Nyhed
Læsetid: 4 min.

Danmark skærer i udviklingshjælpen, mens Norge og Sverige øger deres

I modsætning til Danmark øger Norge og Sverige i 2016 deres bevillinger til udviklingsbistand. Det illustrerer, hvordan regeringen ’fuldstændig har mistet balancen’ i sin asylpolitik, mener Socialdemokraternes Mette Gjerskov. Venstre afviser kritikken
Indland
15. januar 2016

Vi skal hjælpe i nærområderne. Sådan har de danske politikeres svar lydt igen og igen under den aktuelle flygtningekrise. Ikke desto mindre har den danske regering i år nedsat udviklingsbistanden med tre mia. kroner, så den ligger på 14,8 mia. kroner, eller hvad der svarer til 0,71 procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Den linje står i kontrast til Sverige og Norges, som i år øger deres bevillinger til hidtil usete niveauer. Det skrev Magisterbladet i går.

Sverige har ifølge Magisterbladet hævet udviklingsbistanden med næsten tre mia. svenske kroner, så den i år lander på 43,4 mia. kroner, hvilket svarer til 0,98 procent af Sveriges BNI. I Norge var der sidste år afsat en procent af BNI til bistand, men det forhøjes i år til 1,1 procent, så det norske bistandsbudget lander på 37,3 mia. norske kroner – ca. fire mia. kroner mere end i 2015.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, udtaler i Magisterbladet, at regeringen ikke ser grund til at lade sig inspirere af Norge og Sverige.

»Vi friholder derimod hele det humanitære område og den akutte hjælp til flygtninge for besparelser. Der er vi et af de lande i verden, der giver absolut mest«, siger han til akademikernes fagblad.

Den linje bekræfter han over for Information: »I lyset af den svære økonomiske situation i Danmark ønsker vi at prioritere flere penge til kernevelfærd. Og det er der groft sagt to måder, vi kan gøre på: Vi kan spare, eller vi kan hæve skatterne, og der valgte vi så det første,« siger han.

– I snakker meget om hjælp til nærområderne. Hvordan hænger det sammen med at skære i udviklingsbistanden?

»På baggrund af hvad der sker i Syrien, besluttede vi at prioritere akut behov for mad og telte. Og så går vi så ind og skærer lidt hårdere på udviklingsområdet. Det er et prioriteringsspørgsmål,« siger Michael Aastrup Jensen, som mener, at andre lande må yde mere.

»Selv om Danmark satte udviklingsbistanden op, så ville det ikke reformere hele verden. Men det kunne reformere hele verden, hvis de andre lande kom bare i nærheden af at give en lige så stor andel af deres BNI som os,« siger han og henviser til, at der kun er fem lande i verden, der følger OECD’s anbefalinger

Misundelse

Men den indflydelse som Danmark trods sin ringe størrelse traditionelt set har haft ude i verden, er i fare, mener Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov.

»Mogens Lykketoft har sagt, at hvis han skulle vælges til leder for FN’s generalforsamling nu, så var han nok ikke blevet valgt. Det siger jo lidt om den indflydelse, vi mister. Vi er gået 30 år tilbage. Det må man bare konstatere. Og det er meget trist,« siger udviklingsordføreren, som kaster lange blikke over Sundet.

»Når det gælder udviklingsbistand, kan man som socialdemokrat godt blive lidt misundelig på Sverige og Norge. At svaret på de enorme flygtningeproblemer er at skære ned, er for mig fuldstændig ubegribeligt. Når det så kombineres med virkelig brutale flygtningestramninger herhjemme, så har man fuldstændig mistet balancen,« siger hun.

Hun mener, det er forfejlet at sløjfe den langsigtede del af udviklingsbistanden. Ikke bare ud fra et moralsk eller humanistisk perspektiv, men også fordi det vil skade danske interesser.

»Man kan meget med krudt og kugler. Men man kan dælen dulleme også nå langt med blød magt. Det er det, man fraskriver sig, når man tager Danmark ned fra sejrsskamlen og stræber efter middelmådighed. Middelmådige kan alle være, men det giver ikke indflydelse. Vi mister magt hver eneste dag lige nu.«

Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker på DIIS og ekspert i global regulering og fattigdoms- bekæmpelse, er ikke i tvivl om, at Danmarks faldende engagement, er noget, man noterer sig rundt-omkring i verden.

»Det er et hårdt slag for udviklingen, for hvis de stærke lande, som bør gå forrest, trækker sig, så er det en svækkelse af udviklingsmålene, som vi selv har en stærk interesse i at fremme,« siger han med henvisning til FN’s 17 verdensmål, som blev vedtaget sidste år.

»Alt, hvad Danmark har kæmpet for i mange år, er blevet nedfældet i de mål. Det gælder om at presse på, når man får sådan en mulighed.«

Han synes, at det faktum, at Danmark bruger mere end 30 procent af udviklingsbistanden på den nationale asylmodtagelse er mere alarmerende end regeringens overordnede besparelser på udviklingsbistanden.

»Man har taget det fra det langsigtede udviklingsarbejde. Det er vigtigt for et lille land med en åben økonomi, at vi har en fredelig verden omkring os. Og når vi nu ikke har det, ville det være logisk at investere i det. Men vi gør det stik modsatte. Det er virkelig påfaldende,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Reelt under 0,5 procent

Derfor er han også kritisk over for Aastrups påstand om, at Danmark med sine 0,71 procent stadig er et af de lande, som giver mest.

»Det har han formelt set ret i, men hvis vi trækker de penge, vi bruger i Danmark, ud og ser på, hvor mange penge vi egentlig bruger på at skabe fred, stabilitet og fremgang i andre lande end vores eget, så er vi under 0,5 procent. Så vi er bestemt ikke så gode, som vi har været,« siger Lars Engberg-Pedersen, som heller ikke køber Michael Aastrups argument om, at det er de andre lande, som bør give mere.

»Det er selvfølgelig rigtigt, at de i den bedste af alle verdener gav mere. Men måske skulle vi ikke bare sammenligne os med andre lande, men se på, hvad man kan forvente af de forskellige lande. Desuden er det jo ikke sådan, at FN anbefaler, at man skal sænke sin udviklingsbistand, men at industrialiserede lande skal yde mindst 0,7 pct. af BNI til udvikling i udviklingslande.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er svært at sætte beløb på værdien af blød magt og - ikke mindst - omdømme.

Men 3 milliarder lyder som et røverkøb, når alle afledte effekter tages med.

Er Norges "skjulte dagsorden" ikke bare, at de vil se godt ud som undskyldning for at få "Europas strengeste asylpolitik" (deres eget udtryk)???
Logikken er vel, at bare man som nation betaler til bistand, så behøver man ikke at tage så mange flygtninge? Sort...

Steffen Gliese

Jeg tror, at der er brug for at stille det helt banale spørgsmål: hvad er hensigten med behandlingen af flygtninge?
For mig er det indlysende, at det handler om at sikre, at folk kan normalisere deres tilværelse hurtigst muligt et andet sted end dér, hvor de ikke kan være mere.

Hans Christian Holdt

Til dagbladet Information:

Kunne I ikke udarbejde en opgørelse, der viser, hvor stor en del af de enkelte landes u-landsbistand, der ikke anvendes i udlandet, men går til fx asylansøgere i det pågældende land.

Mindst 1/3 af de cirka 15 mia kr. regeringen i år 2016 bruger på u-landsbistand går til - Danmark. Bl.a. til asylansøgere, flygtninge mm. og mv. her i DK...Og det kan Michael Astrup Jensen ikke benægte!