Nyhed
Læsetid: 4 min.

V-profil i spidsen for grøn tænketank

’Vi har populært sagt ansat en dygtig og internationalt erfaren brobygger i stedet for en vild granatkaster,’ lyder det fra World Watch Institute om ansættelsen af Jens Hald Madsen
Indland
8. december 2015

Indtil for nylig opfordrede han på sin hjemmeside til »bilafgifter i bund«, til et stop for »hetzen« mod landbruget samt til at landkommunerne skulle have »friheden« tilbage til at planlægge byudvikling, butikker og erhverv. Og da Danmarks Radio (DR), inden folketingsvalget, spurgte, om »investeringer i kollektiv trafik skal prioriteres højere end investeringer til fordel for privatbilisme«, lød svaret »helt uenig«, mens det på spørgsmålene, om »ulandsbistanden skal sænkes«, og om »indsatsen for at forbedre miljøet skal gå forud for økonomisk vækst«, henholdsvis var »helt enig« og »delvist uenig«.

Alligevel bliver det nu Venstres tidligere udenrigsordfører og Lejre-borgmester, Jens Hald Madsen, der som direktør fremover skal stå i spidsen for den berømte grønne tænketank World Watch Institutes europæiske afdeling. En afdeling som har til huse i København.

Bestyrelsesformanden for Worldwatch Institutes Europe, Dan Boding-Jensen, begrunder Jens Hald Madsens valg med ønsket om at nå bredere ud. Ifølge Dan Boding-Jensen er Dansk Industri’s (DI) positive indstilling til den grønne omstilling nemlig »et godt eksempel på den spirende grønne modenhed, som vi oplever i det daglige arbejde med den grønne omstilling«:

»Vi vil meget gerne arbejde sammen med nogle af dem, som ikke nødvendigvis er rettroende eller, hvis det er virksomheder, endnu ikke er så langt i deres grønne omstilling. Virksomheder som Aarstiderne, Danfoss og Novo kan selv, men vi vil gerne hjælpe flere af de andre virksomheder. Det tror vi nemlig er nødvendigt, hvis vi skal omstille Danmark«.

Siden World Watch Institute blev grundlagt i 1974 af Lester Brown, har tænketanken været bannerfører i kampen for overgangen til et miljømæssigt bæredygtigt og socialt retfærdigt samfund – og metoder til at opnå dette. World Watch Institute finansierer hovedsageligt sit arbejde ved tilskud fra private fonde og gaver fra enkeltpersoner og er særligt kendt for at udgive årbogen State of the World.

»Med Jens Hald Madsen i spidsen kan vi spille en anden rolle, end hvis vi havde valgt en mere klassisk kandidat blandt vores gamle venner. Valget af Jens Hald Madsen er godt for den grønne omstilling, diversiteten i det danske ngo-miljø og for os som organisation. Vi har populært sagt ansat en dygtig og internationalt erfaren brobygger i stedet for en vild granatkaster. Det, mener vi, er det rigtige for at katalysere omstillingen til cirkulær økonomi,« siger Dan Boding-Jensen.

Jens Hald Madsen stoppede i politik efter det seneste folketingsvalg, hvor han ikke opnåede valg i Holbækkredsen. I dag er Jens Hald Madsen rådgiver og en del af et lederteam på Syddansk Universitets Institut for Teknologi og Innovation, hvilket han vil fortsætte med ved siden af sin nye stilling.

Fanget af cirkulær økonomi

Den tidligere politiker forklarer, at arbejdet på SDU fik ham til at beskæftige sig med bæredygtig produktion, og derfra var springet til World Watch Institute ikke stort. Jens Hald Madsen er især optaget af cirkulær økonomi, som er et af de nye såkaldte buzzwords i det grønne miljø. Hvor 75 procent af alle materialer i dag kun bliver brugt én gang, handler cirkulær økonomi om at skabe en økonomi, hvor ressourcerne beholdes i cirkulation i stedet for at blive brændt af eller ende deres liv på en losseplads.

»Jeg er blevet fanget af det her cirkulær økonomi, for endelig kommer noget, som kan samle interesser, der normalt ikke er samlet. Man kan godt stå og råbe mange ting, men det hjælper ikke, hvis det ikke rykker noget. Men her er noget, som rykker noget og ændrer adfærdsmønstrer i forhold til, hvordan vi er som forbrugere. Og hvis forbrugernes adfærdsmønster skal ændres, så kræver det også, at de som leverer varerne, går med ind i den cyklus. Så det netop bliver en cyklus,« siger Jens Hald Madsen.

I dag ønsker Jens Hald Madsen hverken at kommentere den nuværende eller tidligere regerings klima- og miljøpolitik med henvisning til, at han er stoppet i politik. Senest har den nye energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) bebudet, at målet på en 40 procent-CO2-reduktion i 2020 ikke er den nye regerings mål. Det er for dyrt for det danske erhvervsliv, lyder forklaringen.

Dengang var jeg politiker

På spørgsmålet, hvad Jens Hald Madsen ville svare, hvis han igen blev spurgt af DR om »indsatsen for at forbedre miljøet skal gå forud for økonomisk vækst«, lyder det nu:

»Det var, hvad jeg sagde, da jeg var politiker. Det er jeg ikke mere. Jeg er blevet ansat i en tænketank, som skal løfte vidensniveauet, så jeg er ikke politiker længere. Men det, jeg er utrolig ked af, er, at vi har meget med at dele det op i sort og hvidt, hvem der har de rigtige holdninger og meninger. Jeg tror ikke på, at der findes nogle mennesker som vil ... Jeg har to piger og jeg har ikke noget ønske om at gøre dem ondt og være dårligere end andre mennesker og ikke ville have et bedre miljø. Men jeg har selvfølgelig en holdning til, hvordan vi får det. Og jeg har en holdning til i hvilken rækkefølge, at vi får det. Hvis ikke vi får det til at være en global idé – og det kun er en dansk idé – så kan man tælle på fingrene. Vi er fem millioner mennesker. Der er et par stykker uden for grænsen, så det var måske en idé, hvis vi prøver at finde nogle systemer som kan bruges internationalt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

Så er der styr på dét,