Læsetid: 4 min.

Uddannelser skal dimensioneres igen til næste år

Uddannelsesministeriet løber fra deres aftale om dimensionering, mener flere universiteter, der har fået besked på at skære flere uddannelsespladser væk fra næste år. Der har hele tiden været tale om årlige nedskæringer, siger ministeren, der dog er åben for dialog
Indland
7. december 2015

Uddannelses- og Forskningsministeriet har til universiteternes store undren henvendt sig med et krav om at skære yderligere ned på antallet af pladser på ledighedsramte uddannelser på samfundsvidenskab allerede fra næste år.

Det strider ifølge flere universiteter imod den aftale, som blev indgået for knap et år siden om, at universiteterne allerede i år og de næste to år skal skære 3.500 bachelorpladser væk og fra 2018-2020 mindske antallet af kandidatstuderende med 2.200.

Ministeriet mener derimod, at nye årlige nedskæringer afhængigt af ledighedsstatistikken hele tiden har været en del af ordningen.

Baggrunden for den nedskæring på uddannelser med høj ledighed, som er gået i gang, er, at ministeriets regnemodel efter hård kritik blev lavet helt om: Ansvaret for nedskæringerne på uddannelser med høj ledighed blev givet til universiteterne, antallet af pladser, der skulle skæres ned på, blev skruet væsentligt ned, og tidsfristen blev forlænget. Desuden skulle dimensioneringsmodellens effekt evalueres i 2017.

Derfor undrer ministeriets nye krav til specifikke kandidatuddannelser, der skal skæres ned allerede næste år, universiteterne. Især Aalborg Universitet (AAU) var hårde kritikere af modellen, der betød, at universitetet skulle skære 700 bachelorstudiepladser væk på tre år.

»Vores opfattelse var, at vi skulle have en evaluering af den her model, før der skulle ske yderligere dimensionering,« siger formand for bestyrelsen på AAU, Lars Bonderup Bjørn.

Formand for Danske Universiteter Anders Bjarklev er enig i, at universiteterne forventede, at dimensionering efter aftalen i december 2014 lå fast indtil evalueringen i 2017.

»Vi troede, vi havde en fælles forståelse med ministeriet, som vi var enige om, men der er åbenbart forskellige fortolkninger,« siger Anders Bjarklev.

Forkastet model

Ministeriet henviser til, at en del af den første dimensioneringsmodel, som daværende uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) præsenterede i september 2014, var, at beregninger af uddannelser med høj ledighed skulle gentages hvert år. Og selv om resten af modellen blev lavet helt om, så gælder det ifølge ministeriet ikke den årlige beregning af nye ledighedstruede kandidater. Lars Bonderup Bjørn har svært ved at forstå, hvorfor ministeriet pludselig vil bruge en del af den model, der endte med at blive forkastet.

»Det her er et helt mystisk tilbageslag til noget, som man for et år siden erkendte ikke duede. Det virker, som om departementet agerer på egen hånd, især fordi Esben Lunde Larsen (V) var meget imod den tidligere regerings dimensioneringsplan,« sig Lars Bonderup Bjørn.

Roskilde Universitet (RUC) har fået besked på at skære i antallet af kandidater på to uddannelser fra næste år, men aftalen med ministeriet lød, at der frem til 2018 skulle skæres 200 bachelorpladser væk, hvilket svarer til 12 pct. af det samlede optag på RUC.

»Vi kan ikke forstå, hvordan det skal kunne lade sig gøre, at vi skal skære på vores kandidatuddannelser inden næste sommer. De bachelorstuderende har et retskrav på at kunne blive optaget på en kandidat, derfor undrer ministeriets udmelding os meget,« siger rektor på RUC Hanne Leth Andersen og understreger, at RUC har lavet en treårig kontrakt med ministeriet om, hvor meget de hvert år skal skære ned på bacheloroptaget.

»Det her går ud over den kontrakt, som vi selvfølgelig havde forventet var bindende,« siger Hanne Leth Andersen.

Lange tidshorisonter

Selv om der kun er tale om 58 uddannelsespladser på fem nye uddannelser, der skal skæres ned næste år, så mener Anders Bjarklev stadig, det er et problem, at ministeriet vil skære yderligere ned, fordi universiteterne arbejder med meget lange tidshorisonter, fra en student bliver optaget, til der står en nyuddannet kandidat færdig 5-6 år senere.

»Vi mangler stadig svar på det helt fundamentale spørgsmål, om man kan dimensionere klogt alene ud fra, hvordan ledighedsstatistikkerne så ud sidste år,« siger Anders Bjarklev.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen har universiteterne selv valgt at holde fast i den aftale om dimensionering af uddannelsespladser, som ifølge ministeriets styrelse indebærer en årlig dimensionering af nye uddannelser.

»Det er ikke mig, der har indgået den oprindelige aftale, så jeg ved ikke, hvad der er blevet aftalt. Det, jeg forholder mig til, er, at universiteterne har ønsket at holde fast i den aftale, og den indebærer ifølge min styrelse, at uddannelserne bliver udtaget årligt til dimensionering,« siger Esben Lunde Larsen.

– Når universiteterne ønskede at bibeholde dimensioneringen, så var det ud fra en forventning om, at dimensioneringen lå fast indtil en evaluering i 2017. Det påpeger din styrelse så ikke er tilfældet. Hvordan kan de have misforstået det?

»Skulle der være nogle problemer med det her, og skulle uddannelsesinstitutionerne have en anden opfattelse af den aftale, som de har indgået, end den, min styrelse har, så er de altid velkomne til at henvende sig til mig,« siger Esben Lunde Larsen.

Problemet med dimensioneringsmodellen er ifølge ministeren, at det var en ren administrativ manøvre, der blev trukket ned over hovedet på uddannelsessektoren uden regionale hensyn.

»Jeg ønsker en bred politisk aftale om dimensionering fra 2017, så vi ikke får en model, der ændrer sig fra valg til valg,« siger Esben Lunde Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Corporatismens ubønhørlighed