EP-formand: ’Grundlaget for EU er i fare’

Martin Schulz, formand for Europa-Parlamentet, frygter, at den manglende solidaritet i krisetider bringer det europæiske projekt i fare. Det er Danmarks håndtering af flygtningekrisen et eksempel på. Danmarks nye lov bliver undersøgt i EU
Den manglende solidaritet, som er blevet tydelig under flygtningekrisen i Europa, er en trussel for hele grundlaget for unionen, mener EP-formand, Martin Schulz.

Den manglende solidaritet, som er blevet tydelig under flygtningekrisen i Europa, er en trussel for hele grundlaget for unionen, mener EP-formand, Martin Schulz.

Hermann Brederhorst
28. januar 2016

Immigrationskrisen presser EU til det yderste. Tonen i flere medlemslande er gået fra visioner om solidaritet, åbenhed og medmenneskelighed til pragmatiske paroler om, at nok er nok, grænser skal genopbygges, og at vi ikke kan hjælpe alle. Og det er den nye danske flygtningelov et nyt eksempel på. Sådan lyder det fra Europa-Parlamentets socialdemokratiske formand, Martin Schulz, i et interview med Information.

Han frygter, at flygtningekrisen kan være et symptom på en demontering af den solidaritet, som det europæiske fællesskab er bygget på.

»EU er baseret på et fælles værdisæt, det gælder også for Danmark på trods af jeres forbehold.«

Læs også: Værsgo EU: Sådan kan vi fordele flygtningene

Martin Schulz’ udmelding kommer i kølvandet på tirsdagens vedtagelse af den såkaldte ’smykkelov’ og mandagens usædvanlige høring med integrationsminister Inger Støjberg (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) i Europa-Parlamentets udvalg for borgerrettigheder.

Især lovens bestemmelse om konfiskering af asylansøgeres værdier samt reglerne for familiesammenføring har vakt bekymring i Europa-Parlamentet.

Man frygter, at den danske lovgivning er i direkte modstrid med de europæiske traktater.

Martin Schulz forklarer, at den danske regerings oprindelige lovforslag vakte opsigt i parlamentet, da man frygtede, at loven ville være i modstrid med EU’s grundlæggende princip om ikkediskrimination:

»Ideen om at tage smykker og vielsesringe fra flygtninge er overdrevet, og dér er vi helt inde ved spørgsmålet om at respektere den menneskelige værdighed,« siger Martin Schulz.

Læs også: EU er klar til at bevogte de ydre grænser

Han finder i udgangspunktet ikke tanken om at lade flygtninge bidrage til deres eget ophold problematisk, men »det springende punkt for os er, hvorvidt man forskelsbehandler flygtninge i forhold til de øvrige borgere«.

Og den internationalt kritiserede danske lovgivning skal nu ses efter i sømmene af EU. Det blev besluttet ved en afstemning under den sidste samling i Strasbourg. De indkaldte derfor repræsentanter fra den danske regering til at redegøre for lovens detaljer.

Iker Pastor

Sjælden undersøgelse

Efter samrådet i mandags vil koordinatorerne fra udvalget mødes på tirsdag i den kommende uge for at evaluere de danske ministres forklaring og tage stilling til, hvad der nu skal ske.

Et muligt scenarie kan blive, at de beslutter, at loven skal tages op til debat på den kommende plenarsamling, og at parlamentet dernæst vil forsøge at lægge pres på Europa-Kommissionen. For også kommissionen har igangsat en undersøgelse af, hvorvidt den danske lovgivning er i overensstemmelse med de europæiske traktater.

Det er et relativt sjældent fænomen, at kommissionen undersøger den danske flygtningelovgivning, da Danmark i de fleste tilfælde er beskyttet på grund af vores retsforbehold. Forbeholdet beskytter os imidlertid ikke, når der er mistanke om overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, fortæller kilder i kommissionen til Information.

Læs også: Danmark fører an i strammerpolitik

Kommissionens undersøgelse kan imidlertid tage flere år, og derfor vil Europa-Parlamentet muligvis forsøge at presse kommissionen til at fremskynde deres arbejde.

– Danmark har et forbehold på asylområdet. Hvorfor skal EU blande sig i dansk asylpolitik?

»En af de fælles værdier drejer sig om, at ingen skal diskrimineres på grund af hudfarve, køn, nationalitet eller lignende. Hvis der er en mistanke om, at et medlemsland agerer diskriminerende, så er Europa-Parlamentet den første institution til at reagere, fordi vi repræsenterer det europæiske folk.«

Flere analytikere og politikere har for nylig pointeret, at flygtningekrisen vidner om en fundamental svaghed i EU. Blandt andet har den franske premierminister Manuel Valls for nylig udtalt, at krisen kan blive enden på ikke bare Schengen-samarbejdet og de åbne grænser i EU, men derimod selve det europæiske samarbejde.

For Martin Schulz bunder problemet i den manglende solidaritet, som var det grundlæggende princip i EU igennem 40-50 år. Det princip indebar, at de store lande kunne bistå de små og de velstående lande de fattige:

»Solidaritetsprincippet er nu ved at blive udskiftet med et håndplukningsprincip. Hvis et land siger til de øvrige medlemslande, at det har brug for økonomisk eller militær støtte, så leverer EU det. Hvis vi derimod står og skal håndtere en flygtningekrise, så træder samme land ikke nødvendigvis til. Hvis medlemslande kun vil tage det, som er i egen interesse, men ikke give det, som er i fællesskabets interesse, så er det fundamentale grundlag for EU i fare og så risikerer vi, at Manuel Valls får ret.«

Læs også: Det perfekte oplæg til nye flygtningeannoncer. Og så alligevel ikke

– Er den manglende solidaritet også årsagen til, at EU ikke har formået at håndtere flygtningekrisen?

»Flygtningekrisen ville ikke være en krise, hvis alle medlemslandene ville deltage i en fælles løsning. Jeg mener, at det er meget kynisk, at de som ikke ønsker at deltage, beskylder EU for ikke at kunne finde en løsning. Hvis man har en million flygtninge og fordeler dem blandt EU’s 507 millioner borgere på tværs af 28 medlemslande – så er der ikke noget problem. Hvis derimod fire lande skal bære hele flygtningestrømmen, så kommer de fire lande i problemer.«

– Det er en realitet, at solidaritetsprincippet ikke fungerer. Peger det ikke på, at der er et grundlæggende problem i EU?

»Jeg er til dels enig i, at der er en fejl i EU’s konstruktion. Jeg mener ikke, at EU skal blande sig i sager, som de lokale myndigheder bedre kan tage sig af. Det kan være trafikproblemer i København eller vandforsyningen i Sønderjylland. Men immigration, klimaforandring, økonomiske relationer, skatteunddragelse, organiseret kriminalitet – dette er emner som intet medlemsland kan håndtere alene. EU bør fokusere på de store emner, håndtere dem effektivt og overlade de nære sager til medlemslandene selv.«

Frygten dominerer

– Kan man kritisere medlemslandene for selv at skride til handling, når man ikke kan nå til enighed i EU?

»Man kan i hvert fald sige, at det var forventeligt. Under min første periode i Europa-Parlamentet var jeg koordinator i komiteen for borgerrettigheder, altså dér hvor asyl, immigration og grænsekontrol behandles. Hvis jeg tager mine 20 år gamle taler fra dengang og blot ændrer datoen, kunne jeg genbruge dem, uden at ændre et ord. Parlamentet og kommissionen har lavet en lang række af forslag på dette område, men det er medlemslandene, der beslutter, hvor stærk EU skal være. Immigration er et område hvor flere medlemslande, ikke mindst Danmark, har besluttet, at EU skal være svag, og at immigration er et nationalt anliggende. Det mener jeg er en misforståelse.«

– Forstår du de borgere som frygter, at den øgede immigration vil udhule de nationale velfærdssystemer?

»Ja, jeg tror desværre, at frygt er ved at blive en dominerende faktor på tværs af politiske partier og på tværs af samfundsgrupper. Jeg tror, at det hænger sammen med, at mange borgere føler sig overvældede i en ny og globaliseret verdensorden. En anden ting er, at mange politikere hævder over for deres vælgere, at alt vil forblive under kontrol, hvis bare vi fokuserer på vores eget land og vores egen kultur. Det er en illusion, og det ved de fleste borgere dybest set godt. Derfor er det at lukke et lands grænser kun en kortsigtet løsning, som på den lange bane skaber mistillid til politikere og de politiske institutioner.«

– Hvad er den langsigtede løsning så?

»Europa.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Eriksen

Prøver han (Martin Schulz) at tørre alle problemerne af om EU´s manglende evne til at håndtere flygtningekrisen - manglende solidaritet! - til medlemslandene og specielt lille Danmark?
Havde man kunne forudse den - og måske på forhånd...
Det her kan ikke ses som "hvis et medlemsland agerer diskriminerende"

" immigration, klimaforandring, økonomiske relationer, skatteunddragelse, organiseret kriminalitet – dette er emner som intet medlemsland kan håndtere alene. EU bør fokusere på de store emner, håndtere dem effektivt og overlade de nære sager til medlemslandene selv"

Hvordan klarede vi os dog uden EU - for 40-50 år siden?

Brugerbillede for Ib Christensen

Det kan være det begynder at gå op for folk hvordan "konkurrence stater" tidligere har eksisteret, og hvordan det udvikler sig. :(

Har man kun haft skattelettelser, skattelettelser og skattelettelser på ønskesedlen til de sidste mange valg, skal man ikke nu klage over at fred og lykke fravalgte man da man blev spurgt.

Husk på belæringen om, hvad folk med manglende rettidig omhu regnes for her i landet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

"Immigrationskrisen presser EU til det yderste" Ha ha ha.

Nu har den krise varet ved i snart et årti først i Italien, siden Grækenland og nu omsider resten af EU alt i mens EU parlamentet og hvad det ellers hedder der nede i Bryssel har snork sovet mens Italien og Grækenland har råbt om hjælp og fik svar tilbage fra Bryssel det er deres eget proplem.

...Gå hjem Martin Schulz og resten af de ansvarlige EU politikere.

Brugerbillede for Lise Hougaard

Først må jeg lige sige: Danske kontanthjælpsmodtagere må max have værdier for kr. 10.000,- det være sig i form af smykker, bil eller (pensions-)opsparing. Har de værdier for mere, skal disse realiseres og bruges, før man kan få hjælp. Jeg synes også, at 'smykkeloven' er grim, men den virker umiddelbart ikke unfair i forhold til andre på 'midlertidig ydelse' (det er også grimt). Det værste punkt er dog risikoen for, at en familiesammenføring kan tage tre år. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i de forfærdelige menneskelige katastrofer, det medfører.

Når det er sagt, tænker jeg også, at EU går en uhyre grim tid i møde. Sammenholdet er faldet fra hinanden, fordi ingen har magtet at gennemføre beslutninger, der holder alle lande op på en aftale. Mange kører deres eget løb, i stedet for at koncentrere sig om at komme med bud på, hvordan vi samarbejder om det her. Jeg kalder det panik. I min optik er det nu helt klart, at EU ikke er gearet til at håndtere panik fra adskillige lande. Unionen har demonstreret en svaghed, fordi det her er et område, som ingen (og dermed os alle) havde forudset. EU er taget med bukserne nede og har demonstreret, at den tænker for langsomt. Måske findes der en paragraf, der kan kræve, at alle lande tager passende ansvar? Hvem tør i givet fald bruge den paragraf? Hvor mange skal godkende den? Hvordan er det med veto? Uf, jeg indrømmer blankt, at jeg ved for lidt om beslutningsprocessen.

Jeg har ingen som helst tiltro til, at vi finder et fælles fodslaw. Det hele kommer til at handle om, at enhver er sig selv nærmest. Ramler hele EU-konceptet ned om ørerne på os om ufatteligt kort tid?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Christensen

Overskrift fra BT:
"Amerikansk au pair-pige fundet død i Østrig: Lå halvnøgen på madras"

Så er det noget udlandsstof fra et EU land. Hvis det drejer sig om en fra USA.

Er jeg den eneste der undre sig over den international(selektiv) "nyheds" formidling?
Er det bare mig der ikke ser et EU eksistere i formidlingen?

Måske skulle det nævnte grundlag for EU have været specificeret og ikke underforstået. For tiden bære ikke spor af et EU der søger at samle de forskellige nationers borgerer. Lidt støtte til idræts grupper batter ikke så meget. Mere eller mindre skjult statsstøtte efter forskellige modeller medlemslandene imellem rejser også spørgsmålstegn ved grundlagt.

Der bør nok nedsættes en kommission for at definer grundlaget. :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

"For Martin Schulz bunder problemet i den manglende solidaritet, som var det grundlæggende princip i EU igennem 40-50 år. Det princip indebar, at de store lande kunne bistå de små og de velstående lande de fattige"

Det var så fra før EU blev udvidet med fattige og lavtlønnede øst Europa med datidens Skoda som premier produkt.

1.000.000 flygtninge til EU's befolkning på 500.000.000 giver 11.200 flygtninge til Danmark. Den andel har Danmark vist mere end taget. Så ret venligst skydtset om solidaritet et andet sted hen.

...Må jeg foreslå store dele af de nye EU lande mod øst?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

EU er medlemmerne og hvad vi kan enes om.
"Jeg er til dels enig i, at der er en fejl i EU’s konstruktion. Jeg mener ikke, at EU skal blande sig i sager, som de lokale myndigheder bedre kan tage sig af."
Netop, men det er det man har gjort. Og mange af os har sagt dette i årtier.

Og nu hvor de store ting skal klares, revner ballonen og vi står tilbage med to mislykkede område - Det store og det EU aldrig skulle ha` blandet sig i.
Nedlæg lortet og begynd forfra.

Brugerbillede for Herman Hansen

"Hvis jeg tager mine 20 år gamle taler fra dengang og blot ændrer datoen, kunne jeg genbruge dem, uden at ændre et ord."

Jeg tror sgu jeg vil søge kontorarbejde nede i Bryssel parlamentet. 1.000.000 kr. let beskattede kr. i løn plus pension og blyantpenge og alt står stille. Og måske en stiletbenet sekretær :-)

...Det kunne da være hyggeligt og konfortabelt.

Brugerbillede for Ib Christensen

@Herman Hansen
Som jeg ser det, er problemet i grundlaget at det i et demokratisk perspektiv var og er et mindretals projekt. Man har aldrig fået flertallet med sig. Man har ikke gidet, eller fundet det nødvendigt.
Grundlaget var et salgs gimmick, og efter midlet helligede man sig målet.
Og mens vi snakker solidaritet og flygtninge, gentages historien ved TTIP forhandlings bordene.

Brugerbillede for Ib Christensen

En Dansk politiker havde energi og ressourcer til overs til at skive bøger, mens han bestred et skatteyder betalt fuldtidsjob i EU. Imens vil en kontanthjælps modtager nok blive straffet i ytringsfriheds elskende Danmark, hvis han lavede en karikaturtegning, mens han ventede på svar på ansøgninger. :/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Larsen

Grundlaget for EU vaklede allerede da de sydeuropæiske medlemslande blev oversvømmet med flygtninge og resten af EU var ufattelig langtsomme til at reagere! Men det snakker man ikke om nede i EU! Ikke at jeg er enig i DK's flygtningepolitik, tværtimod, men EU glemmer hurtigt hvad de selv har gjort i nælderne. Det er så nemt at pege fingre af andre og give sorteper videre... og det skal da nok fremme samarbejdet og styrke grundlaget.

Jeg sagde den gang, tilbage i september/oktober at det her ville blive EU's død, i hvert fald det EU som vi kender det, jeg mener stadig det bliver dens død. Ikke at det gør mig noget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Ib Christensen, lidt som Helmut Kohls inddragelse af øst Tyskland i vest Tyskland. Ingen af det store flertal af DDR borgere blev spurgt. Det var en stor politisk beslutning hen over hovedet på folket. I dag er alt DDR udraderet opkøbt og erstattet med vest Tyskland ned i mindste detalje.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

...TTIP forhandlingerne er i øvrigt så hemmelige at tyske bundestag medlemmer og selv ministre indtil nu ikke har fået lov til at få indsigt. Nu er USA så gået med til at papirer omkring TTIP forhandlingerne mellem USA og EU kan læses i et specielt læserum i forbundsdagen af dets medlemmer og ministre med stærke formaninger og trusler om værelset lukkes øjeblikkeligt bare et enkelt ord slipper ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

30.11.2013
Fra kommentar:
"Hvad hverken Martin Henriksen eller justitsministeren forholder sig til i behandlingen af flygtninge fra Syrien er, hvordan vi behandler vore medmennesker, vil definere vores fælles fremtid.
Det vil undre mig, hvis EU og den omkringliggende verden, slipper for repressalier, fra mange tusinde unge våben bærende mænd, hvis familier vi ikke i Danmark og EU, strakte os for, at brødføde eller hjælpe, men lod dø af sult, sygdom eller sorg, og kun diskuterede, hvordan vi i den rige del af EU, fik mindst mulig ulejlighed af den syriske civilbefolkning.

Jeg deler faktisk jakob scharf, chef for Politiets Efterretningstjenestes bekymring, om hjemvendte krigere og deres erhvervede færdighed i krig.

Danmark bør, hvis ikke for andet, så for fornuftens skyld hjælpe alt, hvad vi kan."

Link: http://www.information.dk/comment/792186#comment-792186

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Thøgersen

@ Herman Hansen

"1.000.000 flygtninge til EU's befolkning på 500.000.000 giver 11.200 flygtninge til Danmark. Den andel har Danmark vist mere end taget. Så ret venligst skydtset om solidaritet et andet sted hen."

Jo men, hvordan vil du sikre at dem der taber lotteriet og ender i fx Rumænien bliver der ?

Selv i de østlande hvor der har været større gennemstrømning er der ikke indgivet mange asylansøgninger, de fleste i "strømmen" ser ud til at have klare ideer om hvor de vil hen.

Om der så skyldes eksisterende familie, asyl&familiesammenføringsregler, offentlige ydelser eller generelt omdømme kan diskuteres. Men de har deres præferencer

Du risikerer at få nøjagtigt de samme problemer med grupper der kraftigt modsætter sig at blive flyttet til Polen, Rumænien osv.
Eller "folkevandringer" af grupper der er tildelt et upopulært land mod de mere polupære

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen

EU er ikke en humanitær organisation, det er en forening for erhvervsfolk, der vil have samfundet gjort lettere for profit.

Karikaturtegnerne i England får travlt, der skal laves Hitler-udgaver af lederne for Tyskland, Holland, Schweitz, Norge og gud ved hvor mange andre lande, hvis man altså åbner øjnene og ser realiteterne. Men erhvervsplejen dikterer i første omgang bare, at man helst får pillet ihvertfald lidt af eksporten fra Danmark ved at sværte både politikere og erhvervsliv. De er allerede ved at gøre klar til at konkurrere uden for EU. Bistået af danske politikere, der er så uduelige, at de tror indenrigspolitik skal føres i udlandet. Man er ikke i tvivl om, at det for flertallet af de danske politikere kun er et spil om egen karriere og profit, de har jo aldrig oplevet verden uden for universitetet og folketinget.

Drop EU, lad erhvervslivet blive voksent og klare sig uden tilskud som før. Der må stadig være dygtige erhvervsfolk der ikke agerer som hysteriske og forkælede curlingbørn og forventer at få alt serveret af politikerne. Drop tankerne om et Stortyskland der har evner til at få et kæmperige til at fungere optimalt. Vi har så mange dygtige folk endnu, at vi kan klare os. Vi har dygtige videnfolk, vi har dygtige igangsættere, vi har dygtige og flittige arbejdere. Vi behøver ikke en kejser eller en komisær til at fortælle hvad vi kan eller vil. Lad de uduelige politikere vi har til at sidde i EU (og Danmark) og fede den for fede lønninger uden ansvar få en førtidspension, de kan formodentlig ikke klare sig ude i den virkelige verden. Lad os komme i gang med fornuftigt arbejde og fornuftige forhold, som vi selv bestemmer over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Alt andet lige forekommer det helt besynderligt at man/nogen forventer at en forening, hvis inderste princip er fri konkurrence og sikring af den private kapitals samfundsherredømme, kan agere solidarisk - og specielt i krisesituationer. Det er ganske tåbeligt at forvente - og understreger vel blot, hvor langt vi er ude med vore begreber om verdens sammenhænge; fulde af billig ordhor og strategisk sniksnak.

Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Helene Kristensen

Det kan da umuligt overraske dig, at 400 unge mænd ikke vil isoleres i en teltlejr placeret på en pløjemark i Nordjylland.

Selvfølgelig ønsker unge flygtning & indvandrere at mødes med de danske kvinder med den frie seksualmoral, som de har hørt så meget om.

Ja undskyld; men da er da selvfølgeligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Ser man lige bort fra, at Schulz taler på baggrund af den danske "smykke paragraf", så er grundholdningen hos Schulz, at EU kan og bør blande sig uanset om et EU-medlem har et retsforbehold.

Nøgleordet hos Schulz er "fælles værdisæt", der gælder uanset retsforbehold - hvad nu hvis Schulz (eller en anden parlamentariker i EU-parlamentet) pludselig finder på, at Danmarks abortlovgivning, eller skilsmisselovgivning eller ægteskabslovgivning strider mod det "fælles værdisæt" ????

Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Naja Kjærgård Laursen

Det er en fornøjelse at læse interviewet med EU-Parlamentsformanden.

Vi får fastslået, at EU er en medlemsorganisation, der har stor kompetence på nogle områder og lille kompetence på andre områder. Det er Det europæiske Råd & Ministerrådet, der afgør om EU skal tildeles kompetence på et givet område.

På flygtninge- & migrantområdet har EU fået tildelt zero kompetence.

Det kan man mene alt muligt om; men sådan er det altså.
Her i Kongeriget er vi godt tilfredse, som senest overvældende bekræftet ved den nys afholdte Folkeafstemning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Torben Lindegaard (kl 09.01)

Pænt af dig, at ville berolige mig - men alligevel .

Skøre kugler med flyvske forestillinger kommer sommetider alt for langt frem i politik, inden de bliver "afmonterede"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Larsen

Det er ganske vist rigtigt, at man ikke kan modtage kontanthjælp i DK, hvis man har værdier for over et vist beløb. Man skal ikke sidde med 200.000 i banken og kræve kontanthjælp, det synes jo alligevel fornuftigt nok (om end der selvfølgelig er plads til debat her).

Mit indtryk er, at en flygtning ikke kan undsige sig flygtningeydelse (integrationsydelse? nyunderklasseydelse? Hvad den nu end hedder), hvor en arbejdsløs dansker godt kan undsige sig at modtage kontanthjælp.

Så hvor Frk. Rigmor ikke kan modtage kontanthjælp på grund af sin rigdom, så kan Frk. Løbforlivet ikke beholde sin rigdom fordi hun SKAL modtage flygtningeydelse.

Det lader ikke til at være de samme vilkår for flygtninge som for danske borgere - og det er da vist argumentet?

Det er dog muligt jeg har misforstået det praktiske ved "smykkeloven" - så flygtninge faktisk godt kan undsige sig ydelsen, og beholde deres diamantfyldte kufferter.

Og så er der også spørgsmålet om, hvad sker der med folks værdier, hvis de ikke får asyl eller faktisk gerne vil droppe deres ansøgning og tage tilbage til Syrien? Hvis de tvinges til at overdrage deres diamantkufferter, får de så denne tilbage - minus eventuelt modtaget.

Og jeg så også noget om gebyrer på diverse ansøgninger for flygtninge? Så man tager deres penge, og så afkræver dem penge for familiesammenføring? Det minder lidt om det åh så velfungerende amerikanske retssystem...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Falk Rangård

Danmark har via deres medlemsskab af EU anerkendt nogle værdisæt for hvordan man behandler mennesker.
Vi har endvidere ratificeret menneskerettigheds konventionerne.
Det første forslag til "smykkelov" var klart diskriminerende og havde andre regler en for eksempel modtagere af kontanthjælp.
En ting er, at man registrerer hvilke værdier en immigrant har FØR man udbetaler offentlig støtte noget andet er at konfiskere værdier.
Har en immigrant/flygtning værdier over det beløb der gælder for alle andre modtagere af offentlige ydelser undlader man at udbetale denne ydelse. Hvor svært kan det være !
Det er lighed for loven.
Vi er medlem af EU for at løse fælles grænseoverskridende problemer som de enkelte lande ikke selv kan klare.
Hvis man ikke vil udvise solidaritet med de andre medlemslande for at løse fælles problemer må man melde sig ud.
Ingen Schengen aftale, grænsekontrol mellem alle lande, paskontrol genindføres alle steder og så videre. Tilhængerne af at fravælge det åbne Europa med lukkede nationalstater kan jo så efterfølgende se hvad det vil betyde for velfærden og danskernes muligheder for at eksportere varer til at finansiere vores velfærd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Falk Rangård

Tilhængerne af at fravælge det åbne Europa og erstatte det med lukkede nationalstater kan jo så efterfølgende se hvad det vil betyde for velfærden og danskernes muligheder for at eksportere varer til at finansiere vores velfærd, skulle der stå.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Faisst

– Hvad er den langsigtede løsning så?

"At bygge Babelstårnet højere"

Et stort flertal i folketinget har jo udråbt den danske stat til en konkurrencestat, bla. for yderligere at lægge afstand til socialismen - Og den strategi hylder EU jo!
Hvordan kan det så komme bag på Martin Schulz, at danske politikere reagerer som de gør?
- han har jo selv været med til at demonterer de solidariske tanker og argumenter om fællesskab!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Det store EU-projekt har vist sig at fejle. Det har på en måde skudt sig selv i foden.
EU kan ikke finde en fælles løsning i den krisesituation vi står i nu med den store flygtningestrøm.

Det viste sig at være sværere end man troede at lave et ensrettet EU - et forenet Europa, med landene som stater. Storbritanien kan godt se hvor det peger hen, og er på vej ud.

Efter mange års krigsførelse i mellemøsten og som allieret til USA, som sidder i tryg og sikker afstand til flygtningeproblemerne, kan vi nu se konsekvenserne af det.

Jeg kan ikke tro på at det var af bekymring for civilbefolkningen at man har sendt dyre kampfly og soldater til mellemøsten.
USA og Europa har i sin grådighed overvurderet sig selv.

Var IS en trussel mod vesten? Det blev de først da Europa begyndte at blande sig.
Var Saddam Hussein en trussel mod vesten? Slet ikke, der var ingen masseødelæggelsesvåben.

Jeg synes det er svært at forstå hele problematikken med IS. Men jeg tror at de mellemøstlige lande ved bedre hvad der kan gøres i konflikterne dernede, end man gør i den vestlige verden. Det er en meget anerledes kultur og tankegang. Hvis man ville hjælpe kunne man støtte f.eks. kurderne, istedet for selv at tage ned og blande sig.

BRIKS-landene, som ikke har villet deltage i krige, men hellere opbygge deres landes økonomi, kan være spiren til en ny økonomisk vækst. Selvom USA og Europa gør alt for at tale dem ned.
Det kunne måske være være klogt af Europa at kiggede på nye potentielle handels- samarbejder med BRIKS-landene, i stedet for at støtte en synkende skude.
Vi får se.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

EU styres af ganske få ikke valgte magthavere i samarbejde med en hob af usynlige lobbyister, lønnet af ikke valgte firmaer, ngoer og tænketanke. Hvem kunne forestille sig, at så udemokratisk en konstruktion i Europa ville eksistere så længe ?

Nu er kommissionen i fuld gang med at tage hånd om de store firmaers skatteunddragelser i EU med Juncker som formand !!!

Brugerbillede for Mihail Larsen

EU's bærende idé

er udmærket fremstillet af Schulz i dette besindige interview. Men det synes at være spildte ord - i al fald på hovedparten af denne tråds deltagere, der vælter sig faktuelle fejl og misforståelser, det ville kræve flere sider at gendrive.

Jeg ville ønske, man kunne foretage et eksperiment: At lade de ærede kommentatorer sætte sig sammen og formulere en faktuelt underbygget kritik og et konsistent alternativ. Som det er nu kommer indvendingerne mod EU fra vidt forskellige sider, og de tilsvarende alternativer stritter også i alle retninger.

Nogle kritiserer EU for at være liberalistisk markedsstyret; andre forlanger, at EU skal begrænse sig til frihandel. Nogle kritiserer EU for at mangle solidaritet; andre protesterer imod at EU blander sig for meget. Nogle siger, at EU er handlingslammet; andre (eller sommetider de samme) ønsker, at EU skal nedlægges. Nogle tror, at Tyskland tilstræber en genoplivning af Hitlers Neuropa; andre hævder, at problemerne skyldes de østeuropæiske landes enegang. Og jeg kunne blive ved. Det eneste, som samler et flertal af kommentatorerne, er en komplet dansk ansvarsfralæggelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen

Torben Lindegaard, jeg taler ikke om de unge mænd i teltlejre, jeg taler om en gruppe afviste asylansøgere, der ikke vil lade sig deportere til et nedlagt moderniseret åbent fængsel i Ikast. Afviste ansøgere, der ikke er godkendt som flygtninge der kan få asyl og derfor kun venter på at blive sendt hjem igen.

De kræver:
1. Vi kræver, at vi ikke bliver tvangsforflyttet til et jysk fængsel i Ikast
2. Vi er ikke kriminelle. Vi kræver, at Kriminalforsorgen ikke bestemmer over os.
3. Vi kræver, at tvangsdeportioner stopper - både hemmelige og offentlige. Vi er flygtninge, vores lande er i krig.
4. Vi kræver retten til at arbejde.
5. Vi kræver ordentlige boligforhold. Vi har ikke engang adgang til varmt vand.
6. Vi kræver retten til medicin og behandling, som imødekommer vores behov.
7. Vi kræver asyl i Danmark.
9. Vi kræver ansvarlighed fra myndighederne. Hvem kan vi spørge om vores sager? Hvor længe skal vi vente i Sjælsmark?
10. Vi kræver en ende på "motivationsfremmende foranstaltninger". De politikker, der har til formål at "motivere" os til at rejse ved at umenneskeliggøre og ydmyge os.
11. Vi kræver retten til frit at kunne flytte os og frihed til at blive. Kort sagt, vi kræver retten til at have rettigheder!
12. Til sidst kræver vi, at lejre som Sjælsmark bliver afskaffet.

http://www.tv2lorry.dk/artikel/asylansoegere-demonstrerer-mod-udvisning-...

Hvad de unge mænd oppe nordpå, som altså ikke var dem jeg kommenterede på - måtte mene om dette og hint, er jeg ret ligeglad med. Jeg går ud fra at de skal forestille at være flygtet fra bomber, smadrede boliger, trusler på livet - så kan de vel godt klare at styre drifterne så længe, at deres asylansøgning er blevet undersøgt. De er vel også født med en højrehånd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Mihail Larsen
Jeg kunne ikke være mere enig behovet for, "at formulere en faktuelt underbygget kritik og et konsistent alternativ", det er en nødvendig samtale i Europa, hvis ikke fattigdom og social uro skal sprede sig.

Tak for en super kommentar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Chr. Mondrup

På den ene side: jeg er enig i at det EU vi kender lige nu har en økonomisk og social kurs der gør sig bedste for at blokere lokale tiltag til brud med en destruktiv kapitalisme.

På den anden side: det indgår i EUs bestræbelser at værne om menneskerettigheder en eller anden grad af demokrati. Set i det perspektiv skal vi lytte nøje til Martin Schulz. Som tysk politiker udtaler han sig med den tunge erfaring om hvordan et samfund kan ende i barbari. Frygten er, som han påpeger, et stærkt redskab for højreorienterede, ultranationalistiske kræfter. Jeg behøver vist blot at henvise til fænomenet "Danerværn".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

"We the people"

Keld, du tænker i nationalstatens og romantikkens termer. Set i et globalt perspektiv giver det god mening at tale om Europa som en enhed, og hvis vi går lidt tættere på, så eksisterer der faktisk en 'europæisk kulturhistorie'. Det skyldes, at de europæiske lande i høj grad refererer til en kulturarv, der er fælles. Jeg har tidligere henvist til retstraditionerne, men man kan finde mange andre inden for religion, familie- og slægtsformer, kunst, litteratur, sprog og naturligvis en fælles, konfliktfyldt historie. Dertil kommer en stor og langvarig, folkelig integration på tværs af skiftende, nationale grænser. Det giver god mening at tale om et 'naturligt' fællesskab.

Om man så vil kalde det 'folk' eller 'fællesskab' beror på en vigtig pointe, som Rousseau (der af mange opfattes som en af nationalstatens ideologer) udviklede. Han skelnede mellem 'folk' og 'befolkning'.

For at være et 'folk' krævedes det, at de mennesker, der skulle udgøre folket, havde en betydelig grad af fælles kulturel identitet; fællesskabet skulle være baseret på en stor mængde af fælles kulturværdier; ellers kunne man, iflg. Rousseau, ikke regne med et 'republikansk' sindelag.

En 'befolkning' udgøres til forskel herfor blot af de nu til enhver tid bosiddende personer i en stat. Om de på nogen måde kan identificere sig med de værdier, som 'folket' har, er ligegyldigt. Oversat til en nutidig virkelighed: Så kan tilflyttere vælge mellem at assimilere sig (og dermed over tid glide ind i 'folket' - som mange af mine og mine svigerbørns forfædre har gjort), eller de kan vælge at etablere sig i en eller anden form for 'parallelsamfund', hvis værdier adskiller sig fra 'folkets'. De er så - i Rousseaus perspektiv - ikke en del af folket, men oppebærer borgerlige rettigheder i et samfund som en del af dets 'befolkning'.

Er det et 'fællesskab'? Ja, så længe elementære juridiske og økonomiske præmisser respekteres. Nej, hvis man også kræver en form for værdifællesskab ('national' eller 'europæisk' identitet).

Rousseaus efterkommere - franskmændene - har formuleret sig klart, når de siger, at dét at være 'fransk' vil sige, at man fuldt og helt anerkender og respekterer den franske forfatning. De skal leve op til det, som Habermas kalder 'forfatningspatriotisme'. Umiddelbart kan det se ud som en ren formalitet, men den franske forfatning rummer faktisk en del 'værdier', som man i så fald også skal vedkende sig for at blive en del af det franske 'folk'.

Efter denne omvej er jeg så nået tilbage til udgangspunktet: Eksisterer der et 'europæisk folk'? Ja, det gør der, hvis man tænker i de lange, historiske baner og ikke lader sig fiksere i en enkelt tidsperiodes fokusering på nationalstaten. I en moderne, global virkelighed, hvor Europa er oppe imod flere andre, store spillere med andre kulturelle og historiske forudsætninger, så findes der faktisk europæisk-regionale værdifællesskaber, der gør det velbegrundet at tale om et 'europæisk folk'.

Mindst lige så berettiget, som det er at tale om et kinesisk, et indisk, et arabisk, et afrikansk, et sydamerikansk og et nordamerikansk 'folk'.

Brugerbillede for Thomas Faisst

Mihail Larsen
Schulz`s udtalelser er en gratis omgang.
Han sidder derned, og bare venter på at danskerne lægger krisen bag sig, så vi kan få en ny Euro afstemning etc.
Det var både lærende og forargende, at se, desværre kun dele, af debatten med de danske ministre i parlamentet på DR - og Ikke fordi jeg er enig i smykke-loven .
Det var ret tydeligt, at de debatterende politikere ikke havde sat sig ind i danske forhold, eller i andre landes - men blot argumenterede med tabloid-agtige argumenter - og så er det vel i orden at spørge sig selv:
"Er det det, som mine skattekroner skal bruges til?"
Vi kan, efter min mening godt bruge flere penge på både flygtninge og u-landsbistand, men når man ser på hvor meget vi i forvejen leverer, er det ren populisme at udtrykke den form forargelse, over danske forhold.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

For ikke at blive misforstået

Jeg elsker at besøge andre lande med en anden kultur, hvor jeg kan møde tanker og forestillinger, der er forskellig fra mine. Desværre svækkes min begejstring, når jeg midt i europæiske byer, der har formået at bevare deres kulturelle særpræg (det er jo dét, vi andre gerne vil se som turister), pludselig konfronteres med anmasende, fortrinsvis amerikanske butikker med provokerende store lysreklamer.

(I 2001 besøgte jeg Beijing for at holde nogle forelæsninger om menneskerettigheder. Allerede i min gymnasietid skrev jeg historie-opgaver om kinesisk kunst, og siden har jeg været medlem af dansk-kinesisk venskabsforening, så jeg var meget 'tændt' forud for besøget. Jeg oplevede en masse kunst, som jeg hjemmefra havde sat for mig at se, men jeg blev overvældet - allerede dengang i 2001 - over, hvor 'globaliseret' en del af Beijing var. På dét tidspunkt var verdens største MacDonald placeret i Beijing.)

Jeg har været andre steder i verden (herunder arbejdet 2 år i Tyskland, 2 år i Italien og 5 år i USA). Hver gang, jeg er fløjet tilbage fra 'oversøiske' lande, har jeg haft en klar fornemmelse af, at jeg kom 'hjem' - ikke specielt til Danmark (skønt også det), men til Europa.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Thomas Faißt

Jeg er enig med dig om behandlingen i parlamentet. Men du misforstår nok meningen, som ville have kunnet forstå, hvis du hørte især sidste del af høringen. Der var tale om en foreløbig orientering. Nu er der nedsat en komité til at se nærmere på detaljerne i svarene fra de danske ministre.

Schulz leverede ikke en 'gratis omgang' i interviewet. Han redegjorde sagligt og diplomatisk for den bekymring, der eksisterer i andre EU-lande, men han fældede ingen domme. Han fastslog i stedet for nogle grundlæggende principper for EU-samarbejdet og tilkendegav, at han gerne vil have belyst, om Danmark krænker dem.

Jeg kan godt blive enig med dig om, at der er en del 'hype' omkring Danmarks stramninger. Ud fra objektive kriterier er disse stramninger på linie med (eller svagere end) tilsvarende stramninger i andre europæiske lande. At det nu har givet anledning til en mediestorm mod Danmark er dog ikke EU's skyld.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britta Hansen

Til alle, der tror, at lille Danmark selv kan klare sin 'flygtningekrise' og ikke ønsker indblanding udefra:

Det vi har set siden sidste år, og det vi ser nu er det rene ingenting over for, hvad vi må vente i de kommende årtier og inden for dette århundred.

I dag er der ca. 60 millioner flygtninge i verden. Mange af dem internt fordrevne (altså i deres egne lande). Fagfolk på flygtningeområdet regner med, at der ikke kun vil være mange flere millioner og hundrede millioner med tiden, men milliarder - især på basis af klimaforandringerne, der bl.a. også vil medføre krige og andre væbnede konflikter, og menneskene vil blive nødt til at flygte.

Held og lykke, Danmark, med at tage smykkerne fra dem og stoppe dem, der når så langt ved grænsebommen!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Nogle kritiserer EU for at være liberalistisk markedsstyret; andre forlanger, at EU skal begrænse sig til frihandel. Nogle kritiserer EU for at mangle solidaritet; andre protesterer imod at EU blander sig for meget. Nogle siger, at EU er handlingslammet; andre (eller sommetider de samme) ønsker, at EU skal nedlægges. Nogle tror, at Tyskland tilstræber en genoplivning af Hitlers Neuropa; andre hævder, at problemerne skyldes de østeuropæiske landes enegang. Og jeg kunne blive ved. Det eneste, som samler et flertal af kommentatorerne, er en komplet dansk ansvarsfralæggelse."

Måske er kernen i protesterne mod EU at man med liberalistisk styring blander sig uhensigtsmæssigt i samfundsudviklingen i Europa - at man gør det under falske paroler (om f.eks. at hjælpe de europæiske samfund om at løse grænseoverskridende problemer) som klart mangler et demokratisk sindelag og (dermed) et solidaritetsgrundlag - og at man på en række erklærede områder (herunder Schengen-konstruktionens sigte om intern frisættelse og ekstern beskyttelse af EU mod diverse trusler udefra) ikke kan sætte handling bag løfterne om EU's privilegering af de europæiske samfund/befolkninger.

Det er således muligt at blande sig på uønskede måder mens man samtidig viser manglende kapacitet, når det kommer til visse ønskede. Derfor er der intet, kun et tænkt, paradoks i på ovenstående skitsegrundlag at ønske sig udmeldt af EU - og der er al mulig raison i at efterspørge en stærkt øget demokratisering af de europæiske samfund forud for dannelsen af en eventuel fælles europæisk vision for samme samfund.

Men bortset fra dét, er det jo helt almindelig historieskrivning - uden at det i øvrigt er argument for ret meget andet end at verden er kompleks og mangfoldig - at konstatere at mange diskurser, skæve som retlinede, samtidig blander sig når det kommer til offentlige debatter af centrale (magt)udviklingsspørgsmål.

anbefalede denne kommentar

Sider