Læsetid: 2 min.

Mit utopia: Carolina Magdalene Maier (AL)

’Vi skal opfordre vores børn til at turde fejle. I den måde, folkeskolen er skruet sammen på i dag, er der ikke plads til fejl’
12. december 2015

– Hvad gik du ind i politik for at forandre?

»Da jeg var ung var der meget fokus på dødsstraf. Jeg syntes, det var frygteligt, at man kunne finde på at henrette andre mennesker, så jeg sad på mit teenageværelse og skrev hundredvis af støttebreve til fanger på dødsgangene i USA. Jeg har altid haft en stor opmærksomhed på social retfærdighed, men ikke noget sted at placere den politisk. I lang tid har det været, som om man ikke rigtigt måtte tale om retfærdighed i dansk politik. Da Alternativet præsenterede sig, læste jeg deres partiprogram og fandt et parti, der ville den samme sociale retfærdighed som mig«.

– Er politikere visionsløse?

»Ja! Alternativet opstod, fordi der ikke er nogen politikere, der tør drømme mere. I morges tænkte jeg på, hvilke politikere, der taler højt om deres store politiske visioner, og jeg kunne ikke komme i tanke om én eneste. Jo, måske Morten Østergaard (R), der stadig taler om et stort fælles Europa, selv om danskerne netop klart har sagt nej til at afskaffe retsforbeholdet.«

– Nu leger vi, at dine politiske mål er nået. Det perfekte samfund er en realitet. Hvordan ser her ud?

»I mit utopia ser folkeskolen helt anderledes ud. Der er ingen målstyring eller tests. Måske findes der slet ikke karakterer. Alt det med at måle smider vi væk. Det er fuldstændigt uinteressant om en skole på Nørrebro har et højere karaktergennemsnit end en i Vestjylland. Hvis vi vil det gode samfund skal vi snakke etik, moral og medborgerskab allerede fra 0. klasse. Jeg tror, vi vil udvikle børn til at blive gode verdensborgere, hvis vi kontinuerligt træner dem i at tænke fællesskab før individ. I den perfekte folkeskole er det i øvrigt ikke vigtigst at være boglig. Hvis man er pissegod til håndværk eller til musik, er det dét talent, der skal bringes frem. Og så skal der være en positiv fejlkultur, som hedder, at det er fedt at fejle. Faktisk skal vi opfordre vores børn til at turde fejle. I den måde folkeskolen er skruet sammen på i dag, er der ikke plads til fejl.«

»I mit perfekte samfund er i øvrigt ikke noget, der hedder spin eller positionering. Der er tillid mellem politikere og befolkningen, og folk synes, politik er fedt. Jeg drømmer om et samfund, hvor politikere ikke kun kommunikerer gennem tweets og facebookopdateringer, men lytter mere, inddrager mere og bevæger sig mere ud i verden uden for Christiansborg.«

– Er det svært at tale om dit utopia?

»Nej, overhovedet ikke. Det kan være, fordi jeg er ny i politik. Måske svarer jeg anderledes, hvis du spørger mig om to år eller fem, men jeg tror det faktisk ikke. Jeg er politiker, fordi jeg tror på et bedre samfund. Jeg ved godt, at det ikke ligger lige rundt om hjørnet, men måske er det her om 20 eller 30 år, og det er fint. Hvis det en dag blev svært for mig at tale om utopier, så tror jeg ikke, at jeg skal være politiker længere. Hvis man læser Alternativets manifest vil man se, at det er én stor vision. Vi tør tale om drømme, og vi ved godt, at det så betyder, at andre vil kritisere os for at være ukonkrete.«

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu