Læsetid: 6 min.

Q-faktoren

Sportsjournalistikken er ramt af skandale i en verden, hvor ingen længere kan kalde noget tilbage. Det er der ingen grund til at begræde.
Den nu tidligere landstræner Morten Olsen taler med tv-journalister i forbindelse med en landskamp i Polen. Sportsjournalistikkens standarder er kommet i søgelyset, efter journalisten Michael Qureshi er blevet afsløret i at have opdigtet falske navne på kilder.

GREGERS TYCHO

8. december 2015

Det skandaløse i dansk journalistik begynder åbenbart med forbogstavet Q.

Politisk kommentator Henrik Qvortrup måtte forlade sit job på TV 2 på grund af Se & Hør-skandalen. Han har forsøgt at rehabilitere sig blandt andet med en bog baseret på 100 (!) anonyme kilder.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet i sidste uge efter at have opfundet falske navne til kilder i en række artikler.

Q’et er blot et pudsigt sammentræf, pointen er: Der findes områder af journalistikken, hvor grænserne mellem underholdnings- og nyhedsindustrien er flydende. Der findes endda zoner, hvor enkelte journalister gør forkert til rigtigt.

Hvilket let kunne føre til mismod på journalistikkens vegne.

Faktum er, at der er en modbevægelse i gang, som i sidste ende vil give os bedre journalistik, end vi nogensinde har haft.

På den led er skandalen om Michael Qureshis opmuntrende. Ja, du læste rigtigt: Opmuntrende.

Jeg kender Michael Qureshi overfladisk. Han begyndte sin journalistkarriere på mandemagasinet M! og BT Sporten, hvor han dækkede Premier League og La Liga i Spanien. Han opdyrkede kilder blandt fodboldjournalisterne på de udenlandske sportsmedier. Ingen danskere kunne komme tæt på omklædningsrummet i de store klubber – og adgangen til interviews med de virkeligt interessante udenlandske spillere var stort set ikkeeksisterende. Den adgang fik kun de store tv-stationer, som var rettighedshavere. Qureshi udviklede en metode, hvor han indhentede udtalelser fra udenlandske journalister fra respekterede sportsaviser, som faktisk havde eller måtte formodes at have en vis adgang. Enten citerede han disse journalister i artiklerne, eller også delte han byline med dem. På den måde kunne han bringe historier, som ingen andre havde, fra udlandet. Det var alt sammen andenhåndskilder. Men det var – tilsyneladende – bedre end slet ingen kilder.

Begejstring

Da Qureshi arbejdede på BT Sporten som såkaldt stringer fra London, stod redaktionen anført af sportschef Peter Brüchmann foran en omstilling. Jeg ved det, for jeg var der selv. Sportschefen sad med en stab af medarbejdere, hvis journalistiske erfaring i nogle tilfælde oversteg sulten på den næste historie. Han havde ansvaret for fagmedarbejdere, som havde opbygget en betydelig ekspertise, men i visse tilfælde sad i åbenlyst uholdbare dobbeltroller. Nogle så sig selv mere som ambassadører for en sportsgren end journalister. De kunne endda fungere som rådgivere for nogle af de spillere og sportsgrene, de dækkede.

Journalisterne var rundet af en anden tid. Tabloidaviserne og sport solgte stort engang. Avisjournalisterne havde ikke bare adgang til stjernerne – avisjournalister kunne skabe stjerner. Internettet var der ingen, der havde tænkt på. Undersøgende journalistik som sådan fandtes ikke i sportens verden, som var båret af begejstring snarere end kritisk oplysning. Fremragende sportsjournalister som Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung satte imidlertid et eksempel og en ny standard for uafhængig og frygtløs undersøgende sportsjournalistik med deres dopingdokumentarer fra cykelsportens verden i 1999 og 2000. Normen blev en anden på få år.

Læs også: Qureshi-sagen er den værste journalistskandale i mands minde

Friheder

Michael Qureshi var vel en del af et generationsskifte på BT Sporten, som også jeg selv var en del af i 2001-2002 under Peter Brüchmanns ledelse. Der var en stribe alvorlige personalesager på BT på det tidspunkt (jeg skylder at sige, at ingen af dem omfattede Qureshi). Én havde solgt hæfter med taxaboner på byens værtshuse, en anden fiflet med sine kørselsregnskaber. En tredje havde udviklet et Anders And-agtigt system, hvor han snød øl- og sodavandsautomaten for returpant. Dette blot for at sige: Det var en anden tid og måske også en kultur, hvor enkelte tog sig nogle friheder.

Brüchmanns mission var – ironisk nok kan man sige, nu da BT har trukket foreløbig 22 artikler fra Qureshis hånd tilbage – at professionalisere BT Sporten og gøre redaktionen klar til at møde kravene fra en ny tids læsere. Han endte som chefredaktør på BT, og Michael Qureshi som profileret fodboldreporter på Ekstra Bladet.

Det var her, Quereshi for halvanden måned siden– angiveligt sammen med en italiensk freelancejournalist – skrev et interview i Ekstra Bladet med argentineren Gonzalo Higuaín fra Napoli. Et interview, som ifølge klub og spiller er pure opspind, og som Ekstra Bladet har beklaget at have bragt. Først lød forklaringen, at avisen var blevet ført bag lyset af den italienske freelancer – torsdag bortviste Ekstra Bladet så Qureshi.

Kun Qureshi ved, hvad der fik ham til at opfinde et system, hvor mindst 4-5 fiktive sportsjournalistnavne har optrådt som kilder eller på byline i en lang række af hans artikler, uden læserne blev gjort opmærksom på, at kilden eller forfatteren optrådte under falsk navn. Hans egen forklaring lyder, at der bag navnene gemmer sig rigtige sportsjournalister og rigtige citater, men at han har forsynet dem med falske navne for at beskytte dem. Angiveligt ville det give disse sportsjournalister problemer med de klubber, de følger, eller de sportsaviser, de arbejder for, hvis deres rigtige navn kommer frem. Sådan lyder forklaringen nu fra mr. Q, som han kaldes af flere af de venner, som poster støtteerklæringer på Facebook.

Optimisme

I modsætning til, hvad flere journalister har hylet op om – at sagen forringer tilliden til medierne generelt og sportsjournalistikken specifikt – er der grund til optimisme:

Qureshi-sagen er et positivt eksempel på et gennembrud for mediekritikken herhjemme, som er sket de senere år. Her taler vi ikke om den del af mediekritikken, som er institutionaliseret i Pressenævnet, på universiteterne eller for den sags skyld i Presselogen – TV 2 News ugentlige tv-program om medierne. Nej, vi taler om den mediekritik, som afhænger af, at konkurrerende medier forfølger sager rejst i andre medier på et forkert grundlag. Se & Hør-sagen blev gravet ud af BT. I forrige uge var BT sammen med Information med til at afdække DR’s brøler i Esben Lunde Larsens plagiatsag.

Qureshi-sagen er dygtigt gravet ud og afsløret af den kommercielle rettighedshaver TV3 Sport. Hvis det også er standarden, når det gælder TV3 Sports afdækning af korruption i FIFA, matchfixing og doping, er det umuligt ikke at blive lidt glad i låget. Det lover godt.

Skandalesagerne fra mediernes egne rækker bidrager til den nødvendige kultur af konstant selvransagelse før, under og efter publicering på de enkelte medier, garanteret af stærke redaktører og (selv)kritiske journalister. Sagerne bidrager ikke bare til en styrket mediekritik, men en styrket standsetik.

Lidt komisk har Berlingske Media ’kaldt’ Qureshis artikler fra hans BT-tid tilbage. Hvad det så end betyder i 2015. Vi lever i en verden, hvor ingen længere kan kalde noget tilbage. Når det er sagt eller skrevet, er det derude. Skaden er uoprettelig, derved at det er umuligt at nå alle de læsere, som allerede har læst og troet på Qureshis artikler. Autoritetstabet er ligeledes sket for længst. Det betyder i virkeligheden blot, at medier og journalister ikke kan regne med folks tillid. Vi skal gøre os fortjent til den. Sådan har det været længe. Troværdighed tilkæmpes kendsgerning for kendsgerning, artikel for artikel, dag for dag med transparens, gode redaktionelle beslutninger og en stærk og nærværende ledelse.

Måden at gøre sig fortjent til den moderne medieforbrugers tillid er ikke at påstå ufejlbarlighed, men at få vores fejltagelser ud i det åbne. For fejle vil vi. Vi bliver stærkere, ikke svagere, af at turde tale højt om og vise vores svagheder. Derfor er TV3 Sports afsløring af Qureshi ikke en krise for sportsjournalistikken, den er en fest.

Digteren Halfdan Rasmussen fandt på den kongeniale løsning på bogstavet Q i sin ABC:

Q er et bogstav i alfabetet. Man bruger det sjældent, men her kan du se det.

Derfor:

Fup og fidus kan findes i mediet. Man bruger det sjældent, men her kan du se det.

Morten Frich var kollega med Michael Qureshi på BT Sporten tilbage i 2001-2002. I samme periode var Peter Brüchmann sportschef, og Henrik Qvortrup sad i chefredaktionen på BT

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Christoffersen
Jens Christoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sport er underholdning og big business

Hvad enten man lader sig underholde af konceptet sport eller ej, så berøres vi alle af sporten og betaler til sporten pga. af de mange milliarder, der vandrer gennem reklamer i sportsudsendelselser i TV. Konceptet afføder gigantiske lønninger til en mindre del af udøverne og ledere, bedrageri som f.eks. ved matchfixing, doping og tilbagevendende påstået korruption blandt sportens ledere.

Politikere, kendte personer og herunder kongelige er ofte meget synlige på denne usunde markedsplads for at sole sig i enkeltpersoners præstationer samtidig med, at de konfirmerer det usunde miljø, hvor lukkethed er en dyd.

Hvis sporten fik samme kritiske behandling som alle andre tvivlsomme virksomheder i denne verden, så ville der være en del stof på andet end sportssiderne. Desværre behandles sporten primært af glade sportsjournalister, som generelt udelukkende vælger at se på underholdningselementet og gerne i floskelagtigt sprog med nationalistisk og militaristisk tone.

På den baggrund kan vi håbe på, at vi står over for et gennembrud inden for den danske sportspresses tilsyneladende ligegyldigheder set i den store sammenhæng.

Torben Lindegaard

@Morten Frich

Du kommer lige vel nemt omkring David Rehlings leder "Klippe-Klistre Minister".
Her fulgte Information kun alt for godt op på DR's beklikkelse af Esben Lunde Larsen hæderlighed.

Har Esben Lunde Larsen så modtaget en undskyldning fra Information?

Gu' har han da ej - Information giver ikke undskyldninger til Venstrefolk.

Vibeke Rasmussen

"Sportsjournalistikken er ramt af skandale", står der over et billede af … Morten Olsen!?

Hør, hvis man vil skåne kollegerne(!) Qvortrup og Qureshi, kunne man vel let have fundet et neutralt billede!? Uden genkendelige personer?

Henrik Brøndum

"Angiveligt ville det give disse sportsjournalister problemer med de klubber, de følger, eller de sportsaviser, de arbejder for, hvis deres rigtige navn kommer frem."

Er man ikke nødt til at opfinde en andet navn for denne gruppe? Vi har jo journalister, PR-folk og reklamemænd. Hvis man hovedsagelig bringer historier fra anonyme kilder er man vel mest "rygtesmed"?