Læsetid: 6 min.

PFA sortlister virksomhed, som opererer på Vestbredden

PFA Pension har sortlistet tyske HeidelbergCement, som udvinder råstoffer i palæstinensiske områder under israelsk besættelse. PFA har ellers længe argumenteret for, at aktivt ejerskab var den bedste løsning. Sortlistningen sker efter pres fra NGO’er
Det er ikke bare i direkte strid med international ret at drive forretning på besat territorium. Det er også en krænkelse af basale menneskerettigheder, når palæstinensiske bønder tvangsforflyttes uden samtykke og uden passende kompensation, mener en række ngo’er.

Majdi Mohammed

12. december 2015

Et stenbrud på besat palæstinensisk jord. Og forretning på landområder, som har tilhørt palæstinensiske bønder. Det er nogle af de aktiviteter, som PFA Pension har haft store summer af danskernes pensionsopsparing investeret i. Danmarks største pensionsselskab ejer nemlig andele af den tyske virksomhed HeidelbergCement, som udvinder cement på den besatte Vestbred. Men det skal nu være slut. I lørdags sortlistede PFA Pension nemlig HeidelbergCement.

Samtidig skruer PFA også bissen på over for irske Cement Roadstone Holdings (CRH), som pensionskassen dog i første omgang beholder sine investeringer i. PFA stillede sig tidligere på året tilfreds med argumentet om, at det er vanskeligt at kontrollere, om CRH’s cement, som sælges i byggemarkeder, bliver brugt til at bygge og vedligeholde de ulovlige bosættelser i Palæstina. Men nu har PFA ifølge selskabets hjemmeside bedt om yderligere oplysninger, før de beslutter sig for eventuelt at bede CRH sælge sin ejerandel i det israelske datterselskab, der er stridens kerne.

Den nye politik over for HeidelbergCement og CRH kommer efter en rapport fra 2014, hvor det uafhængige medie og researchcenter DanWatch gennemgik de 10 største danske pensionskassers investeringer i selskaber med forretningsaktiviteter i de besatte palæstinensiske områder. Siden rapportens offentliggørelse har en række danske ngo’er presset på for at få PFA til at efterleve internationale retningslinjer. For det er ikke bare i direkte strid med international ret at drive forretning på besat territorium. Det er også en krænkelse af basale menneskerettigheder, når palæstinensiske bønder tvangsforflyttes uden samtykke og uden passende kompensation, mener de.

»Det er positivt, at PFA nu tager konsekvensen og ekskluderer HeidelbergCement åbenlyst efter en frugtesløs dialog, der har stået på, mens HeidelbergCement i årevis har set stort på palæstinensernes rettigheder og affejet internationale investorer og ngo’ers opfordring til at trække sig ud,« siger Troels Børrild, politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke (MS) – en af de danske ngo’er, som har presset på for at få PFA til at trække sine investeringer ud af HeidelbergCement.

Han henviser til, at PFA længe har argumenteret for, at HeidelbergCements aktiviteter på Vestbredden var lovlige under israelsk lov. Men den udlægning skyldes, ifølge Troels Børrild, »en misforståelse af en israelsk højesteretsdom samt mangelfuld indsigt i international ret og normer«.

»Det er uklart, om Heidelbergs ressourceudvinding er i tråd med israelsk lov, men det er helt oplagt i direkte strid med international ret og normer, som trumfer national lov. Det er ikke bare uetisk, men totalt ulovligt.«

Aktivt medejerskab

PFA har indtil i lørdags offentligt fastholdt, at såkaldt aktivt ejerskab ville være den bedste måde at få HeidelbergCement til at rette ind. Så sent som i februar i år skrev PFA’s daværende direktør for public affairs, Morten Jeppesen, i en mail til fagbladet Journalisten: »Dialogen fortsætter for at sikre, at selskabet fortsat opfylder internationale forpligtelser.«

Troels Børrild understreger, at Mellemfolkeligt Samvirke ikke har noget principielt imod aktivt ejerskab, så længe det ikke bare er en PR-strategi, men reelt tilskynder til handling og sker med gennemsigtighed i tråd med internationale retningslinjer på området.

»Vi støtter, at de har prøvet at gøre deres indflydelse gældende, men der bliver nødt til at være en vis åbenhed om, hvad der foregår i dialogprocessen. Det er den bedste måde at sikre, at kunderne kan have tillid til, at pensionskasserne investerer deres penge på fornuftig vis,« siger Troels Børrild, som mener, at alt for mange danske investorer ikke følger op med redegørelser for, hvordan det er gået med at påvirke selskaberne, som de udøver aktivt ejerskab over for.

»Dermed bringer de sig på kant med de internationale retningslinjer for virksomheders menneskeretsansvar – og eksponerer sig for unødig spekulation og kritik af, at argumentet om aktivt ejerskab blot bruges som en syltekrukke for dårlige sager.«

’Gentlemanaftale’

Selv om det kunne synes som en god sag for Danmarks største pensionskasse at stå op for menneskerettighederne og dermed leve op til egen investeringspolitik, er PFA’s sortlistning af HeidelbergCement sket uden pressemeddelelser eller forsøg på at tilkalde sig opmærksomhed. På PFA’s hjemmeside kan man trykke sig ind på en ’eksklusionsliste’, hvor man siden i lørdags har kunnet læse, at »PFA’s RI Board har ekskluderet HeidelbergCement«. På fem linjer beskriver PFA sine bevæggrunde. Der står blandt andet: »PFA ønsker ikke at bidrage til ulovlige aktiviteter omkring besættelse af Vestbredden. I 2015 har PFA haft fokus på problematikken omkring udvinding af naturressourcer og deres anvendelse samt fortolkningen af folkeretten på området.«

Information ville gerne have spurgt PFA om selskabets begrundelse for at sortliste HeidelbergCement, og hvorfor pensionskassen gør det netop nu, men PFA oplyser til Information, at de af princip ikke udtaler sig om eksklusion af enkeltselskaber.

Troels Børrild mener, at den fem linjer lange forklaring på PFA’s hjemmeside står i modsætning til udenlandske pensionskassers åbenhed. F.eks. norske KLP, der i juni trak sine investeringer ud af HeidelbergCement og publicerede en otte sider lang rapport om det konkrete grundlag for beslutningen.

Ifølge den politiske rådgiver fra MS skyldes den manglende åbenhed »en konservativ kultur« i den finansielle sektor i Danmark.

»Alle andre – selv Mærsk – er begyndt at kommunikere i dilemmaer, hvor man ikke bare fortæller glansbilleder, men også hvor der er problemer. For det er sådan, verden er. Den finansielle sektor er nærmest den eneste branche, der kommunikerer om ansvarlighed som noget, man bare kan implementere. Det virker, som om der er en gentlemanaftale, hvor man ikke vil indrømme fejl,« siger Troels Børrild, som oplever, at pensionskasserne i Danmark har en fortælling om, at fuld fortrolighed er nødvendig for at gøre en forskel over for problematiske selskaber via dialog.

»Men det, som danske investorer siger ikke er muligt, gør man rask væk i Norge og Holland.«

Også Steen Vallentin, lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, mener, at Norge har en »bastant« tilgang til pensionskassernes etiske og moralske ansvar, mens den danske model »typisk er mere uigennemskuelig«, fordi den er baseret på dialog og dermed aktivt ejerskab.

»I Danmark kan man i princippet investere i hvad som helst, så længe man er i dialog. I mange tilfælde er det først, når den dialog virker udsigtsløs, at man træffer beslutning om at trække sig ud,« siger han.

Aldrig rigtig bidt sig fast

Ifølge Steen Vallentin har man i Danmark siden slutningen af 1990’erne bevæget sig mod i højere grad at sætte spørgsmålstegn ved, om pensionskasserne bør påtage sig et større socialt ansvar. Men dagsordenen i Danmark er ikke slået igennem i samme omfang som i eksempelvis England, hvor ngo’er har været med til at sætte dagsordenen.

»De store danske pensionskasser og -selskaber har ofte virket halvhjertede og lidt modvillige i deres tilgang til emnet,« siger han og tilføjer, at der ikke er noget overraskende i pensionskassernes prioriteringer.

»De har som udgangspunkt ikke nogen stor interesse i at være med til at synliggøre etiske problemstillinger. Deres første og fremmeste formål er at sikre et godt afkast.«

Det er tankevækkende, at emnet på trods af sager i medierne i snart 20 år alligevel ikke for alvor har fået vedvarende tag i den danske befolkning, siger Steen Vallentin, som mener, at det hænger sammen med konstruktionen af det danske pensionssystem.

»Noget af det smukke ved det danske arbejdsmarkedspensionssystem er, at pengene bliver trukket automatisk i forbindelse med lønudbetaling. Det er med til at sikre en stabil opsparing, men betyder også, at mange ikke tænker meget over, hvad der bliver af deres pensionspenge, før de når pensionsalderen. De færreste føler, at det er deres penge, og at de har et decideret ansvar i forhold til at sikre, at de bliver forvaltet på en socialt ansvarlig måde. Det er bagsiden af velfærdsmodellen,« siger han.

Nordea Liv & Pension, SEB Pension og Pensam har stadig aktier i HeidelbergCement. De tre pensionskasser skriver alle i mails til Information, at de ikke aktuelt har planer om at sortliste HeidelbergCement, men følger sagen nøje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da ikke først og fremmest NGO'er, der leverer presset, det er kunderne. Der er da klar grund til, at alle pensionskasser nu er på vej væk fra det rene profithensyn - hvilket er klogt, da man med sine investeringer er med til at kåre vinderne og taberne på markedet: flyttes penge fra en sektor til anden, blomstrer denne, mens forfaldet sætter ind, når det ikke længere betragtes som ønskværdigt at støtte.
På samme måde burde danske virksomheder og danske pensionskasser have holdt fast i en symbiose, så man ikke skulle ud at finde udenlandske investeringer, men kunne understøtte en moralsk og fornuftig produktion, uden alt for mange andre hensyn.