Nyhed
Læsetid: 4 min.

Økonomi og socialklasse adskiller ja- og nej-sigere

Afstemningen om retsforbeholdet viste store forskelle mellem folkets og elitens syn på EU. Mange vælgere stemte ikke det, deres parti anbefalede. I stedet synes økonomi og socialklasse at have været det afgørende skel. Mistilliden til politikerne var massiv, forklarer Mattias Tesfaye, der førte ja-kampagne på Vestegnen
Torsdagens folkeafstemning vidner om, at der er et voldsomt skel mellem eliten og de grupper, som de egentlig skulle repræsentere.  Et af de partier, som er mest i synk med sine vælgere, når det angår EU, er Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. De kunne torsdag aften fejre, at en flertal af danskerne have afvist de mange ja-partiers opfordring til at skrotte dele af retsforbeholdet.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
5. december 2015

Den kulturelle og økonomiske elite stemte ja, mens dem med lavere indkomst og fra lavere socialklasse stemte nej ved torsdagens afstemning. Sådan ser det ud, hvis man ser på den geografiske fordeling af ja- og nej-stemmer i de forskellige afstemningsområder. I Ny Holte og Vangebo i Rudersdal samt i Rungsted stemte over 70 procent ja, og i Virum var andelen over 80 procent, mens det omvendte gjorde sig gældende på flere valgsteder i de fattigere områder i bl.a. København, Sundparken i Horsens og Strandgårdsskolen i Ishøj, hvor 66,5 procent stemte nej. I de store byer var der mere overvægt til ja-siden, men også her kan man se, at de lokalområder med lavere uddannelse og indkomst stemte nej.

»Det er kun langs Lyngbymotorvejen og Kystbanen, at der er stemt klart ja i københavnsområdet, mens Hvidovre og hele den Københavnske Vestegn stemte rungende nej. De klasser, der er længst fra privilegierne og magten, har stemt nej,« siger Christoph Houman Ellersgaard sociolog og forfatter til bogen Magteliten. Efter folketingsvalget blev der talt meget om skellet mellem land og by, men ifølge Christoph Houman Ellersgaard ser der ved EU-afstemningen ud til at være nogle andre forhold på spil.

»Bedømt ud fra den geografiske placering af stemmerne, så lader det til at være økonomi, uddannelse og socialklasse, der har været det udslagsgivende,« siger han.

»Det er overraskende – og det må også være tankevækkende for de partier, der hævder at repræsentere arbejderklassen, at arbejderklassen rent faktisk har en ret ensformig politisk adfærd på EU-området. Det er altså ikke, fordi der ikke findes noget, som arbejderklassen er enige om, det er bare ikke det, som arbejderpartierne præsenterer.«

I forbindelse med kortlægningen af den danske magtelite var en af de markante ting ved de mest magtfulde, at der stort set ikke fandtes nogen, der var EU-skeptiske eller modstandere. I ja-kampagnen fandt man også alle de store fagforeninger, politiske partier og industriens organisationer, der altså ikke lykkedes med at trænge igennem med deres budskab til de folk, de normalt taler til.

»Deres forståelse er så forskellig fra virkeligheden hos dem de repræsenterer. Det understreger, at der er et voldsomt skel mellem eliten og de grupper som de egentlig skulle repræsentere,« siger Christoph Houman Ellersgaard, der både ser det som et udtryk for politikerlede og som udtryk for en modstand i befolkningen mod de kompromiser, der ligger i EU-samarbejdet.

»Meget af det der driver politikerleden er alle de kompromiser, man skal indgå for at få lov til at sidde med ved bordet,« siger han.

»Mange i denne her elite har jo nærmest som formålsbeskrivelse at komme med ved bordet og være med til at træffe beslutningerne, hvorimod det demokratiske underskud, der ligger i det, lader til at frustrere befolkningen.«

Voksende kløfter

Folketingsmedlem for Socialdemokraterne Mattias Tesfaye var en af dem, der var på en svær opgave med sin ja-kampagne på den københavnske vestegn, der nok er så langt, man kan komme fra eliten i hovedstadsområdet. Han er »bestemt ikke overrasket over det klare nej på Vestegnen« og fortæller, at man helt ned til de enkelte valgsteder kunne se en sammenhæng mellem stemmeafgivelse og indkomst. I Brøndby og Ishøj blev det et klart nej, mens det på flere valgsteder i det mere velstående Vallensbæk blev et ja.

»Min vurdering er, at det er, fordi der er voksende kløfter i vores samfund imellem folket og eliten. Den politiske afmagt er større, end den har været tidligere, og folks oplevelse af at have indflydelse på deres arbejdsplads, lokalsamfund og lovgivning er lavere,« siger Mattias Tesfaye.

»Det at stemme nej er så en anledning til få sagt, hvad man mener, og give eliten en kæmpe fuckfinger op i ansigtet.«

På Facebook forsøgte han selv at appellere til sine følgeres tillid, men det fik ikke det ønskede resultat. »Hvis du endnu ikke har stemt og iøvrigt har tillid til mig – så stem JA. Det gør jeg,« prøvede han på sin facebookside på afstemningsdagen.

»Problemet er jo netop at der er så få politikere man tør have tillid til, blandt andet derfor blev det et stort NEJ!« skrev en af hans følgere, mens en anden supplerede: »Du har et flertal af kollegaer jeg ikke ville overlade min hamster til ... så det bliver sgu NEJ«.

»Eliten har sat sig selv til en tillidsafstemning, og de – eller jeg skal måske nærmere sige vi – er dumpet. Det kan man så godt tænke lidt over, og det var også det, der var hensigten,« siger Mattias Tesfaye, der mener, at arbejdet med at genopbygge tilliden til politikerne må starte lokalt, når der skal diskuteres kommunalpolitisk program i løbet af 2016. For der har borgerne reelt mulighed for at få indflydelse på politikken.

»Jeg har spekuleret meget over om, de processer vi har i de politiske partier er inddragende nok, og selvom jeg hader at blive citeret for det, så kan det godt være, vi kan lære noget af Alternativets lidt mere gakkede organisationstanker. Det vil jeg ikke afvise, for der er ihvertfald en helt konkret proces, hvor man ikke lukker folk ind,« siger han.

»Man kan også bare stille sig ned på torvet og sige, at vi er enige: Eliten er nogle idioter, men man skal bare huske på, at jo lavere tillid der er til politikere, jo lavere tillid er der til politik, og dermed til folkestyret. Og alternativet til demokrati er ikke noget jeg gider at understøtte, og derfor er der ikke nogen anden udvej end at genopbygge befolkningens reelle indflydelse på deres eget liv,« siger Tesfaye.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sammenhængskraften er væk

Danmark er efter min opfattelse blevet et land, hvor de politiske og økonomiske elite har overtaget magten og ordet. Arrogant og selvtilstrækkelig envejskommunikation er mere hovedreglen end undtagelsen. Som eksempel vil jeg nævne Politikens chefredaktør Bo Lidegaards optræden i Deadline dagen efter afstemningen.

Den rigeste del af befolkningen tror instinktivt på, at eliten fører netop deres sag, så de der har mest kan få endnu mere på bekostning af den laveste socialklasse og herunder arbejdsløse skubbes stadig tættere på den økonomiske afgrund.

Sammenhængskraften begyndte for alvor at smuldre, da Anders Fogh Rasmussen (AFR) kom til. Han var og er inspireret af USA og mænd i USA og importerede idéen om, at alle er sin egen lykkes smed. Og ve den som ingen lykke har. Med AFR begyndte afviklingen af nærdemokratiet og åbenheden.

En af hans ministre indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (LLR), som overtog ansvaret statsminister efter AFR, fik ansvaret for en omstrukturering af samfundet. Lovgivningen blev kaldt strukturreformen. Med den fjernede tidligere borgmester og amtsborgmester LLR en række incitamenter for at deltage i lokademokratiet. Amterne blev nedlagt og erstattet af meget større regioner uden reelt demokratisk indhold. Samtidig fjernede LLR amtets kontrol med kommunerne. Tidligere var en række kontroller i forhold til kommener blevet fjernet og bl.a. i relation til byggeloven.

Kommunernes og borgmesterens magt er sammen med embedsmændenes magt steget væsentligt og incitamentet til at inddrage borgerne er mindsket. Sideløbende er planloven blevet reduceret til en ligegyldig lov, hvor borgernes indsigelser er uden reel betydning, da såkaldte rammeplaner er blevet stadig mere almindelige. Indsigelser mod upræcise rammeplaner er meget lette at afvise. Og planerne kan nemt ændres.

Som høringsberettiget i en række natur- og miljøsager har lovomlægninger, centraliseringer og digitalisering gjort det tidligere aktive lokale græsrodsarbejde til en farce, hvor al tid må bruges på myndighedernes arbejdsmetoder frem for indholdet af den politik, som et utal af udarbejdede og udsendte planer repræsentere.

Hertil kommer, at græsrodsarbejde er blevet som udbud i et supermarked. Der er frit valg på alle hylder. Og afhængig af den enkeltes særinteresser, som ofte afhænger af, hvor man befinder sig i sit livsforløb, så vælges og omvæltes der løbende blandt udbudet.

Politik er et tålmodighedsarbejde, som nemt strækker sig over årtier. Supermarkedstilgangen medfører derfor, at politisk græsrodsarbejde ikke mere er en reel mulighed. Derfor centralisere græsrodsforeninger som Danmarks Naturfredningsforening i stadig større omfang, hvilket indebærer, at det lokale græsrodsarbejde svække yderligere. Man er kommet ind i en ond cirkel.

Pressen er ligeledes blevet centraliseret i sin form. Man foretrækker, at tale med centralt placerede personer - ofte sekretariatspersoner, som har helt andre jobbevarende motiver end de gratis sagligt arbejdende personer.

Pointen med alt dette er, at mulighederne for at blive integreret i det politiske arbejde fra bunden nærmest ikke mere eksistere. I dag komme man ind i politik via en akademisk uddannelse eller sit netværk. En sådan baggrund har kun eliten i Danmark og ofte er det personlige projekter, der driver disse personer.

Her falder mine tanker på tidligere miljøminister Ida Auken, som på urimelig vis forlod sine vælgere og sit parti SF, da hun mistede sin ministerstilling pga. oprøret i SF. Dagen efter fandt hun ud af, at hun var Radikal, hvilket selvfølgelig gav kritik. En kritik som fik hendes mor til at skælde ud på os alle for at have ødelagt datterens projekt. Jeg var indtil den udtalelse af den opfattelse, at man meldte sig ind i et parti, fordi man have en fælles idé og plan.

Alle de nævnte forhold er efter min opfattelse en del af tendenser, som har ødelagt sammenhængskraften i Danmark og dermed gjort det mere vanskeligt end tidligere at blive enige om en fælles EU-politik.

Men selv afstemningsproceduren, som LLR som statsminister har haft ansvaret for er også en del af billedet. I managementkulturen er der kun at sige, som man kan læse på en husgavl på RUC: "Perform og die". Det skal selvfølgelig forstås i overført betydning.

Og konsekvensen er, at LLR som en del af netop den kultur bør forlade jobbet. Da han indkaldte til pressemøde på afstemningsaftenen, var min første tanke, at han endelig viste format ved at meddele sin afgang, som vi er nogen der stadig husker, at Jens Otto Krag gjorde i 1972 efter afstemningen og vores medlemskab i EF.

lone bording, Flemming Berger, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

"EU er en fiasko"
Hvad tænker politikkerne på, når de spørger danskerne ved folkeafstemning, om det er OK, at politikkerne ikke længere behøver efterleve grundloven, at borgerne bør give politikkerne mulighed for, at afgive danskernes grundlovssikret ret til at blive spurgt ved folkeafstemning eller 5/6 af folketinget stemmer for, ved suverænitetsafgivelse og så til et mislykket EU, uden folkelig europæisk opbakning.

Hvem stemmer JA og hvem stemmer NEJ?
Det er rigtigt, at de mennesker, der ikke lider under EU's fiasko direkte økonomisk, de stemte JA, men det er 'ikke' rigtigt at det var, 'dem alle', der stemte JA, nej der er snarre tale om, at 'alle de tilbageværende' der stemmer JA, er næsten alke de bedrestillede i samfundet.

I forlængelse af dette kan man sige, at det er da også helt i tråd, med det EU danskerne og europæerne, for den sag skyld kender så godt, vore dages EU, der udelukkende servicere overklassen.

Til vores politikkere har jeg kun at sige.
Hvor er evnen til at opfatte virkeligheden og skelne realistiske muligheder og vilkår fra ønsketænkning?
Hvor er realitetssansen?

Et NEJ betyder NEJ!

Janus Agerbo, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg stemte nej, fordi jeg ved jeg ikke bør stole på nogen der stiller sig op med,
-Stol på mig, men du har ikke brug for at vide hvad jeg laver.

Så er det for mig ligegyldigt hvad man ønsker jeg skal tro vedkommende laver på mine vejne. Jeg er IKKE troende.

Tag venligst dette med i diverse analyser.
Det er ikke politikerlede, men sund fornuft, ikke at stole på folk, der mener de ved bedrer end dig, hvad der er bedst for dig.
Medmindre det er en bankrøver med et oversavet halggevær.

Janus Agerbo, Trond Meiring, ib kasper boskov hansen, Mads Jakobsen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Torben Kjeldsen
05. december, 2015 - 13:42
Tak for din præciseringen vdr. overdragelse, ifølge grundloven - hvilken de dansksindede nejsigere så er ubekendte med ;-)
Vi kommer nok ikke udenom, at flygtningekrisen sammen med ja-argumenterne har fremmet nej´et.

Jens Thaarup Nyberg

rettelse: "Vi kommer nok ikke udenom, at EU´s håndtering af flygtningekrisen sammen med ja-argumenterne har fremmet nej´et."

Kurt Loftkjær, du skal længere tilbage - det var Nyrup/Lykketoft/Jelved, der ved at botanisere i arbejdsbegrebet ændrede kursen for Danmark. Derefter var der ligesom åbnet for at udhule grundlæggende og ens principper for alle: halv kontanthjælp til de under-25-årige, arbejde for dagpenge i stedet for overenskomstmæssig løn etc. etc.
Administrative ordninger i stedet for afgørelser fra fagfolk - afskaffelse af løn under uddannelse i fag, hvor man ellers arbejder m.m.
Indskrænkning af demokratiet på uddannelser og arbejdspladser - og alt dette er kun blevet værre.

Ib Christensen, Flemming Berger, Trond Meiring, Ebbe Overbye, Kurt Loftkjær og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

En lille leg: "Step down or die"! - men den går nok ikke...
Nu er Nyrup/Lykketoft/Jelved nok ikke den store trussel i dag, men det er den siddende mindretalsregering (der synes heller ikke at være særlig meget modstand fra de øvrige partier?)
Vi - befolkningen, bevæger os som en flok lemminger på vej ud over kanten (men nejet var et sollidt skridt fremad, omend det tilsyneladende ikke bliver respekteret)
Penge, magt og centralisering synes at drive alle, men selv de mest heldige synes at have overset, at vi ikke har råd til at tabe samfundet på gulvet - og at verden synes at bevæge sig faretruende nær på kanten af sin egen overlevelse - i hvert fald for det store flertal.

Artiklen er den ubestridte sandhed.
Det er taberne, de udannede, mindre bemidlede, smålige og lav-intelligente der stemte på et grundlag af uvidenhed.
De kloge og rige, de stemte på et faktuelt grundlag af viden.
Alle der stemte nej er desuden tilhængere af terror og pædofili, men værst af alt stemmer de sikkert DF.
Dette er den ubestridte sandhed, bragt til dig af foreningen af pensionerede brandmænd for et bedre imorgen.

Mads Jakobsen, Peter Knap, Anne Eriksen, Flemming Berger, Torben Selch, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Statistisk er der stor korrelation mellem rige og Ja stemmer, men større korrelation mellem højtuddannede og Ja stemmer. Prøv at se på DRs statistikker over mest rige vs flest højtuddannede.
Det betyder ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng.
Dog vil mange hellere tro på en årsagssammenhæng mellem indkomst og valg end mellem længde af uddannelse og valg.

Netop forskellen mellem valgsteder i Virum og Rudersdal viser at i valgsteder med mange højtuddannede som f.eks. Virum (Skole) var der en større overvægt af Ja stemmer end ved valgsteder i Holte med mange (ny)rige (genkendes også på de store grunde, mange filippinske au-pairs og polske håndværkere). Da Virum valgdistrikt har mange velhavende er der også en god korrelation på indkomst, men ikke så god som længde af uddannelse. I valg ligger typisk C og R højere i Virum (valgsted), mens der er flere LA og DF vælgere på Rudersdals valgsteder. På distriktsniveau er tendensen mere udvasket, da der er større varians i socialklasser (lejeboliger ved Virum og Holte stationer).

Det er dog for mange en langt mere bekvem forklaring, at det er de rige svin, der stemte Ja and at højtuddannede havde en større andel af Ja stemmer…

Kristian Rikard og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Lang uddannelse garanterer ikke oplysning, fornuft, viden og bevidsthed.
Og de nyrige stemmer sikkert på DF, som bekendt også vandt (sic!) folkeafstemningen.

Grundloven er jo oprettet ud fra en tanke om landets suverænitet, men er den ikke ved at blive et benspænd for landet videre udvikling?
Den frejdige sammenblanding af økonomiske og suverænitetsargumenter, viser blot hvor uafklaret hele processen er. Og hvis politikkere synes at afstemningen har været et mistillidsvotum, så er ikke mindst de lige så uafklarede.

Grundloven er fra 1953, Leo Nygaard.

Kristian Rikard

Sociologerne Marcus Bernsen, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaards bog: MAGTELITEN - hvordan 423 danskere styrer landet, giver mig myrekryb, hver gang jeg hører den nævnt eller refereret!

Jeg læser med interesse og en del morskabs ja-sidens politikere prøve at forklare årsagerne til, at så stor en del af os stemte nej.

Jeg er Djøf'er, bosat i Midtjylland og har siden jeg læste EF-ret, udvidet EF-ret og udvidet EF-selskabsret konsekvent stemt NEJ til alle udvidelser af denne institution, som jeg opfatter som et Kafkask mareridt af udemokratiske processer, pamperi, skjult suverænitetsafgivelse og bureaukrati ud over alle grænser. Og værst af alt - en slet skjult dagsorden om at blive Europas forenede stater.

Ligger der nogen som helst "tillids-tanker" bag mit nej, så må det være ens for alle, der kommer i berøring med magt og penge - at det desværre ofte for ganske mange folkevalgte ender med at mere vil have mere - eller at man slet og ret mister respekten og ydmygheden for, at man leger med andres penge og vore børn og børnebørns fremtid.

Nanna Wulff M., lone bording, Steffen Gliese, Janus Agerbo, Lilli Wendt, Holger Madsen, Anne Eriksen og ib kasper boskov hansen anbefalede denne kommentar

Uanset alle de analyser, som eksperterne nu prøver at forklare nej-et med, så er der een ting, der virker ret indlysende, nemlig at Nej-sigerne tilsyneladende har en bedre hukommelse i forhold til hvordan politikerne håndterer folkestyret.

Der er nok en del Nej-sigere, som mener, at nød-bremsen i Grundloven og Forbeholdene er nødvendige, når vi kigger tilbage på den måde skiftende regeringer har forvaltet folkestyret.

Offentlighedsloven, Salget af TDC, Salget af DONG, Dagpengereformen med alle tilhørende akutpakker og håndvaskninger, Sygedagpengereformen med tilhørende sengepraktikker, Tamil sagen, diverse personsager, etc. etc. Intet af dette giver indtryk af, at danskerne trygt kan lægge sig til at sove uden at have en nødbremse.

Som det er nu, så kan vi ændre folketingets sammensætning ved at vælge nye politikere, som forhåbentlig kan ændre beslutninger og træffe valg. Mens en ophævelse af forbehold ville give en blankocheck, hvor indholdet aldrig ville kunne ændres igen.

Der er ikke tale om at nogen partier har "vundet" - næh, det er den danske Grundlov, der har vundet.

I forhold til EU, så må vi som vælgere stadig se på et samarbejde, hvor landbrugsreformer stadig ikke kan ske, hvor miljølovgivning bliver blokeret gang på gang, hvor skadelige kemikalier ikke kan forbydes, hvor der er social dumping mellem landene, hvor ingen gider at gøre noget for ofrene af finanskrisen, hvor vi ser working poors, hjemløse og fattigdom brede sig, hvor finanssektoren får lov til at opføre sig fuldstændig uhæmmet, hvor erhvervslivet bliver belønnet for at misbruge tilskudssystemerne ved at flytte fra land til land, hvor skattely stadig er kæmpe problem, og hvor man ikke kan enes om at håndtere flygtningestrømmene på en sober og fornuftig måde..... jeg kunne desværre blive ved.

Når Bruxelles, egen baghave, hvor EU og Nato har hovedkvarter, samtidig har bydele, hvor politi ikke tør færdes og hvor terrorister åbenbart bliver "født" med baggrund i arbejdsløshed og fattigdom - så må vi sige, at EU har sovet i timen og ikke taget menigmands problemer alvorligt.

lone bording, Janus Agerbo og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Hvis ministeren i regeringen ikke ønsker at efterleve det faktum, at vælgerne i landet ved et demokratisk valg har besluttet, det ikke er OK, at politikkerne i Danmark ikke længere behøver efterleve grundloven, at borgerne ikke giver politikkerne mulighed for, at afgive danskernes grundlovssikret ret til at blive spurgt ved folkeafstemning eller med 5/6 af folketinget stemmer for, ved suverænitetsafgivelse, til et mislykket EU, uden folkelig europæisk opbakning.

Hvis ministeren i denne regeringen ikke ønsker, at efterleve det faktum det blev et NEJ, må de gå af og så vil jeg råde dem til, at forlade landet og flytte til et der passer til deres overbevisning, Danmark er et demokrati og retsstat og borgerne har talt.

Princippet om magtens tredeling som værn mod magthaveres misbrug af deres position i Danmark.
Lovgivende magt - Folketinget og regeringen.
Kan fastsætte generelle retsregler.
Udøvende magt - regeringen.
Kan anvende disse retsregler konkret i forhold til borgerne.
Dømmende magt - domstolene.
Kan afgøre retstvister og pålægge straf.
Borgerne besluttede ved folkeafstemning:

'NEJ' til mere overstatsligt samarbejde overgivelse af 'suverænitet til EU' og 'JA' til det danske demokrati og mere mellemstatsligt samarbejde mm., til et forhåbentlig snart mindre overstatsligt EU.

Philip B. Johnsen

PS.
Frank Hansen skriver:
"Kammerat Stalin sagde, at det ikke er afgørende, hvor mange stemmer man får ved en afstemning. Det som betyder noget er hvem, der tæller stemmerne. På samme måde kan man sige, at det ikke er afstemningsresultatet der er afgørende. Det som virkelig betyder noget er hvem, der får lov til at fortolke vælgernes stemmeafgivning."

Hvilket leder tankerne til en anden af tidligere tiders magthavere.

"Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...)også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let.
Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare. Disse metoder fungerer i ethvert land."

Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch.

Frank Hansen, Anne Eriksen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Kan det tænkes at det bare var en afstemning hvor folk stemte ud fra deres overbevisning og at det ikke er noget så dramatisk som en protest mod magthaverne?
Jeg kender mange der stemte både Ja og nej, ingen af dem gjorde det i protest mod nogen magthaver.
Jeg stemte det jeg gjorde, fordi jeg mente det var det rigtige, et nej, men ikke fordi jeg vil omstyrte samfundet. Der er bare noget jeg synes er en god idé og noget jeg synes er en dårlig idé.

Hvis man havde et fast system med folkeafstemninger om vigtige lovforslag, for eksempel tre eller fire gange om året, så kunne det lade sig gøre for politikerne at rette forslag til, så de efterhånden nåede frem til formuleringer og vilkår, hvor de var enige med vælgerne. Kunne det ikke være en god plan?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Kunne man ikke spørge Mattias Tesfaye (som da forøvrigt virker både sympatisk og tillidsvækkende), hvorfor nej-sigerne burde have haft tillid til ham?
Hvad kunne de samfundsgrupper, som omtales i artiklen, have haft ud af et ja?
Alle ved, at uligheden stiger - stærkt - i Danmark. Information giver naturligvis vores siddende regering skylden for det - og den gør det da også værre.
Men, alle i højtuddannede, som er så sikre på, at jeres uddannelse giver jer meget bedre mulighed for at analysere politisk, I ved da også godt, at uligheden stiger over hele EU, ikke? I ved da godt, hvordan almindelige arbejdere er lønnet i Merkels Tyskland - og hvordan vilkårene og fremtidsudsigterne der er for de flygtninge, hun (bevares - mere venligt end vores nuværende regering) har lukket ind?
Har den tanke strejfet nogle af jer analytikere, at disse befolkningsgrupper siger nej til mere EU, mens I siger ja - IKKE fordi de er dårligere til at fatte politiske sammenhænge; men fordi det,der giver jer umiddelbare fordele, giver dem ulemper?
Hvor svært er det at se, at EUs åbne grænser, arbejdskraftens frie bevægelighed, kapitalens frie bevægelighed (også når den kun flytter sig af skattehensyn) og bekæmpelsen af fagforeningernes muligheder for aktioner ØGER uligheden i Europa?
Hold dog op med at tro, at det er et spørgsmål om oplysning - hvis I vil have jeres drøm om et fredens Europa (og det ER en smuk drøm) opfyldt, skal I i gang med at ændre EU, så det ikke øger uligheden imellem delene af Europa - og mellem klasserne i befolkningen.
Det bliver svært, meget svært - men det er dumt ikke at se i øjnene, at det er der, problemet ligger.

Jørgen Malmgren, Philip B. Johnsen, lone bording og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det var en sejr da italienske metroarbejdere fik deres løn ved hjælp af danske fagforening - og det er en sejr at flere og flere polakker er i dansk fagforening - men kan det opveje det tabte slag mellem KL og dansk lærerforening og kravet om flere førtidspensionister og flygtninge i arbejde til 40 kr i timen fra DA, KL, Fødevarer og Landbrug, ISS Horesta og Dansk Supermarked?

Philip B. Johnsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

@Kunne det ikke være en god plan?

Det går vores politikere i parlamentet ikke med til. De er i forvejen så godt som overtrumfet af diverse EU lovgivninger, hvorved vores parlamentarikere i højere grad fungerer til kommunalpolitikere. Så en situation som potentielt beskrev et endnu mindre behov for parlamentarikerne er nok ikke specielt højt på folketingspolitikernes dagsorden.

Tilsyneladende er det de unge, der i høj grad har stemt Nej, mens de gamle i høj grad har stemt Ja. Dette kan måske også indikere, at den optimisme og fremgangsbølge, som har båret 68 generationen frem, den er nu afløst af pessimisme og vanskelige tider for de unge, som nu med skepsis ser de mangler, der er ved EU systemet og er kritiske over for politikernes dagsorden.

Det er ret markant, og det bør nok kigges nærmere på.

http://www.dr.dk/nyheder/politik/eu15/epinion-vaelgere-var-utro-mod-part...

Michael Kongstad Nielsen

Lilli Wendt,
- godt link.
Det er en positiv overraskelse, at de unge er så meget til NEJ. Men også interessant, at S, F, Å og C har betydelige problemer med deres egne vælgeres præference.

Sider