Nyhed
Læsetid: 4 min.

’Det her risikerer at blive starten på en dyb vinter i dansk europapolitik’

To pensionerede EU-embedsmænd begræder danskernes nej til at omdanne retsforbeholdet. For det handler om langt mere end 22 retsakter. Det er selve den danske deltagelse i EU som et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt, der kan blive truet, mener de
Lars Løkke Rasmussen talte under valgkampen om retsforbeholdet til Tænketanken Europas årlige konference. Ved siden af Lars Løkke sidder Poul Skytte Christoffersen.

Lars Løkke Rasmussen talte under valgkampen om retsforbeholdet til Tænketanken Europas årlige konference. Ved siden af Lars Løkke sidder Poul Skytte Christoffersen.

Ida Munch

Indland
4. december 2015

»Jeg håber, du aldrig får brug for at bringe denne artikel,« sagde Per Lachmann, da Information i går eftermiddag bad ham udlægge konsekvenserne, hvis det nej, som meningsmålingerne pegede på, blev en realitet.

Den tidligere EU-embedsmand og nuværende seniorrådgiver i Tænketanken EUROPA er overbevist europæer. Også Poul Skyttes hjerte banker for Europa. Han har et nogenlunde lige så langt EU-cv som Per Lachmann. På det står der blandt andet ’tidligere EU-ambassadør’ og ’tidligere topdiplomat i EU’. De to EU-veteraner lægger da heller ikke skjul på, at de ikke ser lyst på Danmarks fremtidige EU-engagement.

»Det her risikerer at blive starten på en dyb vinter i dansk europapolitik,« siger Poul Skytte, som mener, at nej’et vil betyde, at man ikke tager nogle af de andre forbehold op til revurdering. For eksempel forsvarsforbeholdet, som der har været spekuleret i at se på, hvis denne folkeafstemning endte med et ja.

»Men med sådan et resultat kan jeg slet ikke se, hvordan sådan noget kan foregå,« siger han.

»Hvem tør lave en folkeafstemning igen, hvis man forkaster et tilbud om frit valg på alle hylder? Ikke engang dét vil man have,« istemmer Per Lachmann.

Kvart Ungarn

Per Lachmann mener, at danskernes nej vil betyde meget for, hvordan de andre EU-lande ser på Danmark.

»Det er efterhånden sådan, at Danmark gradvist og til stor forundring bliver betragtet som – hvis ikke Ungarn light – så Ungarn kvart. Der er en bølge af nationalisme, som ønsker at bryde Europa op. Tænk bare på Frankrigs Le Pen og Orbáns Ungarn. Det skal vi passe på ikke at blive en del af,« siger Per Lachmann.

Poul Skytte er også bekymret for, hvad nej’et generelt vil betyde for Danmarks integration i EU.

»Danmark er helt objektivt det medlemsland, der står længst uden for det centrale samarbejde,« siger han og påpeger, at vi tidligere har været »ganske gode til at kompensere«.

»Vi har haft tradition for at sørge for at blive betragtet som et proeuropæisk land ved at være meget pragmatiske og resultatsøgende og ved at overholde lovene og reglerne. Men det er ved at forsvinde. Man kan jo ikke kalde det for resultatsøgende, at vi nu siger nej til det, de andre ser som et kolossalt godt tilbud. Og så på et tidspunkt, hvor EU står over for store problemer,« siger Poul Skytte, som mener, at Danmarks indstilling til flygtningekrisen også kan være med til at skubbe i den retning.

»Enhver forhandling handler om give and take, men hvad kan vi egentlig give nu? Det er der ingen, som rigtig går op i. Det gør mig pessimistisk.«

Savnede begejstret ja

Han har været skuffet over, at ingen har præsenteret et begejstret ja i valgkampen, og at »der ikke er nogen, der har forsvaret, at grundideen i EU er gensidigt forpligtende«.

»De andre spiller med på samme melodi som Dansk Folkeparti. Når ledende kræfter på ja-siden siger, at vi bare kan trække overdragelse af suverænitet tilbage, så angribes jo en af hjørnestenene i EU-samarbejdet. Hvis man kunne det, så var det jo ikke et forpligtende internationalt samarbejde. Man bliver nødt til at acceptere, at bordet fanger,« siger Poul Skytte.

Poul Skytte mener, at man kan se en lige linje fra europaparlamentsafstemningen over debatten om EU under folketingsvalget og til nu.

»Alle tre har været karakteriseret ved, at Dansk Folkeparti har sat dagsordenen, uden at de andre partier rigtigt har sat deres egen,« siger Poul Skytte, som forudser, at Danmark »glider mere og mere over i en britisk retning og længere og længere væk fra Europas midte«.

Tænker som briterne

Per Lachman hæfter sig ved, at han har set tegn på den samme tankegang i den danske debat om retsforbeholdet, som da premierminister Cameron i en tale i begyndelsen af oktober sagde om Storbritanniens EU-engagement: »Jeg er kun interesseret i to ting: Englands velstand og Englands indflydelse.«

»Han siger ligeud, at der kun er én ting, der tæller, og det er, hvad der godt for England, og så er de ligeglade med, hvad der er godt for andre,« siger Per Lachmann.

»Når vi begynder at tænke som briterne, ved vi, at der er noget galt.«

Han er ikke alene bange for, hvad den tankegang kan betyde for Danmark og England, men også for, hvad den kan betyde for EU.

»EU er jo i voldsom krise på mange områder. Først og fremmest identitetsmæssigt, men også integrationsmæssigt, og man kan ikke blive stående på stedet. Det er ligesom at cykle. Stopper man, så vælter man. Man kan køre fremad eller stå af,« siger Lachmann, som forudser, at der inden for de næste fem år vil være en risiko for at se et »Kerne-Europa, som Tyskland styrer, og England ryger helt eller halvt ud af«.

»Det er en udvikling, jeg virkelig frygter,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De synes i høj grad at levere analyser af den slags, som gør det umuligt for embedsmænd og politikere at forstå modstanden, der hverken handler om egne fordele eller øget velstand - som tværtimod er den diskurs, vi er blevet trukket ind i, selvom vi som folk jagter det stik modsatte: mindre ulighed, større social tryghed, mindre materalisme.

Troels Brøgger, Jens Kofoed, Flemming Berger, Britt Kristensen, Christian Lund, Per Hansen, Torben K L Jensen, Peter Wulff, Ib Jensen, Kim Houmøller, Torben Skov, Nanna Wulff M., Hans Larsen, Janus Agerbo, Aksel Gasbjerg, Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Arendal, Helene Kristensen, Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, Estermarie Mandelquist, Claus Kristoffersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Lachmann's frygt for at man ikke kan lave folkeafstemninger igen, fordi danskerne siger nejtak til det såkaldte tilbud om frit valg på alle hylder, hviler på at han ganske enkelt ikke fatter at mange danskere ikke er interesserede i at de danske politikere skal have frit valg på alle hylder, for det er jo dér, det såkaldt frie hyldevalg ville være placeret, ifald et ja var blevet resultatet.

Demagogi, fordrejning, forvrængning. Arrogant og dumt.

Troels Brøgger, Søren A. Jensen, Flemming Berger, Elver Rasmussen, Britt Kristensen, Per Hansen, Torben K L Jensen, Peter Wulff, Ib Jensen, Torben Skov, Carsten Wienholtz, steen marr, Erik Jensen , Nanna Wulff M., Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Janus Agerbo, Aksel Gasbjerg, Heidi Larsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"..en dyb vinter." Overskriften får mig til at tænke på det norske udtryk "firehundredårsnatten" - en betegnelse for den periode, hvor Norges suverænitet var parkeret i den danske helstat.

Thomas Toft, Flemming Berger, Britt Kristensen, Helene Kristensen, Ib Jensen, Hans Aagaard, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Niels Ishøj Christensen anbefalede denne kommentar
Helene Brochmann

Det skulle de måske have sagt til inden afstemningstemaet overhovedet blev formuleret. Som man spørger, får man svar. Befolkningen fik et umuligt spørgsmål.

Klynkeri af værste skuffe. En afstemning der indeholdt alt for megen udenoms. Hvis regeringen mente noget med folkestyret, kunne stemmesedlen være udformet professionelt, med mulighed for at stemme om de enkelte punkter. Men vælgerne bliver betragtet som kvæg, der kun kan stemme ja/nej.
Regeringen ligger som den har redt!

Torben Skov, Troels Brøgger, Thomas Toft, Søren A. Jensen, Elver Rasmussen, Helene Kristensen, Ib Jensen, Anne Boye Marquardsen, Hans Larsen, Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Janus Agerbo og Niels Ishøj Christensen anbefalede denne kommentar

Læser man pressen i dag, så skyldes resultatet manglende lederskab på EU plan. Flygtningekrisens håndtering! Hvis man ønsker lederskab kræver det imidlertid man har en leder, men EU har mig bekendt ikke en overstatslig leder, så det enkelte medlemsland bestemmer selv sin kurs. I Danmark har vi stemt om retsforbeholdet, og vi har stemt nej til det ophæves. Det skyldes iflg. analyserne EU's manglende lederskab, og ikke at vi er imod at samarbejde. Jeg forstår det ikke, og har det som jeg har været en tur i biografen, og nu er forstillingen slut. Vejen ud i den friske luft er udgangen "Sortir".

Michael Borregaard

Mistilliden har sejret - det er i grundmodellen hovedsagligt skepsissen mod globalisering, os som har stemt nej, har ladet råde for vores beslutning når det kommer til nejet, siges det. Intet, eller i hvert fald meget lidt hører man om, at beslutningen er rationel begrundet og mere en modstand mod centralisering end det er mistillid til politikerne som råder.

Når man endvidere kan læse i en overskrift, at Dansk Folkeparti vinder EU-afstemning, er dette for så vidt sandt, da 90 procent af deres vælgere, har stemt nej, hvor det i mange øvrige partier har været mere flyvsk om det er blevet et ja - eller et nej. Men, hverken DF eller noget andet parti har , for mit eget vedkommende, haft indflydelse på mit nej, dette er blandt andet begrundet i, at Grundlovens § 20 er en gummiparagraf, der som en “boble” kan strækkes utroligt langt, alt efter politikernes “godtbefindende”.

Derudover, har jeg som vægt for min beslutning lagt vægt på det juridiske begreb, effet utile samt spørgsmålet om EU-rettens forrang, som, jf., EF-dommen i sag 6/64, som er 51 år gammel, ville indebære, at et ja, vil traktatfæste tilvalg(ene). Derfor vil en parallelaftale være at foretrække linjerne hertil eksisterer i forvejen, kikker man eksempelvis på direktiverne for menneskehandel og seksuelt misbrug af børn, har Danmark frivilligt, dette uden en tilvalgsordning valgt, i 2012, at ændre straffelovens krav til, hvordan misbrug af børn skal straffes og hvordan menneskehandel skal straffes og ofre skal hjælpes, og derfor er det uden reel betydning, om Danmark vælger disse eksempelvis disse to, implementeret bestemmelser, til, med et ja, til en ophævelse af retsforbeholdet.

Noget andet er ud fra ovenstående, at alle ja-partierne, har siden Lissabon-traktatens’ ratificering i en årrække kunnet forhandle en samarbejdsaftale på plads - eller i hvert fald som minimum en form for rammeaftale, i stedet for, som det trues med, at nu står vi på bar bund, i det hele taget er det pejorativt, når Lars Løkke Rasmussen har været ude at sige, at en tilvalgsordning handler om mere indflydelse, specielt, når det står klart, at den danske indflydelse, ikke alene med Lissabon-traktatens ratificering, er marginal - i EU, er det for at sige det mildt, for det meste - og i de fleste tilfælde, sen efterår.

Endvidere, ikke sådan fortalt, at lix-tallet skal være afgørende for beslutninger, men, apropos lix-tal, når specielt ja-partierne og nogle af deres repræsentanter, har sagt - og benyttet laveste fællesnævner, og “beskyldt” folk for at være “idioter” og sympatisere med pædofile, springer kæden af, specielt, når de selvsamme “vissemænd, Mette Frederiksen inkluderet - dumper fælt, når det kommer til måden de bevidst ikke har inddraget - og forsøgt forklaret, eksistensen af direktiver, forordninger, lovforslag som allerede ligger til afstemning samt forslag som endnu ikke er behandlet mv.. Det rører mig derfor ikke det fjerneste, når folk kalder mig for en “idiot” som sympatisere med “pædofili med et stort ønske om, at gøre Danmark til en flygtningemagnet, for ser man på eksempelvis Norge, Island og Schweiz som ikke er medlemmer af EU, når spørgsmålet alene falder på Europol, mon så ikke de samarbejder med Europol. Og er Danmark ikke stadigvæk medlem af Interpol. Og er det ikke sådan, at den nuværende sag om pædofili som kører i Danmark mod en 48-årig mand skete efter henvendelse fra fransk politi, og den sag som der var for et par år siden, vist nok 2012, hvor den anklagede på baggrund formodninger blev frikendt for menneskehandel, skete efter henvendelse fra Litauisk politi.

Men. Hvad ved jeg ikke-tilfuldsfulde “idiot“, måske det er fordi, ja-partierne og deres ledere ikke har forklaret sig godt nok, og placeret overliggeren i en øjenhøjde af 160,3 centimeter.

Flemming Berger, Elver Rasmussen, Helene Kristensen, Ib Jensen, Carsten Wienholtz og Erik Jensen anbefalede denne kommentar

Der har altid været istid imellem Danmark og EU. Danske ministre kan have svært ved at styre deres egne ministerier og så spørger mange danskere sikkert sig selv om, hvordan der skal komme styr over et kæmpe bureaukrati som EU... der er mange problemer med at styre kæmpe systemer, men det fatter politikerne på ja-siden tilsyneladende ikke og derfor er der kold luft.

georg christensen

Et udsagn, fra to gamle "velbjergede" pensionisters et udsagn på EU folkets bekostning, som folket på ingen måde ønsker at tilslutte sig.

Derfor vil mit foreslag være: At deres offentlig samfunds betalte ydelser (såkaldt social hjælp), i fremtiden udebliver og sendes til dem, som virkelig er trængende.

Troels Brøgger, Flemming Berger, Britt Kristensen, Helene Kristensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
georg christensen

Medens jeg glæder mig på Eu folkets "værdikamp" mod , det nuværende EU, sender jeg gerne disse to såkaldte europæiske "pensionister", hængerøve, samfunds nassere , på pension.

Per Hansen, Ib Christensen, Kim Houmøller og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"Det her risikerer at blive starten på en dyb vinter i dansk europapolitik"

OK! Jamen så tager vi den derfra. vi kan da melde os helt ud!

Finn Thøgersen, Troels Brøgger, Thomas Toft, Flemming Berger, Britt Kristensen, Ib Christensen og Ib Jensen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Det handler om meget mere som kun " 22 tyve retsforbehold" . Det handler om hele EU folket´s fremtid, som vi "folkene" i nutiden i fællesskab , på demokratisk bør være med til at forme,

Det er i bund og grund "folket", som på bedste demokratisk vis, med åbenhed overfor hinanden der har "magten" og retten til at styre og "det" , bør også den selvudnævnte "elite", rette sig efter , hvis ikke hele herligheden skal ende i centraliserings og diktaturlignende processer.

georg christensen

Det bliver måske en dyb vinter for Dansk elite politik, men nok også en dejlig sommer for hele det nuværende EU´s såkaldte "elite politik", hvis de tør ændre sig eller bare med en afsked får et "fred være med dem", som et eftermæle for en forfejlet politik.

Flertallet i befolkningerne i ALLE EU-lande (pånær Luxemborg) ønsker mere velfærd og mere tryghed, men de politikkere, de samme mennesker stemmer på, er højre-nationalister som DF! Jeg tror ikke det ændrer sig i DK før DF får regeringsmagten i DK. Det vil så vise, at DF står for finanskapitalens politik: Lavere lønninger, fattiggørelse af mindretal, og lidt småpenge til pensionister, der stemmer på dem! Nu synes DF vi skal "gøre som Cameron i UK", hvor der allerede er fattige briter, som tigger på gaderne, pga. at "overklasse Cameron" allerede har skåret markant på velfærdsydelser og på mulighederne for uddannelse for ikke-velhavende børn. Cameron fører alene politik for de rigeste englændere! -Det kan være fremtiden for mange af jer og jeg har aldrig været gladere for, at jeg er velhavende nok til selv at bestemme min fremtid!

Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg melder mig gerne til, i solidaritetens navn, at sætte mig mere ind i TTIP forhandlingerne.

Nå man vil ikke have mig med! Hvad er så problemet?!

Michael Kongstad Nielsen

Det, de to topdiplomater ser som et problem, har været der hele tiden, lige siden Danmarks fire forbehold blev indstiftet i Edinburgh. Problemet er snarere, at d' herrer aldrig vænnet sig til dem, aldrig rigtigt accepteret dem, og sammen med politikerne forsøgt at sabotere dem (navnlig euro-forbeholdet).

Efter torsdagens NEJ er Danmarks forhold til EU det samme som før - bortset fra, at EU har forandret sig, - ved i Lissabontraktaten fra 2009, som vi ikke fik lov til at stemme om, at indføre overstatslighed og flertalsafgørelser på de retlige- og indre anliggenders område. De to diplomater er i virkeligheden politikere - som alle EU´s topdiplomater.

"Det her risikerer at blive starten på en dyb vinter i dansk europapolitik"

Kunne vinteren efterfølges af et forår i Europa, ville det jo slet ikke være så galt, men det kræver, at vore ja-politikere får benene ned på jorden og taler med deres vælgere omkring europa politik, også i hverdagen.

Hvorfor skulle vi have blind tillid til ja-politikerne, som helt og fuldt ønsker at komme tæt på kernen i EU ? Hvorfor skulle vi have blind tillid til en organisation, hvor kommissionen har eneret på initiativ til lovgivning ? Hvorfor skulle vi have blind tillid til en kommission, hvor manden for bordenden er en af tidernes største svindlere, målt i euro ? Hvorfor skulle vi bare acceptere, at denne svindler, af en eller anden grund har opnået fuld immunitet ? Hvorfor skulle vi blindt acceptere at komme tæt på kernen, når den er bundrådden ?

Blandt andet derfor, sagde vi nej til at overdrage magten over dansk lov og ret til EU.

Troels Brøgger, Søren A. Jensen, Flemming Berger, Britt Kristensen, Per Hansen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Jeg ønsker ikke et Europas Forenede Stater på sigt. Derfor blev det et nej tak.

Lytter man til DF og EL i dag, så ønsker partierne at være medlem af et andet EU, end det i dag eksisterende. Danskerne har stemt nej til restforbeholdet, men mente vist nej til EU. Det er fair nok. Partierne ønsker et EU, som kan forene den danske befolkning udenom EU, men hvad så med EU? Derfor, magen til vås har man sjældent hørt, men det er virkelighed, og jeg kommer aldrig med på den vogn. Enten er man med på holdet eller også er man ude. Anderledes kan det ikke være. Er der problemer må de løses i EU, eller af en selv. Meld Danmark ud, og så er man fri til at gøre som man har lyst til, og vi andre kan handle derefter.

Olav Bo Hessellund

Skal man finde rødderne til den voksende mistillid til politikernes EU-begejstring modsat vælgernes skepsis, bør man overveje, hvad det var befolkningen blev stillet i udsigt før folkeafstemningen d. 2. okt. 1972. Dyre annoncer i dagbladene fortalte, at stort set alt ville blive dyrere og beskæftigelsen være i fare, hvis vælgerne ikke makkede ret og stemte ja til EF, som det hed før fællesskabet blev til en politisk union. Derimod ville alt lige fra kaffe, bildæk, bananer og skjorter og halverede ferskner i sirup blive billigere, og de gode tider ville i det hele taget blive bedre, når vi stemte ja. Det lovede man virkelig dengang....

Hvad fik danskerne så? De fik prisstigninger allerede året efter. De var så voldsomme, at regeringen så sig nødsaget til at indføre prisstop ved lov i beg. af 1974, hertil kom momsforhøjelser i flere omgange, nedskrivning af kronen, og fremfor alt steg ledigheden til mere end det dobbelte i løbet af få år efter tilslutningen til EF.

Intet under, at mistilliden siden da er vokset i takt med, at politikerne med vekslende held har forsøgt at prakke os endnu mere EU på nakken, lige fra den forkastede Maastricht-traktat i 1992 over den ligeledes forkastede euro ved afstemningen i 2000 til gårsdagens forsøg på at ophæve muligheden for at føre en retspolitik baseret på danske og nordiske forudsætninger.

Hertil kommer de gange, hvor vælgerne er blevet snydt for at tage stilling til beslutninger med vidtrækkende konsekvenser: Lissabon-traktaten, der med højesterets billigelse delvist har sat grundloven ud af kraft; ligeså Finanspagten, der via budgetloven, sætter snævre rammer for både den statslige og kommunale økonomi - ikke fordi Danmark er et fattigt land, men af hensyn til borgerlige såvel som socialdemokratiske regeringers ønske om at følge i hælene på den tyske nyliberale austerity-politik.

Befolkningens mistillid og mistænksomhed overfor danske regeringers tilgang til EU er således langtfra ubegrundet. Sagt på normaldansk, så har lusk og manipulation har været hovedingredienserne i tilgangen.

Troels Brøgger, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Historieforfalskning

Hessellund, du ved lige så godt som os andre, der var unge dengang, at den økonomiske krise i begyndelsen af 1970'er skyldtes OPECs vellykkede forsøg på at presse oliepriserne i vejret. Det har ikke en døjt med EF (EU) at gøre.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, den største falskhed var udviklingen fra det fælles marked til Unionen. "Unionen er stendød", sagde Poul Schlüter i 1986, hvilket var typisk dansk fup, for Jacques Delors og co. var i fuld gang med at udvikle netop unionen, hvilket EU havde været i gang med siden Jean Monnets første dage efter Frankrigs genrejsning.

Henriette Bøhne

Rina Ronja Kari ønsker ikke at være medlem af "et andet EU". Hun - og EL - vil ud af EU.

http://www.information.dk/471980

Michael Kongstad Nielsen

Danmark kom ind i EU sammen med UK og Irland, måske skulle vi forlade EU sammen med dem igen.
Rina Ronja Kari bestemmer ikke alt i Folkebevægelsen, og jeg tror nok der findes alternativer til brat udmelding, fx. at EU regulerer den internationale finanskapital.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

"et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt"...siden hvornår?

Når Information vælger at spørge to EU embedsmænd, overbeviste europæere hvis hjerter banker for EU , om konsekvenserne ved et NEJ, siger det da sig selv at "fanden vil blive malet på væggen" ( ligesom ved de andre EU afstemninger hvor resultatet også blev et NEJ) Håber det danske nej kan være et wakeup call til magten i EU ,og måske endda årsag til en portion selvransagelse omkring "det solidariske fællesskabsorienterede projekt "

Michael Kongstad Nielsen, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt

Det er vist mig, forskellige indlæg citerer, når de bruger denne vending. Jeg var i al fald den første, der brugte det. Og meningen er god nok.

At der er tale om et projekt, står vist klart for alle - en stadig tættere union, som det allerede blev formuleret i Rom-traktaten.

At den er fællesskabsorienteret fremgår både af dens institutioner (der rummer repræsentanter for alle medlemslande) og af dens politikker på forskellige områder, hvor der arbejdes på en 'harmonisering' af love og regler i de forskellige medlemsstater.

At den er solidarisk viser sig bl.a. ved, at den søger at løse strukturelle problemer - bl.a. i form af regionale og sektorale uligheder (i form af forskellige støtteordninger), og at den også beskytter de enkelte lande mod aggressiv valutaspekulation (også selv om de ikke er medlem af euro-gruppen).

Selv om unionen fejler, er der netop tale om fejl - ikke om forsæt. EU er ikke stærkere, end dets medlemslande tillader. Når EU er svagt og fejler, skyldes det sommetider, at medlemslandene ikke kan blive enige om en konsekvent strategi. Dét problem løser man ikke ved at styrke medlemslandenes særskilte interessevaretagelse.

Det der lidt barokt, at de grupper, der anklager EU for ikke at levere varen (f.eks. en ydre grænsekontrol og en fælles fordeling af flygtninge), selv gør deres yderste til, at EU ikke har mulighed for det.

De folk på den danske venstrefløj, der nu har så travlt med at prædike basisdemokrati (der ofte på venstrefløjen selv har ført til kaotiske og sekteriske og handlingslammede resultater), og som bedyrer deres ønske om 'internationalt samarbejde', ved simpelthen for lidt om verden. Hvordan løser vi verdens klimaproblemer, hvis alle stater har vetoret? Hvordan løser vi Europas aktuelle 'flygtningeproblem', hvis medlemsstater som Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn lige vil tage bestik af folkestemningen? Hvordan hanker vi op i økonomisk nødlidende medlemslande, hvis alle de andre lande kun tænker på deres egne vælgere?

Danmark har med sin folkeafstemning tilkendegivet, at vi (dvs. ca. halvdelen af landet) forkaster EU som 'et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt'. Ingen nævnt, ingen glemt.

Niels Duus Nielsen

Et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt.

Mihail Larsen, hvad er det for en verden du lever i? Halleluja og alt det der! ;-)

EU er i sin oprindelse et kartel bestående af storindustrien i Frankrig, Tyskland, Belgien og Holland, med hovedsæde i Bruxelles, hvor bestyrelsen og direktionen sidder. Oprindeligt var det en Kul- og Stålunion, som senere blev udvidet til også at omfatte landbrugssektoren osv. etc. Bestyrelsen og direktionen sidder stadig i Bruxelles. Formålet med koncernen var at sikre faste priser, for det er, hvad karteldannelse handler om.

Kartellet blev opbygget som en koncern, altså som et privat firma, med en direktion og en bestyrelse, der var ansvarlig over for de storindustrielle koncerner, som superkoncernen omfatter. Da bestyrelsen udover at udvide kartellet til flere brancher også begyndte at udbrede det over flere territorier, indså den behovet for en vis demokratisk legitimitet, hvorfor man klistrede en parodi af et repræsentativt demokratisk styre oven på det eksisterende oligarkstyre. Euroen - som er et middel til at sikre faste priser uafhængigt af fluktuerende vekselkurser - krævede yderligere politisk unionsdannelse. Osv. etc. Bestyrelsen og direktionen sidder stadig i Bruxelles.

Det korte af det lange er: Det er lykkedes at skabe en vis solidaritet mellem store industrielle koncerner, landbrugssektoren, finansbranchen osv. etc., som indgår i et fællesskab, som vel bedst kan sammenlignes med et fornuftægteskab.

At solidariteten og fællesskabet ikke omfatter manden på gulvet, er Grækenland et godt eksempel på. Teknisk set har du ret, EU er et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt. Det omfatter bare ikke dig og mig. Med mindre selvfølgelig du er storaktionær i en af de involverede koncerner.

Mihail Larsen

Da du øjensynlig er gået i stå med din argumentation i en anden spalte den 3.12. 22:20, skal en henvisning til en gammel filosof, som du åbenbart har opdaget og citerer bravt, følger her et centralt modargument mod hele din uforståelige og betingelsesløse forkærlighed for EU – det er ikke uden personlig risiko at stemme JA, det medfører i alle tilfælde, at man dermed kan henregne sig selv til denne sociopatiske EU-elite, som over halvdelen af den danske befolkning just har takket pænt nej tak til af mange fornuftige grunde – det danske venstreorienterede ’nej’ er vel ikke så svært at forstå og burde være en selvfølge for enhver oplyst demokrat og tilhænger af retsstaten -

Man kan kun handle frit, hvis man agerer moralsk, og man kan kun handle moralsk, hvis man er fri til at gøre det. - Kant.

E.g – hvis nogen kan mistænkes for at optræde på EU’s lønningsliste kan man vel næppe påstå ’at handle frit’ sådan rent argumentationsmæssigt, uden en fremmedbestemt dagsorden, i hvert fald ikke i en debat som den nærværende – spørg bare en hvilken som helst EU-tjener Leporello, en komisk figur i den efterhånden længevarende EU-opera Don Bruxelles med alle disse endeløse ’Leporellolister’ i form af direktiver, forordninger og Papierkromskarms ad libitum på alle tænkelige og indtil videre utænkelige områder …

Men bortset fra det - Her går det godt fru kammerherreinde … ;-)

Kul- og stålunionen

Ved 2. verdenskrigs afslutning indså fremsynede, europæiske politikere, at der måtte findes en mekanisme, som kunne stoppe den vedvarende rivalisering mellem især Tyskland og Frankrig. De sloges bl.a. om adgangen til to af de vigtigste ressourcer for en industriel udvikling - kul og stål. Tyskland lå inde med kullet, Frankrig med stålet. Ved at skabe en union, kunne de to ressourcer udnyttes i et fredeligt samarbejde.

Det har sikkert også spillet en rolle, at de europæiske stater blev tvunget til at opgive kolonialismen. I stedet for at bekrige hinanden oversøisk, lå nøglen til en varig fred i, at de europæiske nationer lærte at acceptere en indbyrdes interesse og afhængighed - ja, altså at give slip på noget af deres 'suverænitet'. Samhandel er et indlysende sted at begynde et sådant samarbejde. På længere sigt kunne der så yderligere opbygges et teknologisk samarbejde (for at hamle op med USA) - det fik vi bl.a. med Eurotom, men nu også med mange andre områder. Længere ude ad tangenten kunne EUs 'fædre' så også forestille sig et nærmere politisk samarbejde, bl.a. for at forhindre enkeltstater i at udvikle diktaturer baseret på nationalistisk retorik. Blandt de mere socialistisk orienterede 'fædre' indgik også en forestilling om en 'social kontrakt', hvor staterne kunne hjælpe hinanden med at udvikle moderne velfærdssamfund ved en gradvis, men systematisk 'harmonisering' af socialpolitikken. Heri ligger naturligvis en solidaritets-tanke, men den har de liberale til stadighed modsat sig. Alleryderst drømte nogle også om udvikling af en europæisk selvbevidsthed, en europæisk kultur, med rødder i vores fælles, brede og dybe kulturarv, men også med plads til nationale varianter.

Det ser nu ud til, at disse ideale, fællesskabsorienterede og solidariske tanker er under pres, ikke mindst, fordi EU ikke har været i stand til at levere den fornødne legitimitet og fordi EU-landene selv har legitimitetsproblemer internt vis-à-vis globalisering, økonomisk krise og modernitet. De nationale politikere har i udstrakt grad givet EU skylden for alle problemerne, medens de selv har taget æren for successerne.

Det forundrer mig, at mange ikke kan se, at vi mister mere 'suverænitet' ved at stå alene i denne globale omstillingsproces, end vi ville gøre ved at stå sammen i EU. Den 'frihed' vi opnår ved at stå udenfor, er at ligne med den, som Marx ironisk kaldte 'fuglens frihed'. Den føles dejlig hér og nu, hvor man kun har sig selv at tænke på, men frygtelig, når man har brug for støtte. I en global sammenhæng har Europa nogle indlysende, fælles interesser, der ikke kun kan begrænses til frihandel, men også kræver en harmonisering af (men ikke sammensmeltning af) politik, retsvæsen, militær, møntfod og kultur - med andre ord en form for social kontrakt.

Om den skriver Rousseau:
"Hvordan finde frem til en sammenslutningsform, som med hele den fælles styrke forsvarer og beskytter hver enkelt associerets person og ejendom, og hvor enhver, når han forener sig med alle, alligevel kun adlyder sig selv og forbliver lige så fri som før?" (Samfundspagten, s. 83)

Og Kant føjer til:
"Der kan siges det samme om folk betragtet som stater, som om enkelte mennesker, at de i naturtilstanden (dvs. i deres uafhængighed af ydre love) alene ved deres naboskab krænker hinanden. Ethvert folk kan og skal for sin sikkerheds skyld kræve af andre, at man i fællesskab træder ind i noget, der ligner en borgerlig tilstand, hvor enhvers rettigheder er sikret. Dette vil være et folkeforbund, der dog alligevel ikke må være nogen folkestat." (Til den evige fred, s. 48-49)

Niels Duus Nielsen

Okay, Mihail Larsen, vi kan hurtigt blive enige om behovet for et solidarisk, fællesskabsorienteret projekt. Spørgsmålet er om EU så også overholder denne varedeklaration.

"EU har ikke været i stand til at levere den fornødne legitimitet og (...) EU-landene har selv legitimitetsproblemer internt vis-à-vis globalisering, økonomisk krise og modernitet."

Netop, og det var derfor jeg stemte nej. Der er et demokratisk underskud i EU, med hemmelige forhandlinger og fanden og hans pumpestok. At der også er et demokratisk underskud i Danmark gør det jo ikke bedre.

Hvis det så bare var et demokratisk underskud kunne det måske nok gå, hvis de beslutninger der blev taget så virkelig var solidariske og fællesskabsorienterede. Men jeg må indrømme, at i det seneste slagsmål mellem Grækenland og EU følte jeg mig solidarisk med Grækenland - EU forholdt sig på samme måde til den svage nation Grækenland, som den danske regering forholder sig til de svage danske medborgere. Det mindede mig faktisk om Platon med omvendt fortegn: "Uretfærdigheden i samfundet opfattes som en model i stor størrelse af uretfærdigheden i det enkelte menneske".

Og jeg mener ikke, at der er tale om at vi nu står alene - vi har trods alt ikke meldt os helt ud af EU. Og jeg kan slet ikke se, hvorfor vi ikke stadig kan formulere en over- eller mellemstatslig kontrakt, der omfatter mere end den nuværende. Men det skal vel at mærke ske på et demokratisk grundlag. De danske magthavere forsøgte at liste en suverænitetsafgivelse ind ad bagvejen, det var noget lusk, og det blev afsløret under valgkampen.

Men jeg tror ikke du skal være så bekymret, der bliver omkamp, det plejer der jo, så hvorfor ikke denne gang? Man må så håbe, at politikerne lærer at formulere sig lidt mere ærligt næste gang.

Mihail – Huskat, dit og mit demokrati skal forsvares hver dag af os selv, ellers løber andre med det, og så kan du med rette kalde dig en 'fri fugl' … :-)

Sul- og kålunionen har næppe noget nyt at bidrage med i den aktuelle kritiske situation, hvor den legitime suveræn har talt og flertallet helt legitimt har afgjort, at de ikke mere har nogen tillid til de af dem selv valgte politikere, ikke ønsker at afgive ’suverænitet’ til de danske politikere på det retslige område, folk, der med føje kan mistænkes for endnu en gang at ville forære demokratiske ’kronjuveler’ på retsområdet videre til et EU med et kronisk demokratiunderskud – altså agere som ’mellemhandler’ uden mulighed for en videre demokratisk kontrol i fremtiden …

Hvad kan et nej bruges til?
1. En huskekage
Det er oplagt, at de såkaldte JA-partier (med undtagelse af Alternativet) har forsøgt at tage røven på vælgerne med en uærlig kampagne. Det bør de straffes for, og det blev de så. Om de lærer noget af det, får vi se, men det ville i mine øjne være det bedste resultat af afstemningen, hvis den formår at tvinge politikerne til en mere redelig kommunikation.
2. En styrkelse af højrekræfterne i Europa
Hvis man tager bestik af, hvem der blev begejstrede for det danske valgresultat, så er de at finde på den europæiske højrefløj, der sværmer for nationalistiske ideer. De føler sig opmuntrede til at forstærke deres anti-EU politik.
3. En styrkelse af højrefløjen i Danmark
Vi har allerede hørt, at DF forlanger en revision af den officielle danske EU-politik. Vi ved godt, hvad de har i tankerne. De har ikke opgivet deres nationalstatslige mål, som er en reduktion af EU til et frihandelsområde og etablering af et kulturelt grænseværn (som dog ikke omfatter USA, der åbenbart er mere tilforladelig end vore europæiske naboer).
Hvad nej'et ikke kan bruges til er:
4. En styrkelse af venstrefløjen i Danmark
Der er ingen som helst udsigt til, at den siddende regering (understøttet af socialdemokraterne) vil begynde at forhandle et nyt, nationalt kompromis med EL - med alt hvad det indebærer af socialpolitiske indrømmelser. Tværtimod vil regeringen søge et kompromis med DF og LA (ivrigt understøttet af socialdemokraterne).

(Kopieret fra mit sidste indlæg i "Dansk Folkeparti vinde EU-afstemningen".)

Michael Kongstad Nielsen

Når jeg har beskæftiget mig med EU, har det altid slået mig, i hvor høj grad det har været et "magtens" projekt, elitens projekt, kapitalens projekt. Monnet og Delors m.v. har altid været klar over, at udviklingen mod "en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk" bedst kunne foregå, hvis man undgik at blande folkene ind i det.
Schlüters "unionen er stendød" var netop opgivelsen af enstemmighedsprincippet, hvilket på Orwellsk herhjemme blev kaldt "EF-Pakken", men meningen med Delors byggeri var at snige, lirke, luske den stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk forbi folket, så de ikke opdagede noget.
Det lykkedes ikke helt Danmark, hvor folket i 1992 var ved at spænde ben for arkitekternes strålende babelstårn. Danskerne var dog så venlige at betakke sig for udviklingen med de fire forbehold, men lade de andre gå videre.
Dette takkede arkitekterne for ved at søsætte ØMU-en, som var et skud i egen fod, Europa stadig halter af, samt en række andre overbygninger som pegede frem mod endnu et vidunder, "Forfatningstraktaten", alle traktaters moder. Som sædvanligt ville det genstridige folk ikke forstå visdommen i dette pragtværk, det franske, hollandske og irske folk fandt det lige snævert nok - og stemte nej.

I den slags situationer har arkitekterne noget, de kalder "tænkepause". Sådan en samler et mylder af fine embedsmænd (som fx. denne artikels Per Lachmann) som summer og brummer et passende stykke tid, og så kommer de ud igen med næsten det samme forslag, dog er det nu ikke længere nødvendigt at bede folket om at godkende det.

Lissabontraktaten blev den kaldt, og den gjorde jo Europol overstatslig, Hvorfor vi skulle stemme om den, ikke Lissabontraktaten, for det sagde Højesteret ikke var nødvendigt. men protokol 22 med bilag til den, som muliggjorde at det fjerde forbehold kunne sløjfes og erstattes med folketingets tagselvbord.

Nur behändigskeit.

Alle de borgerlige revolutioner ...

som vi i dag står i gæld til, var elitære. Havde man dengang gennemført folkeafstemninger, var revolutionerne aldrig blevet til noget.

"Intet over eller ved siden af Folketinget" har været god latin i det danske demokratis historie. Men nu er det slut. Vi kan ikke have, at Folketinget sådan beslutter, hvad de synes er rigtigt; de skal ikke forsynes med et 'tagselvbord'.

Så i stedet skal 'folket' beslutte ved et direkte demokrati. De fleste af os, der har en vis historisk viden, vil vide, at den slags medfører en stor grad af vilkårlighed og uforudsigelighed, fordi det er skiftende folkestemninger, der afgør udfaldet. Det var allerede i antikkens Athen et stort problem, som førte til talrige eksempler på justitsmord - og til beslutninger, der snart pegede i den ene retning, snart i den anden, som vinde nu blæste.

Andre af os kan også huske 70'erne som et laboratorium for 'direkte demokrati' på venstrefløjen. Det druknede i ørkesløse, uendelige møder og fraktionsdannelser, der førte til absolut ingen ting. Det nej, der blev leveret for et par dage siden, har flere ejere, der er indbyrdes rygende uenige om, hvorfor de stemte nej. Hvis man kunne forestille sig, at de satte sig sammen for at definere en ny EU-politik for Danmark, så ville man genopleve 70'ernes politiske kaos i anden potens.

Hvis vi retter blikket ud mod de andre europæiske stater, der er medlemmer af EU, og forestiller os, at de på lignende vis skal sætte sig i rundkreds og diskutere revl og krat - for vi går jo naturligvis ind for samarbejde, ikke også? - så kan enhver med fornuften i behold vist nemt forestille sig, at EU vil blive totalt handlingslammet.

Men 'suveræniteten', den har vi da i al fald bevaret, ikke også? Gu' har vi ej, for vi har overladt den politiske proces til et kaos, der er fuldkommen resistent over for rationelle argumenter. Når vi ikke engang i det lille land Danmark kan praktisere direkte nærdemokrati, så bliver det overvældende umuligt i et større fællesskab som EU. Vi overlader med andre ord den egentlige suverænitet til markedet. Eftersom vi ikke kan overleve uden at udveksle varer - og eftersom vi har viklet os ind i et politisk kaos, der er handlingslammet - så bliver det naturligvis markedskræfterne, der bestemmer.

Jo-jo. Vi har et frit valg, men på markedets betingelser. Vi pudser vores 'suverænitet', der nu består i al vælge frit mellem, hvad markedet tilbyder. Uh, hvor er vi frie!

Man kunne også have valgt en anden løsning. Det har vi så fravalgt, men den ville ellers gå ud på, at vi forpligter hinanden på at løse fælles problemer med politiske midler. At vi med andre ord sætter vores demokratisk tilkæmpede politiske frihed over markedets frihed. At vi insisterer på, at det er folkevalgte forsamlinger, der skal holde kapitalen i ave. Men nej, sådan er det ikke gået. Ved vores folkeafstemning har vi spændt ben for en politisk tøjling af markedskræfterne.

Vi har valgt den form for 'suverænitet', der giver absolut mindst frihed i virkelighedens verden. Vi har underkendt politikkens primat i forhold til markedet.

(Jeg minder om, at jeg fortsat finde JA-partiernes kampagne uantageligt ringe.)

Ja, der var sørme et justitsmord, Arginusserprocessen, da folket var ophidset over de mange døde i det ellers sejrrige slag imod Sparta.
Nej, Platon har for tid og evighed forgiftet akademikernes syn på demokratiet, desværre.

Michael Kongstad Nielsen

Skal vi lige erindre, at "demokrati" betyder folkestyre. Folket er hele folket, ikke særligt udvalgte borgere. Nej, alle. Men demokratiets udvikling har budt på mange forsøg på at indskrænke kredsen af beslutningstagere. Først mente englænderne, at de adelige stormænd sammen med kongen var nok til at udgøre et demokrati. Deres grundlov var Magna Charta, en håndfæstning mellem konge og stormænd. Men det har selvfølgelig intet med demokrati at gøre.

Så mente folket, at stormændene skulle stækkes, ved at kongen skulle gøres enevældig og hans magt gå i arv. Til sidst ville folket selv bestemme.

Fint nok, men hver gang magt og styring i samfundet var i skred, var der modkræfter fra den herskende klasse. Og når nogle grupper i folket var på vej til at få magt, var der modkræfter blandt dem mod andre grupper i samfundet. Nederst var proletariatet, i by såvel som på land. Men de var også folk.

Folkestyret i DK, som Grundtvig var med til at give forfatningen til, blev ikke kun et Folketing, men også et Landsting, for at undgå at pøbelen, folket, almuen. fik lov til at styre, fik for meget magt, så de store jordbesiddere kunne bevare indflydelse, som i House of Lords i England.

Det varede helt til 1953. Men i EU fortsætter elitens og kapitalens magt ufortrødent, der er folket ikke opfundet som magthaver endnu.

Magna Charta

Om antik og moderne demokrati

Peter Wivel har skrevet en aldeles fremragende bog om Benjamin Constant, "Tvesind". Constant var aktiv politisk i de franske revolutionsår og tiden under Napoleon. Han gjorde sig nogle tanker om forskellen på det antikke og det moderne demokrati - det direkte og det indirekte - og konkluderede, at det indirekte rummede de største retsgarantier for borgerne. Constant formulerede sine tanker i en tale, der er optrykt i Peter Wivels bog.

Hans grundopfattelse er, at det antikke, direkte demokrati nemt bliver til et pøbelvælde (og det var da også det, både Platon og Aristoteles reagerede imod). I et pøbelvælde afgøres stridigheder af de bevægelige masser, der snart mener ét, men den næste dag noget andet, og som altid selv holder sig uden for et overordnet ansvar. Enhver, uanset personlige kvalifikationer, kan indtage statens mest betroede embeder ved almindelig lodtrækning.

Til forskel fra denne antikke demokrati-opfattelse mente Constant, at det repræsentative demokrati rummede nogle fordele: Dels at beslutningsprocedurerne blev underlagt en form for diskussion og forhandling, der kunne tage hensyn til andre relevante hensyn; dels at beslutningstagerne selv blev valgt på baggrund af en eller eller form for kompetence og troværdighed.

Hans hovedsynspunkt var, at retssikkerheden for den enkelte borger var større ved et moderne, repræsentativt demokrati end ved en antikt, direkte demokrati.

Nutidens nej-sigere på venstrefløjen synes at mene, at et direkte demokrati er bedre end et repræsentativt. Til dem vil jeg sige: Læs Peter Wivels bog.

Michael Kongstad Nielsen

Det, der er tilbage af det direkte demokrati, er grundlovens bestemmelser om folkeafstemning i §§ 20 og 42. Kan anbefale at læse dem nøje.
Det vigtige er, at der er grænser for, hvad det repræsentative kan gøre ved Danmark. Grænserne sættes af hele folket.

Folkets vilje ...

er nemmest at aflæse ved et JA. Når det bliver et NEJ, så kan der være mange forskellige årsager. Nogle har ment, at afstemningstemaet ikke var vidtgående nok; andre har ment, at JA-partierne førte en fornærmende valgkamp; andre igen har været imod enkeltdele af lovforslaget; og nogle fjerde har bare været imod alt, hvad der har med EU at gøre.

Hvis man vil aflæse 'folkets vilje', bør man nu forpligte nej-sigerne til at komme med et konkret forslag, der kan gøres til tema for en ny folkeafstemning. Bolden er på nej-sigernes banehalvdel.

Mit gæt er, at de ikke kan blive enige om noget som helst. Andet end naturligvis at sige nej.

Det kan være et interessant politisk projekt. Tving de personer, der hævder, at de repræsenterer folkets vilje, til at at formulere et alternativ. Hvis de ellers bliver enige (hvad jeg anser for urealistisk), så send deres forslag til folkeafstemning.

Vi går jo alle ind for 'folkets vilje'.

Ved et ja kan der være tale om at folket mente at det var det mindst onde, at man alligevel ikke havde noget alternativ, at noget af forslaget var godt, at man blev forført eller at alt fra EU er godt. Hvor vil du hen med din døgenigtagtige demagogi, Mihail? Til Bruxelles med folket og den intellektuelle dovenskab?

Peter Jensen

Det er klassisk logik. Man kan ikke slutte noget ud fra negative præmisser.

Mihail Larsens klassiske logik - et eksempel:

Manden til pigen: Vil du have en is?
Pigen: Nejtak.
Manden: Du ved formentligt ikke hvad du siger nej til - eller også er du bare modstander af is. Det kan også være at andre har lært dig at sige nej, hvor du i virkeligheden mener noget andet selv. Eller også er det måden, jeg spurgte på, som du ikke brød dig om. Jeg kan ikke slutte noget ud fra dit nej - og det kan helt sikkert ikke bruges til noget fremadrettet at du ikke vil have is af mig. Et nej til is er uden perspektiv, det vil gå dig ilde - og jeg aner ikke hvor jeg har dig ... eller hvor du har dig selv. Havde du derimod sagt ja, ville jeg vide at du kan lide is ... og alt ville dermed være afklaret. Passér venligst gaden."

Denne ’Leporello’ Larsen

Efter lidt gurgling på nettet – her nogle positive præmisser -

Ifølge Mihail Larsen er der i en verden med stigende pres på demokratiet god grund til at minde os selv om, at demokrati er vigtigt, som det nu sker i Jyllands-Posten og Aarhus Universitetsforlags kåring af ”Verdens bedste idéer”.

Demokratiet er ikke noget selvfølgeligt, som man bare har. Det er noget, der skal kæmpes for og holdes ved lige. Bl.a. ved en nuanceret, kritisk offentlighed,« mener han.

http://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE7185996/S%C3%A5+er+det+afgjort%3A+H...
https://www.youtube.com/watch?v=HcJx_9SHOk8
http://www.drh.dk/arrangement/2015/11/03/foredragdebat-aften-med-mihail-...

… må det være tilladt at udtrykke sin største forundring over, at den fhv. ’68-er Mihail argumenterer, som han gør – nemlig ikke med den fornødne videnskabelige uafhængighed og moralske hensyntagen til de herskende socioøkonomiske problemer for mange af europæerne, til dels af eksistentiel karakter, men kun udtrykkende ’his masters voice’ på rejsegrammofonen – er egentligt temmelig nedslående, hvis ikke underholdende til langt ud over grinegrænsen – ligesom en Marlene Wind og alle de andre ’EU-Leporelloer’ …

Næsten ligesom brugtbilshandleren, der forsøger at prakke os en bil på uden - ikke en gang - en folkevognsmotor … ;-)

Morlille er en sten.

Mihail kan ikke filosofere. Ego kan ikke filosofere. Ergo er Kant en sten – en kantsten … ;-)

Olav Bo Hessellund

@Mihail: Mit indlæg (04. december, 2015 - 18:06) var et forsøg på at beskrive forholdene herhjemme efter folkeafstemningen i okt. 1972 sammenlignet med EF-tilhængernes kampagner før afstemningen - ikke at forklare udviklingen, som du åbenbart læser det. Jeg påpegede det groteske indhold i EF-tilhængernes annoncer set i lyset af den faktiske udvikling senere i 70'rne, hvilket ikke er det samme som en forklaring på, hvad der skete i den hjemlige såvel som den internationale politik i perioden.

At forklare hele denne udvikling er en anderledes kompliceret sag, der indebærer inddragelse af effekterne på Danmark af de mange udefrakommende faktorer, der førte til omvæltningerne i verdensøkonomien efter Yom Kipur-krigen i 1973, som du selv er inde på. Men det er som sagt en helt anden sag.