal overdrage suverænitet, vi skal bære korset, fejler man. Det kan EU ikke holde til. EU skal være et fornuftsorgan, som hjælper landene med de problemer, landene har.«

Her er vi inde ved kernen i Liberal Alliances EU-politik.

»EU skal være en handelsplads, hvor man løser problemer, alle har en interesse i at løse. Det vil sige et frivilligt fællesskab. Jeg tror på frivillige fællesskaber. Hvis alle kan se, at der er en god løsning på bordet, vil alle medvirke frivilligt.«

Hun lyder meget overbevist. Sådan har det ikke altid været. Da hun i 2011 som EU-ordfører skulle indstille til Liberal Alliance, hvad partiet skulle mene om det retlige forbehold, vi nu stemmer om, var hun i tvivl. Hun læste meget og talte med mange mennesker.

»I den proces var jeg i tvivl og vurderede det indholdsmæssige i disse retsakter, som vi stemmer om. Men jeg er kommet frem til, at det principielle er det vigtigste: Det er vigtigt, at Danmark som nation bevarer sin suverænitet. Det ville være nemmere for Danmark på kort sigt bare at tilslutte sig. Så ville vi ikke skulle ud i en forhandling med de andre lande om Europol, og der ville blive løst nogle bøvlede ting på kort sigt. Men omkostningen ville være alt for stor.«

Læs også:’De lover guld og grønne skove, men de svigter alle sammen

Hun vender tilbage til den manglende tillid. Hvilket kunne lyde som et ejendommeligt og følelsesladet argument.

For er det overhovedet muligt at føre nogen form for politik, hvis man tager tilliden væk, hvad enten scenen er byrådet, Christiansborg eller EU? Praktisk politik foregår ved at tage en debat, gå ind i en forhandling, svede sammen og komme ud med et resultat i fællesskab. Uden tillid til den proces er der ikke nogen politik.

Læs også: ’Danmark er for lille til at stemme nej’

»Det, du beskriver, er et teknokrati. Politik er mere end et teknokrati. Det er vigtigt at holde sig for øje: Hvad er det for et samfund, vi ønsker os, også på lang sigt og i fremtiden? Dengang danskerne stemte nej i 1992 til Maastricht, var det i min tolkning, fordi danskerne var fremsynede og havde holdninger til Danmark og EU. Det viste sig at være en rigtig fornuftig beslutning. Det gav os fire forbehold, hvor specielt euroforbeholdet har været meget fornuftigt, selv om et stort flertal af politikerne dunkede os i hovedet. Politikere er nogle gange for kortsigtede, det er nogle af virksomhedsorganisationerne også.«

– Lad os sige, vi får et nej. Hvad sker der så?

»Så skal vi i gang med at forhandle om Europol. Det kan godt blive besværligt, men det løser sig. Jeg tror ikke, at nogen vil slukke for Danmarks adgang til forskellige databaser. Der er mange muligheder og modeller. Men husk: Alle har en interesse i, at det bliver løst. Og når alle har en interesse i, at det bliver løst, så bliver det også løst.«

– En parallelaftale, en ny Europol-afstemning. Hvad ser du for dig?

»Der må vi sætte os ned sammen med regeringen og finde en måde at løse det på.«

– Det lyder meget ukonkret?

»Igen: Hvis alle har en interesse i, at det bliver løst, så bliver det løst …«

– Så der kommer en god løsning i morgen?

»Ja, politisamarbejdet vil fortsætte. Dansk politi samarbejder med Europol samt Interpol, dansk politi samarbejder med politi i mange lande. I virkeligheden tror jeg, vi gør det mere kompliceret, end det er.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Rahbech Jensen

"Merete Riisager fra Liberal Alliance ved kun, at aftenen skal tilbringes på Christiansborg. Henne i folkestyret."

Hun modsiger sig selv. Der er intet folkestyre på Christiansborg. Ganske vist er Folketinget valgt af befolkningen, men befolkningen har ingen indflydelse på valg af ministre, og den førte politik bestemmes i høj grad af medier, interesseorganisationer og akademikere, som ikke er folkevalgte. Yderligere kommunikerer Folketingets medlemmer tilsyneladende mest med mediers redaktioner på Christiansborg, som har betydelig indflydelse på ikke bare nyhedsformidling men også offentlige debatter. Faktisk er mange politiske debatter efterhånden flyttet til mediers lokaler, hvor Folketingets forretningsorden ikke gælder, og ikke er underlagt parlamentarisk kontrol. Det er ligegyldigt, om Folketingets medlemmer er folkevalgte, hvis de holdes i kort snor af interessenter, der ikke er folkevalgte. Der gik ikke engang lang tid fra Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen fik kontor på Christiansborg til journalister på Christiansborg havde opdraget ham, og den nye regering var kun lige udpeget, før medierne markerede sin magt. Det har efter min bedste overbevisning intet med demokrati endsige folkestyre at gøre.

For mig står det klart, at Folketinget i realiteten præges meget af folkestemninger, og debatten om folkeafstemningen på torsdag har afsløret alvorlige konsekvenser af det nære forhold mellem medier og politikere på Christiansborg.

"Det bliver meget stærkt, fordi EU lovgiver utrolig meget ned i detaljen om, hvorvidt man må ryge lyserøde cigaretter, og hvor meget vand der må være i marmeladen osv. Samtidig er EU svagt, fordi EU ikke er i stand til at løse de helt store kriser."

Folketinget er ikke meget bedre. Hidtil er det lykkes for EU at finde løsninger på sine kriser, og til forskel fra Folketinget ændrer EU ikke sin lovgivning hver anden dag, fordi der viser sig uheldige konsekvenser. Det hænger sandsynligvis sammen med, at EUs lovgivning skal gennem flere instanser, før den kan vedtages.

Det får mig til at tænke på et spørgsmål, jeg læste og prøvede at besvare på Twitter. Spørgsmålet var, om det var muligt at få aktindsigt i Europa-Kommissionens lovforberedende arbejde. Det var et svært spørgsmål, fordi Kommissionen ofte giver offentlig indsigt i det lovforberednde arbejde, før der er akter, og nogle akter er offentligt tilgængelige enten på sociale medier, på hjemmesider el. i databaser. Brugen af sociale medier er i øvrigt ikke begrænset til kommissærer og parlamentarikere. Det næste niveau af embedsmænd er også aktive på sociale medier. Yderligere har Kommissionen pressemøde hver hverdag kl. 12, og mange medier skriver om EU. En ulempe er, at det er svært at overskue endsige holde sig orienteret med de mange kilder og den store mængde information på EUs officielle hjemmesider.

Modsat er der ikke engang referater fra åbne udvalgsmøder på Folketingets hjemmeside, og det er næsten nødvendigt at se Folketingstv hele dagen for at holde sig orienteret om debatter i Folketingssalen.

Kirsten Kathrin, Anne Eriksen, Janus Agerbo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

"Hvis alle kan se, at der er en god løsning på bordet, vil alle medvirke frivilligt."
Det ses at det åbenbart til tider er nødvendigt at dreje armen om på nogen som tilsyneladende ikke kan se den gode løsning :-)
For argumentet er jo sådan set korrekt nok.

Hvis de yngre generationer, og de politiske fløje, ikke ønsker det europæiske samarbejde, så synes jeg de skal melde Danmark ud af fællesskabet hurtigst muligt. De siger godt nok temmelig tvetydigt, at det ikke er hensigten at pisse på de andre, men ikke desto mindre er det nej partierne gør, og har gjort i 43 år. Lad os nu få bygget den mur langs grænsen til Tyskland, glemme alt Femernbroen broen, og smide folk retur ved færgelejerne. Så kan vi frit vælge, på hvilken side af muren vi vil bo. Jeg har selv prøvet det, da jeg i 90'erne flyttede til Danmark i en EU registreret flyttebil. Jeg blev med mit happengut (undskyld mit tyske) i Rødby sendt retur med næste færge sydpå som uønsket. Det var en konsekvens af de danske suverænitets bestemmelser, som sætter grænser for den fri bevægelighed. Så stem nej til samarbejde, for det er : Det Danmark vi kender i 2015.

Vi har løbende fået tilstrækkeligt med oplysninger om EU´s kompetencer og handlemåder til at vide, hvilken vej det går i fremtiden. Lad os beholde al den medbestemmelse, vi kan - politikerne kan vi ikke regne med (eller medierne) og EU kolossen vælter omkuld i fremtiden - får overvægt i sin uoverskuelighed...

Peter Jensen, Torben Selch, Martin Schou og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

I et oplæg fra 1997 om EU's indflydelse på vor fysiske planlægning citerede jeg den amerikanske retssociolog Joseph Weiler. Heri hed det:
"Kritikken af demokratiet i EU kan iflg. Weiler behandles med udgangspunkt i 4 spørgsmål:
Hvem udgør det europæiske folk - det europæiske demos? Er der eet eller flere?
Hvorledes er det politiske system (polity) skruet sammen? Er det unitært, føderalt, eller konføderalt - eller noget helt nyt?
Hvilken form for demokrati er der i Unionen? Direkte, indirekte, repræsentativt, korporativt - eller noget helt nyt?
Hvad bestemmer dette demokrati over? Hvor går grænserne for Unionens jurisdiktion?"
Intet af disse spørgsmål kan så vidt man kan se idag - næsten 20 år senere - besvares med blot antydning af præcision. Et ja og dermed en konsolidering af EU's nuværende karakter, vil uddybe den usikkerhed som nu hersker. Et nej kan MÅSKE være medvirkende til at fremtvinge de nødvendige afklaringer. Har lige set debatten på DR1. En ting ærgrede mig grusomt: Der var ingen af nej-partierne der så meget som antydede problemet, at vi stort set ikke kan vide, hvad EU er, hvad det er for en konstruktion vi afgiver suverænitet til. Håber at dette kan nå at komme ind de sidste to dage.
3 simple spørgsmål:
1) Ved du, hvem der bestemmer hvad i EU ?
2) Ved du hvordan beslutningsprocesserne forløber ?
3) Er du sikker på, at det vil blive ved med at være sådan ?
Kan du svare JA til alle 3 spørgsmål kan du vel trygt afgive din suverænitet, subsidiært lade de kommende folketing afgøre, hvad de finder bedst. Men husk, at på de områder, hvor du afgiver din suverænitet, ophører du med at være et politisk menneske.Har lige set debatten på DR1. En ting ærgrede mig grusomt: Der var ingen af nej-partierne der så meget som antydede problemet, at vi stort set ikke kan vide, hvad EU er, hvad det er for en konstruktion vi afgiver suverænitet til. Håber at dette kan nå at komme ind de sidste to dage.
3 simple spørgsmål:
1) Ved du, hvem der bestemmer hvad i EU ?
2) Ved du hvordan beslutningsprocesserne forløber ?
3) Er du sikker på, at det vil blive ved med at være sådan ?
Kan du svare JA til alle 3 spørgsmål kan du vel trygt afgive din suverænitet, subsidiært lade de kommende folketing afgøre, hvad de finder bedst. Men husk, at på de områder, hvor du afgiver din suverænitet, ophører du med at være et politisk menneske.

"Hvis vi skal køre EU som en maskine, skal vi udligne forskellene mellem landene på en række områder og give afkald på vores decentrale demokrati, vores demokratiske indflydelse, vores personlige frihed og kulturelle særegenhed."

Plus decentral mulighed for finanspolitik idet fælles valuta = fælles finanspolitik. Men det kan være at det efterhånden er ved at sive ind.

Jeg tror der er mange der vender tommelfingeren nedad fordi EU har fejlet grusomt igennem lang tid. Allerværst ved at de ydre grænser de facto er droppet. Det er jo et aftalebrud af dimensioner. Når man så heller ikke kan gennemtrumfe en fordelingsnøgle så østeuropæiske lande kan få en masse indvandrere som de ellers aldrig har fået, så virker det bare for bovlamt og for dårlig styret.

Hvorfor deponere mere af sin handlekraft til nogen der forvalter den så ringe?

Foruden at den ikke står i et rimeligt forhold til det grænseoverskridende kriminalitetsargument for åbne indre grænser i EU, er forestillingen om at EU kan holde verdens fattige og mere eller mindre indbildte fjender ude af det europæiske paradis via befæstning af unionens ydre grænser i bund og grund absurd - og hviler på et konfliktorienteret paradigme, verden bestemt ikke har brug for.

Torben Kjeldsen

Jeg opfatter at vores deltagelse i EU og EU er demokratisk i sin grund, men selvfølgelig ikke uden fejl. Fra opslag. En nation kan være Ii én betydning der refererer til en befolkningsgruppe eller grupper, der bindes sammen af fælles solidaritet. Denne solidaritet er overordnet eventuelle sproglige, religiøse, etniske eller sociale skel, og forklares gerne ved at disse skillelinier ikke er specielt dramatiske, eller ved at skillelinierne ikke bryder sammen og forstærker hinanden, sådan at forudsætningerne for nationalt fællesskab nedbrydes. Denne definition er så min naive politiske forstilling om EU, at tænke som en nation. I min opfattelse så afgiver vi suverænitet men vi udvider samtidig vores suverænitet. Jeg har stor respekt for dem der stemmer nej. Men LA's nej og DF's nej er lige præcis mere problematiske end et forpligtende samarbejde i et uperfekt EU. Kønt syn LA siger nej fordi EU ender med at være en velfærdsunion og DF's er næsten alene for at kunne lukke grænsen for flygtninge. Så hellere et ja. Og så giv mig nogle konkrete eksempler på at EU at ført til helt konkrete problemer, som stiller os dårligere. Ved at der findes flere eksempler, fx kemikalie lovgivning (men de andre er på vej) men konkret i forhold til retsforbeholdet?

Sabine Behrmann

Det mest demokratiske ved Danmark er da EU-medlemskabet. Rigets styreform er i følge grundloven konstitutionel-monarkisk. Alt andet er tom snak.